Monthly Archives: september 2012

Hvor kommer musikken fra? Eller – Tak, Spotify, fordi du satte mig fri.

Standard

For 30 år siden, hørte jeg musik, når der var tændt for radioen i barndomshjemmet. Radioen kørte ude i køkkenet i hverdagene, og i stuen i weekenderne. Jeg lagde mærke til, når der var sangere jeg kunne genkende. Michael Bundesen fra Shu-Bi-Duah, f.eks. Hans stemme var genkendelig, og musikken var i øjenhøjde med sådan en lille purk som mig. Ét år sang jeg lystigt, “I wanna be free, oh-yeah,” på en hel spejderlejr. “Like a canary without a cage on,” havde jeg ikke fået fat i, og engelsk kunne jeg vist ikke meget af, men der var noget i den måde det blev sunget på, der gav mig lyst til at synge på samme måde.

Hos min moster, en tidligt pensioneret skolelærer, hørte vi også altid radio. Der var det “Hvem du end er så velkommen til verden, jeg vil ta’ del i, dit liv og din færden,” der fangede min opmærksomhed. Den sang var rigtig at høre der. Måske fordi min moster netop gerne ville være en del af mit liv, og aldrig rigtig blev det, på en ordentlig måde, kun i stjålne øjeblikke hist og her.

Schmaltz ud over alle grænser

Så var der weekenderne derhjemme. Giro 413, selvfølgelig, og pladesamlingen og grammofonen. Giro 413 var et hit, for dels var det skægt at høre om de opfindsomme måder folk havde samlet ind til radioprogrammet på, men sangene var også, for de flestes vedkommende, faste gengangere, der kunne tåle mange genhør. Det var folkesjælen, der blev roteret fra pladespilleren i radiostudiet ud i æteren hver søndag middag. Sådan en sjæl fandtes der dengang, der var monopol på TV og radioen var også stærk. Sangene – Jeg er ikke som de andre, Susan Himmelblå, Himmelhunden, Elvis-sange, og alle de andre schlagere – blev en del af min bevidsthed, ligesom de sikkert blev det for de fleste andre.

Vi havde tre plader i pladesamlingen, som var på dansk, og som jeg husker som min fars: Bjarne Liller (den med Billetmærke), Kim Larsens Midt om Natten, og John Mogensens Johns Bedste. De tre plader kan jeg forfra og bagfra, og selv om de mest blev spillet af mig, forbinder jeg dem med min families musik. Jeg tror dog ikke hverken min mor eller min lillebror husker de plader i dag.

Jeg lagde én af pladerne på grammofonen, og pickuppen på vinylen, og så var jeg med John Mogensen ved stranden, ved Dybbøl mølle, og på værtshus, eller hørte om Bjarne Lillers ensomme dame, på 40 år. Det var storytelling. Ligesom Peter Belli, og hans tårepersere, om børn af enlige mødre, der kom op at køre med taxichauffører, eller langturschauffører, med hjerter af guld og stemmer af træ. Børn der bare ville lægge blomster på gravsteder, eller kalde over radioen, og glemme deres sygdom. Herregud, det var mit liv.

Idolernes tid

Men så kom puberteten, og fascinationen af popidoler. Smukke mennesker, som jeg, det lille kejtede menneske, kunne spejle mig i. Og drømme om en dag at komme til at ligne. Disse mennesker lavede også musik, når de ikke poserede for Vi Unge eller Bravo. Jeg måtte have plakaterne, drømte om frisurerne, og købte pladerne – deres albums og singler.

Mit første indkøb var George Michaels debutsingle, Careless Whisper (1984). Et godt nummer, og et godt valg, når jeg selv skal sige det, 28 år efter. Ugen efter købte jeg mit første album: Duran Durans Arena (1984), samme sted – Fona i Gellerup Centret (nu City Vest). Et mindre godt album, når man kigger tilbage, men alligevel en trofast ven, i midten af 80’erne: Wild Boys, Is There Something I Should Know, Save A Prayer og Hungry Like The Wolf. Interessant nok, er det en liveplade, og lyden af skrigende teenagere kunne høres mellem numrene. Det var så langt fra min verden som man kunne komme.

Pladerne var dyre for en, stadig ung, teenager, så jeg måtte ty til radioen, for at optage de numre jeg gerne ville have. Det var Top 20, og den slags programmer. Det blev nogle kiksede optagelser, med lidt snak hen over starten af numrene, og numre der stoppede, når båndet pludselig løb ud. Til gengæld var radioprogrammerne på det tidspunkt flinke til at spille maxiudgaver, dvs. anderledes og forlængede udgaver af numrene.

Et af mine forældres vennepar fra Viborg, havde sågar en søn, der havde optaget hele Midt om Natten-pladen fra radioen, for at give den til sin mor. Han havde siddet i dagevis, og ventet på at optage hvert eneste nummer. Det synes jeg var helt ufattelig sejt, dengang. Det er faktisk stadig lidt rørende.

Der var penge at spare ved at optage fra radioen, og samtidig fik jeg jo hørt en masse musik, som jeg ikke kendte på forhånd. Det meste af musikken fra dengang, Level 42, Modern Talking, Bros, Nena, De Nattergale, Paul Hardcastle, M.A.R.R.S, og meget mere af den skuffe, vil jeg aldrig sætte på i dag. Men Beastie Boys, Madonna, Dire Straits, Bruce Springsteen, Thomas Helmig og George Michael, kan jeg stadig holde ud.

