Jeg havde en ubehagelig drøm i nat. Men det blev kun værre da jeg vågnede.
I min drøm sad jeg ved et spisebord med min kæreste. Stemningen er rar og normal, indtil to afrikanske mænd kommer ind i lejligheden. De kommer simpelthen bare ind i stuen, som om døren stod åben med et stort skilt med “ÅBENT HUS”. De siger ingenting, vi siger ingenting. I et minuts tid er der stille, mens vi fornemmer at de, uden vold eller våben, demonstrerer, at de nu har magten.
Jeg siger så, at jeg gerne vil gå med til en hæveautomat og hæve penge til dem. Det er en idé vi tilsyneladende alle er tilfredse med. Jeg får dem ud af lejligheden, væk fra min kæreste og vores søn der ligger og sover. Da vi går kommenterer jeg, tamt, at jeg gerne vil skåne min lille søn.
Her vågnede jeg. Problemet er, at jeg ikke skulle tænke meget videre, for at det blev meget værre. Hvad hvis kun én af mændene gik med til banken, og den anden voldtog min kæreste?
Jeg bor i et af Danmarks mest blandede kvarterer, tror jeg, men føler mig ikke utryg hverken hjemme eller ude. Tværtimod. Jeg kigger mig da for, og det sker, at jeg går en anden vej end jeg har tænkt mig, hvis jeg ser nogle typer eller scener på gaden, som jeg helst vil undgå kontakt med.
Måske er det fordi jeg har set Michael Hanekes film Funny Games (1997), hvor to sadistiske hjemmerøvere udsletter en hel familie. For sjov, vel at mærke. Men filmens pointe er meget enkel. Vi har en indforstået aftale om at være gode mennesker. Men hvordan ved vi, at alle er med i den aftale?
Vi tager for givet, at man respekterer hinanden i én eller anden grad. At vi f.eks. overholder færdselsreglerne. Vi går med sindsro over for grønt, men kunne jo i princippet blive mejet ned når som helst. Vi låser dørene, men vore vinduer er til at bryde med en sten eller et håndslag. Vores tryghed bygger på illusionen om fælles respekt for mennesker, menneskeliv og privat ejendomsret. Når der pludselig står to fremmede i din lejlighed er den respekt ikke længere givet. De har overtrådt den, ved at gå uinviterede ind i din lejlighed.
Statistisk set, er hjemmerøverier hvis kun en plage på landet, ikke i gode, gamle, tætbebyggede Nørrebro/Nordvest eller resten af København. Men tanken kan være en plage i sig selv. Måske er det det lille ubeskyttede spædbarn i soveværelset der spiller min underbevidsthed et pus.
Den Unge Niebuhr 
Allerførst – til lykke da med “bebsen”… og så til det mere alvorlige:
Der er ingen grund til at forsøge sig med omskrivninger eller lange indledninger – dette er et faktum:
I det øjeblik, man oplever dét mirakel i livet, det er at få et barn, melder der sig uomgængeligt – i ny og næ – nogle tanker, drømme, følelser, der alle kredser om det samme frygtelige:
Der må aldrig, aldrig nogensinde ske dét, at jeg ikke er i stand til at beskytte, støtte, trøste osv osv mit barn! Aldrig!! Jeg må ikke blive alvorligt syg, jeg må ikke blive kørt over, jeg må ikke blive slået ned… jeg må ikke dø – for alt i verden! Og hér, midt i livet (jeg er kun få år ældre end dig – men oplever altså, at jeg er “midt” i livet!) – dukker disse tanker oftere op – selvom, også selvom – barnet er blevet større/ældre! Mit søn er nu 12 år og min beskyttertrang er ikke på nogen måde mindsket! Det er klart, at jeg i min adfærd overfor ham signalerer, at jeg tror på, at han kan mere selv, at han er på vej til at blive et selvstændigt individ og at jeg accepterer og støtter, at han søger længere ud i verden og er ved at skabe sig sit eget liv med egne venner og nye følelsesmæssige relationer – ja, tænk(!) det sker allerede nu!
Men mærker jeg en eller anden form for utryghed hos mig selv, som jeg ikke hurtigt og rationelt kan komme af med igen – så kan jeg ind i mellem føle mig lige så “blottet”, som da jeg fødte ham!
