Monthly Archives: juli 2011

Musikdokumentarfilm – en overset genre, også på nettet

Standard

Et still-billede fra filmen The Posters Came Down From The Walls (2009).

Jeg elsker dokumentarfilm om musik; artister, genrer, trends, festivaler, instrumenter, myter – bring it on! Og der er helt sikkert masser af dokumentarfilm derude, men hvor er de sites der samler informationer om disse film? Jeg tror jeg bliver nødt til at lave sådan et site.

Min egen, beskedne, samling af music docs består af ca. 175 film. Det var i hvert fald hvad jeg kunne tælle mig frem til i dag. Det viste sig, at det er nærmest umuligt at lave en søgning om genren på IMDB. Du kan søge på dokumentarfilm eller du kan søge på musik. Men ikke begge dele. Og hver for sig leder de dig virkelig af sporet. Med mindre du synes 8 Mile og Sound of Music, eller Super Size Me og An Inconvenient Truth er passende søgeresultater. De er langt fra stammen.

Det bedste bud jeg fandt, ud over nogle glimrende artikler over, typisk, the top 10 music documentaries, og lignende, var Amazon.com og cduniverse.com. Her ved man i hvert fald hvad der snakkes om, og du kan få en liste af 1,000 film, som faktisk lever nogenlunde op til forventningerne. Halvdelen er dog pendanter til de lousy cd’er man finder på tankstationer, dvs. uofficielle udgivelser om populære bands. Nickelback unauthorized, Led Zeppelin under review, inside Aerosmith, og andet billigt juks, der ikke rigtig er hverken fugl eller fisk. De artister som dokumentarerne handler om, har ikke medvirket i produktionen, og der er måske ikke engang brugt kunstnernes egen musik som eksempler og baggrundsmusik. Det er de ringeste af slagsen. Så er der livekoncerter, som måske er officielle, måske ikke, men ikke rigtig er dokumentarfilm, heller ikke hvis de viser et par klip bag scenen. De er måske på papiret dokumentarfilm, men fra et underholdningsmæssigt synspunkt scorer de meget lavt som dokumentarfilm.

Jeg brugte et par timer, og fandt 104 hæderlige musikdokumentarer. Og der er helt sikkert mange, mange flere at hente. Det bliver spændende.

Jeg kan godt lide idéen om en fan-produceret film om et band. Det er sikkert en jungle af copyright-overtrædelser, men potentialet er til stede, med den dedikation og viden der findes i fanbaser. Jeg glæder mig til at se filmen The Posters Came Down From The Walls - om ikke andet vil den være unik.

En af de af de mest overraskende af slagsen, er en fan-produceret Depeche Mode-tribute som hedder The Posters Came From The Walls. Der er et officielt site (theposterscamefromthewalls.com), og her er bizart klip fra filmen: en brassband-udgave af Personal Jesus – og en ekstra teaser (en polsk fan-produceret video til Just Can’t Get Enough):

 

 

Jeg vil i den kommende tid følge op på genren musikdokumentarfilm, med nogle dyk ned i mit personlige skattekammer.

George Michael – en ægte Stevie Wonder fan, del 1/3

Standard

Der er gået en Stevie Wonder-plade tabt undervejs i George Michaels karriere. Den kan stykkes sammen af forskellige optagelser. Langt de fleste af dem kan findes på YouTube.

George Michael kommer til landet. Du husker måske, at han afsluttede sin koncertvirksomhed for nogle år siden, med en sidste koncert i Parken. Det var det. The end of touring. Men det var det så ikke alligevel. Det var the end of touring really big places, like stadiums. Nu kommer han så til Herning, og spiller i Jyske Bank Boksen. Så finder man altså aldrig et værre navn til et koncertsted. Godt de fandt på det i Herning, så skal man da ikke høre om det så tit. Men George kommer, det blev annonceret for 2 måneder siden, godt og vel. 12. Maj hvis man læser Gaffa online. I dag, 2 1/2 måneder senere blev det annonceret, at George også spiller i Forum i samme ombæring, helt nøjagtigt d. 3. september. Wow, tænker jeg så. Tænk på de tusinder der har måttet bide i støvet, og har købt billet, togbilletter og overnatning i gudsjammerlige Herning, den nye jyske koncertby. De må altså virkelig have det ringe med, at der gives 3 koncerter i Herning, og de ikke havde en chance for at vide, at København ville komme til.

Der er plads til ca. 12.000 i Herning og ca. 10.000 i Forum, hvis vi da taler ståpladser – og det gør vi nok ikke. Hvis det er siddepladser taler vi om langt mindre, under halvdelen af de 10.000 vil jeg tro. Det giver så 40.000 billetter til George Michael med symfoniorkester. Sidst han turnerede i DK blev det til 150.000 solgte billetter på dansk jord. Ret pænt, synes jeg. Jeg kommer næppe afsted denne gang, og så ham heller ikke sidst. Ja, jeg har faktisk aldrig været til en George Michael-koncert. På sidste turné, da han spillede i Aarhus, hørte jeg bagefter om, at der var blevet solgt billetter til under 300 kr. ved indgangen – fra officiel side. Det er jeg nu ærgerlig over at jeg ikke opdagede i tide. I denne omgang koster de dyreste billetter lidt over 1500 kr. Men så er der også gris på gaflen, som man siger i Herning, dvs. mad med i prisen. Der er to muligheder – en buffet og en kokkeløsning, hvad det så end består i.

