Monthly Archives: august 2012

Eastern jam on western man

Standard

Lige nu transmitterer P2 Klassisk en direkte koncert med Middle East Peace Orchestra fra Det Kgl. Teater den 12. marts. Det er herligt med en smuk og finurlig koncert, som et krydderi til aftenen her ved vandet på landet.

Smuk, fordi det er kendte stykker af Mahler, Mendelssohn og Bernstein – alle vestlige komponister af jødisk afstamning. Finurlig, fordi stykkerne er fortolket på jødiske og arabiske instrumenter. Flere stykker indeholder arabisk sang (melodier over kvarttoneskalaen). Ideen er smukt udført, og en vellykket leg med kendte melodier (bl.a Mahlers Mester Jakob).

I pausen kunne værten på P2 tørt meddele, at der langt fra var udsolgt i teatret. Det kommer bag på mig, kvaliteten taget i betragtning. Men omvendt, hvem skulle publikum være? Det er ofte et billigt trick, at overføre en succes til en anden udtryksform, for at spille på det velkendte (det gamle) og en pasticheagtig udgave af det alternative medie (det nye, her arabisk musik og mellemøstlige instrumenter). Det seriøse publikum vil måske vælge de sikre koncertudbud, hvor stykkerne behandles højtideligt. Det brede publikum flokkes til de sikre arrsngementer og musicals.

Satsningen her har nærmest karakter af en jazzkoncert. Det blev også flere gange forklaret, at musikerne (de fleste af dansk herkomst) improviserer stykkerne (!). Til en klassisk koncert! Det er jo nærmest uhørt ,er det ikke? Det må være det krydderi, der tiltaler mine ører og mine, ift klassisk musik, uskyldige, utrænede smagsløg.

Jeg har et gavekort til Det Kgl. Teater liggende på andet år. Det er pludselig indlysende, at P2 Klassisk nok skal vise mig vej til nogle gode koncerter. Både i radioen og på Kgs. Nytorv.

Reklamer

Læser du bøger?

Standard

Information har i deres weekendudgave en spalte, hvor de stiller en kendis fem spørgsmål om litteratur og læsevaner. I denne uge var kendissen meteorolog Jesper Theilgaard, som for en tv-løs person som jeg, er ganske ukendt.

Efter at have læst spalten op for min kæreste, stillede vi hinanden de samme fem spørgsmål. Mine svar kommer her.

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
Vestens Filosofi (A History of Western Philosophy, 1945) af Bertrand Russell. Det er en læseværdig gennemgang af menneskers verdenssyn og opdagelser gennem tusindvis af år. Den er inddelt i tre dele, hvor den sidste del er nutidens tænkere. De to første var for mig øjenåbnere. Russell fik Nobelprisen fem år efter udgivelsen, og værket står som noget af den væsenligste litteratur jeg har læst.

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?
Tilfældets Musik (The Music of Chance, 1990) af Paul Auster. I starten af 90’erne var jeg (også) en flittig biblioteksgæst. Dengang mest for at låne musik, men jeg havde en regel: Hvis jeg på min vej gennem biblioteket fik øje på en bog, hvis titel havde en reference til musik, skulle jeg låne og læse bogen. På den måde endte jeg med at læse så forskellige bøger som Sangen Om Det Blå Græs, Tredje Sten Fra Solen, og altså Tilfældets Musik (foruden en helt masse andre).

Tilfældets Musik var den første Auster-bog jeg læste, men den blev startskuddet for en nu tyveårig fascination af Austers forfatterskab. Det er ikke nogen stor bog, men den var stor nok til at fænge noget i mig, som bliver ved med at sende mig tilbage til Auster.

– Hvad er den værste bog, du har læst?
Det er hands down Bob Dylan – En Guide Til Hans Plader (1998) af Christian Braad Thomsen og Asger Schnack. Halvdelen af bogen er frydesang over de universelt anerkendte værker. Ihhh, hvor er det godt. Åhhh, hvor var det spændende. Men en fjerdedel er anmeldelser af typen “Bob Dylans kristne periode var uværdig og ikke værd at beskrive” og “i 80’erne blev det så skidt, at vi ikke vil beskæftige os med det”. Kom nu ind i kampen, selverklærede dylanologer. Hvis I vil guide, så gør det på musikkens præmisser. Beskriv hvad det er for noget musik han producerede i de perioder, og find så fejl og fortrin, som I finder rimeligt. Men at nægte at vurdere en del af mandens produktion – i en guide til hans plader! – det er usagligt, grænsende til dumt.

