Dylan går igen

Standard

Jeg sidder her med mine to nyeste Dylan-erhvervelser: koncerten fra i går i Phoenix, Arizona, og en DVD om Dylan og Newport-festivalen: The Other Side of the Mirror. At jeg kan sidde her med en koncert, der ikke engang er et døgn gammel, er jo fantastisk!

Og sådan er det, og sådan har det været i mange år. Dylans bus ruller ind bag teatret i endnu en by, manden får sig lidt at spise, det samme gør bandet, koncerten går igang, båndene ruller, Dylan tager videre, båndede spredes. Før med post, så på brændbare CD’er, stadig med post, og siden over internettet som digitale optagelser. I dette tilfælde i det såkaldte lossless-format FLAC. Koncerten er den 4. på Dylans nuværende turne, som blot er et enkelt leg i den meget større Never Ending Tour, den uendelige turne, der begyndte i det herrens år 1988.

Cover til Dylan i Phoenix 2011

Der er udgivet bøger om turnéen. Der er selv sagt skrevet om hver eneste koncert i lokale sprøjter, på blogs, i fanzines, og om turneen i de seriøse musikblade. Men hvor er musikken? Dylan tillader ikke fotografering, og det hører til sjældenhederne at optagelser af koncerterne tillades. Det sker fra tid til anden, når han optræder på større festivaler (jeg mindes Hyde Park i 1996 med Alanis Morrissette, Eric Clapton og The Who på plakaten), ved prisoverrækkelser (The Grammy’s, Oscaruddelingen, Rock’n’Roll Hall of Fame, House of Blues i forbindelse med OL i Atlanta, igen i 1996), men selve koncertudgivelser er det kun blevet til én enkelt af i turnéens 23 år lange liv: den flade MTV Unplugged fra 1994. Status er altså over 2000 koncerter på The Never Ending Tour og én koncertudgivelse.

Man forstår godt, at fans samler et trofæ fra turen i ny og næ, som et minde om en koncert, eller for at følge mesterens udvikling og form. Det er i karakter af sidstnævnte, at jeg checker ind og lytter til Dylan i Phoenix. Og Dylan er i god form! Hans frasering og levering på Leopard-Skin Pill-Box Hat er præcis, tydelig og lækker. Jeg spidser ører, og kan mærke at der er noget særligt ved denne koncert. Han er i mindst lige så god form på It Ain’t Me, Babe og Things Have Changed er også på plads. Nu kan jeg høre, at den up-tempo udgave af Things Have Changed der lyder smadret og uøvet på optagelsen fra Odense i juni, faktisk kan lyde elegant og overskudsagtig når den ellers kommer rigtig fra start, som den gør her. Og sådan bliver det ved. Sangene leveres med sikker hånd, og publikum høres tydeligt mellem numrene. Man kan også høre at de skændes om hvornår man kan tillade sig at stå op til en koncert med siddepladser, man kan høre spontane klapsalver, og man kan høre Bob og bandet krystalklart. Og for at det ikke skal være løgn, er der også lavet et lækkert cover med billeder fra koncerten. Hvor er det fantastisk med sådan en fankultur om vor mand Bob.

En begejstring der mærkes og høres som publikum viser deres udelte og entusiastiske begejstring under det lange, ventede klimaks i Highway 61 Revisited. Her kunne Bob fint have sagt tak, men i stedet får vi en meget fin og vemodig Simple Twist of Fate. Slide-guitaren er ret skarp i mikset, men det giver blot en rå kant til en gammel klassiker. Bob er i fortællehumør, og det er som at sidde på skødet hos Onkel Bob. Hyggeligt, rart. Hvor mange flere koncerter vil han berige os med? Det vides ikke, og det er kun godt. Foreløbig kan vi se frem til hans næste besøg i november, hvor han får følge af Mark Knopfler – og band. Dvs. det bliver to koncerter under ét tag og på samme aften. Hvor meget de vil spille sammen vil vise sig. Formodentlig meget lidt. Men mon ikke Knopfler kigger ind og spiller med på 2-3 numre mod slutningen af Dylans koncert?

Én ting er sikkert: Når Dylan går på scenen næste gang, så ruller båndene, eller de digitale optagere nok snarere, og også disse koncerter finder vej til alverdens computere, får handlavede covers, fint redigerede covers, sirlige covers med tracklister der er kommenteret med (*Bob på guitar, (#Bob på mundharpe, (&trad. folkesang, osv. Koncerterne vil gå igen, og blive en del af det enorme værk, der mere og mere er blevet en fælles kulturskat, for nogle hundrede tusinde indviede Bobcats i hvert fald.

Den er god nok – Dylan går igen. Heldigvis.

Phoenix, Arizona
Comerica Theatre

July 18, 2011

1. Leopard-Skin Pill-Box Hat
2. It Ain’t Me, Babe
3. Things Have Changed
4. If You Ever Go To Houston
5. Beyond Here Lies Nothin’ (Bob on guitar)
6. Tangled Up In Blue
7. Tweedle Dee & Tweedle Dum (Bob on guitar)
8. Sugar Baby
9. Summer Days
10. Desolation Row
11. Highway 61 Revisited
12. Simple Twist Of Fate (Bob on guitar)
13. Thunder On The Mountain
14. Ballad Of A Thin Man
   
  (encore)
15. Like A Rolling Stone
16. All Along The Watchtower

One response »

  1. Pingback: Hør Dylan-koncert der er under et døgn gammel! | Den Unge Niebuhr

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s