Bruce Springsteen skruede op for charmen, stemningen og lyden på Roskilde 2012

Standard
Bruce Springsteen oplevet fra pitten

Bruce Springsteen oplevet fra “pitten”.

Trofaste læsere af denne blog vil vide, at jeg har glædet mig afsindigt til denne koncert.

Det er sådan med forventninger, at de indeholder en risiko for skuffelse. Store forventninger, stor skuffelse, kan man tænke sig.

Sådan gik det ikke. Vejret var med os. Temperaturen var perfekt, hverken for varm eller kold, og slet ingen regn. Vi kunne stå i tørvejr under åben himmel, mens det langsomt blev mørkt omkring os.

Setlisten afveg en anelse fra de gængse koncerter på turneen, men ikke meget. Ja, den var kortere, men koncerten er dog, sammen med Cure-koncerten i torsdags, den længste koncert jeg har set i mit liv. Så det er stadigvæk, med 2 timer og 55 minutter, en meget lang koncert vi taler om.

Det vigtigste, for mig, var at setlisten indeholdt numrene fra Wrecking Ball-pladen (2012), som jeg er stor fan af. Der var masser af numre derfra: We Take Care of Our Own, Wrecking Ball, Death To My Hometown, Jack of All Trades, Shackled And Drawn, Land of Hope and Dreams, og We Are Alive. Syv numre fra den nye plade! Desværre måtte jeg erkende, at ikke alle disse numre var nær så stærke, i selskab af Springsteens bedste sange gennem årene. Men jeg er glad for at jeg fik hvad jeg ønskede mig.

Setlisten glimrede også ved udeladelsen af nogle gedigne publikumsfavoritter: I’m On Fire, Atlantic City, Hungry Heart, Tougher Than The Rest, og Thunder Road. Meget fine numre, som der var plads til at udelade, for ikke én sang ville jeg have undværet i setlisten.

Der var masser af gode sange, men flere steder var der særlige højdepunkter i en virkelig overbevisende opvisning af spilleglæde, showmanship, og solid styring af masserne på Smatten. Ja, Smatten, der bød sig blød og grøn til, i stedet for scenarierne fra mange roskildegæsters mareridt.

"Smatten" søndag morgen. Stadig grøn og blød og imødekommende.

“Smatten” søndag morgen. Stadig grøn og blød og imødekommende.

Disse højdepunkter var bl.a. Nils Lofgrens solo i Because the Night. Det var indbegrebet af stadionrock, og hvor var det befriende, medrivende og sjovt. Simpelthen.

Den akustiske bulldozer Working On The Highway tog pladsen med storm, fra den akustiske guitar klingede solo ud af højttalerne. Vi trængte til den insisterende, buldrende, ind-til-benet rytme, af én mand med en guitar og et ønske om en fest. Der kunne have stået This Machine Kills Nay-sayers hen over den halvfesne Takamine-guitar.

The Roots der var med til at løfte hvis ikke taget, så scenen op under himlen, i den fejende og charmerende (The) E Street Shuffle. Samme nummer blev jammet af E Street’erne og The Roots i TV-showet Jimmy Fallon tilbage i marts, så mon ikke det var derfor det blev netop det nummer de gentog på Orange Scene? Festen på scenen mindede en del om Princes danse-freakouts med gæstemusikere på Femøren på Amager sidste år.

Netop Princes koncert i 2010 på Orange Scene, har stået for mig som det bedste jeg nogensinde har set på Roskilde Festival. Vel at mærke, siden 1997. Den ære overgår til Bruce Springsteen fra i går. Festen var simpelthen længere, sjovere, og bredere til Bruce-koncerten. Der var leflen, der var slapstick, der var kitsch og der var alvor, men vi var med, vi var overvundne fra første færd, og vi blev forkælet med det bedste jeg har set på Orange Scene.

