Monthly Archives: juli 2012

Musikquizzen “Øl, Quizze & Hornmusik” på Drop Inn

Standard

I går var jeg til musikquiz på Drop Inn i København.

Vores hold Tænketanken Amagerbanken blev nummer 5 med 40 points, kun 3 points fra en delt tredjeplads. Det var ikke så skidt. Vinderen fik 49 points (jeg mener de hed Autistheld).

Spørgsmålene var som altid meget svære, prøv f.eks. at smage på disse spørgsmål:

1) Geri Halliwells kjole fra Grammyoptrædenen i 1997 blev året efter solgt på Sotheby’s i London. Hvad blev kjolen solgt for?

2) I 1992 spillede Gnags og Sanne Salomonsen på Grøn Koncert. Hvem var de andre navne på plakaten?

3) Hvad hed Bill Withers’ debutplade? Hvad hedder dokumentarfilmen om ham?

4) Hvem handler disse tre film om: Beyond The Lighted Stage (2010), Lord Don’t Slow Me Down (2007), I’m Going To Tell You A Secret (2005)?

5) Hvad hed Grant Lee Buffalos 4. og sidste album?

Det er både dygtige og prominente gæster der dyster. Her er det holdet Munch's Disciple med Tim Christensen om bord der poserer ved deres sejr i juni

Det er både dygtige og prominente gæster der dyster. Her er det holdet Munch’s Disciple med Tim Christensen om bord der poserer ved deres sejr i juni

Vi er kun 3 (ud af 5 mulige) på vores hold. Vi har brug for en 40+ M/K ombord, eller endnu bedre en 50+. Det er nødvendigt, som det fremgår af besætningen på de hold der ligger i top 3. Uden en voksen går det ikke.

Næste musikquiz er 27. august kl 19:30 på Drop Inn.


Et af spørgsmålene omhandlede denne skægt sammenklippede video.

Reklamer

En runde mere med Springsteen: 5 nye plader fra et alternativt univers

Standard

I går fandt jeg et lille uopdaget hjørne af internettet. Jeg søgte efter uudgivne Springsteen-numre, og folks egne kompilationer af numrene fra box-set’et Tracks (1998). I stedet fandt jeg to journalisters udtømmende arbejde med at skabe et alternativt Springsteen-univers af udgivne og uudgivne Springsteen-numre.

Lad mig forklare. Bruce har i det seneste årti udgivet plader i en lind strøm. Live in NYC (2001), The Rising (2002), Born To Run-box-set (2005), Devils & Dust (2005), Seeger Sessions (2006), Live in Dublin (2007), Magic (2007), Working On A Dream (2009), Darkness On The Edge of Town-box set og The Promise (2010), Wrecking Ball (2012). Ud over disse udgivelser, er der også en greatest-plade (Essential Springsteen (2003)), og en E-Street Greatest (Greatest Hits (2009)). Desuden er der udkommet en række livekoncerter på DVD: Live in Barcelona (2003), VH1-Storytellers (2005), og London Calling – Live in Hyde Park (2010).

Det er faktisk en meget omfattende produktion, for en mand der tidligere let kunne lade både 3, 4 og 5 år gå mellem sine albumudgivelser – og årtier mellem liveudgivelser!

Bruce Springsteeen har fra starten af sin karriere, i hvert fald fra han med Born To Run (1975) fik en karriere, værnet om sit udtryk. Sin kunstneriske profil, så at sige. Det har været vigtigt for ham, at han med hver plade viste en ny sid af sig selv, og måske indirekte, af det samfund han så sig selv som en del af.

Denne værnen om sit udtryk, har ført til, at for hver plade han udgav fra midten af 70’erne, og op gennem 80’erne, var der mindst en plade han ikke udgav. Nu kommer vi til kernen af dette indlæg: Hvad hvis man forestillede sig, at han faktisk havde udgivet disse plader?

Ja, for det første, ville hans produktion i 70’erne og 80’erne vokse. For det andet, ville vi få en anden side af Bruce at se. Og det er nok det mest spændende ved tankeeksperimentet.