Men dette indlæg skal handle om noget helt andet end de forestående besøg. Nemlig George Michaels tilbagevendende fascination af Stevie Wonder, en anden multiinstrumentalist, sangskriver og producer med perfektionistiske tendenser. Jeg har fulgt begge kunstnere i mange år, lige så længe jeg har haft musikalsk nærvær og bevidsthed, og mange gange har jeg opdaget at George Michael igen har lavet et, som regel glimrende, cover af en Stevie Wonder-sang. Det er blevet til 11 af slagsen, så vidt jeg er orienteret, men der er sikkert flere bidder i form at outtakes, rehearsals og klip på YouTube.

Første gang vi kunne høre en Stevie Wonder-fortolkning på en indspilning var på Listen Without Prejudice (1990) og sangen They Won’t Go When I Go fra Fullfillingness’ First Finale (1974). Det er flot, sober indspilning, der måske ikke helt lever op til originalen, men tydeligt demonstrerer hvor godt George Michaels stemme ligger for Stevie Wonder-sange. Det er et live-take på pladen, men med George Michael selv på kor. Tyg lidt på den.

Tre år tidligere, i 1987, kunne man til Stand By Me-koncerten på Wembley Arena, en støttekoncert for AIDS-ofre, høre Love’s In Need Of Love Today fra Songs In The Key Of Life (1976) i en særdeles smagfuld udgave. Et af de andre hovednavne var Elton John, og der er udgivet en officiel 60 min. koncertvideo af koncerten med dette klip:

Året efter, altså i 1988, kunne man til Nelson Mandela-hyldestkoncerten, i anledningen af Mandelas 70 års fødselsdag, igen høre et Stevie Wonder-nummer blive taget i kærlig behandling af George Michael: Village Ghetto Land fra Songs In The Key Of Life (1976). Det er tunge sager. Apartheid og ghettoer, undertrykkelse og fattigdom, fængsling og solbriller. Det er en udmærket udgave men et underligt valg – for en popstjerne.

Lidt mere muntert gik det til i 1991 på Cover II Cover-turneen efter Listen Without Prejudice-pladen. George fortolkede løs, og gav glimrende udgaver af Elton Johns Don’t Let The Sun Go Down On Me, der blev et hit, Papa Was A Rolling Stone/Killer af henholdvis Temptations of Adamski, der ligeledes blev et hit, Sign Your Name af Terrence Trent D’Arby, og selvfølgelig en masse Stevie Wonder-numre: Superstition, I Believe (When I Fall In Love It Will Be Forever) og They Won’t Go When I Go. Her er først Superstition (fra Wonders Talking Book (1972)) i en ret dårlig publikumsoptagelse fra Cover II Cover-turneens stop i Birmingham:

Kvaliteten er lidt bedre på denne optagelse af I Believe (When I Fall In Love It Will Be Forever), også fra Talking Book, og også fra Cover II Cover-turneen. Nummeret, der havde været på setlisterne på Faith-turneen i 1988,  blev udgivet som b-side til Don’t Let The Sun Go Down On Me (1991), der var et verdensomspændende hit og en støttesingle for 10 forskellige hjertesager, bl.a. børn og AIDS.

Dette var de første 5 numre af en noget længere liste, og første del af denne uhøjtidelige gennemgang. Faktisk er der materiale nok til et helt album med Stevie Wonder-covers. Med de mange støttekoncerter og charity-singler, vil det være oplagt med sådan et album en dag, til en passende lejlighed.

Manden der konstant bliver træt af at turnere, udgive plader og i det hele taget være popmusiker. Heldigvis finder han altid vej tilbage til rampelyset - ofte med en Stevie Wonder-sang.

Here Lies Dobby – A Free Elf

Standard

Der skulle lig på bordet før Harry Potter-serien blev spændende.

I går var jeg i biografen og se “Harry Potter og Dødsregalierne – del 2” i Falkoner Biografen. Vi så den i 2D, og det var helt bevidst. Jeg er så træt af de elendige 3D-udgaver vi præsenteres for. Hvis man ikke har tænkt sig at lave en decideret 3D-produktion, og har et emne der fordrer sådan en satsning, jamen, så holder det bare ikke at lægge et 3D-filter på en almindelig film, gøre det hele lidt uskarpt, lægger nogle bizarre effekter på filmen, og kræve 50 kroner ekstra pr billet for ulejligheden. Den uskik må stoppe. Nu.

Men vi så altså filmen i Falkoner Biografen, hvor den vist også gik i 3D i en anden sal. Vi sad på sidste række i et dobbeltsæde, det første af sin art jeg er stødt på. Her tager man “kysserækken” alvorligt, og har lavet sæder hvor man som par kan føle sig, hvis ikke ligefrem alene for en stund, så i hvert fald heldige. Meget sympatisk træk, dér.

Et af filmens voksenøjeblikke, der karakteristisk ikke løses med trolddom, men på gammeldags gør-det-selv-maner.