Det 17 mand store orkester var som forventet ualmindeligt velspillende i samtlige 3 timer

Det 17 mand store orkester var som forventet ualmindeligt velspillende i samtlige 3 timer

En hyldest til afdøde Clarence Clemmons fungerede virkelig godt. Der blev ikke sagt et ord, men i stedet vist en videomontage et minuts tid, i et instrumentalt break i sangen Tenth Avenue Freeze-Out. Det der ville være svært at sige, var tydeligt i billeder af scener fra bandets liv, hvor kemien mellem Clarence og Bruce var umiskendelig. Det var kærlighed.

Noget af den kærlighed blev lørdag tildelt Little Steven, som nok i højere grad end tidligere fungerede som sidekick for Bruce. Det er let at forsvinde i et 17 mand stort orkester, men Little Steven og Nils Lofgren var meget tydelige koncerten igennem. Det samme var Jake Clemmons (Clarences nevø), som fik en masse soli og spotlight, til stor fornøjelse og glæde for publikum.

I det hele taget var den udvidede hornsektion en fornuftig udvidelse af orkesteret. Afvekslingen fra saxofonen, eller i hvert fald saxofonen som eneste blæserinstrument, var kærkommen efter så mange år med Clarence – og hans store personlighed.

Bruce og Jake Clemmons deler spotlightet på Orange Scene

Bruce og Jake Clemmons deler spotlightet på Orange Scene

Der var mange flere højdepunkter: lyden af bandet, f.eks. på Shackled And Drawn. Det er en fuldvoksen lyd, bankende og påtrængende, og alligelvel smukt harmoniseret, og hvis ikke dansevenlig, så i hvert fald engagerende, tung og veloplagt.

Vi fik 3 timers koncert. Det var helt sikkert ikke med bandets gode vilje, at den ikke blev længere. Det der var kortet væk, var bl.a. snak mellem sangene. Det var der meget lidt af, og det gjorde, at tempoet blev højt, og intensiteten blev holdt endnu bedre, end hvis man i højere grad havde bygget op og ladet stemingen falde til ro igen. Mindre snak, og ved ekstranumrene ulejligede bandet sig ikke med at forlade scenen. De gik frem til scenekanten og modtog bifald, for så at gå tilbage og spille 7 ekstranumre i træk.

Kun to numre faldt lidt igennem for mig. Det ene var publikumsfavoritten The River.

Min ven fortalte mig bagefter, at han mente det havde været højdepunktet af koncerten. En kommentar til et andet indlæg her på bloggen, siger det samme. For mig var mundharpen det bedste. Så snart publikum sang med, lød det som Lars Lilholt Jam, og det var sgu synd. Bandet fyldte så lidt i den fine sang, at folk let kunne overdøve Bruce og det tilbageholdte arrangement. Der var mindst 50.000 der ville synge The River. Der var måske et par tusinde der kunne teksten…

Første ekstranummer startede solo akustisk. Det var We Are Alive, et eftertænksomt nummer fra det nye album, som udvikler sig fra en ælling til en svane over nogle få minutter. Bandet sætter ind, og fuglen letter, så at sige. Her følte jeg også, at den akustiske guitar havde svære vilkår foran masserne. Koncerten ville ikke i den retning, og selvom der var musestille på Dyrskuepladsen, var det også et lettelsens suk da bandet satte ind.

Aftenens sidste nummer var Twist & Shout. Det var en dansefest uden lige. Det var ungdomsfest, nostalgi, livsglæde og rå, utæmmet begejstring over hele pladsen. Vi var med Bruce og bandet hele vejen, og vi blev kongeligt belønnet af troubadurerne fra gode, gamle E Street.

UPDATE:

Det var næsten umuligt ikke at glemme noget. Her er yderligere et par tanker.

Pitten

Hvor var der god stemning i pitten. Jeg oplevede flere gange, at når der blev presset frem, fordi Bruce var i kontakt med pitten, blev de fleste stående lidt tilbage, så de der var presset frem kunne komme tilbage på fødderne igen uden besvær eller kamp. Det var simpelthen flot, og selvom det måske lyder som noget alment menneskeligt, så er det ikke noget jeg har set i de forreste rækker til koncerter før. Slet ikke til store koncerter. Roskilde har jo en historie i den forbindelse, og mon ikke alle sikkerhedstiltagene, med bølgebrydere, afskærmninger osv., minder folk om hvor farligt det kan være at lade sig begejstre og “rive med” i store folkemængder.