Musiknørden bliver vækket

Som en ældre teenager blev min interesse mere målrettet. Pludselig havde jeg samlet 25 maxi-singler med Erasure. Da jeg blev træt af det band, byttede jeg de 25 plader til 2 albums med U2, som gav lidt mere street cred på gymnasiet. Derefter samlede jeg 100 plader med Prince, hvoraf de fleste var uudgivne numre og koncerter, på såkaldte bootlegs. De var ulovlige, på den måde, at pengene gik uden om både kunstnere og pladeselskaber, og i stedet i lommerne på mellemmænd og bagmænd. Mellemmænd, som kunne være både reelle pladebutikker, eller deciderede pladepushere på pladebørser (og lejlighedsvis i diskrete private gemakker). En ven af mig, fik f.eks. besøg af sin pladepusher hjemme hos sig selv, som jævnligt leverede nye Depeche Mode-bootlegs til top dollar. Jeg selv tog turen til Viby, hvor en pusher lod mig indendøre i hans geschæft. Jeg kom der det meste af 90’erne, og hver gang insisterede han på at bilde mig ind, at han ikke lå inde med pladerne, men kørte forretningen med en ven, som husede dem for ham (af skræk for såvel indbrud som razzia, hvis lokaliteten rygtedes, velsagtens). Den maskerade fandt jeg meget underlig.

En Prince-samling. Ikke min, den er for længst givet bort.

En Prince-samling. Ikke min, den er for længst givet bort.

Samleren

På en ferie til Venedig med familien, jeg har været omkring 20 år, brugte jeg alle mine opsparede lommepenge, flere tusinde kroner, på en time i en sidegadebutik. Her vekslede jeg mine lirer til 10-12 nøje udvalgte Prince-bootlegs. Jeg var kommet i himlen, slet og ret. Italien så stort på copyright, og der var et uimodståeligt udvalg. Så fik jeg 10-12 nye bootlegs, jeg vel at mærke ikke kunne høre på ferien, men pænt måtte vente på at komme hjem og udforske, små 14 dage senere. I stedet blev der spillet Roxette ved poolen hver dag, husker jeg med græmmelse.

Det var vigtigt, at vide alt om kunstnerne, og selvfølgelig også at eje så meget af den musik de havde lavet som muligt. Musik var en kilde til glæde, stil, samhørighed og inspiration, og fascinationen af kunstnerne hang ved fra konfirmationsalderen. Hvem var disse smukke mennesker, og hvad var der bag de smukke masker? Hvordan kunne deres musik afføde så mange følelser i mig?

Musikken, og historien om musikken, blev nu underbygget af musikbiografier, og musikbladene blev mere dybdesøgende, ja, nærmest voksne. Engelske musikblade som Mojo og Uncut, og de danske, mere vildskudsprægede, Zoo og Wild.

Pludselig var Napster og illegale downloads en realitet - og allemands eje

Pludselig var Napster og illegale downloads en realitet – og allemands eje

The age of downloads

Og SÅ kom Napster. Pludselig var der adgang til musik på en hel ny måde. Det var et fragmenteret billede man fik, men man kunne finde demooptagelser, liveoptrædender og sjældne b-sider, med alle sine yndlingsbands. Det var det det handlede om for mig. At kunne få fat på disse sjældenheder. Sjældenheder i tusindvis.

Internetforbindelsen var både dyr og langsom, og de små modem glødede (næsten) så sulten var jeg efter musik. Men det var godt for musikinteressen. Det var magisk, at få endnu en dimension af kunstnernes verden med. Deres efterladenskaber på scener og i studier.

Samtidig med Napster, og alle de andre lignende tjenester der fulgte i kølvandet, kom cd-brænderen. Man kunne altså ikke bare downloade musik, man kunne også brænde den, og lægge sin egen hjemmebrændte cd i sin cd-afspiller. En størrelse ethvert hjem havde sidst i 90’erne, cd-afspilleren.

Brændbare cd’er blev en slags paperback i musiksamlingerne. “Jeg har den brændt,” kunne man sige, og det kunne så betyde, afhængig af hvor bidt man var af musik, at man enten “var rigeligt tilfreds med en kopi, fordi musik ikke betød alverden for en” eller “at man blot havde en kopi, fordi man ikke rigtig vidste om kunstneren eller albummet var noget for en (endnu)”.

Min musiksamling voksede og voksede, og i midten af 00’erne havde jeg godt 2000 cd’er. Cirka halvdelen af dem var brændte.

Det var omtrent der, at jeg begyndte at digitalisere min musiksamling. Vinylpladerne smed jeg ud, for de flestes vedkommende, fordi jeg ikke havde lyst til at blive faldbudt i en brugtpladebutik. Så hellere selv smide dem i en affaldscontainer. Turen var da kortere.

Mit digitaliseringsprojekt gik ud på, at overføre alle mine nøje indsamlede cd’er til min computer, og gemme sangene som mp3-filer. Det tog evigheder, men til sidst var jeg nogenlunde igennem de 2000 cd’er, og smed så alle mine brændte cd’er ud – på én gang. Væk med de 1000 cd’er, med fotokopierede covers. De var jo reelt kun cd’ens pris værd, altså ca. 1 krone. Og kunne anskaffes igen – for ca. 1 krone.