– Hvilken type læser er du?
Den kaotiske type. Jeg har gang i flere titler af gangen, jeg læser ikke nødvendigvis en bog færdig, og er det en biografi læser jeg om min yndlingsperiode først, og så frem mod slutningen. Aldrig de første sider i en biografi. Jeg kaster mig over meget, og læser jeg kun to sider af en bog, har jeg det fint med det.

– Hvornår læser du?
Det gode, ved at være en kaotisk læser, er at man kan læse på alle tidspunkter. Har jeg en god bog i tasken, læser jeg i bussen, i S-toget. Derhjemme er det i sofaen, på toilettet, og i køkkenet. Jeg læser også gerne på iPad’en, og er glad for Ereolen.

Hvad er dine svar?

Unge Niebuhr vs Mobilselskabet 3

Standard

I slutningen af juli købte jeg en mobiltelefon hos mobilselskabet 3. Valget af selskab var ikke så svært, for jeg havde i forvejen 2 mobil- og 2 iPad-abonnementer hos dem (til hhv. min kæreste og datter).

Mine største overvejelser i forbindelse med købet, var at få overført mit nummer og at vælge en model der ikke var for dyr, da jeg har identificeret mit behov som telefoni, sms og mms, kamera og Spotify. Egentlig var jeg moden til at gå helt væk fra smartphones, i irritation over priserne på iPhones. I juli kostede en iPhone 4s stadig over 5.000 kr, og selv de mindste skolebørn var klar over, at den næste iPhone (5) ville komme omkring oktober. Skal jeg på et tidspunkt smide (endnu) 5.000 kr eller mere efter en telefon, skal det være efter en model med lidt mere nyhedsværdi end en et (og i nogen henseender to) år gammel iPhone-model.

Telefonen blev derfor en billig Sony Ericsson med det håbløse navn Xperia Ray. Det tog lidt tid og kamp at få monteret simkortet, men det lykkedes, og så kunne jeg ellers fornøje mig med det ikke særligt intuitive operativsystem. Det blev til blot to downloadede apps i den lille måned telefonen virkede: Facebook og Spotify.

For selvfølgelig holdt telefonen op med at virke. I mellemtiden var jeg taget i sommerhus, og kunne så bruge tid og ferie på at tage til storbyen, for at få genåbnet min kontakt til min omverden.

Hos 3 i Bruuns Galleri kunne man fortælle mig, at jeg havde fået et forkert simkort udleveret. At telefonen overhovedet havde virket, var nærmest et mirakel. Jeg fik et nyt kort sat i, og fik at vide at det snart ville komme til at virke, det var et spørgsmål om kort tid, så var der “åbnet”.

Det kom ikke til at virke, og næste dag kunne jeg så igen tage afsted til Bruuns Galleri i Aarhus. Sælgeren, den samme som dagen før, undrede sig lidt, men kom frem til at simkortholderen kunne være blevet beskadiget af det forkerte simkort (et microsimkort i en holder til et almindeligt simkort). Da telefonen blev åbnet, var det ganske rigtigt problemet.

At indsende telefonen til reperation kan jeg godt spare mig, fortalte min sælger, for skaden vil blive karakteriseret som selvforskyldt, og falder altså uden for garantien. Du skal prøve at snakke med ham der har solgt dig telefonen, det er jo ham der har lavet en fejl. Det kan vi ikke gøre noget ved herinde. Butikkerne skal helst ordne problemerne selv. Vi kan ikke bare, f.eks, give dig en ny telefon. Det kan vi bare ikke.

Kan du huske hvad han hed? Det kunne jeg virkelig ikke. Det kunne man så heldigvis se på computeren. Han hed Nick. Min sælger lyste op, skrev navnet ‘Nick’ med barnlig skrift på et 3 visitkort, og sagde “prøv at ringe til butikken. Måske har han en gammel telefon liggende, eller noget, som han kan give dig.” Jeg havde jo bare ikke nogen telefon at ringe fra. Det lykkedes med noget besvær og tydelig modvilje, at finde “butikstelefonen”, som jeg får lov at bruge. Sælgeren jeg står og taler med går derefter ud i butikkens baglokale. Mens telefonen forgæves ringer til butikken på Frederiksberg, bliver det tydeligt at der ikke er nogen hjælp at hente hverken her eller der.

