Fatamorgana: Depeche Mode genforenet med Alan Wilder?!?!?!

Standard
Depeche Mode er gået i studiet

Depeche Mode er gået i studiet. Her ses de i fordums storhedstid med en ukendt veninde. Alan Wilder ses yderst til højre.

Depeche Mode er i studiet. Der har de tilbragt knap to årtier, sammenlagt, og en studieplade fra dem kræver mindst et års arbejde on/off, i en række studier i USA og Europa. Sådan gør de det, og på den måde er det ligesom fair for dem alle – for Dave i New York, Martin i Californien, og for Fletch hjemme i England. De skal alle rejse og leve ude i ca. samme omfang, mens indspilningerne langsomt falder på plads.

Bandet er i studiet, og på et tidspunkt annonceres en verdensturné, en nogenlunde førstesingle, og så kommer albummet. Vi bider al erfaring i os, og tænker at denne gang, netop denne gang, har de faktisk fundet formen. Presseomtalerne siger jo netop, at de med netop denne producer ligesom har fundet hjem, fundet tilbage til rødderne, ja, produceren var nærmest en del af bandet. Og så sætter man pladen på, og den er ligeså kedelig som Sounds of The Universe (2009), Playing The Angel (2005) og Exciter (2001) – til sammen!

This will not do, kan vi allerede nu se. Den samme formel, igen og igen (og utrætteligt igen!), vil netop give samme resultat igen og igen. Og det er ikke et tilfredsstillende resultat. Specielt ikke, når man tænker på hvor mange kræfter de bruger på pladerne, og hvor store forventninger der samtidig findes hos millioner af fans. En række middelmådige plader, hvor de bedste numre er de, som lyder mest som det “gamle” Depeche Mode.

Og så er løsningen endda lige for: få Alan Wilder tilbage i bandet! Få ham i det mindste tilbage i studiet. Han kunne noget særligt med Martin Gores sange. De plader, hvor han var bag rattet, står stadig stærkest, når man ser tilbage på hele karrieren. Music For The Masses (1987 – mikset i PUK Studiet uden for Randers), Violator (1990 – delvis indspillet i PUK Studiet uden for Randers), og Songs of Faith And Devotion (1993). De tre plader har en lydside som bandet kan takke for én mands tålmodige og utrættelige indsats i studiet: Alan Wilder.

Lad os lige præsentere medlemmerne en gang. På vokal har vi Dave Gahan. Indtil 2005 var han kun stemmen på pladerne, og forfattede ikke et eneste ord. Han har en karakteristisk stemme, og har klædt Depeche Mode både på vokal- og billedsiden siden begyndelsen.

Så er der sangskriveren Martin L. Gore. Han skriver skide godt. Hans sange om parforhold, spiritualitet og religion, underkastelse, sex og verden i hans øjne er det centrale i bandets profil. Det er hans stemme i sangene (teksterne) der får liv gennem Dave Gahans stemme. To ting er måske overraskende om Martin Gore: Han skrev ingen sange på Depeche Modes første plade (Speak And Spell (1981)), det gjorde i stedet Vince Clarke (siden Yazoo og Erasure, og senest samarbejdet med Martin Gore – VCMG). Den anden overraskelse er, at Martin Gore synger en del af Depeche Modes sange. Hvilke? spørger du måske. Ikke dem du kender, hvis du kender bandet overfladisk fra hits og videoer. Men på hvert album synger han et par sange, og det er som oftest de sange, der er sværest at overføre til Gahans univers. De mest følsomme ballader, i det mest lukkede og fortættede univers. Det er disse sange, der er mine personlige favoritter. Det er ikke fair, hvis jeg ikke nævner nogle af dem, så her er en håndfuld af de bedste: The Sweetest Perfection, One Caress, Death’s Door, Things You Said, Blue Dress, Home, A Question of Lust, og Somebody.

Andy Fletcher er the odd-one-out. Han er ikke særlig musikalsk, og live er man i tvivl, om hans instrument og mikrofon overhovedet er sluttet til anlægget. Han klapper ude af takt, og er i det hele taget kikset at se på. Tænk på Stephen Merchant fra Extras (engelsk TV-serie) eller Frank Hvam i Klovn. Han er den type. Hvad fa’en laver han i Depeche Mode? Han er deres manager! Ja, de har ikke nogen manager, men han er deres fungerende manager. Han varetager den finansielle del af bandets aktiviteter, og er eftersigende en god drukkammerat for Martin Gore. Gamle kammerater er de i hvert fald.

I selskab med de 3 ovennævnte befandt Alan Wilder sig i lidt over 10 år. Han skiller sig ud på sin egen måde. Hvor de 3 førnævnte er kommet til musik med en punk-attitude, lad os købe nogle keyboards og lave et band, er Alan Wilder ud af en familie af konservatorieuddannede musikere. Han er uddannet klassisk pianist, og har begreb om orkestrering af samme grund. Han kan sin harmonilære. I slutningen af sin tid i bandet, imponerede han gang på gang stadions af fans, da han i anden halvdel af koncerten satte sig bag et kæmpe trommesæt, og spillede koncerten hjem derfra. Med samme tæft for trommerne som for tangenterne. Han er en imponerende musiker, og ligeså imponerende i studiet.