Jeg har aldrig mødt loftet i iTunes, heller ikke da jeg passerede de 100.000 titler (fordi samlingen blev lagt ind 2 gange ved en fejl)

Jeg har aldrig mødt loftet i iTunes, heller ikke da jeg passerede de 100.000 titler (fordi samlingen blev lagt ind 2 gange ved en fejl). Mon ikke de har fået det løftet/rettet.

Men digitaliseringsprojektet fortsatte. Jeg donwloadede også musik, mere og mere, som hastigheden på internetforbindelsen voksede, og da vi nærmede os 10’erne (som i 2010 og fremad), havde jeg ca. 65.000 sange i iTunes. Det var på tide at skille sig af med de fysiske cd’er, som jeg stort set aldrig satte på mere. Altså cirka 1000 cd’er til en gennemsnitspris af, lad os sige 100 kr. Altså for 100.000 kr. cd’er.

Farvel til det hele

Jeg ringede simpelthen til en ven, i forbindelse med en flytning, og sagde “Vil du have mine 1000 cd’er? Så kom med en bil, så skal jeg hjælpe dig med at bære dem ned.” Han fik det hele – bokssæt, singler, Dylan-cd’erne (der var 300 – de fleste af dem dobbelt-cd’er med koncerter), samlinger, favoritter og fejlkøb – og jeg har ikke savnet dem en eneste dag. Aldrig.

For jeg har det hele på min computer. Og at sidde og rydde op i iTunes – navngive, finde covers – er som at rode med sin urtehave. Afslappende. Eller det har det i hvert fald været.

For så kom streamingtjenesterne. Ja, det er vel kun et halvt år siden, måske mindre, at jeg kom på Spotify. Nu er jeg klar til at dumpe de 65.000 sange. Det gør jeg nok ikke, for de 400 sange har jeg trods alt selv skrevet og indspillet. Mange andre af mine albums er med mine venners bands, eller ting der næppe finder vej til Spotify (25 shows med komikeren Bill Hicks, f.eks.). Men de ryger i skuffen, og sikkert lidt senere på loftet. Og når vi flytter engang, vil de ryge nederst i en kasse, og om 10-15 år, vil jeg skuffet konstatere, at harddisken med skatten ikke virker længere.

Hvad er der sket undervejs? Jeg vil sige, at jeg, måske, endelig er blevet befriet for min belastende samlermani. Jeg har for nyligt samlet musikdokumentarfilm, så jeg er ikke helt kureret, men jeg behøver ikke at eje, brændt eller købt, den musik jeg hører.

I disse dage udsendes et deluxe-vinyl-bokssæt med The Beatles. Netop Vinyl synes at være det holdbare musikmedie p.t.

I disse dage udsendes et deluxe-vinyl-bokssæt med The Beatles. Netop Vinyl synes at være det holdbare musikmedie p.t.

Hvis jeg vil støtte en kunstner i dag, så køber jeg en vinylplade med ham. Det er stadig et smukt objekt, og om 20-30 år, tror jeg der er en chance for, at folk stadig lytter til vinylplader.

Tilbage er nu, endelig, kun fokus på hvad jeg hører – ikke hvad jeg har mulighed for at høre.

Tak, Spotify. Fordi du satte mig fri.

Kristian Leth og Juncker på de små brædder

Standard

Kristian Leth

Lille Ideal Bar var fredag aften scene for Kristian Leths første koncert med sine danske numre. Det skete med et stærkt, ungt og veloplagt band, og det lød skide godt. Bedre end på pladen.

Før Kristian Leths optræden, var der opvarmning ved Juncker, der ligesom Kristian Leth er aktuel med en dansk plade om livet i 30’erne, tvivl og andet godt. Pladen hedder Noia Noia, og er lige så poppet som Leths plade, men hvor Leth trækker på folk og rock i sine popnumre, trækker Juncker mere på synth-pop (Depeche Mode) og den skandinaviske popskole (Kent, Jonathan Johansson, Love Shop).

Junckers optræden var usædvanlig. Han virkede ikke særlig godt tilpas med at være der, og det satte han ord på efter første nummer, et glimrende cover af The Smiths’ Death of a Disco Dancer: Jeg blev ringet op for tre dage siden, for at høre om jeg ville spille opvarmning. Så ved man ligesom at man har peaket [karrieremæssigt].

Den form for tør humor, blev serveret iskoldt mellem numrene, og kom hurtigt til at virke selvudslettende, som han stod der helt alene foran 40 mennesker. Ærgerligt, for han både synger og spiller glimrende. Og det var hans første koncert i 4 år (!), dvs. ca. lige så længe som Kristian Leth har været aktiv med The William Blakes, Baron Criminel og nu hans soloprojekt. Grunden til at der ikke har været andre koncerter til ære for pladen, der i øvrigt virkelig kan anbefales, skal findes i, at Juncker er blevet taget grundigt ved røven af et bookingbureau (hans egne ord).

Juncker er ude med en smuk plade - Noia Noia

Juncker er ude med en smuk plade – Noia Noia

De 40 mennesker var blevet til 80, da Kristian Leth og bandet gik på scenen. Her var ingen rysten på hænderne, og popfaconen var gemt langt væk, til ære for noget nær fullblown rock’n’roll. Numrene blev serveret sikkert, og var modnet betydeligt mellem udgivelsen og koncerten. De blev her udført levende og energisk af bandet, og fremstod stærkere og mere helstøbte end på pladen, der i nogen grad opleves som et eksperiment. Bandet var fuldt af smil og nærvær, til i hvert fald min tilfredshed. Hvor er det dejligt at se folk optræde, der elsker at optræde. At de også elskede numrene, var man ikke i tvivl om.

