Monthly Archives: april 2012

Who the hell is Ryan Adams?

Standard
Who the hell is Ryan Adams?

Næste mandag får vi danskere besøg af Ryan Adams. Det bliver 3. gang på ét år! Denne gang er koncerten i Falconer Salen, mens de to forrige koncerter var hhv. i DRs Koncerthuset og Musikhuset i Aarhus. Koncerterne er i sig selv en overraskelse, for manden trak sig tilbage fra musikbranchen for nogle år siden. I stedet startede han en karriere som forfatter med nogle hurtige skud fra hoften. Jeg har et par af disse bogudgivelser stående, og jeg må sige, at de trækker ikke nær så meget som hans musik og koncerter bliver ved med at gøre. Hvorfor Adams pludselig vendte tilbage til musikken, ja, det kan man vel kun gisne om. Jeg vil tro det har noget med udgivelsesfrekvens at gøre. At skrive er noget helt andet end at indspille. I studiet kan man samle et godt band og “ramme den” en aften, en formiddag eller en uge. Bagefter sidder sangene lige i skabet, og udgivelsen bliver god. For en forfatter er vilkårerne anderledes. Du har lavet første gennemskrivning, og nu begynder det hårde arbejde. Uger, måneder, måske år, med at rette, gennemskrive, og finde ud af hvad du præcist vil sige. Den tilgang er så væsensforskellig fra den tilgang til musik som har været den bærende succespille for Ryan Adams siden hans start i midt-90’erne. Jeg skriver succes, men det er egentlig ikke fordi der har været de store salgstal. Som Prince i 80’erne er pladerne kommet i nakken på hinanden (uden dog at opnå en succes der minder om førnævnte funkmeister), frem for at stå på skuldrene af den forriges succes. Der er simpelthen kommet for meget, til at de enkelte plader har fået den opmærksomhed som mange af dem fortjener. Og der er virkelig nogle gode plader imellem! Heartbreaker (2000), Gold (2001), Love Is Hell (2004), Cold Roses (2005), Easy Tiger (2007), og den nyeste – Ashes & Fire (2011). Ud over disse er der uudgivne værker som The Suicide Handbook (21 akustiske sange indspillet på en weekend med vennen og slide-guitaristen Bucky Baxter), udgivne fjollede makværker som metaloperaen Orion og We Are Fuck You (fra 2003 med The Finger – et punk-projekt med vennen Jesse Malin), fejlskuddet Rock’n’Roll (2003) som forsøgte sig med stadionrock, og de tidlige, solide albumudspil med bandet Whiskeytown: Faithless Street (1996), Strangers Almanac (1997) og Pneumonia (2001).

Ryan Adams begyndte sin solokarriere som en akustisk troubadur med et særligt fint repertoire af især ballader, som han fremførte på guitar og klaver til koncerter i årene 1999 og 2000. Koncertoptagelserne fra denne periode indeholder umiskendeligt smukke fremførelser af hans største sange (Oh My Sweet Carolina, Sweet ‘Lil Gal, My Winding Wheel, Call Me On Your Way Back Home, To Be Young (Is To Be Sad, Is To Be High)), men også rablende monologer og satiriske versioner af, i denne sangskrivers univers ret underlødige, popsange (Like A Virgin, I Want It That Way). Spillestederne var tætpakkede til koncerterne, og fænomenet alt country var på vej frem efter et årti med Garth Brooks og Shania Twain. Ryan Adams var på den måde en tilbage-til-rødderne sangskriver, med hovedet fuld af Dylan, Neil Young, og måske Hank Williams. At der så også lurede Black Flag og The Rolling Stones gjorde det både interessant og potentielt noget usikkert helhedsmæssigt.