Men her bliver det rigtig spændende. For det behøver ikke kun at være et tankeeksperiment. De to journalister har brugt måneder, ja faktisk tæt på 2 år, på at sammensætte plader fra årene 1977, 1979, 1980, 1981 og 1984. Pladerne Darkness on the Edge of Town (1978) og Nebraska (1982), har de valgt ikke at pille ved. Det har de til gengæld gjort ved The River (1980), de har skåret den ned til et enkelt album, og med milepælen Born In The U.S.A. (1984), som de har udvidet til et fantastisk dobbeltalbum.

Når jeg skriver, at det er mere end et tankeeksperiment, så er det fordi, at man faktisk kan lytte til disse album online! De skriver udtømmeligt om deres overvejelser ved sammensætningen af hver plade, og om de numre som de har valgt at udelade fra de alternative plader.

Det at man kan høre hver plade, og leve med den i noget tid, gør disse universer en del sjovere at beskæftige sig med. Det vil være delvist ulovligt selv at sammensætte disse albums fra bootlegs, men nok mest bare uoverskueligt (for de fleste).

Her er de 5 kriterier for udvælgelsen af sange til de alternative albums:

1) Songs must belong to the sessions in which they were recorded, except in the case where we know Springsteen to have re-recorded them in a later era. We’re not cheating time in such a way that a 1982 Born in the USA outtake could pop up on a 1979 release. Conversely, our alternate universe Bruce will not revisit an earlier song if there’s no record of him doing so during a particular session.

2) There are many songs which were never completed or, at best, exist only with very rough mixes. We are taking the license to suggest that Bruce, having decided that these songs were good enough for release, would have finished them.

3) Any unreleased song that has a significant lyric or musical passage that later found its way into a released song is automatically excluded from consideration.

4) We have a bible of sorts, and it is the incredible On The Tracks section of Brucebase, an invaluable resource for Bruce Springsteen obsessives. They have taken the time and hard work to parse all the scattered info about Springsteen’s recording history into an easily digestible and endlessly readable format. The site will act as final arbiter on what was recorded when, and thus what is considered a candidate for inclusion on each fictional album.

5) Any and all rules can and probably will be disregarded at any point in the service of a particularly kick-ass track or sequencing idea.

(Læs hele artiklen om idéen bag projektet her).

Og lad os så se på den første plade:

Bruce Springsteen's alternative album Don't Look Back (1977)

Bruce Springsteen’s alternative album Don’t Look Back (1977)

1. Don’t Look Back
2. Outside Looking In
3. Gotta Get That Feeling
4. Preacher’s Daughter
5. Fire
6. The Promise

7. Ain’t Good Enough For You
8. The Brokenhearted
9. I Wanna Be With You
10. Wrong Side Of The Street
11. Breakaway
12. City Of Night

Efter Don’t Look Back følger Darkness On The Edge of Town som vi kender den:

Bruce Springsteen - Darkness On The Edge Of Town (1978)

Bruce Springsteen – Darkness On The Edge Of Town (1978)

1. Badlands
2. Adam Raised a Cain
3. Something in the Night
4. Candy’s Room
5. Racing in the Street

6. The Promised Land
7. Factory
8. Streets of Fire
9. Prive It All Night
10. Darkness on the Edge of Town

I “vores verden” kom The River i 1980 som efterfølger til Darkness. The River har mange fantastiske numre, men desværre også en del sange der ikke kan måle sig med det fine selskab. I’m A Rocker, (Little Girl) I Wanna Marry You, for eksempel. Var The River det rigtige dobbeltalbum? I vores alternative univers var Bruce hurtig på aftrækkeren med Be True (1979), som følger op på successen med Darkness i en fart med en veloplagt rockplade. De dybere numre som The River, Point Blank, Drive All Night, Independence Day og Stolen Car er gemt til næste udgivelse.

The alternative Bruce Springsteen album Be True (1979)

The alternative Bruce Springsteen album Be True (1979)

1. The Ties That Bind
2. Hungry Heart
3. Cindy
4. Bring On The Night
5. Dollhouse
6. Loose Ends

7. Be True
8. In The City Tonight
9. Ramrod
10. Looking For Love
11. I Wanna Marry You
12. Ricky Wants A Man of Her Own

(Læs artiklen om Be True her).

Og så er vi klar til et The River-album der er skåret ind til benet, og på den måde bliver en mere sammenhængende, introspektiv udgivelse.

