Anmeldelse af Woody Allens nyeste: To Rome With Love

Standard

Som titlen antyder, men måske ikke helt afslører, er filmen en kærlighedsgave til Rom.

I 4 årtier var kærligheden kastet på New York, men langsomt fandt Woody Allen udenfor U.S.A. Først med sit jazzorkester, siden med sine film. Ialt 4 film i England (Match Point, Scoop, Cassandra’s Dream, You Will Meet A Tall Dark Stranger), med mesterværket Match Point i spidsen. Desuden den glimrende Vicky Christina Barcelona, i netop Barcelona, og sidste års veloplagte og vellykkede Midnight In Paris.

Dette forår gik rygterne om at næste Woody Allen-projekt skulle skydes i 2013. De rygter er siden blevet aflivet, og næste års film bliver indspillet i San Francisco. Genren er formodentlig komedie, da flere kendte komikere medvirker – bl.a. Louie C.K. og 

Det er Woody Allens første filmrolle siden Scoop (2006). Her ses han med den fremragende Judy Davis

Det er Woody Allens første filmrolle siden Scoop (2006). Her ses han med den fremragende Judy Davis

I dag kom så To Rome With Love. Er vi glade? Ja, såmænd. Det er en fornøjelig film, som desværre ikke har samme skarphed som Vicky Christina Barcelona, der lykkedes med en blanding af rå spansk charme, forførende scener og eksotiske omgivelser, eller samme uskyldige charme som Midnight In Paris, der fik historiens vingesus op at ringe, i en lille romantisk komedie i Paris. Til gengæld har To Rome With Love masser af Woody Allens særkende: one-liners, tempo, kendte, habile skuespillere, smuk scenografi, et effektivt soundtrack af gamle kendinge – fortrinsvis klassisk og jazz-musik.

Som noget nyt er der en del absurde elementer, sikkert som en kærlig hilsen til italieneren Fellini. For eksempel er begrebet tid tilsyneladende sat ud af spil. Uanset om de sideløbende historier varer uger eller timer, udfolder de sig side om side i løbet af filmen, og afsluttes pænt og nydeligt til sidst.

Den anden overraskelse, er en gennemgående historie, om en mand der bliver kendt for at være almindelig. Fra den ene dag til den anden, vil medierne vide alt om ham, og hans liv forandres med et trylleslag. Historien er en ny vinkel på den Amerikanske celebrity-kultur som Allen portrætterede i filmen Celebrity i 1988. Det er 14 år siden, og reality-tv har siden holdt sit indtog. Nu er celebrity-kulten større end nogensinde, og det er sjældent, at den spiddes på film så sjovt og syrligt som den gør her. Det minder om Fellinis univers, og har selvfølgelig Robert Benigni som hovedperson.

På rollelisten finder vi Woody Allen selv, Jesse Eisenberg (hovedrollen fra Social Network), Roberto Benigni (hovedrollen fra Livet er Smukt), Judy Davis (fra flere Woody Allen-film, bl.a. en fremragende præstation i Mænd og Koner), Alec Baldwin, og ikke mindst Penelope Cruz (her dullet op som Sophia Loren-lookalike – komplet med italienske replikker filmen igennem).

Det er et særpræg der bør nævnes. Mange af skuespillerne taler italiensk. Også de bærende karakterer. Det giver filmen en tone, som klæder historien. Rom selv er selvfølgelig smuk, og der er ikke sparet på scener, foran eller over, kendte pladser og motiver. Det hører med. 

For de fleste er Italien vel forbundet med Berlusconi, korruption, og dyb finanskrise. Ja, og selvfølgelig katolicisme, Vatikanet og god mad. Ingen af disse elementer optræder i filmen på nogen måde, bortset fra Vatikanet, der nævnes i forbifarten (for et par gode one-liners’ skyld). 

Woody Allen lader endnu engang en række smukke kvinder fortælle sin historie

Woody Allen lader endnu engang en række smukke kvinder fortælle sin historie

Set i det store billede, har Woody Allen for længst fundet sin fans, og har med nu 45 spillefilm han selv har skrevet og instrueret, forlængst sikret både sit eftermæle og sin plads i verdenshistorien. Det sidste er han nu ikke selv helt enig i, og han forventer ikke at blive husket når han er borte. Måske er det derfor, at han ikke føler nogen skam ved at gentage sig selv, og drive rovdrift på sine gamle film, karakterer og jokes. Denne film er absolut ikke det værste eksempel på dette (se hellere på Scoop og You Will Meet A Tall Dark Stranger), men det springer i øjet på den dedikerede fan, hvor meget den kvindelige figur Monica ligner Christina Riccis figur i Anything Else (2003). Og den figur stjal også med arme og ben fra tidligere film.

Der er ikke meget nyt under solen, men det er næppe heller meningen. Med det bevidste valg, fra film til film, at hele tiden bruge nye, unge skuespillere med et hit eller to bag sig, forsøger Woody Allen at opdatere sit publikum. Ikke sit udtryk. Det står ikke til at ændre på nuværende tidspunkt.

Unge Jesse Eisenberg og Ellen Page

Unge Jesse Eisenberg og lige så unge Ellen Page belæres grundigt af erfarne Alec Baldwin og manuskriptforfatteren Allen i en af filmens bærende historier

Jeg er selv sprunget på Woody-toget for godt 20 år siden, og har ejet alle hans film på både VHS og siden DVD. For mig passer filmen fint ind i produktionen fra de sidste 20 år, hvor der har været få mesterværker (Mænd og Koner, Deconstructing Harry, som de største, Match Point, Midnight In Paris og Melinda og Melinda lige under toppen) og mange fine små film, som tåler et gensyn eller to, når man har lyst til lidt uforpligtende, men ikke uoplyst, underholdning.

Der lander To Rome With Love. Ved siden af Whatever Works, Small Time Crooks, Anything Else, Celebrity, og Sweet And Lowdown. Den har sine øjeblikke, og en solid fortælling med gode grin undervejs.

Hvis man syntes om personerne i Radio Days, eller holder af Robert Altmans ensemble-film, vil man sikkert også synes om To Rome With Love. Og har man de briller på, med blik for ekcentricitet og satire, er filmen sikkert flere gensyn værd.

Og så har jeg slet ikke nævnt den operasyngende bedemand, den lykkelige luder, og den troskyldige, unge kone. 

Woody Allens spillefilm - der findes nu 45 af slagsen (en enkelt på listen er en kortfilm)

Woody Allens spillefilm – der findes nu 45 af slagsen (en enkelt på listen er en kortfilm)

2 responses »

  1. Tak skal du have. Jeg har netop genset Paul Mazurskys Scenes From A Mall (1991) med Bette Midler og Woody Allen i de to hovedroller. Den er ikke på listen, og det er Play It Again, Sam (Mig & Bogart, 1972), heller ikke. De er ikke instrueret af Woody selv, og regnes derfor ikke som rendyrkede Woody-film. De er nu begge to meget seværdige, hvis man skulle falde over dem.

    Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s