Jeg får fat i en ny sælger i butikken i Bruuns Galleri, og sætter ham ind i sagen. Han kan bare bekræfte, at det er 3’s politik, at sælgerne selv er ansvarlige for de fejl de laver. Han forklarer så yderligere, at min sag slet ikke er den værste i butikken. Slet ikke. Der er virkelig nogle grimme sager indimellem, forklarer han.

Jeg oplyser, at det er ualmindelig dårlig service, og at det virker utroligt, at man vil gøre det til en sag mellem en sælger og mig, at jeg ved købet har fået et forkert simkort udleveret, som har ødelagt min telefon. Man bliver jo heller ikke afvist i informationen i Bilka, med henvisning til at sælgeren der har solgt mig en forkert vare er personligt ansvarlig, men måske har en anden lignende vare derhjemme. Hvis han vel at mærke kan huske både mig og den fejl han har lavet.

Den første sælger kommer ikke tilbage. Der er gået over ti minutter, og han har tydeligvis tænkt sig at blive i baglokalet til jeg er gået. Jeg beder den anden sælger om at hente ham. Han kommer tilbage, og siger trodsigt “Vi var da færdige?” Jeg er målløs. Jeg beder om at få hans navn, med henblik på at klage over ham, min handel og butikkens politik. Jeg kan simpelthen ikke tro på den politik de henviser til, og vil gerne have et navn at oplyse. Jeg får et nyt navn med barnlig skrift på endnu et 3 visitkort, og efter lidt diskussion også et efternavn at sætte på (det er ikke nødvendigt, der er ikke andre med det fornavn i butikken, får jeg først at vide).

Ved at tale med den anden sælger, sælgeren med de mange grimme historier om 3, får jeg dog sendt min telefon til reperation, og får på den måde udleveret en lånetelefon. Ikke en telefon af samme model, ikke engang af samme fabrikat, men en slidt telefon de tager op af en skuffe og giver mig.

Da jeg kommer hjem, kan jeg se at telefonen indtil for nyligt har tilhørt Jesper Skovbogaard. Hans Facebook-data, alle hans telefonnumre og alle hans beskeder er stadig på telefonen, foruden hvad der ellers må ligge i de dusinvis af apps på telefonen.

Flot 3 Mobil. Jeres service dækker lige så dårligt som jeres internet, kan jeg konstatere på min anden uge i sommerhus uden dækning. Og jeres interesse for jeres kunder kan ligge på et meget lille sted, når det ikke handler om at fintune deres abonnement til endnu en bindingsperiode.

Hej P2

Standard

I sin tid kom P1 ind i mit liv (igen), fordi der var DAB-radio i min kærestes køkken. Jeg havde på det tidspunkt ikke haft hverken radio eller tv i 10 år, og genhøret med P1 var glædeligt. Jeg har altid haft en nysgerrig natur, og hvor P3 frastøder mig, ikke på grund af musikken men på grund af de intetsigende og åndsfattige radioværter, gør P1 det modsatte for mig. P1 tager sig tid, og laver radio der belønner dit nærvær. Det synes jeg godt om.

Nu har vi som sagt DAB-radio, så vi rammes ikke af DRs ændrede sendeflade. Det er sådan, at P1 kun sender til kl 18. Så overgår frekvensen til P2. Dog ikke hvis man lytter over internettet eller på en DAB-radio. Så transmitteres der genudsendelser på kanalen.

For 4 dage siden kørte vi i sommerhus, og allerede i bilen oplevede vi den ændrede sendeflade. Til min irritation annoncerede radioværten hvad der nu ville komme på P1, og så skiftede transmissionen ellers til P2.

Det er som sagt 4 dage siden, og 4 aftener har radioen og bilradioen stået på P2. Det har været et behageligt bekendtskab. Lige nu (lørdag aften lidt i 21) transmitteres en opera. Det siger mig ikke så meget, fordi musikken står alene. Men de fleste programmer har en vært og en gæst eller et tema, og er ligeså oplysende som P1-programmerne (uden dog at nå op på underholdningsniveauet af de bedste debatprogrammer). Jeg har netop hørt Mit Sted, som er en variation af Besøgstid (fra P1). Hvad forskellen er, er jeg ikke helt sikker på. Jo, den musikalske gæst vælger en håndfuld musikstykker, og præsenterer dem. Det gør man ikke i Besøgstid, som jo selvfølgelig også behandler kulturpersonligheder over en bred kam, ikke kun musikere.