Jeg må indrømme at jeg har slæbt mig igennem denne serie. Når man kun ser filmene, og dermed kun får den historie som manuskriptforfatteren har skåret ud af den oprindelige historie, ja, så er der altså en del personkarakteristikker der halter. Hvem er Luna? Hvad er hendes specielle karakteristika? Man har ingen anelse om det når man ser filmene. Den viden kan altså kun komme fra bøgerne. Hvor bliver Dobby af i alle filmene? Er han virkelig kun med i 2’eren og 7’eren? Kan det passe? Hvor er Harry’s forelskelse i Ron’s søster blevet af? Altså, det er tydeligt at de vil ende sammen, men det er aldrig noget der giver mening, synes jeg.

Og så en anden ting, der springer i øjnene hver gang det sker i filmene. Med alt det postyr omkring at holde hekseri og trolddom skjult for “mugglers”, hvordan kan man så finde på at lave perron 9 3/4 midt på King’s Station? Dvs. alle passagerer potentielt tiltrækker sig opmærksomhed ved pludselig at løbe igennem en mur. Det er sgu mærkeligt, Miss Rowling!

Så, personerne bliver ikke rigtigt udviklet, i hvert fald ikke i en grad der forsvarer at beskæftige sig med dem i så mange film. Det virker ofte forceret når der er opgaver i filmene, og filmene insisterer på at holde fast i skurkene, f.eks. Malfoy-familien, der afsløres for Potter tidligt, men som spankulerer rundt og er “onde” i samtlige film. Så er der den tilbagevendende konflikt med at holde trioens affærer skjult for Hogwarts ledelse. Halvdelen er “med dem” og den anden halvdel vil stoppe dem. For ikke at tale om den efterhånden nærmest komiske konstruktion i hver film, som udgøres af den nye lærer, altid i det samme fag, som hver gang afsløres som ond – enten af egen vilje, eller ond mod sin egen vilje.

Beverly Hills genskabt i 2011?

Jeg ved at det er en serie børne- og ungdomsfilm, og som sådan må de gerne være “for børn”, men alligevel føler jeg, at der mangler noget substans, også for at give noget at vende tilbage til. Der satser filmene i stedet på feelgood genkendelighed; de mange togture til Hogwarts, der afsluttes med hver deres fantasifulde entré på skolen (over vand, over is, gennem luften, om natten, i karet), de evindelige sportskampe-på-koste, de spøjse tvillingers løjer og besøgene hos Ron’s familie.

Når man så alligevel ender med at blive ved, film efter film, så er det sikkert delvis på grund af filmenes ubestridelige kvalitet. De er simpelthen så flot lavet, at man ung som gammel, bliver begejstret for den eventyrverden der med en sikker hånd bygges op i filmene. Det er meget sjældent at effekter kan bære en film alene (det skete næsten i Jurassic Park), men det er bestemt med til at give Potters Verden et stempel at autenticitet, at skuespillerne, effekterne og cinematografien er så flot som den er i alle filmene.

De sidste to film introducerer noget som jeg havde opgivet at finde i serien: spænding. Der er, langt om længe, noget på spil. Der kommer lig på bordet, og verden bliver sat på den anden ende. Det er denne uigennemskuelighed, at vi ikke ved hvad der potentielt kan mistes i hver scene, der gør de sidste film værd at se. (Spoiler!!!) Da “nissernes” (hvor blev jeg skuffet over for første gang at læse de danske tekster ved biografbesøget igår; Romeo Gåde? Nisser? For Fanden da!) grotte og bank styrter i grus, føles det virkelig stort. Da det enorme dyr letter med vennerne på ryggen er det næsten lige så befriende for publikum. Den spænding har jeg savnet i de foregående film, især i 5’eren, hvor de 3 gåder Harry skal løse – dem der ender med en labyrint – simpelthen aldrig bliver spændende. Tværtimod ender labyrintscenerne med at være direkte uforståelige, dvs. der er tydeligvis sammenhænge man bare ikke får forklaret når man ser filmen. Det gør det skuffende, og som sagt uspændende.

Dobby gik fra at være et irriterende Gollum-ripoff til en kærkommen figur der gerne måtte have vist sit grimme fjæs lidt oftere.

Jeg kom til at synes vældig godt om Dobby. Når filmene engang skal genindspilles, og der er jo nok en del år til, men sikkert ikke så mange som vi vil tro i 2011, så håber jeg, at Dobby får en langt større plads. I det hele taget vil filmene sikkert blive bedre i næste omgang, slet og ret fordi historien er kendt, og det bliver et spørgsmål om at samle så meget historie som muligt næste gang – om det så kræver 16 film. Nå, ikke flere overvejelser om dét projekt lige nu. Men en sidebemærkning: hvad skal der blive af Daniel Radcliffe? Hvad blev der af Frodo?

Who the Hell is Ron Sexsmith?

Standard

Rost af sine kolleger, fra Paul McCartney til Ray Davies, Elvis Costello til John Prine. Alle er enige: Ron Sexsmith er en gudsbenådet sangskriver.

Ron Sexsmith er en canadisk sangskriver med 12 albums bag sig, en hel masse omtale, nogle få dedikerede fans (når vi sammenligner med andre internationale navne), en del celebre fans og velgørere, en skrantende karriere, en spinkel, undseelig stemme og en himmelråbende mangel på hits. Til gengæld har han øre for en god melodi, og mon ikke andre, på et eller andet tidspunkt, kan give ham et hit ved at indspille en af hans mange fine sange?

