Monthly Archives: maj 2012

Klaus Lynggaard skriver så fuglene synger om Christian Junckers nye plade, og giver håb for musikelskere: musikjournalistikken lever!

Standard

Jeg blev så glad da jeg læste Klaus Lynggaards interview med Christian Juncker i Information online i dag. Det er en ganske lille kunstner med en ganske lille plade, men de behandles begge med samme respekt som der i de fleste sammenhænge forbeholdes rockens koryfæer. Hvor er det forfriskende. Læs engang:

»Først blev jeg nødt til at gennemtænke, hvordan min oprindelige drøm om musikken var blevet om ikke et mareridt, så i hvert fald en vane, hvilket førte til ønsket om en mere normal tilværelse. Det viste sig jo så hurtigt, at 8 til 16-tilværelsen ikke var mig, så normal var jeg altså heller ikke, og derfor var det nødvendigt med en selvransagelse. Er det, jeg har at sige, overhovedet interessant? Jeg måtte konfrontere mig selv med mit bagkatalog og indse, jeg måske ikke helt havde fået skrevet de tekster, jeg gerne ville, især ikke når jeg sammenlignede mig med mine helte, folk som Henry Miller, Charles Bukowski, William Burroughs og ikke mindst Morrissey, der aldrig er gået uden om de ubehagelige sandheder. Mine tidlige ting var for tilgivende, de var for søde. I min angst for at gå i for små sko havde jeg valgt nogle, der var alt for store.

Der er mere at hente her:

http://www.information.dk/302135

Anmeldelse af D-A-D’s koncert i Ungdomshuset i fredags

Standard

Jeg stod i fredags og overvejede, om jeg skulle gå de godt 1500 meter op til Ungdomshuset på Dortheavej, og forsøge at komme ind til en af årets store koncertoverraskelser: D-A-D’s tilbagevenden til Ungdomshuset.

Ingen forsalg, og blot 80 kr. i entré. Til gengæld måtte man så trækkes med 2 opvarmningsband først i en sikkert meget tætpakket sal. Det gad jeg faktisk ikke. Måske jeg er blevet (lidt for) gammel og magelig. Måske bare tilfreds med en sommeraften herhjemme i privaten. Eller måske for skuffet over sidste D-A-D-koncert – gratiskoncerten på Carlsberg-grunden sidste sommer. Hvor var den kedelig, unødvendig og uoplagt. Sølle, faktisk.

Det lyder af denne anmeldelse til at denne koncert var oldschool “Kul på” på alle måder. Damn, at jeg missede det.

BLASTBEAST · D-A-D // Ungdomshuset 25/5 2012.

D-A-D vendte tilbage til Ungdomshuset efter en menneskealder

D-A-D vendte tilbage til Ungdomshuset efter en menneskealder

Så er der endelig nyt fra John Frusciante! Både ny EP og ny LP inden længe

Standard

Jeg har netop modtaget nedenstående mail fra John Frusciante, tidligere guitarist i Red Hot Chili Peppers og hovedansvarlig for deres største hits. Jeg må have tilmeldt mig et nyhedsbrev på et tidspunkt, for vi er ellers ikke på mail eller anden form for kontakt. Det er en-vejs beundring fra min side. Han skriver:

Hello people,

There are two new John Frusciante records coming out. The first is an EP entitled Letur-Lefr, and the second is an LP entitled PBX Funicular Intaglio Zone. I sing, play the instruments and am the engineer. The EP features a few friends on vocals, mostly MC’ing. The LP has one feature, the rest of the vocals being my own.

I consider my music to be Progressive Synth Pop, which says nothing about what it sounds like, but does describe my basic approach. I combine aspects of many styles of music and create my own musical forms by way of electronic instruments.

The tracks on Letur-Lefr are from 2010 and PBX was made in 2011. Letur is a compilation, a selected portion of music I made that year while PBX was conceived as an album, the songs having been recorded in succession. The records are very different from each other, so prior to the release of the LP, I will make available a free download of a song called Walls and Doors. This song pointed the way towards PBX, but was recorded 7 months earlier. I always took it for granted that Walls and Doors would be part of the record, but as it turned out the record was better off without it.

Letur-Lefr will be released in Japan on July 4th, in North America on July 17th, and in the rest of the world on July 16th. You can pre-order the EP, which will be available on vinyl, CD, cassette and in 32 bit, FLAC and MP3 digital formats here.

PBX Funicular Intaglio Zone will be released in Japan on September 12th, in North America on September 25th and in the rest of the world on September 24th. Like Letur-Lefr, PBX Funicular Intaglio Zone will be available on vinyl, CD, cassette and in multiple digital formats.