Bekendtskabet har som sagt været en behagelig overraskelse, og giver et eksotisk krydderi til ferieoplevelsen i det jydske. Måske skal DAB-radioen endda vænne sig til at have 2 indstillinger, hvis niveauet holder i de kommende uger.

Igen en del af undergrunden

Standard

I går fik jeg øvelokale i Købehavn. Mine instrumenter har været opmagasineret i længere tid, og nu er det tid til at samle trådene, og skrive nogle sange igen.

Mit trommesæt har været lånt ud til min nevø. Min forstærker og alt studiegrejet har stået på min mors loft. Min bas står på loftet herhjemme. Mine mikrofoner og effektpedaler ligger i en affaldssæk under sofaen. Op ad væggen i stuen står mine elskede guitarer: Guild’en, Fender’en og Martin-guitaren. Og på mit kontor i Aarhus står min DeArmond-guitar og mappen med mine mundharmonikaer.

Lokalet er rundt og væggene skrå. Det skriger af undergrund.

Lokalet er rundt og væggene skrå. Det skriger af undergrund.

Et øvelokale under jorden – det skriger jo simpelthen af undergrund. På den gode måde. I går fik jeg en lang musiksnak om 60’er-rock og bandet The Shins, med en ung fyr fra øvelokalet. Jeg har aldrig fået hørt dem tidligere, men fandt nu anledning til det. De minder mig om Pavement i deres indie-tilgang til musikken. De har en masse numre, som ofte ikke følger nogen skabelon. Små skæve numre, og masser af pop-oomph som hos Big Star, Lemonheads og Pavement. Jeg savner at omgåes musikere, kan jeg mærke.

Jeg fik anbefalet at starte med de to første albums, så det har jeg gjort. Faktisk har de kørt uafbrudt det sidste døgns tid, og hvor er det fedt med en musikopdagelse der bare holder. Hvor er det skønt.

Her er et nummer fra The Shins’ anden plade Chutes Too Narrow (2003). Det bedste jeg kan sige er næsten, at pladerne fungerer som albums, og der ikke er enkelte sange som stikker specielt ud som hittet. Det er lyden, stemningen og følelsen af The Shins der gør det for mig.

Simpelthen den dårligste koncert man kan tænke sig

Standard

Evan Dando og bandet Lemonheads turnerer rundt, nærmest konstant, på de små spillesteder verden over.

På denne tur, men det har været tilfældet over længere tid, optræder de med albummet It’s A Shame About Ray (1992), og er meget ærlige om, at det er et gimmick for at tiltrække publikum. (De ville nok have spillet de fleste numre i et almindeligt set alligevel)

Koncerten på KB18 i København var kuriøs for mig på flere måder. For det første havde jeg aldrig været der før, og lokalerne afslørede et virkelig sølle spillested. En gammel slagtehal, vil jeg tro, med søjler der blokerer udsynet til scenen fordelt over hele lokalet, og meget lavt til loftet.

Ikke desto mindre var koncerten udsolgt. Min ven og jeg ankom netop som opvarmningsbandet (fra Jylland, tror jeg sgu) bar deres gear ud. Det var et meget hipt publikum, der var søgt udenfor for at ryge. Det undrede mig egentlig, da bandet må sige at være gået i glemmebogen på mange måder. Både med hensyn til udgivelser, men bestemt også airplay og credibility ift. musikpressen, lister over 90’er- og rock-albums, osv.

Vi fik møvet os ind foran lydpulten, og koncerten gik igang. Det tog ca. 30 sekunder, før folk begyndte at kigge rundt på hinanden. Lyden var skrækkelig. Ikke bare dårligt mikset, eller for høj, den var bare skrattende og helt ekceptionel dårlig. Efter 5 numre gik jeg ud og bad om at få mine penge tilbage. Flere andre stod og bad om det samme. Det har jeg aldrig oplevet eller prøvet i mine 20 år som koncertgænger.

Det var ganske enkelt den dårligste koncertoplevelse jeg nogensinde har haft. Efter 7 numre stoppede Evan koncerten, og man forsøgte at løse problemet på scenen og i kontrolrummet.

Udenfor stod Evan og kæderøg, og lignede en slægtning til Steen Jørgensen up close. Han virkede nervøs, men ikke overrasket.

Efter en halv time blev der båret nogle nye monitors eller højttalere ind på scenen, og bandet gik på scenen igen.