Det hele begyndte, for mig, med hans debutplade i 1995. Jeg læste Mojo Magazine som et religiøst skrift, og i deres årlige feature om årets bedste plader – valgt af kunstnere – slog Elvis Costello til tromme for Ron Sexsmith. Jeg gik ud og købte hans debutplade, og da tonerne kom ud af højttalerne troede jeg et øjeblik at det var Elvis Costello selv der sang! Stemmen er meget tilbageholdende, men den virker fin og skrøbelig, ikke usikker og kedelig, på debutpladen. Bedst på den plade er sangen There’s A Rhythm, produceret af Daniel Lanois (fra bl.a. Emmylou Harris, Bob Dylan, U2 og Willie Nelson). Måske havde det gjort forskellen for Ron Sexsmith, hvis den første plade havde været produceret af Lanois. I stedet fik vi ét enkelt nummer, hvis klang overstråler det meste af Sexsmith’s produktion. Resten af sangene fremstår nøgne, og den sarte stemme virker konfronterende i de spinkle arrangementer.

Et nyere pressefoto. The boy wonder.

De næste plader var gode, og Sexsmith var anmeldernes darling, og fik sig en lille dedikeret fanskare, som berettede om deres fund til alle der gad høre. Det var sådan jeg kom til hans danske koncerter: med et følge af venner der skulle se My Boy Ronnie. Det var rigtig gode koncerter, men som årene gik, gik der en del luft af ballonen. Der kom ikke flere til koncerterne, der kom ikke nogen hits fra pladerne, der kom aldrig skub i karrieren, og albumudspillene blev skiftevis vage, i et forsøg på at ramme en poppet stil der kunne charme radiolytterne, og fatalistiske i deres livssyn; ingen lyttede, og successen lod ubarmhjertigt vente på sig.

Jeg købte pladerne, bevares, men jeg orkede ikke flere koncerter. Jeg ville se en kunstner udvikle sig, og det gjorde Sexsmith bare ikke. Han ankom fuldt udviklet med et gudsbenådet talent for sangskrivning. Hvad skulle han gøre mere? Det eneste han ikke måtte gøre, var at give op. Det har han ikke gjort, ikke endnu, men han ser besejret ud. Han lyder besejret. Han er ikke bare underdog, han er scapegoat, han er whipping boy. Det gør ondt at se på hans triste fjæs.

Det er en beskeden pianist vi ser her. I dokumentaren Love Shines (2010) ser vi Ron's 40 års fødselsdag, hvor en ukendt velgører giver ham et klaver. Store sager for en sangskriver der hverken ejer en iPod eller en båndoptager.

I går satte jeg mig ned og så Love Shines, en dokumentar om Ron Sexsmith optaget over et lille årti, men med fokus på indspilningerne til hans seneste album, Long Player Late Bloomer, produceret af Bob Rock. Ja, Bob Rock – manden fra Metallica og Bon Jovi-pladerne! Og det bliver mærkeligere endnu. Studietiden blev leveret af Kiefter Sutherland, en af Rons celebre fans, som er medejer af et professionelt studie i Los Angeles. Ja, who knew?

Jeg elsker sådan nogle dokumentarfilm. At se en kunstner i studiet er altid interessant. Det er synet af malertape hen af mikserpulten, med de små notater om hvert spor. Det er posituren musikerne indtager som de sidder der og venter i timevis på at mikrofonen peges mod dem, og deres instruments vakre stemme får sine 15 minutter, more or less. Jeg elsker det.

Dokumentaren Love Shines følger Ron Sexsmith i studiet med Bob Rock - karrierens store satsning. I rulleteksterne kan man læse, at pladeselskabet droppede Sexsmith da de hørte resultatet, som de kaldte for "too mainstream". Pladen blev efterfølgende udgivet i Canada og enkelte europæiske lande på små indie-selskaber.

Denne dokumentar går som sagt til sit emne, Ron Sexsmith, over en længere periode på 8-9 år. Vi ser ham modtage en Juno Award for bedste sangskriver i 2005, optræde i Elvis Costello’s Spectacle-show med Sheryl Crow og Elvis Costello selv, vi ser Kiefer scenevant introducere Ron på scenen i LA, vi ser Feist skamrose Ron, og fortælle hvordan hun har stillet sit grej til rådighed for hans demoindspilning, vi hører om deres samarbejde, vi ser ham backstage inden et stort homecoming gig i Massey Hall, Canada, og vi ser en masse af ham og Bob Rock i studiet. Alt dette ser vi, men vi ser ham ikke smile. Så missede jeg det. Han kommer med en enkelt sjov kommentar til Michael Bublé, men det er vist det. Resten af tiden er han defeatet. Kørt ned. Han har opgivet. Og alligevel bliver han ved. For det er det her han kan. Han er en mand, lige akkurat. En mand der skriver sange. Til os. Til verden. Til han dør.

Det er ellers ikke anerkendelse manden mangler. Et hav af kunstnere har indspillet hans sange. Fra Rod Stewart til Henning Stærk, fra Feist til Chris Martin (fra Coldplay), fra Ane Brun til Michael Bublé. Steve Earle producerede Ron’s fjerde album, Blue Boy (2001), som varmt kan anbefales. Det har den lyd man forventer Bob Rock kan få frem. Om han fik det, ved jeg ikke. Det lyder ikke sådan i dokumentaren, hvorimod Earle’s produktion sparker forventelig røv. Når vi taler om ideelle producere, så vil jeg stadig gerne høre en Lanois- eller Rick Rubin-produktion i fremtiden. Men det er jo næppe gratis, og Ron’s forsvindende små salgstal berettiger næppe den slags extravaganza.