Jeg er simpelthen så glad for at høre om nyt fra John Frusciante. Hvorfor? Fordi han er en af de mest kompetente musikere jeg kan komme i tanker om. Fordi han går sine helt egne vegne, i trods med alle forventninger. Fordi han er i stand til at forlade hvad der må være et af verdens største og mest succesfulde rockbands nogensinde – mens de er på toppen (det sidste album John medvirkede på, Stadium Arcadium fra 2006, var det bedst sælgende album i USA det år det udkom). Fordi han tilsyneladende er ligeglad med alt undtagen en konstant søgen efter det sande, det ægte, det smukke i livet. Han er en kunstner hvor de fleste andre faker de sidste 20%.

Det vil være på sin plads at tage John Frusciante op i en grundigere gennemgang i den nærmeste fremtid. Det vil jeg gøre.

Hvis du ikke er hjemme i Johns musik ved siden af RHCP kan du få en på smag varerne her:

John Frusciante – Going Inside (fra albummet To Record Only Water For Ten Days fra 2001). Videoen er instrueret af en anden meget fascinerende mand: Vincent Gallo (!)

Soluna er til mere end 21 point | MIDT I EN BEATTID

Standard

Soluna Samay er til mere end 21 point, mener Torben Bille.

via Soluna er til mere end 21 point | MIDT I EN BEATTID.

Jeg følger ikke selv med i MGP, ja, jeg ser faktisk ikke tv. Men jeg følger lidt med i nyhederne, og der fylder MGP jo altid en del. I denne omgang er man så forundret over, at Danmark igen har formået at sikre sig en næsten-sidsteplads.

Torben Bille tager “sagen” op, med hvad jeg synes er et godt take på hvad der er galt med MGP, snarere end med deltagerne. I dette tilfælde årets danske vinder Soluna.

Dejligt at se andet end overfladiske betragtninger, om noget der fylder så meget i vores bredeste medier, og sikkert i manges bevidsthed.

American Songwriter Presents: 30 Days Of Dylan | American Songwriter

Standard

American Songwriter Presents: 30 Days Of Dylan | American Songwriter.

Bob Dylan fyldte forleden 71 år. Kan man forestille sig noget mere kedeligt end en fremmed mands fødselsdag? Nej, vel? Men, og her kommer så grunden til at du skal læse om det her, netop denne mands fødselsdage, mærkedage, nomineringer, udgivelser, optrædender, og ja, kort sagt, blotte eksistens, afføder altid et hav af artikler og spekulation. I denne omgang er det American Songwriter-publikationen, der online gør 30 forskellige Dylan-centrerede udgivelser tilgængelige. Det er bl.a. cover-versioner (et totalt no-go i min verden), men også en del rigtig spændende interviews, med folk der har arbejdet med Bob på nært hold. Som producer, sangskriver og ven (Dave Stewart), som bandmedlem, ven og sangskriver (Tom Petty) og kolleger som Leonard Cohen og Paul Simon får også ordet her.

Kort sagt, en fødselsdagskage med 30 stykker. Spis efter behov…

Facebook-pause griber om sig: (Søren) Pind trækker Facebook-stikket

Standard

Der gik ikke mange dage før min annoncering om en Facebook-pause greb om sig: den første der melder sig i rækkerne er gode, gamle Søren Pind. Han har om nogen anskueliggjort hvad Facebook ikke er: et privat forum. En offentlig person skal ikke regne med at finde et privat forum online.

Og så alligevel. Jeg hørte om et “Facebook for de kendte” for nogle år siden. Ligesom Elite Daters og alt sådan noget pis, er det naturligvis dybt usympatisk, fordi det understreger den os-og-dem-problematik der findes i al VIP-tankegang. Vi lægger en beskyttende mur om disse kendte personer, så de ikke skal belemres med ildelugtende, påtrængende almindelige mennesker. Samtidig rapporteres der heftigt og flittigt fra enhver VIP-begivenhed – fra premierer, award shows, koncerter og you-name-it. Det er først VIP når det bliver tydeligt og offentligt kommunikeret, at du ikke er inviteret. Smart, ikke?

JP skriver i dag:

“Pind skal til at skrive en bog, og er derfor nødt til at bruge mindre tid på sin profil.

“OK folkens. Skal have skrevet en bog inden jul, og bruger for meget tid på face. Vender tilbage, når bogen er skrevet,” skriver han på sin væg.

Han vil fra nu af kun lægge blogindlæg ud på Facebook, som er skrevet i forvejen.

Hvis folk skal have forbindelse med ham i mellemtiden, må de sende et godt gammeldags brev til hans Christiansborgsadresse.

“Jeg tjekker ikke beskeder her indtil videre. På gensyn om nogle måneder!” skriver han.”