A single disc version of Bruce Springsteen's The River (1980)

A single disc version of Bruce Springsteen’s The River (1980)

1. Take ‘Em As They Come
2. Chain Lightning
3. Point Blank
4. Independence Day
5. The River

6. Restless Nights
7. Stolen Car
8. The Price You Pay
9. Drive All Night
10. Wreck On The Highway

Restless Nights og Take ‘Em As They Come er veloplagte rocknumre, og så er der ellers eftertænksom Bruce på resten af pladen. Smukt.

(Læs artiklen om The River her).

Allerede i 1981 er Bruce klar med en bragende rockplade igen: Where The Bands Are. Den ser sådan her ud:

The alternative Springsteen rock album Where The Bands Are (1981)

The alternative Springsteen rock album Where The Bands Are (1981)

1. Where The Bands Are
2. Sherry Darling
3. Crush On You
4. Two Hearts
5. Fade Away

6. Out In The Street
7. Held Up Without A Gun
8. I’m A Rocker
9. Cadillac Ranch
10. Jole Blon

(Læs artiklen om Where The Bands Are her).

Det mere tilbagelænede, gammeldags rock er her samlet på én plade, hvor det i det fælles selskab, bliver en tribute til rockens ungdom. Twist & Shout, Not Fade Away, Knock on Wood, osv., har ikke levet forgæves, og får her en kærlig hilsen fra E Street.

I 1982 udgav Springsteen som bekendt Nebraska. En soloplade i ordets litterære betydning. Der er kun Bruce på pladen, og højst 4 Bruce af gangen (han indspillede pladen i sit hjem på en 4-spors båndoptager – ifølge legenden på én dag).

Bruce Springsteen - Nebraska (1982)

Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

1. Nebraska
2. Atlantic City
3. Mansion On The Hill
4. Johnny 99
5. Highway Patrolman

6. State Trooper
7. Used Cars
8. Open All Night
9. My Father’s House
10. Reason To Believe

Efter Nebraska fortsatte Bruce til Los Angeles, hvor han indspillede endnu en soloplade med numrene der siden lagde grunden til Born In The U.S.A. Denne soloplade blev indspillet i et rigtigt studie, med trommemaskiner og en smule keyboards. Stadig helt solo. Pladen vil være helt utrolig spændende, men er udeladt i rækken af alternative plader, fordi det er utænkeligt, at Bruce (og ikke mindst hans pladeselskab) ville udsende to så forholdsvis ens plader lige efter hinanden. Det ville være et kommercielt selvmord, sandsynligvis, om end en ægte fans drøm.

I stedet bliver der to års pause inden This Hard Land (1984). Indspilningerne til Born In The U.S.A. kastede mellem 70 og 80 numre af sig, og resulterede i kæmpesuccessen Born In The U.S.A. med 12 numre. I vores alternative univers bliver det til et dobbeltalbum med 20 numre. Og har du ikke hørt Protection, ja så har du noget at glæde dig til. Et helt ukendt nummer for mig, og sikke en perle at have liggende i en boks et sted.

This Hard Land (1984) is the alternative double album to Bruce Springsteen's Born In The U.S.A. (1984)

This Hard Land (1984) is the alternative double album to Bruce Springsteen’s Born In The U.S.A. (1984)

1. Protection
2. Murder Incorporated
3. Working On The Highway
4. Downbound Train
5. My Hometown

6. Dancing In The Dark
7. I’m On Fire
8. Pink Cadillac
9. I’m Goin’ Down
10. Glory Days

11. Born In The USA
12. Man At The Top
13. Frankie
14. No Surrender
15. A Good Man Is Hard To Find (Pittsburgh)

16. Cynthia
17. My Love Will Not Let You Down
18. None But The Brave
19. Janey Don’t You Lose Heart
20. This Hard Land

(Læs artiklen om This Hard Land her).

Her er artikelserien kommet til. Ligger der en plade mere i resterne af indspilningerne fra This Hard Land/Born In The U.S.A.? Hvor meget blev indspillet til Tunnel of Love, og over hvor lang tid? Ligger der også en ekstra plade der? Jeg ved ikke om artikelserien fortsætter, men man kan jo selv drømme videre…

Rækker fantasien ikke så langt, så kan jeg anbefale denne artikel om Tunnel of Love.