Og så var det en kort koncert. Vi fik de 9 numre fra pladen, og et enkelt nummer der ikke var plads til (Neil Youngs Helpless i en dansk gendigtning). Alligevel var det en fuldvoksen oplevelse, fordi Kristian Leth var utrolig tændt som performer. Ikke på den måde, at han begav sig ud i hverken sceneshow eller akrobatik, det var scenen også alt, alt for lille til, men han var 100% til stede i hvert nummer, og tog synligt glad imod bifaldene, som de fortjent kom til ham og bandet, efter hvert nummmer.

For hvor er der meget kritik af Kristian Leth! Da pladen udkom i sommer, fik den omkring 50 ubehagelige kommentarer med i kommentarsporet på GAFFA. Vel at mærke, fra folk der næppe havde hørt en lyd af pladen, udover måske nummeret Storebæltsbroen. De gik efter manden.

Da Kristian Leth forleden lagde hans version af Helpless ud, gentog det sig, dog i mindre omfang. Men det er tydeligt, at der er en bred modvilje mod Kristian Leth fra den brede musikbefolkning. Hvad bilder han sig ind, kan man høre dem spørge.

Men jeg er netop vild med, at vi har en renæssancemand i Danmark i 2012. Jeg elsker, at han er skuespiller, digter, musiker, komponist, “smagsdommer” på DR2, radiovært (han og Ralf Christensen leverer det bedste musikprogram vi nogensinde har haft i DK med P6 Beats Album), tv-vært (Liga og Agenda, to programmer jeg desværre aldrig har set – jeg har ikke TV), far, ægtemand, og passioneret og overraskende i alt det han laver. Fra hans nye radioprogrammer om Magi, til hans endnu uudgivne fantasy-roman, må man sige at han går sine egne veje. Og han er, hvad, 32 år? Hvis man af ovenstående, kun føler en indædt irritation eller slet skjult misundelse, er man sgu et sølle menneske. Jeg er solgt.

Hvor var anmelderne? Ideal Bar er et lille sted. Faktisk troede jeg, at det var navnet på et arrangement på Lille VEGA, men nej. VEGA har 3 spillesteder: Store VEGA (kapacitet ca. 1500), Lille VEGA (kapacitet ca. 450), og Ideal Bar (kapacitet ca. 150).

Kristian Leth var sidste år ude med riven efter den danske anmelderstand, for at skubbe til den dovne og ubehjælpsomme anmelderstandard herhjemme. Han ønskede en debat, men jeg tror ikke der var meget genlyd for det ønske i anmelderkorpset, i det store hele. Jeg håber nogle af dem var til stede i går, eller er det i aften i Aarhus på Voxhall.

For det er et smukt, grønt skud på stammen, disse koncerter. Nyd det.

Har du lyst til at læse mere om Leth, kan jeg varmt anbefale dette interview med Kim Skotte fra Politiken.

The Raveonettes – og deres kælderrungende, pigtrådssvøbte candyflosssange

Standard

Observator er det syvende udspil fra The Raveonettes. Det er ti år siden det første udspil, som var en EP med 7 numre i samme toneart. Altså et meget selvbevidst værk. Det var tydeligt fra staten, at Sune Wagner og Sharin Foo ville noget med deres band og deres musik.

Det var ikke den store overraskelse, for Sune Wagners forrige band, Psyched Up Janis, var et af de mest ambitiøse danske bands i 90‘erne. Ligesom Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy dukkede de op i tågerne af grunge, og ligesom Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy spillede de overhovedet ikke grunge. Deres rødder kunne findes i The Jesus And Mary Chain, Sonic Youth, 60’er-pige-pop, Velvet Underground, og Dinosaur Jr. (Disse referencer står for min egen regning, og er ikke klippet fra hverken noget Wikipedia-opslag eller pressemeddelelser).

Vi er nok lidt som Woody Allen

Langt hen ad vejen, er det de samme referencer der går igen i The Raveonettes, men fokus er langt mere på vokaler og vokalharmonier, og langt mindre på den musikalske vildskab der kendetegnede Psyched Up Janis. Vilddyret er tæmmet, så at sige. Men selv om det ikke længere stikker sit grimme hoved frem, så kan man godt mærke, at det nikker med til musikken, når man hører det syvende udspil, Observator.

Det er nemlig en grum bund der ligger under de forbavsende poppede sange. Grum bund og sprøde, smukke vokaler. Holdbare melodier, der ikke udfordrer eller overrasker, men faktisk er gode efter snart 20-25 gennemlytninger (for denne skribent).

Altså et forbavsende modent værk, for et band der arbejder i et felt af teenagedrømme og ditto forelskelser. Det er som en Nils Malmros-film i New York i 60‘erne, med et overset eller glemt støjrockband, der er fusioneret med solisten fra en pige-popgruppe.

I et interview med GAFFA, siger Sune Wagner om den nye plade og om dem selv, at de nok er lidt som Woody Allen – de bliver bare ved med at lave det samme, eller i hvert fald ved med at lave plader på nogenlunde samme måde. Så kan der være et lille twist. På denne plade, er det twist vist, at der introduceres klaver i lydbilledet. Det klæder helet, uden at ændre på stilen eller kompositionerne.