Solokarrieren var dels en reaktion på bandårene i Whiskeytown, et dysfunktionelt country-ensemble med Ryan som den ene forsanger og hovedsangskriver, men også stærkt inspireret af alt country-dronningen Gillian Welch. På det tidspunkt var hun måske mere en askepot, men med hendes album Time (The Revelator) (2001) indtog hun for mig en plads helt på toppen af musikkens tinder ved siden af, eller i hvert fald ikke langt under, Nina Simone og Dylan. Ryan udviklede et venskab med Gillian og hendes mand Dave Rawlings, og blev fascineret af hvordan de sammen skabte næsten “perfekte” sange med deres meget nøgne og back-to-basics udtryk: to stemmer og to guitarer. Erkendelsen af at man ved at skrælle det gængse countryudtryk ned til de essentielle bestanddele – vokal og rytme – står tilbage med en sang der vurderes på dens basale kvaliteter, gav den naturlige sangskriver et medie at arbejde med der udfordrede ham igen. I Whiskeytown ville bandnaturen gøre, at man vender og drejer sangene i øvelokalet og i studiet, og med et fuldt bands bidrag til arrangementerne vil det samlede udtryk være 25% sangskrivning, 25% arrangement og 50% performance (min vurdering). Alene med sin guitar og sin stemme, uden harmonier og leadlines, stod sangene frem som det de var. Og de var gode. Rockelskere spidsede ører til troubaduren, ikke mindst fordi første sang på debutpladen Heartbreaker lød som Dylan anno ’65. Nummeret To Be Young (Is To Be Sad, Is To Be High) er pastiche, men også pissegodt håndværk. Det er et stærkt åbningsnummer, som både viser inspirationskilderne som esser på bordet, og samtidig lader evnerne som sanger og sangskriver udgøre resten af flushen der fejer alle tvivl af bordet: Ryan Adams has arrived.

Efter Heartbreaker var det bare et spørgsmål om tid, troede de fleste, før Ryan Adams ville brage igennem som en sol over rockhimlen. Den rockhimmel der var blevet så trist og grå i sen-90’erne. Adams var selv med på idéen, og leverede udspillet Gold – en dobbelt-lp (med 5 ekstra numre) og en CD (med en bonus-cd til de første købere). 21 Numre der tilsammen dækkede det meste af hvad der er værd at dække inden for classic rock: La Cienega Just Smiled (Neil Young-stilen med storytelling og en komposition der er skåret helt ind til benet), Tina Toledo’s Streetwalking Blues (The Rolling Stones), Goodnight Hollywood Boulevard og The Bar Is A Beautiful Place (meget Tom Waits-agtige, begge numre). Andre numre igen ledte tankerne hen på Van Morrison, Tom Petty og Billy Joel (jo, jeg sagde det). Måske allerstærkest var singleudspillet New York, New York, der rammer The Rolling Stones-lyden anno ’69 (Let It Bleed-pladen og Sympathy For The Devil-singlen fra Beggar’s Banquet) helt rent. Singlen faldt sammen med (no pun intended) 11. September 2001, og de to berømte tårnes fald. Sangen, der er en hyldest til New York, blev spillet ofte på MTV og i radioen, og det burde vel være den direkte vej til succes? Men spørgsmålet er, om der var efterspørgsel for den slags retro-opmærksomhed i 2001. I hvert fald blev der ikke noget superstardom i den ombæring. Famous friends og masser af tv-optrædender i det næste årti, men aldrig nogen salgssuccesser.

De bedstsælgende Ryan Adams-udgivelser er ikke med manden selv. Den mest kopierede sang er When The Stars Go Blue fra netop Gold-pladen. Den var først med på The Corrs-udgivelsen Unplugged (i duet med Bono!), og blev efterfølgende indspillet af diverse country-artister – og her taler vi altså rendyrket new country, i Garth Brooks og Shania Twain-stilen. Tim MacGraw fik en fjerdeplads med nummeret på den amerikanske country-chart i 2006 (nummer 37 på den “rigtige” Billboard Chart, Billboard Hot 100), hvilket er en del bedre end hvad Ryan Adams selv har præsteret. Hans New York, New York-single toppede på 112.-pladsen.

