Musikinteresse som et cyklisk fænomen

Standard

En tilfældig CD-samling fundet på nettet. Min egen blev givet væk gratis da jeg flyttede til København.

I disse dage undrer det mig, at jeg hører så meget Springsteen, som jeg gør. Jeg har nemlig aldrig klassificeret mig selv som Springsteen-fan.

For mange år siden, “hjemme på vejen hvor jeg voksede op”, var der en lidt ældre gut, som hørte Bruce Springsteen. Sådan rigtigt. Jeg havde Born In The U.S.A.-pladen, og det var vist det, på det tidspunkt. Pladen havde jeg købt i en grænsebutik i Tyskland, og det var en plade jeg blev en rigtig god ven med.

Vi sad på en bunke jord og snakkede, dengang i midt-80’erne, og den ældre fyr, Tommy, var den eneste jeg kendte som var rigtig Springsteen-fan. Han havde de gamle plader. Jeg syntes, at Born to Run-albummet så sejt ud, men Darkness On The Edge of Town, The River og Nebraska så gamle ud midt i min idolisering af Wham og Duran Duran, og så Born In The U.S.A. For slet ikke at tale om de ældste Springsteen-plader, The Wild, The Innocent & The E Street Shuffle og Greetings From Asbury Park. De så virkelig gamle ud. Og det var sådan set nok til at holde mig på afstand.

Jeg havde hørt Born To Run og sikkert et par andre af de gamle numre, men produktionen var så langt fra det pæne, og samtidig meget potente, lydbillede på Born In The U.S.A.

Det der for mange var testosteronpumpet patriotisme, var for mig 12 små Raymond Carver-agtige noveller. Små i omfang, måske, men store i deres kraft. Det var en voksenverden der åbnede sig for mig med dette album.

Det der for mange var testosteronpumpet patriotisme, var for mig 12 små Raymond Carver-agtige noveller. Små i omfang, måske, men store i deres kraft. Det var en voksenverden der åbnede sig for mig med dette album.

Born In The U.S.A. var en plade med 12 historier, som jeg levede mig ind i. Musikken var indpakningen om historien, men det var historierne der greb mig. De var små voksennoveller i mit 12-årige univers.

Der var selvfølgelig titelsangen, om manden hvis bror er død i Vietnam, og nu går han rundt med et billede af sin brors vietnamesiske kæreste i sin pung.

Der er sangen om de to unge gutter, der er taget til Darlington County for at brænde deres tohundrede dollars af, med alle de piger de kan få med på legen.

Der er historien om pigen der er alene hjemme, og opsøges af en mand der mener at han meget passende kan være manden i hendes liv, nu hendes far ikke er hjemme. En mærkelig mand, som om natten hjemsøges af noget, der føles som om et godstog kører gennem hans hoved.

Der er historien om de to venner, der lærte mere i deres skoletid ved at høre singler, end ved at høre efter. Nu har de sværget aldrig at opgive drømmen om at erobre verden. Ingen tilbagetog, ingen overgivelse.

De fire stærkeste historier er Glory Days, Downbound Train, Dancing In The Dark og My Hometown. Dancing In The Dark er slet og ret historien om Bruce Springsteen, der sidder fast i sit liv, og har brug for at komme videre. Ud af sit hoved og afsted til en fest. Hvor som helst. Det kommer han nu ikke, han står og synger til sig selv i spejlet, forestiller jeg mig, og netop den historie og det billede, var en stærk kobling til mit teenageværelse.

Glory Days er en jovial historie, om en mand og hans tidligere bekendte, som mødes på en bar. De snakker om high school og gamle dage, og om hvordan selv de sejeste fra high school-dagene nu er endt med at være lige så voksne og skuffede som de selv. Det bedste er nu bare at sidde og tale om minderne fra ungdommens gyldne år.

My Hometown er en historie om en mand der kører rundt i sin fødeby, mens han betragter forfaldet, og husker turene med sin far på de samme domæner, hvor han sad på skødet mens faderen fortalte ham stolt om byen.

Historien i Downbound Train handler om en mand der er blevet forladt. Nu hjemsøges han af kvindens stemme om natten, og kan finde på at løbe gennem skoven til det sted de boede sammen, bare for at finde huset tomt. Han liv er reduceret fra at være ung og have et godt job, en kæreste og en fremtid, til at være en af dem der arbejder på tanken – med at vaske biler.

