Klaus Lynggaard skriver så fuglene synger om Christian Junckers nye plade, og giver håb for musikelskere: musikjournalistikken lever!

Standard

Jeg blev så glad da jeg læste Klaus Lynggaards interview med Christian Juncker i Information online i dag. Det er en ganske lille kunstner med en ganske lille plade, men de behandles begge med samme respekt som der i de fleste sammenhænge forbeholdes rockens koryfæer. Hvor er det forfriskende. Læs engang:

»Først blev jeg nødt til at gennemtænke, hvordan min oprindelige drøm om musikken var blevet om ikke et mareridt, så i hvert fald en vane, hvilket førte til ønsket om en mere normal tilværelse. Det viste sig jo så hurtigt, at 8 til 16-tilværelsen ikke var mig, så normal var jeg altså heller ikke, og derfor var det nødvendigt med en selvransagelse. Er det, jeg har at sige, overhovedet interessant? Jeg måtte konfrontere mig selv med mit bagkatalog og indse, jeg måske ikke helt havde fået skrevet de tekster, jeg gerne ville, især ikke når jeg sammenlignede mig med mine helte, folk som Henry Miller, Charles Bukowski, William Burroughs og ikke mindst Morrissey, der aldrig er gået uden om de ubehagelige sandheder. Mine tidlige ting var for tilgivende, de var for søde. I min angst for at gå i for små sko havde jeg valgt nogle, der var alt for store.

Der er mere at hente her:

http://www.information.dk/302135

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s