Secret Heart [3:17] Ronald Eldon Sexsmith
Secret heart
What are you made of?
What are you so afraid of?
Could it be three simple words
Or the fear of being overheard?
What’s wrong?
Let her in on your secret, heartSecret heart
Why so mysterious?
Why so sacred, why so serious?
Maybe you’re just acting tough
Maybe you’re just not man enough
What’s wrong?
Let her in on your secret, heartThis very secret you’re trying to conceal
Is the very same one you’re dying to reveal
Go tell her how you feelSecret heart
Come out and share it
This loneliness, few can bear it
Could it have something to do with
Admitting that you just can’t go through it alone?
Let her in on your secret
What’s wrong?
Let her in on your secret, heart

Gone too soon

Standard

Amy Winehouse er på alles læber.

I denne weekend mistede verden, blandt tusinder af andre, Amy Winehouse. Så sent som i sidste uge, havde jeg hendes plade fremme, da jeg studerede Rolling Stones Top 100 Albums of the 2000s. Min mening var da, at den plade var lige så udtjent som Norah Jones’ debut. Men jeg må indrømme, at da jeg satte den på i går, lød den langt bedre end jeg havde frygtet. Det er stemmen der redder den, det er stemmen der fylder det hele. Den er ikke Mariah-, Whitney- eller Celine-leflende, op og ned af registeret, men derimod varm, levende og intens. Det er en fantastisk stemme, der peger tilbage til de store madammer fra midten af sidste århundrede.

Det kom næppe som noget chok, at Winehouse tjekkede ud alt, alt for tidligt. Det var et image man ikke var i tvivl om var ægte. Hun var misbruger, hun var nede i skidtet. Hun trængte til kærlighed, hun fik nærmest ubegrænset succes. Men hendes kunstneriske anerkendelse druknede i historierne om personlige nederlag. Historier der kun tog til, og i den seneste tid har været rapporterede uden nogen større nyhedsværdi. “Aflyser show”, “helt ude af den”, “fuld på scenen”. Tja, sådan var det blevet.

Jeff Buckley, der døde i 1997 med den næsten perfekte debutplade "Grace" under bæltet.

Jeg kan huske da Jeff Buckley døde. Det var fortvivlende. Så stort et talent, og så uforløst, med kun en enkelt plade ude. Elliott Smith, der stak sig i hjertet med en køkkenkniv, og gjorde en ende på både det skænderi med sin kæreste der var i gang, og på den glimrende række af plader han gav verden efter Good Will Hunting gjorde ham til en eftertragtet kunstner. Og så er der Kurt Cobain. Han minder om Amy. En isoleret, ulykkelig person med en ufattelig succes. Tupac og Biggie, jovist, men det var noget andet. Det handlede om noget andet. Natasja. En ulykke der satte en stopper for karrieren, som for Stevie Ray Vaughan, Buddy Holly og Ritchie Valens. Michael Jackson. En superstjerne slidt ned til sokkeholderne. Som Elvis Presley. Og listen bliver ved.

Det vil ikke skorte på Amy Winehouse-coverversioner i den kommende tid. Slet ikke. Og hvad der måtte findes af coverversioner og outtakes med hende skal nok blive fundet frem, støvet af, klippet til, remixet og udgivet igen og igen. Ligesom Hendrix.

Tilbage vil stå én perfekt plade. Hendes “Grace” – “Back to Black” fra 2006.

Tak, Amy Winehouse.

I den kommende tid vil vi blive klogere på Amy Winehouse. Som en Natascha Kampusch bliver hendes liv udstillet og fortolket, forklaret for os dødelige. Jeg læste i dag, at hendes far, som er taxichauffør, netop har udgivet en jazzplade og skulle have spillet på Blue Note i New York den aften Amy døde. Det er den type historier der vil blive almen viden for music buffs i de kommende måneder, i udtømmende portrætter. Senere kommer filmen.

Whatever happened to Phil Collins?

Standard

Phil Collins er officielt gået på efterløn

Ja, hvad blev der egentlig af Phil Collins? Hans officielle status er “pensioneret”, efter en udmelding i marts 2011. Han har haft rygproblemer i nogle år, og har, efter 3 forliste ægteskaber – alle med børn, også en familie han gerne vil tilbringe tid med. Han er 60 år gammel og en typisk efterlønner; jo, han kunne sagtens blive på arbejdsmarkedet, men hans successer er bag ham, og nu vil han egentlig gerne nyde livet.

Det hele startede med et brag, hvis man kigger på hans solokarriere. Han debuterede med Face Value (1981), med bl.a. In The Air Tonight, der efter min mening stadig holder her 30 år senere. Jeg så en dokumentar om pladen igår, i serien Classic Albums som BBC står bag. Programmet var fra starten af 00’erne, og det var fedt at se hvordan de medvirkende var stolte af pladen så mange år efter. En anden pointe var, at ingen næppe ville slippe afsted med at udgive så modigt, underforstået spraglet, et album nutildags – og det var altså nutildags for 10 år siden. Phil Collins kommenterede at han næppe selv ville stoppe så mange stilarter på én plade igen. Og dér er der nok en kilde til Collins’ forsvinden: det hele blev lidt for glat, fornuftigt og rent ud sagt ensformigt undervejs.