Og en gang imellem – når han føler trang til at tale om døden “og alt det der” – så har jeg fundet en “formel”, der i hvert fald virker for mig (og ham): så taler vi om alle de oplevelser vi skal have sammen endnu, vi taler om alle de gange vi skal glæde os over hinanden og hinandens held, lykke, fremgang osv. Men så sker det en gang i mellem, at jeg liige får nævnt, at livet jo ikke er uendeligt og at jeg jo en dag skal herfra (ligesom mormor skal det og far skal det osv osv.) – men når dét sker, er jeg absolut overbevist om, at han selv har så mange tætte venskaber og sikkert også kæreste og måske et eller flere børn (ja, ja – det er lidt “normalt-banalt” skitseret) – og dé vil helt – 100% – sikkert ønske, at han fortsætter gennem livet med dem – ja de kan slet ikke undvære ham! Så han vil kunne blive meget ked af det – men samtidigt ikke være i tvivl om, at alle omkring ham har brug for at han fortsætter… og langsomt vil han blive glad og lykkelig igen…
Ja det er ca. så langt, jeg er nået i mine “eksistentielle” samtaler med knægten – og den store, altomfattende frygt for (pludseligt) ikke at være der for at kunne beskytte og trøste ham (som jeg ind i mellem fortsat kan rammes af) – den holder jeg helt og aldeles mund med overfor ham!!
Og så kan jeg i øvrigt fortælle dig, at et hjemmerøveri ikke er noget, man blot kan drømme om i København!
På det indre Ama´r, hvor jeg har boet gennem det meste af mit voksne liv, er vi også mange farver og etniciteter og jeg synes, at jeg bor verdens bedste sted – men det ville da være helt blåøjet at fornægte, at der ikke også finder kriminelle handlinger sted dagligt i vores område…
Som vi oplevede, da vi ville en lille tur ind på Strøget sidste lille-juleaftens-dag. Vi tog af sted, nogle venner med børn og hyggede os gevaldigt inde i byen! Da min dreng og jeg 2-3 timer senere kom hjem igen – havde vi haft “gæster” i vores lille stue-lejlighed og “gæsterne” havde bl.a. taget vores to dyrbare computere! Tyvene var kommet ind gennem lejlighedens absolut smalleste vindue, som vender ud mod gården – hvor lysguirlander og juletræer fortsat stod og signalerede: “jul + hygge”!
Nej, det var ikke spor hyggeligt, skulle jeg hilse og sige… skomærker overalt, et ødelagt vindue, gennemrodede skuffer og ting, der var stjålet. Og oplevelsen af, at nogle helt fremmede mennesker, som ikke ville os det godt, havde været helt inde i sengene og i legetøjet! Det tog lidt tid at genskabe trygheden ved at komme hjem til lejligheden!
Men vi har jo heldigvis en forunderlig evne til at fortrænge – så hér i sommer lever vi vores udeliv i gården på vanlig vis med åbenstående vinduer og døre til sent på aftenen – en gang i mellem glemmer jeg, som tidligere år, helt at låse, når vi går ind…
Men jeg har altså aldrig drømt om afrikanere og voldtægter…
LikeLike
Jeg tror du har ret, det er naturligt at være bange for ikke at kunne beskytte.
Vi har også pivåbne vinduer det meste af tiden, og bor i stuen. Min kæreste har haft 4 indbrud i netop denne lejlighed, inden jeg flyttede ind. Hun er tryg nu hvor jeg er her. Men der er jo også forskel på indbrud og hjemmerøveri. Indbrudstyvene vil helst ikke opdages, og går derfor efter tomme lejligheder. Hjemmerøverne har andre hensigter, eller er bare komplet ligeglade.
Jeg har selv oplevet et væbnet røveri på mit forrige arbejde, og det tog noget tid at komme over. Tilliden til mennesker i det hele taget, får sig et tryk. Men man kommer over det. Også helt over det.
Vores gård er lukket. Og grøn. Og vi deler den med 30 andre andelslejligheder, mange med børn. Det er dejligt. Og lige som det skal være.
Jeg havde nok bare brug for at stille spørgsmålet “Hvad gør man?”
LikeLike