Det næste album, Demolition (2002), fulgte året efter, og bestod af en række demoer der var indspillet i tiden omkring Gold. Produktionen lod meget tilbage at ønske, men de sange der gjorde sig godt på scenen med bare en akustisk guitar, var også gode på pladen. Samtidig med Gold udkom den sidste plade med Whiskeytown, Pneumonia, der var indspillet i 1999, og egentlig var tænkt som en dobbelt-udgivelse. Den endte med at blive blot 13 numre lang, og kom og forsvandt igen uden sønderlig opmærksomhed fra publikum.

Sådan bliver historien ved, i store træk. Pladerne bliver ved at komme, men salgstallene fra Gold bliver aldrig overgået (Gold solgte 800.000 eksemplarer). I denne periode (2002-2008) kan man tænke på Ryan Adams-pladerne som skyts. De var tænkt som krydsermissiler mod forskellige publikummer – alt country (Cold Roses, Jacksonville Skyline), MTV-rock á la U2 og Coldplay (Rock’n’Roll), dyster og eftertænksom songwriter (Love Is Hell, 29), pop-rock med en kant af americana (Easy Tiger). Men deres effekt blev mere som dybtvandsbomber: de ramte et lille dedikeret stampublikum langt under overfladen, hvor der til gengæld højst kom en bølge eller to i form af trætte anmeldelser, der forsøgte at trække sig op til at forholde sig til det hav af plader Adams udgav. Det var trættende, nok mest for Ryan selv, at turnere og turnere med ny musik, som ramte et mindre og mindre og publikum. Hans tilstand var da også nærmest selvdestruktiv: stoffer, druk, og ti mands arbejde hele tiden.

I 2009, efter det uinspirerede band-album Cardinology (2008) var det slut. En sygdom gjorde det så ubehageligt at spille høj musik (på scenen med et band), at Adams trak stikket og begav sig ud på sin smalle sti som forfatter. I denne periode blev han også gift, med den amerikanske celebrity Mandy Moore, der har en del film- og tv-roller bag sig, og endda et par pop-albums (hendes tredje album, Mandy Moore, udkom samme år som Gold og solgte over en 1 million eksemplarer).

I 2011 vendte Ryan Adams tilbage til koncertsteder, og det især til steder der var lydhøre for hans afdæmpede, blide og inderligt smukke stemme og musik. Koncerthuset i DR-Byen, Musikhuset i Aarhus, og først og fremmest spillesteder i europæiske storbyer. USA var slet ikke en mulighed, forlød det fra Adams. Han var træt af deres mangel på pli, og det evindelige tumult med råb fra salen og forfølgelse i pressen. I efteråret blev det dog til en håndfuld koncerter i USA, der igen blev fulgt af koncerter i foråret 2012. Det er denne koncertrække der nu fortsætter til Europa, og altså bringer Ryan Adams til Danmark for 3. gang på 11 måneder.

Ud over koncertaktiviteten er der også et nyt album på banen: Ashes & Fire (2011), hans første album med nyskrevet materiale siden 2008. Her vender han tilbage til hans udgangspunkt ved starten af solokarrieren: de fine ballader, smukt og inderligt fremført. Pladen har høstet masser af gode anmeldelser, og er nok det album der bedst holder niveauet hele vejen igennem siden de første mesterværker, Heartbreaker og Gold.

Koncerten i Aarhus i november blev en 3 1/2 times marathon, som rendte med 6-stjernede anmeldelser fra de folk jeg talte med. Jeg var selv til koncerterne i København og Malmö (endda på første række midtfor ved sidstnævnte), og kan kun stemme i koret: Ryan Adams er tilbage, og det i ualmindelig flot stil.