Phil Collins er én af kun tre kunstnere der har solgt mindst 100 millioner plader som solokunstner og samtidig mindst 100 millioner plader med en gruppe (de to andre er Michael Jackson og Paul McCartney)

Der var ellers tryk på i 80’erne. 13 top 10 singler i USA fra 1984-1990! Og et hav af hit-singler i hele verden. Faktisk er han den kunstner der havde flest hit-singler i USA i 80’erne. Det er altså stort. Og der var faktisk en stor spændvidde, selv om det næppe er sådan vi husker ham. Han blev “ballade-manden” undervejs, gjorde han ikke? Men Sussudio var 80’er dance-pop, In The Air Tonight en slags ambient electro-eksperiment, der var Motown-singlerne You Can’t Hurry Love og Groovy Kind of Love og Motown-pastichen Two Hearts, dance-pop med Easy Lover, og så balladerne: Oscar-hittet Against All Odds, den sociale kommentar Another Day In Paradise, og endelig One More Night og Seperate Lives. Alle disse sange var no. 1-hits i enten USA eller UK. Men efter Another Day in Paradise stoppede den fornøjelse.

Jeg ved ikke om det er cool at høre Phil Collins. Jeg tror det ikke, men det må virkelig være en guilty pleasure for rigtig mange, med de salgstal han har præsteret. Det hele topper vist i 1989/90 med “… But Seriously”-pladen. Han kommer ud af 80’erne som ballade-manden, og da han får et hit igen i 2002 er det med et cover af Leo Sayer’s disco-hit Can’t Stop Loving You – komplet med autotune. Karrieren afsluttedes med en album med Motown-numre (Going Back (1990)). Og det var så det. Skulle jeg introducere nogen for Phil Collins i dag, ville det nok være med Face Value-pladen, hvis det var en person der interesserer sig for rockhistorien, og dens udvikling, hvor pladen placerer sig i et spændende felt. Det beskriver Classic Albums-kommentaren glimrende: en trommeslager der går solo, skriver en røvfuld hits derhjemme, hyrer en ung producer og en blæsergruppe, og laver en plade der lyder fedt – også 30 år efter! Han skaber sig en karriere, der både mangedobler hans gruppes succes, og placerer ham som en regulær hitmaskine i 80’erne, efter en årelang karriere i baggrunden af et britisk prog-rockband.

En forskubbet ryghvirvel og en velvoksen familie er efter eget udsagn grunden til den forholdvis tidlige pension

Var det en person med en mere flygtig interesse i musik, vil jeg nok række ud efter en af de forskellige hits-skiver til vedkommende, med det forbehold at det emmer af 80’er-lyd – ud over det hele. Keyboardbas og keyboard-pads, trommemaskiner, og el-guitar med echo, chorus og rum der dramatisk slåes an i baggrunden. Det er både lækkert og klamt, som det bedste pop.

En anden distinktion, og noget jeg altid er opmærksom på, er den, at han er medlem af en lille gruppe af musikere, der både skriver og producerer, synger og spiller, på deres egne hits. Det mest rendyrkede eksempel i karrieren er den melankolske Both Sides (1993), hvor alt, simpelthen alt, er lavet af Phil Collins. Om det så er mastering eller cover-foto, har han selv stået for det. Det samme gælder (måske ikke lige med hensyn til mastering og cover-foto, men resten) for kunstnere som Lenny Kravitz, Prince og Thomas Helmig, der igen og igen leverer varen: numre der er 100% dem og finder vej til at stort publikum. Listen er ikke særlig lang. Den er helt sikkert længere end ovenstående, men hold for øje, at der skal være tale om hits, ikke bare kunstnere der laver det hele selv (dem findes der ellers mange glimrende af, ikke mindst min kæphest Joseph Arthur, der producerer glimrende musik, men aldrig har ramt tidsånden). Vi taler altså salgstal og hitlisteplacering(er).

Mon han kommer tilbage? Og hvis han gør, bliver der så med en plade fuld af hits, et enkelt hit til en film, eller som duet-partner når en ung artist laver en indspilning af et af hans mange hits, og giver sig selv et beregnet hit på den måde? Med udgangspunkt i hans output de sidste mange år, tror jeg ikke rigtig på endnu en plade der hitter, dvs. rammer en smag der fænger bredt. Men ét enkelt nummer, til en film eller musical, det kunne sagtens ske. Spørgsmålet er om han stadig er sulten, eller om hans børn bliver det? Med den lille milliard der efter sigende står i banken, kan vi nok komme til at vente længe.

(fra Wikipedia:)

Number one singles

The following singles reached number one in the United Kingdom or United States. For a full singles discography, see Phil Collins discography.
Year Single Peak positions
UK U.S.
1982 You Can’t Hurry Love 1 10
1984 Against All Odds (Take a Look at Me Now) 2 1
Easy Lover” (With Philip Bailey) 1 2
1985 One More Night 4 1
Sussudio 12 1
Separate Lives” (With Marilyn Martin) 4 1
1988 A Groovy Kind of Love 1 1
Two Hearts 6 1
1989 (Charted in 1990) Another Day in Paradise 2 1

Whatever happened to Elvis Costello?

