Rekviem for et fænomen: musikmagasinet Mojo

Standard
Rekviem for et fænomen: musikmagasinet Mojo

Jeg har samlet på et musikmagasin i over et årti, fra midten af 90’erne og indtil for 2-3 år siden. Det var musikmagasinet Mojo, som beskæftiger sig med både “klassisk rock”, som i Beatles, Stones, Dylan, The Who, The Byrds, osv., men også “klassikerne”, dvs. Marvin Gaye, The Clash, The Smiths, og “de nye unge” som Arcade Fire, Arctic Monkeys, White Stripes, osv.

Fordelen ved at samle ét magasin fast, frem for at købe hvad der lige ser godt ud i kiosken når man står der, er at ét blad er forpligtet til ikke at gentage sig selv. Har de bragt én historie om “Dark Side of the Moon”, så skal den næste historie om den, hvis de nogle år senere vil skrive om den igen, være markant anderledes. Laver de en ny artikel om Pink Floyd, skal den ikke bare gentage de tidligere artikler, og må helst heller ikke gentage Dark Side Of The Moon-artiklen. Så langt, så godt. Bladet kan altså i bedste fald fungere som et leksikon over rytmisk musik, fra Elvis til Radiohead og Nirvana, med nedslag i lovende ny musik.

 

 

Vi spoler frem til 2012. Nyeste nummer er nr 223! 223 numre uden gentagelser. 223 numre med en massiv anmeldelsessektion i hvert nummer. Altså et meget omfattende værk. Men hvad er på forsiden i 2012? Nummer 223 har Beach Boys’ Pet Sounds (1966) på forsiden. Det er ved gud en god plade, bevares, men det er altså en plade de har dækket et utal af gange. Alt for mange gange. Hvad laver den på forsiden? Den skal tiltrække nye læsere, må man forestille sig. Den akkompagneres af en gratis cd, der er klistret på coveret, som indeholder cover-versioner af hele pladen. Det er meget lækkert, og for nogle læsere vil det være deres første introduktion til pladen. For andre, et nyt take på en gammel klassiker. Men det er netop spørgsmålet – hvem er publikummet til et retromusikmagasin som Mojo i 2012? Og er der nok af dem, til at de så hårdnakket kan modstå fornyelse?

De faste læsere, vil jeg tro, er old school musikelskere. De køber plader og cd’er frem for downloads. De har iPods, computere, men de er købere. De vil købe noget fysisk, udvide deres samlinger, og er taknemmelige for et blad der henvender sig til dem – tydeligt og på “den gamle måde”. Der vil også være en lille gruppe af unge, som i efterskole/gymnasietiden, opdager den “rigtige” musik, og lytter til Zeppelin, Doors, Beatles, Stones og Dylan for første gang. Bladet er bestemt også til dem. Det er bare ikke nok. Den første type læsere, den ældre læser, vil falde fra lidt efter lidt. De unge har ikke behov for et magasin, der kun beskæftiger sig med “klassisk rock”. De kan finde oplysningerne online, hvor de tilmed kan lytte til musikken imens. De går til YouTube, til kommentarer, til coverversioner med de bands de kender, til videointerviews og blogs. Og de kan springe fra det ene link til det næste i det øjeblik de keder sig. Mit gæt er, at de der vil læse lange artikler om 40-50 år gamle plader, blandt teenagere, bliver færre og færre.

 

 

Hvis Mojo bestemte sig for at gå online, og lægge alle artikler ud til fri afbenyttelse, altså 223 numre med mindst 5 store, velskrevne artikler i hvert nummer, og ca 10-20 mindre artikler, ville de have en reel eksistensberettigelse. De ville tilbyde noget som andre ikke tilbyder. De ville indgå i den online dyrkelse af den rytmiske musikskat. Læsernes kommentarer ville gøre det endnu mere interessant, og de elskede musiknørdlister over alt der kan måles og optegnes ville fylde sidens resterende plads op til bristepunktet. Men det ville være et levende sted. Og det ville bedre kunne nå ud over den kant som musikmagasinformatet er.

Desværre ser det ikke ud til at være den vej det går for Mojo Magazine. De hænger ved den samme formel som da de startede i 1993. Før internettet, før YouTube, før peer to peer, før markedet for både musik, blogs og anmeldelser eksploderede. Før det big bang der er gået hen over hovedet på dem.

R.I.P. Mojo Magazine.

 

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s