Pladen er kun 31 minutter lang, og er på mange måder netop gentagelser af det udtryk Sune Wagner nu i 20 år har forfinet med henholdsvis Psyched Up Janis og The Raveonettes. Ialt 10 studiealbums på 20 år, med sange om unge, der kastes ud i natten, forelskelser, fortvivlelse, vejene, byerne og drages mod lys, kys og evig ungdom.

Så langt, så godt som altid. Og faktisk lidt bedre denne gang. Der er noget fint over de 10 skæringer, der alligevel kommer ind under 31 minutters-grænsen. Der er ikke unødige gentagelser, men små veloplagte numre, der kommer til pointen, og siger hvad de har at sige, uden dog at forfalde til sjusk eller venstrehåndsarbejde. Det er godt, det her.

Et morgen-TV-interview om Observator

En sur/sød blanding

Det summer. Det brummer. Og spinner, indimellem, som kælne katte der finder sammen.

Jeg har aldrig haft de store forventninger til The Raveonettes, dertil var de for meget bundet op på deres image, store singler, og pastichens farlige kunst. De bar deres inspirationskilder lidt for tydeligt på ærmerne, for de skulle vises og deles, men de var ikke rigtigt fordøjede endnu, og derfor blev det til pasticher.

Nu er inspirationskilderne efterhånden ikke nye længere, og ophavsmanden og -kvinden har haft modet til, at gå i studiet og lægge pladen ind på en uge. De fik tilmed skrevet ét af de 10 numre undervejs, fordi de var blevet trætte af et andet numre.

Derfor er konklusionen denne gang, at de lyder både godt og veloplagt, uden at virke fortænkte og polerede. Den underliggende bund, som jeg i indledningen kaldte grum, er i virkeligheden ret pæn. For det grumme flytter sig rundt fra bund til top, hvor f.eks. vokalerne på Curse The Night lyder som noget der kom ud af et par hovedtelefoner, så spinkel og filtreret er de. Og hvor er det godt.

På modsat vis, er vokalerne solide og medrivende på den dunlette Downtown, med det insisterende omkvæd, “All the boys, all the boys are going dooowntooown”.

Tracklisten er nøje udvalgt, så sammensætningen føles som en sur/sød blanding. For hvert nummer der mejer sig frem, er der et mere tilbagelænet nummer, der viser den søde og sårbare side af duoen.

Det er måske det farligste for nye lyttere. De fleste numre, er hængt op på en meget tynd idé. Det er helheden, det korte, energifyldte værk, der skal nydes. Gør man det, bliver det en både helstøbt og varieret plade.

Videoen her er en kort dokumentar fra indspilningen af det forrige Raveonettes-album, Raven In The Grave (2011)

De ældre albums

Når man til sidst finder ind til et band, som Raveonettes, og bekender sig som fan, så ser bagkataloget pludselig spændende ud igen. De sidste par dage her jeg lyttet til Lust, Lust, Lust, Pretty in Black, In And Out of Control, og Raven In The Grave igen. De er bedre end jeg husker.

Det der især vinder, ved de nye lytninger, er at man kan se trådene der fører til Observations-albummet. Idéerne er der, de er bare ikke lykkedes så godt før, med at skabe et samlet udtryk der opsummerer og repræsenterer bandet.

På scenen

Jeg har oplevet Sune og Sharin Foo tre gange. Den første gang, på Voxhall i Aarhus, var de blot annonceret som Sune Wagner & Sharin Foo. De spillede som duo, med hende på bas og ham på guitar (eller var det to guitarer?), og sluttede af med at spille en håndfuld Psyched Up Janis-numre. Det var en ret uforløst koncert, hvor ikke rigtig blev klogere på, hvor de ville hen med deres musik.

Anden koncert med dem, var en decideret Raveonettes-koncert. På det tidspunkt var de fire i bandet, og det var også denne gang på Voxhall, som denne gang var proppet til bristepunktet med folk der ville se giraffen. Bandet gik på scenen, og stod der i røg og damp i en lille time (eller var det 50 minutter), før Sune tog mikrofonen og sagde, at det havde været fantastisk at være der. Det var det måske for de fire, men den New York-swagger de havde som varemærke, var cool at se på, men ikke særligt underholdende. Denne koncert var nærmest endnu mere uforløst end den forrige, omend man dog ikke længere var i tvil om hvor deres musik var på vej hen, for den sad lige i skabet, med et solidt og helstøbt udtryk som de havde lagt ned over alle sangene som en tung glasur.

Det blev til et tredje møde, da de i 2006 var opvarmning for Depeche Mode på dele af deres verdensturné. Jeg så begge bands på Aarhus Stadion (NRGI Park, tror jeg det vil kaldes), og denne koncert var faktisk endnu ringere end de forrige. De blev budt, at stå og spille foran Depeche Modes gear, uden storskærm, og med næsten ingen volume. Det var tyndt, og synd for Raveonettes – og deres publikum.

Fire gange på Orange Scene

Sune er ellers en både dygtig og rutineret livemusiker. Musikken fejler aldrig noget. Og så er han, måske, den eneste musiker der kan prale af, at have stået fire gange på Orange Scene, med tre forskellige orkestre: Psyched Up Janis (1996), Psyched Up Janis (1998), The Tremolo Beer Gut (2000), og senest med The Raveonettes (2011). Meget større bliver det ikke i Danmark. Det skal dog siges, at den sidste koncert i 2011, var hæmmet af dårlig lyd, og noget så kikset som probler med strøm! Koncerten fik blot en stjerne i anmeldelsen på Undertoner.dk, og på den måde blev det en grim punktering for bandet, og dets foreløbig 5 koncerter på Roskilde Festival.