Wilder forlod selv bandet efter turnéen for Songs of Faith And Devotion, på et tidspunkt hvor bandet var så langt ude i tovene, at det må have været umuligt at føle sig bare nogenlunde tilfreds eller normal i selskab med resten af bandet. Dave var på heroin, og nede omkring de 45 kg (i vægt), da turnéen var færdig. Fletsch rejste hjem med nervesammenbrud halvvejs gennem turnéen. Og Martin Gore festede igennem aften efter aften, i et indædt alkoholmisbrug af de helt store. Den stille mand, der trak en rigtig stor del af læsset, med sin professionalisme og musikalitet, var den ofte oversete, lidet påskønnede Alan Wilder. Han tog en beslutning om at forlade bandet efter godt 10 år, og det var et sølle selskab han forlod.

Depeche Mode i studiet i 2008.

Depeche Mode i studiet i 2008.

Depeche Mode kom på benene igen, udgivelse for udgivelse, med den forsigtige Ultra (1997) som det måske bedste album efter Alan Wilders exit. Det der var forsvundet fra Depeche Mode, var den hemmelige ingrediens. Det er så svært at sætte fingeren på hvad det er, men det er noget med detaljerigdommen i lydbilledet, og at mikset hele tiden har fokus på de rette elementer. Ikke for mange detaljer, ikke for aggressivt et miks i den ene eller anden retning, bare god stil, der suger lytteren til sig, fordi den verden der åbenbares er et sted man gerne vil leve. For en tid.

Alt for mange gumpetunge singler er sluppet ud fra Depeche Mode i 00’erne, som slet ikke er i klasse med Policy of Truth, Enjoy The Silence, Walking In My Shoes, Strangelove, Behind The Wheel, Never Let Me Down Again, Little 15, og alle de andre klassikere fra de 3 tidligere nævnte Wilder-albums.

For to år siden blev Wilder og bandet genforenet i en enkelt sang (Somebody) ved en Depeche Mode-støttekoncert i Royal Albert Hall. Det var et stort øjeblik, ikke mindst for fans af bandet, der straks fik lys i øjnene, ved tankerne om en plade med Alan Wilder i folden igen.

I går kom så et billede på Depeche Modes Facebook-side med følgende kommentar: Never again is what you swore.

Et lille håb om at Alan Wilder er på vej tilbage til Depeche Mode

Et lille håb om at Alan Wilder er på vej tilbage til Depeche Mode

To linjer, mere skulle der ikke til for at tænde mit håb.

Jeg er ikke alene. 45.461 personer synes godt om, på blot ét døgn, og 3.848 kommentarer. Mange af dem gætter ligesom jeg, at betydningen er, at Wilder i disse dage besøger Depeche Mode i studiet for at føle hinanden lidt på tænderne. De har alle brug for hinanden.

To linjer, og en hel masse spekulation. Der er lagt i ovnen til endnu en Depeche Mode-plade. Den kan ikke blive kedeligere end de sidste 3, og kan meget let blive bedre. Måske hviler det hele på en enkelt mands deltagelse. Vi får se.

2 responses »

  1. Lige et par rettelser…

    DM har nu en manager – han hedder Jonathan “Baron” Kessler, og har været bandets manager siden slut firserne.

    Martin Gore bidrog med to sange på debuten Speak & Spell, med “Tora! Tora! Tora!” og “Big Muff” – begge instrumentale numre.
    Han lagde (desværre) desuden også flasken på hylden i 2007.

    Ellers en fin lille “artikel”, til folk som ikke kender bandet.

    Med hensyn til billedet, fristes man til at frygte, at der ikke er tale om en reunion med Wilder, men blot en tilfældighed af et screenshot og en lyrikstrofe fra videoen til Policy Of Truth. Jeg kan godt se, hvorfor mange fans med det samme tænker og håber på en genforening, netop da dét, for rigtigt mange DM fans’ vedkommende, deriblandt mig selv, har været en ønsketækning af de helt store i lang tid. Dog sagde Wilder selv i et interview, ikke lang tid efter Royal Albert Hall koncerten, at der blot var tale om en “one night only”, da det jo netop var en benefit koncert, og at han desuden fandt det uendeligt tilbagevende “vender du ikke snart tilbage til DM”-spørgsmål som det meste trættende.
    Man kan have lov til at håbe og ønske, men jeg tror desværre ikke, at vi nogensinde får at høre/se
    hr. Wilder slå sine folder i DM igen. Personligt tror (læs: håber) jeg de laver en eller to plader mere, med den uundgåelige dertilhørende verdensturné, hvor de vil bruge den fuldstændigt samme opskrift, som de har gjort de sidste tre turneer. Derefter vil de stoppe og, måske, søge nye veje.

    Jeg ved jeg vil græde den dag det sker, men jeg håber den kommer snart.

    Like

  2. Tak for rettelserne, som du selvfølgelig har helt ret i.

    Jeg har heller ikke de store forhåbninger til nye åbenbaringer fra Depeche Mode, men som gammel fan, kan man jo ikke lade være med at håbe.

    Du har ret i, at de sidder fast i en trummerum, som gør dem meget genkendelige og meget forudsigelige, på én gang. Dave Gahans og Martin Gores soloudspil er desværre også ret tandløse, så med mindre de får fat i Alan igen, med intention om at få kemien tilbage, så er der nok ikke meget hverken godt eller nyt i vente.

    Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s