Pizza igen. Men jeg husker stadig den første pizza!

Standard

I disse dage er min kæreste i Norge med vores lille søn, og jeg har chancen for at genopleve brudstykker af mit ungkarleliv. Jeg har f.eks. kun drukket Nescafé (det smager frygteligt), og spist koldskål og pizza. Det må være en form for opladning, til den sunde tid vi forhåbentlig går ind i denne sommer.

I går aftes tilrettelagde jeg min gåtur, så jeg fik udforsket de små gader omkring Mimersgade på Nørrebro. Det bliver ved med at overraske mig, hvor mange små madsteder der kan ligge med så kort afstand til hinanden. Der er jo nærmest ingen forretninger, kun beboelse og madsteder – og bodegaer. Det nyåbnede Gallerie Brasserie i Nannasgade så meget attraktivt ud. I hvert fald i forhold til det omkringliggende udbud. Men jeg endte på Leif’s Pizzeria i Ægirsgade. Det er det grimmeste navn jeg endnu er stødt på, og det siger noget at stedet har overlevet i mange år: deres pizzaer må være formidable. På deres menukort fandt jeg en hel sektion (okay 9 pizzaer) de kalder Hvide Pizzaer. Det er pizzaer uden tomat, eller som de skriver: “Alle pizzaer er med mascarponecremesauce og ost”. Idéen er helt ny for mig, men jeg prøvede én, og det fungerer virkelig godt. Min var Quatro Carne Di Firente, som er pizza med mortadella, pastrami, parmaskinke, italiensk salami, rucolasalat og pestodressing. Foruden fornævnte bund af mascarponecremesauce og ost. Det var en god oplevelse.

Det fik mig til at tænke på min første pizza. Hvem kan huske sin første pizza? Det er jo bare noget man har fået de aftener hvor der ikke var andet i køleskabet derhjemme – eller hvad? I min fremskredne alder, var der ikke pizzeriaer på hvert gadehjørne da jeg voksede op. Selv om jeg voksede op i Danmarks største villakvarter, var der faktisk flere kilometer til datidens kættersk, kulinariske spisested: grillbaren.

Når jeg alligevel husker min første pizza, er det fordi omstændighederne omkring oplevelsen var ud over det sædvanlige. Jeg var ude med mine forældre alene, dvs. uden min lillebror, og det i sig selv må være sket bare en håndfuld gange i mit liv. Vi var tilmed ude at spise, og så har vi en endnu mindre håndfuld gange. Vi skulle i biografen, og vi er nu nede på den eneste gang det er sket i min opvækst. Filmen vi skulle se var “Never Say Never Again”, en Bond-film fra 1983. Vi er altså i 1983. Stedet hed Roma, og lå i Frederiksgade i Aarhus. Det var en italiensk restaurant, sikkert med plads til 60-80 mennesker ad gangen. Samtaleemnet ved bordet var det nye fænomen pizza. Min far var meget betaget af, at det kostede 5 kr. at fremstille en pizza, som man kunne servere for det 10-15-dobbelte. Der var da også allerede åbnet en Roma II, og andetsteds i Aarhus lå Restaurant Italia, som for øvrigt ligger der endnu (stadig med stenovn). Min mor bestilte lasagne, en tradition der varede ved i mange år. Jeg fik min pizza, med den glinsende varme ost og den knasende skorpe og bund. At spise sig vej gennem den, et lille skævt udskårent stykke ad gangen, det var en lykkelig følelse. Jeg var meget tilfreds. Siden har pizza stået som noget særligt for mig. Det er det også, hvis man undgår 75% af de danske pizzeriaer.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s