Her skete så noget meget overraskende. De startede simpelthen koncerten forfra, med første nummer fra It’s A Shame About Ray.

Det der havde gjort lydproblemerne ekstra frustrerende, var jo netop, at de turnerede med et såkaldt mesterværk, og afleverede det med en lød der mindede om en særlig dårlig øver i et fritidshjem.

Alt var tilgivet, da de bestemte sig for at spille pladen forfra. Folk sang lystigt med, og begejstringen steg fra nul til 100 på et enkelt nummer.

Efter pladen gik de direkte over i ekstranumrene, cirka ligeså mange som der er på It’s A Shame-pladen. Nok lidt færre, end de ville have spillet, hvis de ikke havde brugt en time på den første farce og efterfølgende pause.

Det er virkeligheden for Lemonheads. Afsted til et nyt dump hver aften.

Var Evan til stede? Ikke specielt. Men det var en god koncert.

Evigt unge Evan Dando var alt andet end flaky, og redde koncerten på meget professionel vis. Billedet er fra andetsteds år 2012.

Evigt unge Evan Dando var alt andet end flaky, og redde koncerten på meget professionel vis. Billedet er fra andetsteds år 2012.

Musikinteresse som et cyklisk fænomen

Standard

En tilfældig CD-samling fundet på nettet. Min egen blev givet væk gratis da jeg flyttede til København.

I disse dage undrer det mig, at jeg hører så meget Springsteen, som jeg gør. Jeg har nemlig aldrig klassificeret mig selv som Springsteen-fan.

For mange år siden, “hjemme på vejen hvor jeg voksede op”, var der en lidt ældre gut, som hørte Bruce Springsteen. Sådan rigtigt. Jeg havde Born In The U.S.A.-pladen, og det var vist det, på det tidspunkt. Pladen havde jeg købt i en grænsebutik i Tyskland, og det var en plade jeg blev en rigtig god ven med.

Vi sad på en bunke jord og snakkede, dengang i midt-80’erne, og den ældre fyr, Tommy, var den eneste jeg kendte som var rigtig Springsteen-fan. Han havde de gamle plader. Jeg syntes, at Born to Run-albummet så sejt ud, men Darkness On The Edge of Town, The River og Nebraska så gamle ud midt i min idolisering af Wham og Duran Duran, og så Born In The U.S.A. For slet ikke at tale om de ældste Springsteen-plader, The Wild, The Innocent & The E Street Shuffle og Greetings From Asbury Park. De så virkelig gamle ud. Og det var sådan set nok til at holde mig på afstand.

Jeg havde hørt Born To Run og sikkert et par andre af de gamle numre, men produktionen var så langt fra det pæne, og samtidig meget potente, lydbillede på Born In The U.S.A.

Det der for mange var testosteronpumpet patriotisme, var for mig 12 små Raymond Carver-agtige noveller. Små i omfang, måske, men store i deres kraft. Det var en voksenverden der åbnede sig for mig med dette album.

Det der for mange var testosteronpumpet patriotisme, var for mig 12 små Raymond Carver-agtige noveller. Små i omfang, måske, men store i deres kraft. Det var en voksenverden der åbnede sig for mig med dette album.

Born In The U.S.A. var en plade med 12 historier, som jeg levede mig ind i. Musikken var indpakningen om historien, men det var historierne der greb mig. De var små voksennoveller i mit 12-årige univers.

Der var selvfølgelig titelsangen, om manden hvis bror er død i Vietnam, og nu går han rundt med et billede af sin brors vietnamesiske kæreste i sin pung.

Der er sangen om de to unge gutter, der er taget til Darlington County for at brænde deres tohundrede dollars af, med alle de piger de kan få med på legen.

Der er historien om pigen der er alene hjemme, og opsøges af en mand der mener at han meget passende kan være manden i hendes liv, nu hendes far ikke er hjemme. En mærkelig mand, som om natten hjemsøges af noget, der føles som om et godstog kører gennem hans hoved.

Der er historien om de to venner, der lærte mere i deres skoletid ved at høre singler, end ved at høre efter. Nu har de sværget aldrig at opgive drømmen om at erobre verden. Ingen tilbagetog, ingen overgivelse.