Nu sprang jeg Working On The Highway, I’m Going Down og Bobby Jeans historier over, men de følger skabelonen med en meget tydelig historie, som en 12-årig let kan sætte sig ind i.

Jeg levede med de historier i flere år, og jeg kan stadig sangene ud og ind, og ord for ord. Jeg blev bare aldrig Springsteen-fan, for den titel var forbeholdt de som kunne lide al hans musik, ikke et enkelt album.

Der gik mange år, over 20 år, før jeg opdagede, at jeg har købt alle album efter Born In The U.S.A. til og med Tracks-box-settet i 1998. Live-boksen, Tunnel of Love, Human Touch og Lucky Town (sjovt nok også ved en grænsebod), Ghost of Tom Joad, Greatest Hits, og Tracks. Det må vel tælle som en slags fan. I mine øjne har alle disse udgivelser, med undtagelse af Human Touch, været gode, solide albums. Forstået på den måde, at jeg ikke er blevet skuffet, da jeg købte dem, og også siden har hørt dem meget. De to ting siger noget om en plades kvalitet. Alligevel har jeg nok tænkt på disse plader mere som guilty pleasures, end som min musik.

Der var nemlig meget musik der skulle høres efter Wham, Duran Duran og Born In The U.S.A. Ikke på systematisk vis, i starten, bare ned fra hylden på må og få (ja, meget fik jeg ind i mit liv som kopier på kassettebånd). Beastie Boys, Madonna, Erasure, Depeche Mode, Prince, Public Enemy, MC Einar, Guns N’ Roses, D-A-D, U2, Bon Jovi. Alle disse navne har jeg haft et forhold til, igennem en eller flere plader i mine teenageår. De blev en slags musikopdragelse for mig. De var soundtrack til mit liv. Og de var et ikke ubetydeligt soundtrack i baggrunden til de ting der ellers optog mig som teenager. På den måde kom de helt ind på rygraden, på anlægget ved siden af computeren, lektierne på skrivebordet, vennerne på besøg, og på en række Walkmen, når der ellers var batteri på apparaterne.

Men efter mine teenageår, hvor mine smagsløg blev fodret, men ikke rigtig fintunet, kom tyverne. My brooding twenties. Jeg havde været fan før, men som tiårig handlede det mest om at samle plakater, og samtidig se op til de smukke mennesker. Sidenhen blev det til samlermani omkring udgivelserne, især med Prince og Depeche Mode, der udgav et hav af materiale, foruden det der fandtes af bootlegs med dem. En samlers drøm, så at sige. Dygtige kunstnere, som det var en fornøjelse at følge.

Grant Lee Buffalo kunne også det med historierne. Specielt Jupiter & Teardrop fra debutalbummet, peger i retning mod The River og Nebraska. Men den egentlige kraft i Grant Lee Buffalo lå gemt i forsangeren Phillips' stemme og bandets både akustiske og potente lyd.

Grant Lee Buffalo kunne også det med historierne. Specielt Jupiter & Teardrop fra debutalbummet, peger i retning mod The River og Nebraska. Men den egentlige kraft i Grant Lee Buffalo lå gemt i forsangeren Phillips’ stemme og bandets både akustiske og potente lyd.

Omkring 1993 opdagede jeg nye bands, som havde en delvist akustisk rocklyd. Det var Grant Lee Buffalo og Lemonheads. Især Lemonheads’ musik gik så rent ind hos mig, at jeg forfulgte de ledetråde der var til deres inspirationskilder. Spillede de et covernummer gik jeg ud og fandt originalversionen, og satte mig ind i hvem den kunstner var. (Det var f.eks. Gram Parsons, Lucinda Williams, Big Star, Suzanne Vega, Simon & Garfunkel).

Opdagelsen af disse kunstnere var speciel, fordi den ikke var et resultat af datidens prægning fra TV og musikpressen. Opdagelsen fandt sted via bibliotekets støvede hylder, hvor gulnede biografier og gamle vinylplader stod og ventede.

Den næste læremester blev musikbladene. Ikke et blad som Gaffa, der sjældent kiggede tilbage, men de engelske musikmagasiner som Mojo og Uncut, og ikke mindst deres specialnumre om bands og genrer. Disse blade havde årslister om ny musik (meget langt fra hvad man kunne høre i radioen), artikler om klassiske bands, og lige så mange artikler om oversete kunstnere.