På gensyn

Raveonettes spiller d. 26. oktober i VEGA. Jeg tror bandet er så voksent og modent, som det kan forventes at blive. Jeg tror jeg vil kunne tælles blandt publikum den dag. Det kan faktisk blive rigtig godt.

She Owns The Streets-videoen er inspireret af en gammel hip-hop-dokumentarfilm fra starten af 80’erne.

Diskografi

Sune Wagner fra 1992 til nu:

(1992 danner Psyched Up Janis)
Med Psyched Up Janis:
1994 – Swell
1997 – Beats Me
1998 – Enter The Sugar Peppermint Lounge
1999 – Hi-fi Low Life
1999 – The Quiet Album (live)

Med The Raveonettes:
2002 – Whip it on (EP)
2003- Chain Gang of Love
2005 – Pretty In Black
2008 – Lust Lust Lust
2009 – In And Out of Control
2011 – Raven In The Grave
2012 – Into The Night (EP)
2012 – Observator

Som Sune Rose Wagner:
2008 – Sune Rose Wagner

Sunes guitar kan desuden findes på udgivelser med Tremolo Beer Gut, ligesom han har optrådt som en del af Sort Sol, en del af Nikolaj Nørlunds backingband for Niels Schousen, og med det uhøjtidelige surfrockband The Tremolo Beer Gut. Måske mest overraskende, udgav Michael Falch og Sune Wagner i 2010 singlen “Nu Rider Vi Stormen Af” som digital download sammen.

På dansk er forbindelsen til Nikolaj Nørlund meget tydelig.

Sofabordet Bette

Standard

– Jeg synes vi skal kalde det for Bette.
– Bordet?
– Ja.
– Det kan man da ikke.
– Jo, for det er bare så lille. Ligesom sådan et lille dyr. En hund eller sådan noget.
– Okay…

Således døbte min kæreste vores nye sofabord. Og hvorfor egentlig ikke? Hvis man giver et skib et navn, en bil, en cykel, osv., kan man vel også give sine møbler navne.

Nu er det lidt mere funktionelt med skibe, da de skal tilkendegive hvem de er, tiltales ved radiokontakt, anmeldes ved havnefogeden, osv. Hvis man giver sin bil et navn (Mors Dyt, Lynet, Boblen) er det for sjov, men nok også en form for historiefortælling. Hvad er det for en plads bilen skal udfylde? Hvordan er ejerens natur og forhold til bilen? En Facebook-ven skriver konstant om sin motionscykel, som han havde navngivet. Han kunne så berette om deres fælles oplevelser (han er for længst slettet). Det var dræbende.

Når jeg tænker på døde ting med navne, er historien i Lemonheads’ Stove det første der dukker op. Komfuret, som hele sangen handler om, har ganske vist ikke et navn, men en sjæl, som ejeren savner, da han får nyt komfur. Han synger sørgmodigt om montørens muntre historier,og hvordan han selv helped him carry her. Her er det finurligt, at besynge og besjæle et komfur. Men jeg har altid elsket den sang, for dens pudsige og mundrette, livsbekræftende og antimaterialistiske budskab. Dine ejendele har sjæl. Skøn på dem.

Må-have-fra-den-artikel-jeg-læser-syndromet

Standard

Jeg har i dag bemærket en ny last ved mig selv. Jeg er blevet en jeg-må-have-den-bog-fra-den-artikel-impulskøber.

Du kender det, du sidder og læser om en spændende person eller bog, og der refereres til en bog du vil være glad for at eje. Fint, så er der en titel at kigge efter, næste gang du er hos boghandleren.

Men sådan er det bare ikke længere, vel? Du ved du har glemt alt om den artikel når du har sovet én gang, og skulle du på en eller anden måde komme i tanker om den igen, har du glemt for meget til at kunne google dig frem til den igen (dette gør sig især gældende med artikler i de trykte aviser, som der ofte er en noget snørklet adgang til på nettet).

Derfor kan du lige så godt få købt den nu og her. Den kommer til at stå på hylden, det ved du godt, men der er jo altid en lille chance, for at den bliver læst og gør dit liv rigere. Man har da lov at håbe.

Forleden købte jeg John Taylors nye selvbiografi. Ja, bassisten fra Duran Duran. Altså noget om utrolige successer, utroligt mange piger, utallige koncerter, og måske et afsnit om sminke og hudpleje for mænd. Den er læst inden der er gået en uge, vil jeg vædde på. Den skal bare lige ankomme først.

I dag købte jeg Hitch 22: A Memoir af Christopher Hitchens. Ifølge anmeldelsen i Informations bogtillæg er den mere end læseværdig, og for mig bliver den så også min introduktion til manden. Jeg kender ham overhovedet ikke, og det er i sig selv lidt spændende.

Anmeldelsen af hans seneste bog, havde karakter af halvt boganmeldelse, halvt nekrolog. Hans sidste bog blev kun 106 sider, og den er endda spædet op med noter, forord og efterskrift (af hhv. forlægger og enke). Så tager jeg hellere en livshistorie, der er skrevet mens han stadig følte sig levende og vital. Hans sidste bog var omvendt et usentimentalt billede af livet med kræft og vejen mod døden. En sej person, forstås.