De fire stærkeste historier er Glory Days, Downbound Train, Dancing In The Dark og My Hometown. Dancing In The Dark er slet og ret historien om Bruce Springsteen, der sidder fast i sit liv, og har brug for at komme videre. Ud af sit hoved og afsted til en fest. Hvor som helst. Det kommer han nu ikke, han står og synger til sig selv i spejlet, forestiller jeg mig, og netop den historie og det billede, var en stærk kobling til mit teenageværelse.

Glory Days er en jovial historie, om en mand og hans tidligere bekendte, som mødes på en bar. De snakker om high school og gamle dage, og om hvordan selv de sejeste fra high school-dagene nu er endt med at være lige så voksne og skuffede som de selv. Det bedste er nu bare at sidde og tale om minderne fra ungdommens gyldne år.

My Hometown er en historie om en mand der kører rundt i sin fødeby, mens han betragter forfaldet, og husker turene med sin far på de samme domæner, hvor han sad på skødet mens faderen fortalte ham stolt om byen.

Historien i Downbound Train handler om en mand der er blevet forladt. Nu hjemsøges han af kvindens stemme om natten, og kan finde på at løbe gennem skoven til det sted de boede sammen, bare for at finde huset tomt. Han liv er reduceret fra at være ung og have et godt job, en kæreste og en fremtid, til at være en af dem der arbejder på tanken – med at vaske biler.

Nu sprang jeg Working On The Highway, I’m Going Down og Bobby Jeans historier over, men de følger skabelonen med en meget tydelig historie, som en 12-årig let kan sætte sig ind i.

Jeg levede med de historier i flere år, og jeg kan stadig sangene ud og ind, og ord for ord. Jeg blev bare aldrig Springsteen-fan, for den titel var forbeholdt de som kunne lide al hans musik, ikke et enkelt album.

Der gik mange år, over 20 år, før jeg opdagede, at jeg har købt alle album efter Born In The U.S.A. til og med Tracks-box-settet i 1998. Live-boksen, Tunnel of Love, Human Touch og Lucky Town (sjovt nok også ved en grænsebod), Ghost of Tom Joad, Greatest Hits, og Tracks. Det må vel tælle som en slags fan. I mine øjne har alle disse udgivelser, med undtagelse af Human Touch, været gode, solide albums. Forstået på den måde, at jeg ikke er blevet skuffet, da jeg købte dem, og også siden har hørt dem meget. De to ting siger noget om en plades kvalitet. Alligevel har jeg nok tænkt på disse plader mere som guilty pleasures, end som min musik.

Der var nemlig meget musik der skulle høres efter Wham, Duran Duran og Born In The U.S.A. Ikke på systematisk vis, i starten, bare ned fra hylden på må og få (ja, meget fik jeg ind i mit liv som kopier på kassettebånd). Beastie Boys, Madonna, Erasure, Depeche Mode, Prince, Public Enemy, MC Einar, Guns N’ Roses, D-A-D, U2, Bon Jovi. Alle disse navne har jeg haft et forhold til, igennem en eller flere plader i mine teenageår. De blev en slags musikopdragelse for mig. De var soundtrack til mit liv. Og de var et ikke ubetydeligt soundtrack i baggrunden til de ting der ellers optog mig som teenager. På den måde kom de helt ind på rygraden, på anlægget ved siden af computeren, lektierne på skrivebordet, vennerne på besøg, og på en række Walkmen, når der ellers var batteri på apparaterne.

Men efter mine teenageår, hvor mine smagsløg blev fodret, men ikke rigtig fintunet, kom tyverne. My brooding twenties. Jeg havde været fan før, men som tiårig handlede det mest om at samle plakater, og samtidig se op til de smukke mennesker. Sidenhen blev det til samlermani omkring udgivelserne, især med Prince og Depeche Mode, der udgav et hav af materiale, foruden det der fandtes af bootlegs med dem. En samlers drøm, så at sige. Dygtige kunstnere, som det var en fornøjelse at følge.

Grant Lee Buffalo kunne også det med historierne. Specielt Jupiter & Teardrop fra debutalbummet, peger i retning mod The River og Nebraska. Men den egentlige kraft i Grant Lee Buffalo lå gemt i forsangeren Phillips' stemme og bandets både akustiske og potente lyd.

Grant Lee Buffalo kunne også det med historierne. Specielt Jupiter & Teardrop fra debutalbummet, peger i retning mod The River og Nebraska. Men den egentlige kraft i Grant Lee Buffalo lå gemt i forsangeren Phillips’ stemme og bandets både akustiske og potente lyd.