Bomber over København: en ægte turistfælde

Standard
Man går langt for turisternes gunst i København

Man går langt for turisternes gunst i København

I går var jeg på kanalrundfart med familie fra Aarhus. Der var høj sol, og det var skønt med vinden på vandet, og det bare at kunne sidde, mens man blev underholdt.

Første stop for rundfarten var Holmen, altså holmene bag Operaen ved siden af Christianshavn. Der er smalt i de første kanaler, og det havde flere grupper mænd bestemt sig for at udnytte. Da tourbåden passerede gennem kanalerne, sprang mænd i vandet og lavede “bomber”, så passagererne blev dænget til med vand. Drengestreger, bortset fra, at ingen af mændene var under 30. Det var en besynderlig oplevelse, og fra mit synspunkt ret sjov. Et passende brud med det borgerlige og det forventelige. På en varm sommerdag. I en kanalrundfartsbåd. Tak.

En god historie fra Christiania: Wafande

Standard
Wafande fra Christiania - Gi' Ham Et Smil

Wafande fra Christiania – Gi’ Ham Et Smil

Kender du Wafande? Jeg hører overhovedet ikke P3, så jeg er ude af touch med hvem der har hits og landeplager, sådan i gængs forstand. Men ifølge mine venner, som jeg var til Wafande-koncert med i går, har Wafande haft nogle gedigne radiohits med sangene En Anden (med Xander), Gi’ Mig Et Smil, og senest Uartig.

Jeg blev introduceret for Wafande ved hans turnéstart i Pumpehuset i marts. Opvarmningen var et andet hot dansk reggaenavn, nemlig Shaka Loveless (der har et hit med sangen Tomgang), og sammen skabte de en ualmindelig festlig koncert. Der var dans og gode vibrationer fra første nummer, og opvarming og hovednavn smeltede sammen, så koncerten blev én kontinuerlig fest, uden den kedelige hele eller halve time mellem opvarmning og hovednavn. Dette var muligt, fordi backingbandet er fælles. Et udmærket band hvis stjerne er kapelmesteren Pharfar (kendt fra Bikstok Røgsystem).

Det er måske trivielt at fortælle, men for mig var det en åbenbaring, at en koncert kunne være så festlig, sjov, og positiv, og samtidig swinge på et højt musikalsk niveau. Det kunne den, fordi musikerne såvel som Wafande, ligger i et skidegodt musikalsk groove, hvor de ånder og spytter reggae til alle sider. Det er ikke noget shtick, det er den musik der udgør deres verden, fornemmer man. En smittende og glad musik, som vi kridhvide danskere har godt af at stifte bekendtskab med. Vilde Kaniner, Laid Back, Haveje, og mange andre klassikere, er netop reggae, selv om vi måske ikke lige går og tænker over det. Reggae gør godt, på den der livet-er-dejligt måde. Fyld glasset, min ven. Kom lad os danse.

Det lillebitte anlæg i Nemoland giver ikke den bedste lyd, men stemningen nåede fint op på voldene hvor de fleste måtte stå

Det lillebitte anlæg i Nemoland giver ikke den bedste lyd, men stemningen nåede fint op på voldene hvor de fleste måtte stå

I går var koncerten på Christiania. Wafande selv er født og opvokset derude, men måske mere overraskende er, at han også har boet i Frankrig, og været på ungdomslandsholdet i basketball (!). Hvordan hans stenerkultur og reggaeglæde hænger sammen med elitesport, er mig et mysterium, men en charmerende profil er det. Jeg har ikke styr på hele Wafandes ophav, men det er noget med Frankrig, Tanzania, Congo, og – Christiania.

Det kommer selvfølgelig til udtryk i hans tekster, og også i de interviews jeg har fundet med rapperen. Det gamle one love-mantra lever i videre i Wafandes musik, ligesom i det meste reggae, og der er langt til Jamaicas berygtede gay hate crimes og Christianias voldelige udfald mod fremmede. Teksterne handler om glæde og kærlighed, og den verden af ægte multi-kulti der venter forude. Smelt sammen, del kærlighed og blod, og lad os leve på tværs af grænser som ét smukt og lykkeligt folk. Det er cirka essensen, tilsat rytmer og frækhed til bægeret næsten flyder over.