For lidt længere siden, på datalogilektoren Hans Hüttels blog, læste jeg en artikel om Alan Turing. Turing var en arkitekterne bag den første digitale computer, og er desuden ophavsmand til Turing-testen, en tidlig lakmusprøve for eksistensen og udviklingen af kunstig intelligens. Han blev ikke gammel, det satte han selv en stopper for, men mellem de ovennævnte præstationer, en stor indsats med at knække tyskernes koder under Anden Verdenskrig, og en dom for at være homoseksuel, må han siges at have haft et indholdsspækket liv. Også denne bog samler støv lidt endnu, men jeg har planer om at kondensere dens indhold til en spændende 45-60 minutters forelæsning til dette efterårs kursus i Digitale Repræsentationer.

Aarhus Universitetsforlag har for tiden et samarbejde med Netto, hvor de udgiver korte akademiske skrifter til 20 kr. stykket. Jeg har informationerne fra P1-programmet Kulturkontoret, men har ikke fået fat i nogle eksemplarer endnu. Første bind omhandler filosofi, så vidt jeg har forstået, og er på 50 sider.

Jeg sidder med en anden ny udgivelse fra forlaget, nemlig Vide Verden: Berlin. Jeg købte bogen efter en mangestjernet anmeldelse i Politiken, og hørte senere Ronkedorerne rose den i podcasten Den Anden Radio fra netop Den Anden Radio (den2radio.dk).

Det er en guidebog til Berlin, men ikke en bog der forsøger at få alt med. I stedet fokuserer nogle kyndige personer på et afsnit af Berlins historie, og henviser til relevante lokationer ift netop dette kapitel i historien. Serien Vide Verden er meget rost, og kan varmt anbefales, allerede ud fra mit sparsomme bekendtskab.

Én af Ronkedorerne kommenterede, at Vide Verden: Berlin kan man læse uden at tage afsted, mens de fleste guidebøger først er interessante når man har været på stedet.

Der er 12 kapitler, med overskrifter som Spionerne – Berlin Noir (af Bo Tao Michaelis), Tyrkerne – Berlins Store Mindretal (af Henriette Harris), Dekadencen – En Tur Gennem Nattens Berlin (af Troels Heeger), og DDR – Tivolisering og Udviskning (af Hans Hauge). Altså en anderledes gennemgang af en by, hvor jeg selv efter 5 besøg de sidste 4 år, kun lige har skrabet overfladen. Og så er det en læseværdig rejsebog, det er jo nærmest et paradoks.

Ud over at købe bøger, køber jeg magasiner. Mac Format, Web Designer og Computer Arts. Det er de faste. Det gratis Intelligent Life skal også nævnes (det koster trods alt ca. 100 kr i fysisk form), for sine rigtig gode artikler og billeder.

Disse magasiner koster alle over 100 kr. ved bladkiosken i Danmark, faktisk tættere på 150 kr., men kan på iPad’en købes for ca. 30 kr. Så gør det ikke så meget, at jeg sikkert kun får læst bladet igennem én gang, mens det fysiske følger mig rundt i sofa, soveværelse, bus og tog indtil det er læst på kryds og tværs. Det digitale magasin kan noget andet.

Faktisk er det digitale magasin Mac Format noget nær banebrydende i dets layout og opbygning. Det nye er, til forskel for de fleste digitale magasiner, at det ikke er og ikke føles som en pdf. Man scroller ikke ned i en uendelighed i lange artikler (som det er tilfældet med f.eks. Intelligent Life), men læser på en side med et fast layout, hvor man så scroller i selve artiklen, mens billeder og overskrift bliver stående. På den måde fastholdes opmærksomheden på mere end den linje man læser, og man er mere tilbøjelig til at kigge på figurer, billeder og kommentarer mens man læser artiklen. Det skal silkert prøves, for helt at give mening. Det er et spørgsmål om tid, så er alle digitale magasiner opbygget sådan.

Læselyst og købelyst er der masser af. Mangelvaren, og derfor det mest værdifulde i sidste ende, er tid.

Stormen Jack White

Standard
Jack White i Falconer Salen var en intens og medrivende rockfest (billedet er fra et andet stop på turnéen)

Jack White i Falconer Salen var en intens og medrivende rockfest (billedet er fra et andet stop på turnéen)

Igår var jeg til en rigtig koncert. Der var ikke nogen der kunne tænke ordet playback i selskab med Jack White. Tværtimod, var det eneste man tænkte, Hold da kæft, hvor de spiller! Jeg har sjældent oplevet så levende en koncert. Faktisk fik jeg lynhurtigt følelsen af, at Jack og bandet kunne spille hvad de ville. Det eneste der betød noget, var måden de spillede på: højt, beskidt, og på alle måder overlegent. Det var ikke show-off for teknikkens skyld, men leg, leg og mere leg.

Jack White

Hvem er Jack White?

I den store sammenhæng, er Jack White en lille fisk. Men en lille fisk der får en masse fra hånden. I år var han også hovednavn på Roskilde (og en masse andre festivaler, inklusiv de største i verden fra Japan til Austin, Texas), selv om man kan være i tvivl, om han vil kunne fylde et sted som Forum. Igår i Falconer Salen var der udsolgt.