Omkring 1993 opdagede jeg nye bands, som havde en delvist akustisk rocklyd. Det var Grant Lee Buffalo og Lemonheads. Især Lemonheads’ musik gik så rent ind hos mig, at jeg forfulgte de ledetråde der var til deres inspirationskilder. Spillede de et covernummer gik jeg ud og fandt originalversionen, og satte mig ind i hvem den kunstner var. (Det var f.eks. Gram Parsons, Lucinda Williams, Big Star, Suzanne Vega, Simon & Garfunkel).

Opdagelsen af disse kunstnere var speciel, fordi den ikke var et resultat af datidens prægning fra TV og musikpressen. Opdagelsen fandt sted via bibliotekets støvede hylder, hvor gulnede biografier og gamle vinylplader stod og ventede.

Den næste læremester blev musikbladene. Ikke et blad som Gaffa, der sjældent kiggede tilbage, men de engelske musikmagasiner som Mojo og Uncut, og ikke mindst deres specialnumre om bands og genrer. Disse blade havde årslister om ny musik (meget langt fra hvad man kunne høre i radioen), artikler om klassiske bands, og lige så mange artikler om oversete kunstnere.

Én liste gjorde indtryk på mig: De hundrede bedste albums nogensinde. Valgt af Mojo. Jeg tror listen blev trykt i 1995, og der har været mange lister siden. Men netop denne liste var en øjenåbner for mig: The Who, Velvet Underground, Frank Zappa, Beach Boys, Joni Mitchell, Television, Patti Smith, de gamle Springsteen-plader (!), Leonard Cohen, The Rolling Stones, Bob Dylan, The Band, R.E.M, The Beatles, Van Morrison, The Doors, The Kinks, Led Zeppelin, Iggy Pop & The Stooges, Love, og 50 andre kunstnere som regnedes for essentielle.

Her begyndte min musikoptagethed for alvor. Og her begyndte min cykliske fascination af kunstnere. Jeg gik på biblioteket og hentede alt hvad jeg kunne finde med den pågældende kunstner, og lige så mange biografier om ham som jeg kunne få fingre i. Jeg læste bøgerne og hørte musikken, og i 1, måske 2, højst 3 uger, var det min verden. Jeg levede i Miles Davis, Lou Reed, solo John Lennon, The Clash, eller hvem det nu var i den uge.

Mit bekendtskab med kunstneren var nu begyndt, og min musiksamling var blevet forøget med alt hvad jeg kunne opstøve med kunstneren. Biografierne skabte overblikket, og musikken lokkede mig tilbage igen og igen.

Et tiår, vil jeg tro der gik på den måde. Jeg hørte og læste mig igennem biografierne på biblioteket, og nu var det ikke længere historier på 3 minutter der udspillede sig i mit hoved. Det var livslange fortællinger om Tim Hardin, Nina Simone, Van Morrison, Nick Drake, og Dylan, ikke mindst om Dylan.

Selv nu, i disse dage, må jeg minde mig selv om, at der er andet uden for Springsteen. Jeg hører de plader jeg aldrig er kommet tæt på (The Rising, Devils & Dust, Working On A Dream), og læser en håndfuld nye biografrier. Jeg har indkøbt Bruce Springsteen & The Promise of Rock’n’Roll, som er en virkelig velskrevet og interessant biografi. Til forskel fra andre biografier, kigger den meget på det politiske landskab som har præget Springsteens musik igennem hans karriere, og mindre på hvad der ligger bag hver eneste sang. På den måde kommer Reagans valgkamp op til hans 2. præsidentperiode til at fylde mere end selve Born In The U.S.A.-turnéen. Det er forfriskende, og det gør bogen interessant til sidste side. (Hvor man slutter med optakten til Obamas 2. valgperiode). En anden stak biografier fra biblioteket har helt andre fokus: 20 koncerter under The Rising-turnéen (Twenty Nights To Rock – Touring With The Boss), de 160 bedste Springsteen-sange (Tougher Than The Rest – The 100 Best Springsteen songs), og på dansk: Karstens Jørgensens Springsteen – En Biografi.

Udstyret med biografierne tager jeg endnu en tur igennem Springsteen-universet, og opdager noget nyt, noget gammelt og noget nyt ved det velkendte. Det er meget tilfredsstillende. Også selv om jeg ved, at der venter masser af ny musik på Spotify, på nettet, over det hele.

Det er okay. Jeg når det. Der kommer en tur til, og en tur til, og en…