Øl, børn og voksne til reggae

Øl, børn og voksne til reggae

Koncerten på Christianias Nemoland var gratis, og faktisk en dobbeltkoncert med Karen Mukupa. Hele sommeren er der gratis søndagskoncerter, som begynder mens solen stadig står højt (kl 18) og slutter cirka når den går ned igen (kl 21:30). Der er god stemning, eksotisk mad (well, eksotisk for de fleste), og billig røg og øl. Jeg har desværre først hørt om koncerterne i sidste uge, og er således gået glip af MC Einar (det ville have været så fedt at se ham på fode igen), Ida Gard (det nye unge danske navn på sang og tangenter – min veninde var til det og ovenud imponeret), Billy Cross (hvor smukt har det ikke været), og I Got You On Tape.

Også denne gang fik vi to-koncerter-i-én. Kaka (der hitter med Bang Bang (Reggaejam)) spillede de første 3 numre med Wafandes orkester, inden hovednavnet kom på scenen. Der var flere gæster undervejs, og en enkelt seance med en sjældent upassende/uartig rap fra Pharfar (de unge kvinder skreg i en blanding af fryd og chok). Musikalsk var det ikke på samme niveau som i Pumpehuset. Lyden var dårligere, og de dyre blæsere var sparet væk og erstattet af keyboards. Wafande selv var en smule hæsere end ved turnéstarten, men i rigtig god form vokalmæssigt. Vi fik også en smagsprøve på hans kunnen som fransk rapper, hvilket efter sigende skal stå sin prøve på hans næste plade, der udkommer på både dansk, engelsk og fransk.

Resten af sæsonen byder på flere rigtig gode danske navne: Ulige Numre, Veto og Choir of Young Believers.

Se spilleplanen her.

På fredag spiller Kaka og Wafande på Plænen i Tivoli.

Wafande ft. Xander: En Anden

Verdens bedste plader på P6 Beat Album – de 30 første episoder

Standard
Björks Homogenic (1997) var sæsonens sidste album på DR P6 Beat Album

Björks Homogenic (1997) var sæsonens sidste album på DR P6 Beat Album

Radioprogrammet DR P6 Beat Album holder en velfortjent sommerferie. Dvs., det tror jeg det gør. Der er ikke nogen officiel udmelding, så vidt jeg kan læse nogen steder, men der er heller ikke nye programmer på DR’s hjemmeside. Mon ikke de holder sommerferie.

I ugerne op til Roskilde var der mere end almindelig sjusk med opdateringerne, og Arcade Fire’s Funeral-album blev således præsenteret 2 gange, i stedet for nyt materiale. Dubstep-albummet Untrue (2007) med Burial blev annonceret, men taget af plakaten igen. Nu er der som sagt, tilsyneladende, sommerferie. Det er ikke nogen imponerende kommunikation for radioprogrammet, der ellers tælles blandt mine yndlingsprogrammer.

Første program blev sendt 12. april 2011, og siden er det blevet til 30 programmer om 30 af verdens bedste plader. Værterne er som bekendt Ralf Christensen (musikanmelder på Information) og Kristian Leth (forfatter, musiker).

Jeg har sammensat en kronologisk liste over verdens bedste plader ifølge Christensen og Leth:

1969 – The Beatles – Abbey Road

1971 – Joni Mitchell – Blue
1971 – Marvin Gaye – What’s Going On
1973 – Stevie Wonder – Innervisions
1975 – Brian Eno – Another Green World
1975 – Parliament – Mothership Connection
1975 – Fela Kuti – Expensive Shit
1977 – Bob Marley & The Wailers – Exodus
1977 – David Bowie – Heroes
1978 – Steve Reich – Music For 18 Musicians
1978 – Bruce Springsteen – Darkness On The Edge of Town

1980 – Talking Heads – Remain in Light
1982 – Michael Jackson – Thriller
1985 – Kate Bush – Hounds of Love
1986 – The Smiths – The Queen is Dead
1986 – Paul Simon – Graceland
1987 – Prince – Sign o’ The Times
1988 – Talk Talk – Spirit of Eden
1988 – Pixies – Surfer Rosa
1989 – Beastie Boys – Paul’s Boutique
1989 – The Cure – Disintegration

1991 – My Bloody Valentine – Loveless
1991 – Massive Attack – Blue Lines
1994 – Blur – Parklife
1995 – PJ Harvey – To Bring You My Love
1996 – Aphex Twin – Richard D. James Album
1997 – Björk – Homogenic

