En god historie fra Christiania: Wafande

Standard
Wafande fra Christiania - Gi' Ham Et Smil

Wafande fra Christiania – Gi’ Ham Et Smil

Kender du Wafande? Jeg hører overhovedet ikke P3, så jeg er ude af touch med hvem der har hits og landeplager, sådan i gængs forstand. Men ifølge mine venner, som jeg var til Wafande-koncert med i går, har Wafande haft nogle gedigne radiohits med sangene En Anden (med Xander), Gi’ Mig Et Smil, og senest Uartig.

Jeg blev introduceret for Wafande ved hans turnéstart i Pumpehuset i marts. Opvarmningen var et andet hot dansk reggaenavn, nemlig Shaka Loveless (der har et hit med sangen Tomgang), og sammen skabte de en ualmindelig festlig koncert. Der var dans og gode vibrationer fra første nummer, og opvarming og hovednavn smeltede sammen, så koncerten blev én kontinuerlig fest, uden den kedelige hele eller halve time mellem opvarmning og hovednavn. Dette var muligt, fordi backingbandet er fælles. Et udmærket band hvis stjerne er kapelmesteren Pharfar (kendt fra Bikstok Røgsystem).

Det er måske trivielt at fortælle, men for mig var det en åbenbaring, at en koncert kunne være så festlig, sjov, og positiv, og samtidig swinge på et højt musikalsk niveau. Det kunne den, fordi musikerne såvel som Wafande, ligger i et skidegodt musikalsk groove, hvor de ånder og spytter reggae til alle sider. Det er ikke noget shtick, det er den musik der udgør deres verden, fornemmer man. En smittende og glad musik, som vi kridhvide danskere har godt af at stifte bekendtskab med. Vilde Kaniner, Laid Back, Haveje, og mange andre klassikere, er netop reggae, selv om vi måske ikke lige går og tænker over det. Reggae gør godt, på den der livet-er-dejligt måde. Fyld glasset, min ven. Kom lad os danse.

Det lillebitte anlæg i Nemoland giver ikke den bedste lyd, men stemningen nåede fint op på voldene hvor de fleste måtte stå

Det lillebitte anlæg i Nemoland giver ikke den bedste lyd, men stemningen nåede fint op på voldene hvor de fleste måtte stå

I går var koncerten på Christiania. Wafande selv er født og opvokset derude, men måske mere overraskende er, at han også har boet i Frankrig, og været på ungdomslandsholdet i basketball (!). Hvordan hans stenerkultur og reggaeglæde hænger sammen med elitesport, er mig et mysterium, men en charmerende profil er det. Jeg har ikke styr på hele Wafandes ophav, men det er noget med Frankrig, Tanzania, Congo, og – Christiania.

Det kommer selvfølgelig til udtryk i hans tekster, og også i de interviews jeg har fundet med rapperen. Det gamle one love-mantra lever i videre i Wafandes musik, ligesom i det meste reggae, og der er langt til Jamaicas berygtede gay hate crimes og Christianias voldelige udfald mod fremmede. Teksterne handler om glæde og kærlighed, og den verden af ægte multi-kulti der venter forude. Smelt sammen, del kærlighed og blod, og lad os leve på tværs af grænser som ét smukt og lykkeligt folk. Det er cirka essensen, tilsat rytmer og frækhed til bægeret næsten flyder over.

Øl, børn og voksne til reggae

Øl, børn og voksne til reggae

Koncerten på Christianias Nemoland var gratis, og faktisk en dobbeltkoncert med Karen Mukupa. Hele sommeren er der gratis søndagskoncerter, som begynder mens solen stadig står højt (kl 18) og slutter cirka når den går ned igen (kl 21:30). Der er god stemning, eksotisk mad (well, eksotisk for de fleste), og billig røg og øl. Jeg har desværre først hørt om koncerterne i sidste uge, og er således gået glip af MC Einar (det ville have været så fedt at se ham på fode igen), Ida Gard (det nye unge danske navn på sang og tangenter – min veninde var til det og ovenud imponeret), Billy Cross (hvor smukt har det ikke været), og I Got You On Tape.

Også denne gang fik vi to-koncerter-i-én. Kaka (der hitter med Bang Bang (Reggaejam)) spillede de første 3 numre med Wafandes orkester, inden hovednavnet kom på scenen. Der var flere gæster undervejs, og en enkelt seance med en sjældent upassende/uartig rap fra Pharfar (de unge kvinder skreg i en blanding af fryd og chok). Musikalsk var det ikke på samme niveau som i Pumpehuset. Lyden var dårligere, og de dyre blæsere var sparet væk og erstattet af keyboards. Wafande selv var en smule hæsere end ved turnéstarten, men i rigtig god form vokalmæssigt. Vi fik også en smagsprøve på hans kunnen som fransk rapper, hvilket efter sigende skal stå sin prøve på hans næste plade, der udkommer på både dansk, engelsk og fransk.

Resten af sæsonen byder på flere rigtig gode danske navne: Ulige Numre, Veto og Choir of Young Believers.

Se spilleplanen her.

På fredag spiller Kaka og Wafande på Plænen i Tivoli.

Wafande ft. Xander: En Anden

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s