Standard

Hvad er der blevet af Elvis Costello? Han er én af de kunstnere, der ligesom er faldet af jordens overflade, men som man fornemmer bevæger sig, aktivt, lige under mainstreamkulturens opmærksomhedsgrænse. Dvs. han er gledet ud af tv og radio, og han er heller ikke en kunstner som man tager op og laver teaterkoncerter med, har hits med gamle numre af, eller får en masse opmærksomhed ved at lave en duet med.

En aldrende Elvis Costello

Når jeg tænker efter, så dukker han faktisk op i film og tv-serier. Senest så jeg ham i Talladega Nights (2006), hvor Will Ferrell møder ham i en ligegyldig scene. Hvis det var et forsøg på at pushe ham til en ny generation, tror jeg virkelig det ramte langt fra målet. Han har også optrådt i Frasier, Simpsons, 30 Rock, og adskillige andre sammenhænge i 2000’erne. Men det er her jeg tror hunden ligger begravet: Hvor er de nye kunstnere der lyder, eller vil lyde, som Elvis Costello? Er hans udtryk i virkeligheden problemet? Klinger det med samtiden? Er det lige meget hvor tit han vises frem, hvis hans produktion ikke vækker noget i nutiden(s unge)?

Det sidste jeg husker, som fik musikelskerne op af stolene – og over i sofaerne, var Painted From Memory (1998), et samarbejde med en vel i nogen grad washed-up Burt Bacharach. Men en pragtfuld plade, som fortjent fik en masse opmærksomhed. Siden da har udgivelserne fra Costello været meget homogene. Enten stille affærer som North (2003) og hans forskellige klassiske projekter, eller mere støjende udgivelser som When I Was Cruel (2002) og The Delivery Man (2004), og – vurderer jeg (uden rigtig at have hverken fulgt med eller nærlyttet til hele hans produktion) – ikke så mange helstøbte albums, der vil det hele – og lykkedes med det.

For det er jo det han kan. Lave plader. Hans 80’er-udgivelser er fremragende, og manden er et omvandrende musikleksikon, der ikke bare brænder for, men lever på, et fundament af musik – i alle afarter. Og det er hans styrke, at han kan samle alt dette i sprudlende albums der peger i alle retninger og samler sig igen. Jeg kan huske hvordan jeg blev målløs, da han til et blad i starten af 90’erne, Vogue, tror jeg faktisk, leverede en liste han havde sammensat med 500, efter hans mening, essentielle albums. Listen viste om noget hans spændvidde, men sagde også noget om hans dedikation til selv en publikation med så overfladisk en interesse for musik som Vogue. I et andet blad, Mojo, tror jeg, fortalte han om en leg han ofte leger med gode venner når lejligheden byder sig. Den handler om ultimative coverversioner. Et eksempel: Björk der synger Like A Virgin, Elvis Presley der synger U2, osv. Det er også noget der sætter mine små grå igang…

En ung Costello og samtidig en dead ringer for en ung Woody Allen

For tiden lytter jeg til livekoncerter på nettet, og det var da jeg der fandt en Elvis Costello-koncert fra maj i år, at jeg spurgte mig selv – hvad fa’en blev der egentlig af Elvis Costello? Prøv at se den setliste her:

Elvis Costello And The Imposters
Beacon Theatre
New York, NY
May 24, 2011

Overture – featuring the return of the former Mother Superior of Our Lady of Perpetual Torment, Dixie De La Fontaine
01 intro
02 I Hope Youíre Happy Now
03 Heart Of The City
04 Mystery Dance
05 Uncomplicated/Shotgun
06 Radio, Radio

The Spectacular Spinning Songbook
07 spin 1
08 Veronica
09 spin 2 >>> double: ìJoannaî Jackpot & “Detectives vs Hoover Factory”
10 Pills And Soap
11 audience vote/intro to Hoover Factory
12 Hoover Factory
13 Watching The Detectives
14 spin 3 by Questlove >>> double: “Imperial Chocolate” & “Napoleon Solo” (deferred until track 26)
15 Shabby Doll
16 Beyond Belief
17 I Want You
18 Black And White World – with Questlove on drums and Pete Thomas on background vocals
19 Let Me Roll It
20 spin 4 >>> double
21 (I Don’t Want To Go To) Chelsea
22 Accidents Will Happen
23 Hand In Hand
24 And Your Bird Can Sing
25 applause

Interlude
26 License To Kill ñ ìNapoleon Soloî

27 spin 5 by EC >>> ìKingís Ransomî Jackpot
28 Indoor Fireworks ñ with Jim Lauderdale
29 I Lost You ñ with Jim Lauderdale
30 Brilliant Mistake/Tangled Up In Blue ñ with Jim Lauderdale
31 applause
32 spin 6 >>> ìGirlî Jackpot
33 This Yearís Girl
34 Earthbound
35 Alison/The Wind Cries Mary
36 Honey, Are You Straight Or Are You Blind?
37 Party Girl
38 Purple Rain
39 applause

Finale
40 Out Of Time
41 Pump It Up/Subterranean Homesick Blues
42 Substitute
43 (What’s So Funny ‘Bout) Peace, Love And Understanding?