Én liste gjorde indtryk på mig: De hundrede bedste albums nogensinde. Valgt af Mojo. Jeg tror listen blev trykt i 1995, og der har været mange lister siden. Men netop denne liste var en øjenåbner for mig: The Who, Velvet Underground, Frank Zappa, Beach Boys, Joni Mitchell, Television, Patti Smith, de gamle Springsteen-plader (!), Leonard Cohen, The Rolling Stones, Bob Dylan, The Band, R.E.M, The Beatles, Van Morrison, The Doors, The Kinks, Led Zeppelin, Iggy Pop & The Stooges, Love, og 50 andre kunstnere som regnedes for essentielle.

Her begyndte min musikoptagethed for alvor. Og her begyndte min cykliske fascination af kunstnere. Jeg gik på biblioteket og hentede alt hvad jeg kunne finde med den pågældende kunstner, og lige så mange biografier om ham som jeg kunne få fingre i. Jeg læste bøgerne og hørte musikken, og i 1, måske 2, højst 3 uger, var det min verden. Jeg levede i Miles Davis, Lou Reed, solo John Lennon, The Clash, eller hvem det nu var i den uge.

Mit bekendtskab med kunstneren var nu begyndt, og min musiksamling var blevet forøget med alt hvad jeg kunne opstøve med kunstneren. Biografierne skabte overblikket, og musikken lokkede mig tilbage igen og igen.

Et tiår, vil jeg tro der gik på den måde. Jeg hørte og læste mig igennem biografierne på biblioteket, og nu var det ikke længere historier på 3 minutter der udspillede sig i mit hoved. Det var livslange fortællinger om Tim Hardin, Nina Simone, Van Morrison, Nick Drake, og Dylan, ikke mindst om Dylan.

Selv nu, i disse dage, må jeg minde mig selv om, at der er andet uden for Springsteen. Jeg hører de plader jeg aldrig er kommet tæt på (The Rising, Devils & Dust, Working On A Dream), og læser en håndfuld nye biografrier. Jeg har indkøbt Bruce Springsteen & The Promise of Rock’n’Roll, som er en virkelig velskrevet og interessant biografi. Til forskel fra andre biografier, kigger den meget på det politiske landskab som har præget Springsteens musik igennem hans karriere, og mindre på hvad der ligger bag hver eneste sang. På den måde kommer Reagans valgkamp op til hans 2. præsidentperiode til at fylde mere end selve Born In The U.S.A.-turnéen. Det er forfriskende, og det gør bogen interessant til sidste side. (Hvor man slutter med optakten til Obamas 2. valgperiode). En anden stak biografier fra biblioteket har helt andre fokus: 20 koncerter under The Rising-turnéen (Twenty Nights To Rock – Touring With The Boss), de 160 bedste Springsteen-sange (Tougher Than The Rest – The 100 Best Springsteen songs), og på dansk: Karstens Jørgensens Springsteen – En Biografi.

Udstyret med biografierne tager jeg endnu en tur igennem Springsteen-universet, og opdager noget nyt, noget gammelt og noget nyt ved det velkendte. Det er meget tilfredsstillende. Også selv om jeg ved, at der venter masser af ny musik på Spotify, på nettet, over det hele.

Det er okay. Jeg når det. Der kommer en tur til, og en tur til, og en…

3 responses »

    • Herligt at komme hjem til et reflekteret indlæg, som giver mulighed for selv at relatere sig i forhold til al den musik, der er røget ind gennem ørerne gennem tiden! Også tak for indlægget om Woody og den mindre kendte side af Bruce.
      Har faktisk savnet din blog, som er yderst åben overfor allehånde menings-tilkendegivelser (véd jeg af erfaring!), i min 3 ugers ø-sommerferie med knægten. Der var dømt: “Ingen netadgang” i samtlige 3 uger – og mor var den, der led mest…!

      Like

      • Mange tak for de pæne ord. Det er rart at være savnet!

        Jeg er netop selv taget i sommerhus, og her er stærkt begrænset internet. Det er fint, og for mig lidt af en kold tyrker. Det har været næsten nostalgisk, at sætte en DVD på om aftenen. Måske fordi jeg er kommet i sommerhuset her siden 1986, med datidens movieboxe og udlejningsfilm.

        Facebook-, internet-, online spil-, og andre former for connection-afvænning, bliver helt sikkert et voksende problem fremover. Der er ikke rigtigt nogen, der har lært os ikke at være på. Endnu.

        Det lyder sundt (og sikkert tilfredsstillende), at mærke man selv kan sige til og fra over for (livet på) nettet.

        Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s