Uddrag af diskografi (kun albums):

2011 Ashes & Fire

2010 III/IV

2010 Orion

2008 Cardinology

2007 Easy Tiger

2005 29

2005 Jacksonville Skyline

2005 Cold Roses

2004 Rock’n’Roll

2004 Love Is Hell (pts. 1 + 2)

2002 Demolition

2001 Pneumonia

2001 Gold

2000 Heartbreaker

1997 Stranger’s Almanac

1996 Faithless Street

Radio for raske unge mænd

Standard
Radio for raske unge mænd

Der er for tiden en del radio, der henvender sig til den unge, halvintellektuelle, musikinteresserede mand. Jeg har tidligere nævnt Album på DRs P6 Beat (link), der begyndte at sende for et lille års tid siden. Netop som jeg annoncerede at her var der noget at hente, ja, så holdt de op igen. De er netop begyndt igen, og igen må jeg gøre reklame for programmet, der virkelig går i dybden med ikke bare musik, men med selve musikoplevelsen og -dyrkelsen. Konceptet er, helt kort, at de to værter, musikeren m.m. Kristian Leth og anmelderen m.m. Ralf Christensen, over to timer (120 minutter!) præsenterer et album som de vurderer er blandt verdens bedste. De spiller hver sang fra albummet, og diskuterer sangen, albummet, og tiden pladen udkom i. I slutningen af programmet spilles numre af kunstnere som har ladet sig inspirere af albummet. I forrige uge var Radioheads Kid A (2000) på programmet, i sidste uge var det Massive Attacks Blue Lines (1991), og i dag er det Stevie Wonders Innervisions (1973). Det er simpelthen genial radio, der bevæger sig rundt i hele spektret omkring musik: at vide noget om det, at føle noget ved det, at begejstres over præstationen, frækheden, nyhedsværdien, osv.

Simon’s Syvkabale på (den nye) Radio24Syv debuterede, ligesom kanalen selv, i efteråret. Konceptet er her, at værten, Simon Kvamm, inviterer et par gæster i studiet, og over to timer (minus to radioaviser, dvs. ca. 2 x 55 min.) diskuterer kunst og kultur, med udgangspunkt i værtens og gæsternes egne erfaringer. Programmet er decideret ikke-nyhedspræget, og beskæftiger sig med de større penselstrøg i kunstens verden: Hvordan skabes kunst, hvad er det lige nøjagtig der gør en sang god, hvordan er det at være på turné i lille Danmark, og hvad er de gode historier fra gæsternes liv.

Gæsterne er kändisser i forskellig grad, men udpræget offentlige personer fra musik-, comedy-, og filmbranchen. Lige fra toppen af min hukommelse: Niels Hausgaard, Peter Sommer, Nephew-bandet, Rasmus Botoft, Jens Unmack, Drengene fra Angora. Altså folk fra Simons verden, eller slet og ret bare: Simons venner. De mødes i et studie og deler en sixpack eller to, og så taler de om syv emner som Simon har fundet til fredagens program. Det der er det særlige, er at de tager disse emner meget seriøst, og virkelig kommer i dybden og langt omkring i deres diskussioner. Ligesom man gør med sine gode venner.

Halløj i Betalingsringen, også på Radio 24 Syv, er det sidste program jeg vil reklamere for. Af de tre programmer, er det programmet med den højeste sendefrekvens: op til 5 gange pr uge (alle hverdage). Konceptet er meget lig Simons Syvkabale, men er her som regel one-on-one. Formatet er ca. 55 minutter, og flere af samtalerne er i to dele, altså én samtale af to timer transmiteret over to programmer.

Med den høje sendefrekvens skal der en del flere i studiet. Jeg kan ikke mindes at Simon Jul har været alene i studiet, men dette program er heller ikke et must for mig på samme måde som de to ovennævnte programmer. Det der lokkede mig til programmet, var to samtaler med sangeren Allan Olsen. Jeg synes Olsen er virkelig god til at italesætte hvad han laver, og ikke mindst hans syn på det der debateres i tiden. Han kalder ikke en spade for en spade, men nærmere en spade for den i værktøjsskuret der var for tung til at blive en skovl, for bred til at blive en kultivator, og for flad til at blive en greb. Det er aldrig kedeligt at høre Allan Olsen. Bestemt heller ikke i dette interview, der også viste Simon Jul som en anderledes radiovært. Det joviale og nysgerrige er hans varemærke, og det fører hans samtaler rundt i alle mulige retninger. Det virker ofte, og ofte igen går der bare metervare talk-radio i den.