 

 

Det artiklen og nyheden handler om, er selvfølgelig hvor uheldig Pind har optrådt op Facebook gennem de sidste år. Meget uheldigt. Men er sådan en opførsel måske netop konduitiv for eksponering og tiltrækning af vælgere, nu hvor synspunkter bliver bramfrit kommunikeret (først) i et “privat” regi, og derefter øjeblikkeligt i alle nyhedsmedier. Det har i virket som en strategi på linje med deltagelse i pseudo-debat-programmet Mads og Monopolet. Dette var på samme måde en nyttig skueplads for Pinds firkantede meninger, og en ucensureret formidler til hundredetusinder af lyttere. En stærk eksponering, fordi lytterne ikke nødvendigvis er det samme som i et politisk program. Et program det vil være svært for Pind at gøre sig lige så synlig i, fordi han i højere grad er underlagt en begrænsende spændetrøje/mundkurv af sit politiske virke – f.eks. som helt urimeligt dårlig integrationsminister.

Nu er han så smuttet fra Facebook, på den måde at han ikke tjekker beskeder (en vaskeægte nyhed, suk), og kun lægger færdige blogindlæg ud. Altså ingen spontane, potentielt brandfarlige kommentarer til aktuelle begivenheder. Er det et forsøg på at rette ind, eller et meget menneskeligt træk, efter at have gjort status over hans Facebook-historik og resultaterne af samme?

To ting er blevet tydelig for mig i denne sag: Facebook er ikke noget privat forum, men afhængigt af hvem man er, et direkte talerør til hele verden. Hvis ellers dine udtalelser er flabede, spottende eller brandfarlige nok. Og den anden ting: Endnu en uheldig person vakler, som en vandrende pind, ud af Facebooks spotlight.

Tak.

Pause fra Facebook

Standard

Så er det igen blevet tid til en pause fra Facebook. Hvordan ved man det er tid? Når man tjekker for meget derinde, vel sagtens.

I går læste jeg en artikel om “onde Facebook” hvor Knud Romer blev interviewet. Det var en artikel på nettet, men jeg tror kilden var Politiken. Knud advarede mod at gemme sig væk i små lukkede vennegrupper, der i hans optik er det modsatte af internettets fornemmeste udmærkelse: dets mangfoldighed og åbenhed. Interessant nok var modsvarene, altså kommentarerne til artiklen, centrerede omkring netop mangfoldighed. Der var skam masser af mangfoldighed i disse lukkede grupper. Ork, der var da både folk der hørte heavy og et par uønskede DF’ere der havde fundet vej pga. deres status som gamle folkeskolevenskaber. Så det er jo helt idioti at sige at der ikke er mangfoldighed i ens Facebook-vennegrupper og -fællesskaber. Eller hvad?

Jeg synes det er et meget godt billede på, at Facebook bliver til hele verden for dens (aktive) brugere. Det kan man retfærdiggøre på mange måder, og det er da f.eks. et fromt ønske at ville holde kontakt til sine fjerneste slægtninge og udrejsende venner. Nemt er det jo. Ét login, én verden. Og imens synger fuglene uden for vinduet, og antallet af nyheder og sider på nettet vokser og vokser. Måske er Facebook(ing) netop rart, fordi det giver dig følelsen af at følge med, i en verden hvor man ganske enkelt ikke kan følge med (i alt, i ret meget, i en mindstedel af det hele).

Min egen irritation går på flere ting. Bl.a. at vi, brugerne på Facebook, genererer alt indholdet ganske gratis. Uden brugere, intet indhold. Uden brugere, ingen interessenter. Uden brugere, ingen modtagere. Det er fint at Facebook er gratis, men det er jo ikke ren filantropi, som vi har set på aktiemarkedet i den forløbne uge. Vi leverer indholdet, og jo mere tid vi bruger på Facebook, des mere indhold skaber vi. Alene ved at klikke på noget skaber vi faktisk indhold, fordi vi markerer en historie som interessant. Ved at logge ind oplyser vi (afhængigt af indstillinger) hvor vi er, og skaber indhold.

En anden irritation er mig selv på Facebook. At jeg kan mærke at jeg mærker efter, om folk holder øje med mig. Om jeg bliver set. Den trang gider jeg ikke være offer for. Det er også trist, at tænke over om man er sjov, klog, skarp, eller for meget, på et medie der bare suger indhold ud af dig. Det hele fylder op, og det hele er velkomment. Bare fyld på. Det hele er vand på møllen, og det driver alligevel ned ad din væg når ugen er omme.

Det bliver kort sagt for meget for mig. Om en måned, 3 måneder, et halvt år, savner jeg sikkert igen at følge lidt med i hverdags-updates og offentligt annoncerede idiosynkrasier. Så skal jeg nok vende tilbage.

Men lige nu, og indtil da, er det Facebook-pause.