Mac vs PC: det informerede valg

Standard
Mac vs PC - det svære valg

Mac vs PC – er det egentlig et svært valg?

For nylig spurgte en bekendt på Facebook, om tiden mon var inde for hende, til at tage springet fra PC til Mac. Mac er dyrere, så vil det være pengene værd, spurgte hun.

Jeg bød ikke rigtig ind i diskussionen, som jeg forudså ville løbe af sporet (og det gjorde den), men vil gerne skrive lidt om det her (hvor jeg ikke bliver afbrudt, selv om kommentarer til artiklen er meget velkomne).

For godt 30 år siden kom hjemmecomputerne til Danmark. Det var små computere uden harddisk, som loadede programmer (læs: spil) fra bånd eller disketter. Det var afgørende hvilket mærke man valgte (Spectrum, Commodore, Amstrad, osv.), for det afgjorde hvilke spil du kunne bruge, og hvem du kunne udveksle spil med. Ja, ulovlighederne begyndte her. (Jeg nåede at have adskillige af disse: Commodore 16, Commodore 128 og en Commodore Amiga.)

For 20 år siden kom så hjemme-PC’erne. De havde mus og harddisk, og ligner i nogen grad det vi kalder PC og Mac i dag. Windows sad på så godt som hele markedet for hjemme-PC’erne, og Mac på et lille bitte hjørne. Mac var dyrere end PC’erne, fordi de, dengang som i dag, leveres samlet med komponenter der spiller sammen med operativsystemet. Du skal ikke bakse med drivere, eller åbne din computer, for at installere noget. Mac’en er klar til brug når den kommer ud af den gennemdesignede æske fra butikken.

I lang tid var PC’ere noget man fik samlet af en ven med ekspertise eller af en computerforretning, efter at have svaret på hvor kraftigt et grafik-kort, lyd-kort, osv. man ønskede i sin nye computer, hvor stor en harddisk, hvor mange cd-, dvd- og diskette-drev, og hvilken mus og hvilket tastatur man kunne tænke sig. Altså en pærevælling af billig elektronik fra hele verden, men nok mest sydøstasien.

Når computeren var i hus begyndte så arbejdet med at installere Windows. Det krævede koder og tid, og det var en selvfølge, at computeren ikke kunne “genkende” dens motherboard, harddisk, mus, tastatur, osv., før disketter med drivere for alle enhederne var installeret. Molbo-arbejde, på godt dansk.

Mac var ikke udbredt herhjemme i 90’erne, men i almindelighed hed det sig, at når reklamebureauer og lydstudier valgte Macs, måtte det være fordi, at grafik- og lyd-programmer var bedst til Mac. Den fordom florerer endnu: hvis du skal lave lyd eller grafik, skal du vælge Mac.

Sandheden er nærmere, at hvis du ikke er gør-det-selv-typen, men bare gerne vil have en computer der virker, og gør det nemt at sjovt at være borger i informationssamfundet, så skal du vælge en Mac. Forskellen på Windows og Mac er brugervenlighed. Apple har tænkt over hvad du – et almindeligt menneske – skal lave med din computer, og har gjort alle disse ting nemt for dig.

Mac'en er cool - kan det blive for meget af det gode?

Mac’en er cool – kan det blive for meget af det gode?

Windows er lavet til arbejdspladser. Det grå look, den træge og omstændelige omgang med computeren, er et resultat af den sikkerhed og alsidighed der kræves, når ét system skal servicere alle typer arbejdspladser, og private mennesker med. Det har aldrig været kønt, men nu hvor Apple er så synlige i folks bevidsthed, er det blevet meget værre. PC/Windows er en grim verden, det er Netto/IKEA/Aldi/Tiger i én grim løsning.

Med iPod’en kom den første bølge af omvendelser. PC-brugere sad med oplevelsen af iPod’en i hånden, og var sultne efter mere af samme skuffe. Hvordan kunne et produkt være så godt udtænkt? Hvordan kunne det fungere så godt? Hvordan kunne det dække et behov man nærmest ikke anede at man havde? Indtil iPod’en var det helt naturligt kun at kunne lytte til én cd på sin discman, eller ét bånd på sin walkman. Der var mp3-afspillere før iPod’en, men de gav dig ikke samme succes-oplevelse. De var PC-oplevelsen på nye flasker.

iPod’en var så godt designet og udført, og hver ny iPod-model var federe, mindre og på hver sin måde bedre end den forrige. Der var grund til at følge med i Apple-lejren, hvor design blev en reel faktor i vurderingen af computerprodukter.

Pludselig kom den første iPhone i 2007. Hele tsunamien af PC-omvendte der var lykkelige for deres Apple-produkter gentog sig. Og Apple havde varerne, hvis man var på udkig efter en lækker computer til at matche sin iPod eller iPhone: MacBook Air, Macbook Pro, iMac og Mac Mini. Macs i alle prisklasser, og med hver deres fortrinligheder. Den lille Mac Mini er f.eks. en klassisk “PC”, en computer med harddisk, styresystem og komponenter, men den sælges uden mus, tastatur og skærm, så en PC-bruger kan lave transaktionen når PC’en brænder sammen.

Efter iPod og iPhone kom iPad’en, og den har, med et populært udtryk, sejret ad helvedes til. Alle elsker iPad, kort og godt.

