Gone too soon

Standard

Amy Winehouse er på alles læber.

I denne weekend mistede verden, blandt tusinder af andre, Amy Winehouse. Så sent som i sidste uge, havde jeg hendes plade fremme, da jeg studerede Rolling Stones Top 100 Albums of the 2000s. Min mening var da, at den plade var lige så udtjent som Norah Jones’ debut. Men jeg må indrømme, at da jeg satte den på i går, lød den langt bedre end jeg havde frygtet. Det er stemmen der redder den, det er stemmen der fylder det hele. Den er ikke Mariah-, Whitney- eller Celine-leflende, op og ned af registeret, men derimod varm, levende og intens. Det er en fantastisk stemme, der peger tilbage til de store madammer fra midten af sidste århundrede.

Det kom næppe som noget chok, at Winehouse tjekkede ud alt, alt for tidligt. Det var et image man ikke var i tvivl om var ægte. Hun var misbruger, hun var nede i skidtet. Hun trængte til kærlighed, hun fik nærmest ubegrænset succes. Men hendes kunstneriske anerkendelse druknede i historierne om personlige nederlag. Historier der kun tog til, og i den seneste tid har været rapporterede uden nogen større nyhedsværdi. “Aflyser show”, “helt ude af den”, “fuld på scenen”. Tja, sådan var det blevet.

Jeff Buckley, der døde i 1997 med den næsten perfekte debutplade "Grace" under bæltet.

Jeg kan huske da Jeff Buckley døde. Det var fortvivlende. Så stort et talent, og så uforløst, med kun en enkelt plade ude. Elliott Smith, der stak sig i hjertet med en køkkenkniv, og gjorde en ende på både det skænderi med sin kæreste der var i gang, og på den glimrende række af plader han gav verden efter Good Will Hunting gjorde ham til en eftertragtet kunstner. Og så er der Kurt Cobain. Han minder om Amy. En isoleret, ulykkelig person med en ufattelig succes. Tupac og Biggie, jovist, men det var noget andet. Det handlede om noget andet. Natasja. En ulykke der satte en stopper for karrieren, som for Stevie Ray Vaughan, Buddy Holly og Ritchie Valens. Michael Jackson. En superstjerne slidt ned til sokkeholderne. Som Elvis Presley. Og listen bliver ved.

Det vil ikke skorte på Amy Winehouse-coverversioner i den kommende tid. Slet ikke. Og hvad der måtte findes af coverversioner og outtakes med hende skal nok blive fundet frem, støvet af, klippet til, remixet og udgivet igen og igen. Ligesom Hendrix.

Tilbage vil stå én perfekt plade. Hendes “Grace” – “Back to Black” fra 2006.

Tak, Amy Winehouse.

I den kommende tid vil vi blive klogere på Amy Winehouse. Som en Natascha Kampusch bliver hendes liv udstillet og fortolket, forklaret for os dødelige. Jeg læste i dag, at hendes far, som er taxichauffør, netop har udgivet en jazzplade og skulle have spillet på Blue Note i New York den aften Amy døde. Det er den type historier der vil blive almen viden for music buffs i de kommende måneder, i udtømmende portrætter. Senere kommer filmen.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s