Lyden

Der var virkelig god lyd til koncerten. Det er måske svært at vurdere på en festivalplads, og en kommentar her på siden skriver da også, at bassen fra andre koncerter kunne høres mellem numrene. Men selve lyden af bandet var virkelig god. Nuanceret, kraftig og tydelig. Et særligt gimmick opstod da Bruce havde taget turen ud til publikum, og med kameraet på sig, vendte sig om mod scenen og råbte “TURN IT UP!”. Med det samme fik hele lydmixet ca. 20 decibel af lydmanden. Og der blev faderne resten af koncerten. Det er virkelig et greb i publikum der vil noget. Og det virkede. Hvis Bruce var i færd med at give os hvad vi ville have, fra show til requests, til soli og ekstranumre, episke hits og fællessang, ja, så var dette bestemt også en del af requesten: giv os vildskab.

Under Born In The U.S.A. var der en irriterende summen i basregisteret, som i flere minutter skar i ørerne. Det havde jeg gerne været foruden. Måske det hang sammen med hvordan lyden var blevet skruet op?

10 responses »

  1. Synes hans spøgelseshistorie var fed🙂 …. Men han egner sig til egne koncerter – ikke festivals – det pisser mig af, at man i stille momenter kunne høre bassen fra andre telte – men det er ikke bossens skyld – og det var i alt fald en fantastisk koncert……

    Like

  2. Du må meget gerne sender dine billeder, Erling. Der var jo et fantastisk udsyn fra pitten. Og en meget harmonisk stemning, synes jeg. Men det tilføjer jeg lige noget om i en update til dette indlæg.

    Du kan maile til niebuhr@cs.au.dk (der er så kraftigt et spamfilter på den adresse, at man roligt kan lægge den på nettet ;-))

    Like

  3. Hej Michael,
    Jeg var der ikke, men det opleves næsten som. Igen en velskrevet og indlevende tekst, der kan forståes og give oplevelse for læseren.
    Kh Kirsten

    Like

    • Ani DiFranco og Prince tangerer Bruce-koncerten. Jeg tror hendes performance og spilleglæde var på linje med Bossens, men kombinationen af at kende numrene i lørdags, ja faktisk forvente dem, og de knap 180 minutters koncert, giver Bossen en hjemmebanefordel.

      En anden fælles reference: det var ti gange bedre end i Parken i 1999!

      Like

  4. Mht. bassen i BITUSA, så er det faktisk meningen … denne gang, på denne tour🙂 I Paris var bassen enorm og akustikken indendøre gjorde det til nok den stærkeste version af nummeret jeg har hørt nogensinde.

    Like

  5. Jeg er stort enig, med det du skriver, men vil lige tilføje, at jeg ikke forstår hvorfor der var blevet plads til hele tre sange fra den, efter min mening, halvdårlige “The Rising”, mens ’90’ernes plader helt blev forbigået.

    Like

  6. Hej Scoutsheep.

    Jeg er heller ikke nogen stor The Rising-fan, selv om de tre numre han spillede er udmærkede.

    Forklaringen i der ikke spilles noget fra 90’erne og Tunnel of Love, skal vel findes i, at de først og fremmest spiller E Street-materiale på denne turné. Der er undtagelser, bl.a. Nebraska-numre, men det er numre der blev til sammen med E-Street’erne. Det kan man ikke sige om Lucky Town, Tunnel, Ghost, osv.

    Der har været nogle solo-numre på turnéen, bl.a. If I Should Fall Behind. Der skal nok dukke flere af den slags overraskelser op – især hvis turnéen viser sig at strække sig ind i 2013. Det er vi sikkert mange der håber den gør.

    Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s