Det er en ulige kamp - kombatanterne er end ikke i samme vægtklasse

Det er en ulige kamp – kombatanterne er end ikke i samme vægtklasse

Så, lad os tage spørgsmålet om PC eller Mac. Jeg vil vove at påstå, at de fleste mennesker har kendskab til PC. De har sikkert haft en, eller famililen har haft en. Det gælder også for Mac-brugere. Men Mac-brugerne har kendskab til begge platforme. De har lavet skiftet, og er ikke vendt tilbage. Det kan godt være at det tager lang tid, men flere konverterer til Mac end der nogensinde vil være folk der søger tilbage til PC-verdenens cirkus. De upgrader, så at sige, fordi de, inderst inde, ved at de fortjener det. De bliver træt at kæmpe mod virus (som ikke er et problem på Mac – jeg har i hvert fald aldrig hørt om en Mac der er død pga. virus), de bliver trætte af jævnligt at skulle formatere computeren, for at få den til at blive bare nogenlunde brugbar igen, og de bliver trætte af at se på de grimme, klodsede kasser, som de fleste PC’er er.

Jeg tror at de fleste træffer et informeret valg, når de efter bekendtskab med en Mac, iPod, iPhone eller iPad skifter til Mac. Et valg de bliver glade for. Derfor er det pengene værd.

Og så min helt personlige kæphest: Hvis du ikke er computer savvy, så gør din omgangskreds en tjeneste, og køb noget der virker. Lad være med at købe det billigste på markedet og forvent mirakler. Den strategi giver samme skuffende resultat hver gang.

Apples iPad overhalen pc'en i år - artikel fra epn.dk 18/7 2012

Apples iPad overhaler pc’en i år – artikel fra epn.dk 18/7 2012

Update:
Her findes en udmærket artikel om emnet, som kommer ind på emnet Spil, og deres berettigelse på hhv. Mac og PC.

3 responses »

  1. Jamen, med dette informative indlæg blev jeg jo en del klogere – og fik et kig ind i min fremtid som “net-forbruger”…. Min dreng har sparet sammen til den kommende, nye iPhone og får snart kastet en iPad “i nakken” af skolen… og – hjææælp(!) – jeg kan slet ikke følge med!!
    Der kommer forhåbentlig flere velskrevne og lærerige indlæg fra din hånd om disse emner!
    Herhjemme føler jeg mig lige nu totalt ydmyget i forhold til det faktum, at jeg ikke kan finde ud af at sætte et foto i Den Blå Avis´ netudgave af det møbel, jeg gerne vil af med…

    Like

  2. Der kommer helt sikkert flere indlæg. Emnet nærmer sig lidt mit fagområde, som jeg egentlig helst ikke vil berøre herinde, fordi det så hurtigt bliver arbejde og professionel tilgang, i stedet for interesse og hobby.

    Lige netop iPhone og iPad er interessante emner, og jeg har tænkt mig at skrive om, hvordan de to nærmest udelukker hinanden. Har man købt en iPad, opdager man efter noget tid, at ens iPhone leverer næsten de samme ydelser – bare dårligere. Man bliver træt af at skrive mails på en iPhone, se hjemmesider på en iPhone, bruge apps som er mindre/dårligere end på iPad, osv.

    iPhone’en er urimeligt dyr ift. iPad’en, og kan telefonere og sms’e, men er ellers en “lille” iPad.

    I 2010 tænkte jeg “Hvor skuffende med den iPad – min iPhone kan jo det samme.” Nu tænker jeg “Hvor ærgerligt med iPhone. Så dyr, og min iPad kan jo det samme, bare bedre.”

    I går tabte jeg min iPhone i Frederiksberg Have da jeg var ude med barnevognen. Vi gik over græsset, og min jakke var slynget over styret på vognen. Da jeg nåede Falkoner Allé ville jeg se hvad klokken var, og telefonen var ikke i jakken. Jeg gik ind og købte den billigste smartphone jeg kunne få, en Sony Ericsson Xperia Ray, og fik mit nummer overført. Nemt og billigt. Da jeg kom hjem fandt jeg min iPhone i vognen, den var røget ind under et tæppe. Oh, well. Nu har jeg en billig telefon, og måske lokker den næste iPhone når bindingsperioden på min Xperia løber ud.

    Like

  3. Jeg var aldrig, som du, rigtig nørd på noget system, men alligevel alligevel syntes jeg at skiftet til mac tog længere tid end ventet. Min mand er søn af en arkitekt, og derfor selvfølgelig (!) vokset op med mac. Det er det med grafikken og den kreative klasse. Efter et par års samliv blev det for besværligt at køre hvert sit system og jeg tog skiftes. Forinden havde jeg selvfølgelig hørt lange prædikener om hvor intuitivt og nemt alting er med mac.
    Sådan er det ikke for mig. Jeg trives bestemt med det og har ikke fortrudt, men det var ikke en revolution ud i smartere løsninger på nogen af mine problemer.
    Til gengæld elsker jeg farten. Jeg elsker aldrig at skulle vente på min maskine. Og jeg er glad vores apple-tv, som er det eneste tv vi har i huset. Iphone er fravalgt pga. vægten. Jeg går med min telefon i kittellommen (børnehaven kunne jo ringe) og den er simpelthen for tung. Og som du skriver kan den ikke rigtigt noget som jeg ikke kan klare med en kombination af min lille fikse Samsung og min IpodTouch.

    Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s