Prøv at se den setliste! Der er så meget i gang her. Han spiller Springsteen, Hendrix, Dylan, Beatles, Paul McCartney og Prince-numre. Han har Questlove fra The Roots inde som gæst, og den elskelige Jim Lauderdale, der, ud over at udgive og skrive countryplader, ofte er garant for vidunderlige duetter/backingvokaler med Lucinda Williams. Jeg tjekkede et par andre koncerter, dvs. setlister, og Purple Rain er et fast indslag. Det er interessant, synes jeg. Der er knald på i Costello’s udgave. Det er lige på og rock. Ind til benet, som man siger. Og hvis der er noget Purple Rain normalt ikke er, så er det ind til benet.

Dylan-nummeret License To Kill (fra den Mark Knopfler-producerede Infidels-plade (1983)) bliver spillet solo. Det er et godt valg. Sangen tilhører den kategori af Dylan-sange hvor omkvædet blot udgøres af gentagelsen af nogle få ord, nemlig titlen. Det giver mulighed for en meget ordrig sang, hvor pointen hentes hjem med de enkle, ventede gentagelser. Infidels-pladen er i det hele taget en overset plade, men sådan er der jo et hav af gode plader der hverken får eller fik den opmærksomhed de retteligt fortjener.

Jeg er slet ikke up-to-date med Costello, men denne koncert alene har givet mig blod på tanden, og jeg må vide mere om hans output efter Painted From Memory.

Koncertturnéen markerer 25 års jubilæum for lykkehjulet her til Costello's koncerter

Rolling Stone’s David Fricke (her i landet mest berømt for at have opdaget Raveonettes og givet dem et navn i USA efter en koncert på SPOT-festivalen. En feat han i noget grad gentog med “fundet” af Under Byen) bragte følgende anmeldelse af koncerten:

(http://www.rollingstone.com/music/blogs/alternate-take/elvis-costellos-wheel-of-fortune-20110525)

Elvis Costello’s Wheel of Fortune
POSTED: May 25, 6:55 PM ET | By David Fricke

Elvis Costello came out of the gate on May 24th ñ the last night of a three-show run at New York’s
Beacon Theater and the final date of his “Revolver Tour” ñ like he was playing the concert in reverse.
The singer-guitarist and his Imposters ñ drummer Pete Thomas, bassist Davey Faragher and keyboard player
Steve Nieve, Costello’s long-serving update of the Attractions ñ jumped into what, on any other evening,
would have been a rush of encores: “I Hope You’re Happy Now,” Nick Lowe’s “Heart of the City,” “Mystery
Dance,” “Uncomplicated” and “Radio Radio.”

The energy and entertainment went up from there. Costello was celebrating the 25th anniversary of his
Spinning Songbook, a giant wheel of fortune he took on the road in 1986, and he came armed with the
combined kitsch of a game show and lounge act: a bar, a go-go cage with dancer and an Austin Powers-style
hostess-dollybird; his own eye-popping selection of fedoras and sport jackets. When he wasn’t singing or
slamming at his guitars, Costello worked the stage like a burlesque-club emcee, cracking wise at a mile
a minute and spinning a dandy’s walking stick.

Fans ñ  and one celebrity, drummer ?uestlove of the Roots ñ were plucked from the audience to spin the
wheel, which featured song titles and album references covering Costello’s hits and deeper work. Some labels,
with sly references to tunes and topics, allowed the host to have his own fun with the results. When the
wheel landed on “Detectives vs. Hoover Factory,” Costello told the audience they could vote for “Watching
the Detectives” (huge roar) or the early rarely-performed “Hoover Factory” (surprisingly loud cheer). Then
he played both, prefacing the latter with memories of riding the bus to his own factory job in London, back in 1973.

Costello pointed out how much time had passed since he last rolled out the Spinning Songbook. He was then touring
behind two of his best albums, the solo King of America and the electric Blood and Chocolate, made with the
Attractions. But instead of hitting the charts, Costello noted ruefully, “they were buried in a field in Utah.”
He paused. “Now there is no Columbia Records,” he said of his old U.S. label, grinning like a victor. With country
singer-guitarist Jim Lauderdale, Costello performed “Indoor Fireworks” and “King of America,” both from that album.
And earlier, when the wheel came up “Imperial Chocolate,” Costello followed a double shot of Imperial Bedroom
(including a harrowing “Shabby Doll”) with the long slow snarl of Blood and Chocolate’s “I Want You,” drawing
out its obsessive desire and intimidation with a hissing vocal and acidic splashes of Fender twang.

The Spinning Songbook was the treat and centerpiece of the show, but Costello has never worked or traveled without
a version of that wheel. His encyclopedic passion for popular music is a vital component of his helter-skelter work
rate, as fuel and ideal, and at the Beacon, Costello punched up his loves like numbers on a jukebox. He celebrated
Bob Dylan’s 70th birthday with a solo reading of “License to Kill” from Infidels and threw a snatch of “Subterranean
Homesick Blues” into “Pump It Up.” Costello covered Prince (“Purple Rain”) and Wings (“Let Me Roll It”), quoted Jimi
Hendrix (“The Wind Cries Mary”) and paid roundabout tribute to British soul singer Chris Farlowe with a version of
the Rolling Stones’ “Out of Time” ñ a British Number One for Farlowe in 1966.

Costello and the Imposters ended the night as they started it, with velocity and challenge: the Who’s “Substitute”
and Lowe’s “(What’s so Funny ‘bout) Peace Love and Understanding.” Before he left the stage, Costello swore to the
crowd he’d see them again soon. He may not have the wheel, but he’ll have that Songbook in his head, spinning hard.