2000 – Radiohead – Kid A
2004 – Arcade Fire – Funeral
2006 – The Knife – Silent Shout

Man må sige, at det er en fair behandling af de sidste 40 års populærmusik. Der er soul (Marvin Gaye, Stevie Wonder), funk (Parliament), alternativ rock (Pixies, Radiohead, Arcade Fire), goth (The Cure), electronica (Björk, Aphex Twin), britpop (Blur), rap (Beastie Boys), trip-hop (Massive Attack), avant-garde (Steve Reich, Brian Eno), verdensmusik (Paul Simon, Fela Kuti), reggae (Bob Marley & The Wailers), klassisk rock (Bruce Springsteen, The Beatles), singer/songwriter (Joni Mitchell), og klassisk pop (Michael Jackson).

Der er næsten lige så mange genrer, som der er programmer.

Jeg var meget begejstret for sæsonens sidste program, om Björks Homogenic-album (1997), som forbandt nogle løse tråde i mit univers. Koblingen til Under Byen og electronica, for eksempel.

I dag har jeg gen-lyttet til programmerne om Beastie Boys’ Paul’s Boutique (1989) og Massive Attacks Blue Lines (1991). Jeg har sagt det før, men lad mig sige det igen: DR P6 Beat Album er det bedste musikprogram derude. En skatkiste, der bliver større og større.

Lyt med her – der er 30 programmer at høre eller genhøre, mens vi venter på næste sæson af Album.

At skabe en bedre verden – selv den mindste kan gøre lidt

Standard
Mange Bække Små - Metrobyggeriet ved Nørrebroparken

Mange Bække Små – Metrobyggeriet ved Nørrebroparken

Rækværket omkring metrobyggeriet ved Nørrebroparken lægger væg til mange små projekter. De pynter faktisk gevaldigt på den grønne facade.

Projektet Mange Bække Små er sat i værks af Den Økologiske Produktionsskole. Her er deres egen formulering af projektet:

Mange Bække Små - Den Økologiske Produktionsskole - projektbeskrivelse / mission statement

Mange Bække Små – Den Økologiske Produktionsskole – projektbeskrivelse / mission statement

Her er en masse konkrete eksempler på, hvordan vi i fællesskab kan skabe en bedre verden for os alle. Genbrug, næstekærlighed, omtanke, høflighed og filantropi, det hele tæller i det store regnskab.

Min egen favorit er den lille pige der siger: Jeg driller ikke. Tænk på hvad den beslutning betyder for andre. Meget inspirerende, i min verden.

Springsteen giver fingeren til The Man i Dublin

Standard

(En ældre udgave af I Fought The Law fra Bern 2009)

Hvis man kan læse en sindstilstand og en agenda ud af en setliste, så tror jeg jeg kan se hvor Springsteen var da han gik på scenen i Dublin. Efter hændelsen i Hyde Park, London, hvor politiet slukkede for strømmen, mens Springsteen stod på scenen med selveste Sir Paul McCartney, var Springsteen ikke tilfreds. Desværre var der slukket for mikrofonen i London, så han måtte vente til tirsdagens koncert i Dublin, før han kunne få afløb for sine aggressioner.

1) Bandet går på scenen og spiller resten af Twist and Shout. De var blevet afbudt, og hvilken bedre strategi for at komme-tilbage-på-hesten, end simpelthen af springe op på hesten præcis der hvor den smed dig af. Det må have været en fantastisk indledning på koncerten.

2) Hvis pointen ikke var gået hjem for publikum i Dublin, blev den hamret fast med syvtommersøm i andet nummer: I Fought The Law (And The Law Won). Denne sydstatsklassiker om at give systemet fingeren, er utvivlsomt blevet leveret ungdommelig glæde og charm. Fedt.

3) Efter en lang koncert, uden afbrydelser, bliver koncerten afbrudt af en mand i politiuniform. Heldigvis kun for sjov, og koncerten får lov at afslutte – efter Twist and Shout vel at mærke – med American Land. Nummeret er gennemsyret af irsk folkemusik, og har været en fest foran det tændte publikum i Dublin.

Her er setlisten fra Setlist.fm:

Setliste fra Springsteens første koncert af to i Dublin

Setliste fra Springsteens første koncert af to i Dublin