Unge Niebuhr vs Mobilselskabet 3

Standard

I slutningen af juli købte jeg en mobiltelefon hos mobilselskabet 3. Valget af selskab var ikke så svært, for jeg havde i forvejen 2 mobil- og 2 iPad-abonnementer hos dem (til hhv. min kæreste og datter).

Mine største overvejelser i forbindelse med købet, var at få overført mit nummer og at vælge en model der ikke var for dyr, da jeg har identificeret mit behov som telefoni, sms og mms, kamera og Spotify. Egentlig var jeg moden til at gå helt væk fra smartphones, i irritation over priserne på iPhones. I juli kostede en iPhone 4s stadig over 5.000 kr, og selv de mindste skolebørn var klar over, at den næste iPhone (5) ville komme omkring oktober. Skal jeg på et tidspunkt smide (endnu) 5.000 kr eller mere efter en telefon, skal det være efter en model med lidt mere nyhedsværdi end en et (og i nogen henseender to) år gammel iPhone-model.

Telefonen blev derfor en billig Sony Ericsson med det håbløse navn Xperia Ray. Det tog lidt tid og kamp at få monteret simkortet, men det lykkedes, og så kunne jeg ellers fornøje mig med det ikke særligt intuitive operativsystem. Det blev til blot to downloadede apps i den lille måned telefonen virkede: Facebook og Spotify.

For selvfølgelig holdt telefonen op med at virke. I mellemtiden var jeg taget i sommerhus, og kunne så bruge tid og ferie på at tage til storbyen, for at få genåbnet min kontakt til min omverden.

Hos 3 i Bruuns Galleri kunne man fortælle mig, at jeg havde fået et forkert simkort udleveret. At telefonen overhovedet havde virket, var nærmest et mirakel. Jeg fik et nyt kort sat i, og fik at vide at det snart ville komme til at virke, det var et spørgsmål om kort tid, så var der “åbnet”.

Det kom ikke til at virke, og næste dag kunne jeg så igen tage afsted til Bruuns Galleri i Aarhus. Sælgeren, den samme som dagen før, undrede sig lidt, men kom frem til at simkortholderen kunne være blevet beskadiget af det forkerte simkort (et microsimkort i en holder til et almindeligt simkort). Da telefonen blev åbnet, var det ganske rigtigt problemet.

At indsende telefonen til reperation kan jeg godt spare mig, fortalte min sælger, for skaden vil blive karakteriseret som selvforskyldt, og falder altså uden for garantien. Du skal prøve at snakke med ham der har solgt dig telefonen, det er jo ham der har lavet en fejl. Det kan vi ikke gøre noget ved herinde. Butikkerne skal helst ordne problemerne selv. Vi kan ikke bare, f.eks, give dig en ny telefon. Det kan vi bare ikke.

Kan du huske hvad han hed? Det kunne jeg virkelig ikke. Det kunne man så heldigvis se på computeren. Han hed Nick. Min sælger lyste op, skrev navnet ‘Nick’ med barnlig skrift på et 3 visitkort, og sagde “prøv at ringe til butikken. Måske har han en gammel telefon liggende, eller noget, som han kan give dig.” Jeg havde jo bare ikke nogen telefon at ringe fra. Det lykkedes med noget besvær og tydelig modvilje, at finde “butikstelefonen”, som jeg får lov at bruge. Sælgeren jeg står og taler med går derefter ud i butikkens baglokale. Mens telefonen forgæves ringer til butikken på Frederiksberg, bliver det tydeligt at der ikke er nogen hjælp at hente hverken her eller der.

Jeg får fat i en ny sælger i butikken i Bruuns Galleri, og sætter ham ind i sagen. Han kan bare bekræfte, at det er 3’s politik, at sælgerne selv er ansvarlige for de fejl de laver. Han forklarer så yderligere, at min sag slet ikke er den værste i butikken. Slet ikke. Der er virkelig nogle grimme sager indimellem, forklarer han.

Jeg oplyser, at det er ualmindelig dårlig service, og at det virker utroligt, at man vil gøre det til en sag mellem en sælger og mig, at jeg ved købet har fået et forkert simkort udleveret, som har ødelagt min telefon. Man bliver jo heller ikke afvist i informationen i Bilka, med henvisning til at sælgeren der har solgt mig en forkert vare er personligt ansvarlig, men måske har en anden lignende vare derhjemme. Hvis han vel at mærke kan huske både mig og den fejl han har lavet.

Den første sælger kommer ikke tilbage. Der er gået over ti minutter, og han har tydeligvis tænkt sig at blive i baglokalet til jeg er gået. Jeg beder den anden sælger om at hente ham. Han kommer tilbage, og siger trodsigt “Vi var da færdige?” Jeg er målløs. Jeg beder om at få hans navn, med henblik på at klage over ham, min handel og butikkens politik. Jeg kan simpelthen ikke tro på den politik de henviser til, og vil gerne have et navn at oplyse. Jeg får et nyt navn med barnlig skrift på endnu et 3 visitkort, og efter lidt diskussion også et efternavn at sætte på (det er ikke nødvendigt, der er ikke andre med det fornavn i butikken, får jeg først at vide).

Ved at tale med den anden sælger, sælgeren med de mange grimme historier om 3, får jeg dog sendt min telefon til reperation, og får på den måde udleveret en lånetelefon. Ikke en telefon af samme model, ikke engang af samme fabrikat, men en slidt telefon de tager op af en skuffe og giver mig.

Da jeg kommer hjem, kan jeg se at telefonen indtil for nyligt har tilhørt Jesper Skovbogaard. Hans Facebook-data, alle hans telefonnumre og alle hans beskeder er stadig på telefonen, foruden hvad der ellers må ligge i de dusinvis af apps på telefonen.

Flot 3 Mobil. Jeres service dækker lige så dårligt som jeres internet, kan jeg konstatere på min anden uge i sommerhus uden dækning. Og jeres interesse for jeres kunder kan ligge på et meget lille sted, når det ikke handler om at fintune deres abonnement til endnu en bindingsperiode.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s