Who the Hell is Ron Sexsmith?

Standard

Rost af sine kolleger, fra Paul McCartney til Ray Davies, Elvis Costello til John Prine. Alle er enige: Ron Sexsmith er en gudsbenådet sangskriver.

Ron Sexsmith er en canadisk sangskriver med 12 albums bag sig, en hel masse omtale, nogle få dedikerede fans (når vi sammenligner med andre internationale navne), en del celebre fans og velgørere, en skrantende karriere, en spinkel, undseelig stemme og en himmelråbende mangel på hits. Til gengæld har han øre for en god melodi, og mon ikke andre, på et eller andet tidspunkt, kan give ham et hit ved at indspille en af hans mange fine sange?

Det hele begyndte, for mig, med hans debutplade i 1995. Jeg læste Mojo Magazine som et religiøst skrift, og i deres årlige feature om årets bedste plader – valgt af kunstnere – slog Elvis Costello til tromme for Ron Sexsmith. Jeg gik ud og købte hans debutplade, og da tonerne kom ud af højttalerne troede jeg et øjeblik at det var Elvis Costello selv der sang! Stemmen er meget tilbageholdende, men den virker fin og skrøbelig, ikke usikker og kedelig, på debutpladen. Bedst på den plade er sangen There’s A Rhythm, produceret af Daniel Lanois (fra bl.a. Emmylou Harris, Bob Dylan, U2 og Willie Nelson). Måske havde det gjort forskellen for Ron Sexsmith, hvis den første plade havde været produceret af Lanois. I stedet fik vi ét enkelt nummer, hvis klang overstråler det meste af Sexsmith’s produktion. Resten af sangene fremstår nøgne, og den sarte stemme virker konfronterende i de spinkle arrangementer.

Et nyere pressefoto. The boy wonder.

De næste plader var gode, og Sexsmith var anmeldernes darling, og fik sig en lille dedikeret fanskare, som berettede om deres fund til alle der gad høre. Det var sådan jeg kom til hans danske koncerter: med et følge af venner der skulle se My Boy Ronnie. Det var rigtig gode koncerter, men som årene gik, gik der en del luft af ballonen. Der kom ikke flere til koncerterne, der kom ikke nogen hits fra pladerne, der kom aldrig skub i karrieren, og albumudspillene blev skiftevis vage, i et forsøg på at ramme en poppet stil der kunne charme radiolytterne, og fatalistiske i deres livssyn; ingen lyttede, og successen lod ubarmhjertigt vente på sig.

Jeg købte pladerne, bevares, men jeg orkede ikke flere koncerter. Jeg ville se en kunstner udvikle sig, og det gjorde Sexsmith bare ikke. Han ankom fuldt udviklet med et gudsbenådet talent for sangskrivning. Hvad skulle han gøre mere? Det eneste han ikke måtte gøre, var at give op. Det har han ikke gjort, ikke endnu, men han ser besejret ud. Han lyder besejret. Han er ikke bare underdog, han er scapegoat, han er whipping boy. Det gør ondt at se på hans triste fjæs.

Det er en beskeden pianist vi ser her. I dokumentaren Love Shines (2010) ser vi Ron's 40 års fødselsdag, hvor en ukendt velgører giver ham et klaver. Store sager for en sangskriver der hverken ejer en iPod eller en båndoptager.

I går satte jeg mig ned og så Love Shines, en dokumentar om Ron Sexsmith optaget over et lille årti, men med fokus på indspilningerne til hans seneste album, Long Player Late Bloomer, produceret af Bob Rock. Ja, Bob Rock – manden fra Metallica og Bon Jovi-pladerne! Og det bliver mærkeligere endnu. Studietiden blev leveret af Kiefter Sutherland, en af Rons celebre fans, som er medejer af et professionelt studie i Los Angeles. Ja, who knew?

Jeg elsker sådan nogle dokumentarfilm. At se en kunstner i studiet er altid interessant. Det er synet af malertape hen af mikserpulten, med de små notater om hvert spor. Det er posituren musikerne indtager som de sidder der og venter i timevis på at mikrofonen peges mod dem, og deres instruments vakre stemme får sine 15 minutter, more or less. Jeg elsker det.

Dokumentaren Love Shines følger Ron Sexsmith i studiet med Bob Rock - karrierens store satsning. I rulleteksterne kan man læse, at pladeselskabet droppede Sexsmith da de hørte resultatet, som de kaldte for "too mainstream". Pladen blev efterfølgende udgivet i Canada og enkelte europæiske lande på små indie-selskaber.

Denne dokumentar går som sagt til sit emne, Ron Sexsmith, over en længere periode på 8-9 år. Vi ser ham modtage en Juno Award for bedste sangskriver i 2005, optræde i Elvis Costello’s Spectacle-show med Sheryl Crow og Elvis Costello selv, vi ser Kiefer scenevant introducere Ron på scenen i LA, vi ser Feist skamrose Ron, og fortælle hvordan hun har stillet sit grej til rådighed for hans demoindspilning, vi hører om deres samarbejde, vi ser ham backstage inden et stort homecoming gig i Massey Hall, Canada, og vi ser en masse af ham og Bob Rock i studiet. Alt dette ser vi, men vi ser ham ikke smile. Så missede jeg det. Han kommer med en enkelt sjov kommentar til Michael Bublé, men det er vist det. Resten af tiden er han defeatet. Kørt ned. Han har opgivet. Og alligevel bliver han ved. For det er det her han kan. Han er en mand, lige akkurat. En mand der skriver sange. Til os. Til verden. Til han dør.

Det er ellers ikke anerkendelse manden mangler. Et hav af kunstnere har indspillet hans sange. Fra Rod Stewart til Henning Stærk, fra Feist til Chris Martin (fra Coldplay), fra Ane Brun til Michael Bublé. Steve Earle producerede Ron’s fjerde album, Blue Boy (2001), som varmt kan anbefales. Det har den lyd man forventer Bob Rock kan få frem. Om han fik det, ved jeg ikke. Det lyder ikke sådan i dokumentaren, hvorimod Earle’s produktion sparker forventelig røv. Når vi taler om ideelle producere, så vil jeg stadig gerne høre en Lanois- eller Rick Rubin-produktion i fremtiden. Men det er jo næppe gratis, og Ron’s forsvindende små salgstal berettiger næppe den slags extravaganza.

Secret Heart [3:17] Ronald Eldon Sexsmith
Secret heart
What are you made of?
What are you so afraid of?
Could it be three simple words
Or the fear of being overheard?
What’s wrong?
Let her in on your secret, heartSecret heart
Why so mysterious?
Why so sacred, why so serious?
Maybe you’re just acting tough
Maybe you’re just not man enough
What’s wrong?
Let her in on your secret, heartThis very secret you’re trying to conceal
Is the very same one you’re dying to reveal
Go tell her how you feelSecret heart
Come out and share it
This loneliness, few can bear it
Could it have something to do with
Admitting that you just can’t go through it alone?
Let her in on your secret
What’s wrong?
Let her in on your secret, heart
Advertisements

One response »

  1. Pingback: Musikelskere elsker underdogs « Den Unge Niebuhr

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s