Here Lies Dobby – A Free Elf

Standard

Der skulle lig på bordet før Harry Potter-serien blev spændende.

I går var jeg i biografen og se “Harry Potter og Dødsregalierne – del 2” i Falkoner Biografen. Vi så den i 2D, og det var helt bevidst. Jeg er så træt af de elendige 3D-udgaver vi præsenteres for. Hvis man ikke har tænkt sig at lave en decideret 3D-produktion, og har et emne der fordrer sådan en satsning, jamen, så holder det bare ikke at lægge et 3D-filter på en almindelig film, gøre det hele lidt uskarpt, lægger nogle bizarre effekter på filmen, og kræve 50 kroner ekstra pr billet for ulejligheden. Den uskik må stoppe. Nu.

Men vi så altså filmen i Falkoner Biografen, hvor den vist også gik i 3D i en anden sal. Vi sad på sidste række i et dobbeltsæde, det første af sin art jeg er stødt på. Her tager man “kysserækken” alvorligt, og har lavet sæder hvor man som par kan føle sig, hvis ikke ligefrem alene for en stund, så i hvert fald heldige. Meget sympatisk træk, dér.

Et af filmens voksenøjeblikke, der karakteristisk ikke løses med trolddom, men på gammeldags gør-det-selv-maner.

Jeg må indrømme at jeg har slæbt mig igennem denne serie. Når man kun ser filmene, og dermed kun får den historie som manuskriptforfatteren har skåret ud af den oprindelige historie, ja, så er der altså en del personkarakteristikker der halter. Hvem er Luna? Hvad er hendes specielle karakteristika? Man har ingen anelse om det når man ser filmene. Den viden kan altså kun komme fra bøgerne. Hvor bliver Dobby af i alle filmene? Er han virkelig kun med i 2’eren og 7’eren? Kan det passe? Hvor er Harry’s forelskelse i Ron’s søster blevet af? Altså, det er tydeligt at de vil ende sammen, men det er aldrig noget der giver mening, synes jeg.

Og så en anden ting, der springer i øjnene hver gang det sker i filmene. Med alt det postyr omkring at holde hekseri og trolddom skjult for “mugglers”, hvordan kan man så finde på at lave perron 9 3/4 midt på King’s Station? Dvs. alle passagerer potentielt tiltrækker sig opmærksomhed ved pludselig at løbe igennem en mur. Det er sgu mærkeligt, Miss Rowling!

Så, personerne bliver ikke rigtigt udviklet, i hvert fald ikke i en grad der forsvarer at beskæftige sig med dem i så mange film. Det virker ofte forceret når der er opgaver i filmene, og filmene insisterer på at holde fast i skurkene, f.eks. Malfoy-familien, der afsløres for Potter tidligt, men som spankulerer rundt og er “onde” i samtlige film. Så er der den tilbagevendende konflikt med at holde trioens affærer skjult for Hogwarts ledelse. Halvdelen er “med dem” og den anden halvdel vil stoppe dem. For ikke at tale om den efterhånden nærmest komiske konstruktion i hver film, som udgøres af den nye lærer, altid i det samme fag, som hver gang afsløres som ond – enten af egen vilje, eller ond mod sin egen vilje.

Beverly Hills genskabt i 2011?

Jeg ved at det er en serie børne- og ungdomsfilm, og som sådan må de gerne være “for børn”, men alligevel føler jeg, at der mangler noget substans, også for at give noget at vende tilbage til. Der satser filmene i stedet på feelgood genkendelighed; de mange togture til Hogwarts, der afsluttes med hver deres fantasifulde entré på skolen (over vand, over is, gennem luften, om natten, i karet), de evindelige sportskampe-på-koste, de spøjse tvillingers løjer og besøgene hos Ron’s familie.

Når man så alligevel ender med at blive ved, film efter film, så er det sikkert delvis på grund af filmenes ubestridelige kvalitet. De er simpelthen så flot lavet, at man ung som gammel, bliver begejstret for den eventyrverden der med en sikker hånd bygges op i filmene. Det er meget sjældent at effekter kan bære en film alene (det skete næsten i Jurassic Park), men det er bestemt med til at give Potters Verden et stempel at autenticitet, at skuespillerne, effekterne og cinematografien er så flot som den er i alle filmene.

De sidste to film introducerer noget som jeg havde opgivet at finde i serien: spænding. Der er, langt om længe, noget på spil. Der kommer lig på bordet, og verden bliver sat på den anden ende. Det er denne uigennemskuelighed, at vi ikke ved hvad der potentielt kan mistes i hver scene, der gør de sidste film værd at se. (Spoiler!!!) Da “nissernes” (hvor blev jeg skuffet over for første gang at læse de danske tekster ved biografbesøget igår; Romeo Gåde? Nisser? For Fanden da!) grotte og bank styrter i grus, føles det virkelig stort. Da det enorme dyr letter med vennerne på ryggen er det næsten lige så befriende for publikum. Den spænding har jeg savnet i de foregående film, især i 5’eren, hvor de 3 gåder Harry skal løse – dem der ender med en labyrint – simpelthen aldrig bliver spændende. Tværtimod ender labyrintscenerne med at være direkte uforståelige, dvs. der er tydeligvis sammenhænge man bare ikke får forklaret når man ser filmen. Det gør det skuffende, og som sagt uspændende.

Dobby gik fra at være et irriterende Gollum-ripoff til en kærkommen figur der gerne måtte have vist sit grimme fjæs lidt oftere.

Jeg kom til at synes vældig godt om Dobby. Når filmene engang skal genindspilles, og der er jo nok en del år til, men sikkert ikke så mange som vi vil tro i 2011, så håber jeg, at Dobby får en langt større plads. I det hele taget vil filmene sikkert blive bedre i næste omgang, slet og ret fordi historien er kendt, og det bliver et spørgsmål om at samle så meget historie som muligt næste gang – om det så kræver 16 film. Nå, ikke flere overvejelser om dét projekt lige nu. Men en sidebemærkning: hvad skal der blive af Daniel Radcliffe? Hvad blev der af Frodo?

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s