Efter nogle sikkert lærerige år som møbelsnedker, dannede Jack White The White Stripes med sin eks-kone Meg White. De var en del af scenen på Detroit i slutningen af 90‘erne, og spillede en beskidt bluesrock med besætningen guitar og trommer. Altså ind-til-benet rock, på alle måder. Begge instrumenter fyldte meget, og der var et tredje element, ud over sang, som fyldte ligeså meget som de to instrumenter tilsammen: energi.

Den energi var også til stede mandag aften, og lader til at være kendetegnende for Jack White generelt. Siden debutalbummet i 1999, har han udover The White Stripes, barslet med to andre bands, The Raconteurs og The Dead Weather, som begge har to albums på samvittigheden. Små, uanselige plader, som alligevel ofte kaster et par hits af sig, selv om de bærer bræg af at være lavet hurtigt af flittige folk med mange jern i ilden.

The White Stripes er nu fortid, og efterlader et solidt repertoire, som ikke mindst gymnasieelever og efterskoleelever vil vende tilbage til i mange år endnu.

Det fører os frem til den aktuelle turné, som markerer udgivelsen af Jack Whites første egentlige soloalbum, i hvert fald et album i eget navn, for første gang.

Pladen er, som en enkelt af The White Stripes-pladerne, mestendels akustisk, afdæmpet materiale, som tåler nærlytning, og måske kan virke overraskende for en casual White Stripes-lytter. Har man været til koncerterne på denne turné, før man stifter bekendtskab med Blunderbuss-albummet, vil man i hvert fald blive overrasket over dets blidhed.

Daru Jones var en overraskelse og en oplevelse af de større.

Daru Jones var en overraskelse og en oplevelse af de større.

Jack White, The Peacocks og Los Buzzardos

På denne turné er der ikke mindre end to backingbands i spil. Et pigeband, The Peacocks, og et drengeband, The Buzzards, eller Los Buzzardos. Man behøver jo ikke at forvente det ene eller det andet af et pigeband eller drengeband, men i disse konstellationer, er pigebandet det band der kaldes frem, for at udtrykke de blide, eftertænksomme følelser, store som små. Drengebandet får ikke lov at sænke pulsen meget fra de går på scenen til de går af, med enkelte undtagelser. Deres gebet er en indædt, kæmpe rockfest, som trækker på bluesrock (selvfølgelig), garagerock, punk, rockabilly, og mere eksperimenterende roots rock, som man kender det fra bands i 90‘erne som Black Rebel Motorcycle Club, Jon Spencer Blues Explosion, etc. Guitarfræs, men med et arsenal af guitarpedaler, der siger 90+ snarere end 1967.

Mine næsten-oplevelser med Jack White

Allerede i 2002 havde jeg chancen for at se The White Stripes på Roskilde Festival. Jeg missede dem, og det var blandt andet fordi jeg vidste, at de snart kom til landet igen. Det gjorde de nemlig lidt senere på sommeren, hvor de skulle varme op for David Bowie ved en koncert i Lunden (tror jeg deres parkkoncertsted hedder) i Horsens.

Jeg havde købt et hvidt jakkesæt og en rød Hugo Boss-tshirt til lejligheden, og min kæreste var i modsvarende rødt og hvidt. Vi var SÅ klar til The White Stripes inden David Bowie, og stod endda i første række, da de nedslående nyheder nåede os: The White Stripes havde aflyst netop détte job, og var blevet erstattet af engelske The Real People. De var elendige, og er meget sigende gået i enhver form for glemmebog.

Igen i år var jeg på Roskilde, og det samme var Jack White. Desværre var min betingelse for at tage på Roskilde, at jeg ville vende hjem om fredagen, for at modtage gæster fra Norge. Det gjorde mig ikke så meget, for The Cure og Bruce Springsteen stod trods alt højest på min ønskeliste i 2012. Det gjorde de i hvert fald indtil mandag aften.

Selv om musikken er lidt for larmende til mit typiske forbrug, bliver det svært at lægge Jack White ret langt væk efter dette møde.

Selv om musikken er lidt for larmende til mit typiske forbrug, bliver det svært at lægge Jack White ret langt væk efter dette møde.

Jack White flytter ind

Mit billede af Jack White forandrede sig for altid, fra cirka 10 minutter inde i koncerten mandag aften. Jeg tænkte, da jeg gik hjem, om min søn (på 8 måneder), kommer til at opleve lignende musikoplevelser om 15, 20, 30 måske 40 år?

For det er en unik oplevelse at være til Jack White-koncert. Han har et repertoire der har gjort sig på MTV, gymnasier, i radioen, og ikke mindst i musikpressen, hvor gruppernes images er både genkendelige og cool. Det spiller han bare ikke på. Der er ikke megen snak eller poseren (som i noget indstuderet eller programsat) på scenen. Bare masser af musik.

Jeg kunne sige en masse godt, men vil nøjes med at rose bandet, for ikke at være et gråt og habilt backingband, men en så stor del af oplevelsen, at jeg ikke tør tro, at det kan være nær så stor en oplevelse at se pigebandet. Det var især trommeslager Daru Jones, hvis energiske trommespil ledte tankerne hen på Animal fra Muppet Show, men også på Winston Watson i hans tid med Dylan på The Neverending Tour midt i 90‘erne. Hans trommespil krævede et bur af plexiglas, for at indkapsle hans basuneren bare en anelse. Daru Jones fik frie hænder, og de fyldte en stor del af lydbilledet og scenen ud. Tak for det.

Ellers var der akustisk bas det meste af koncerten, masser af pedal steel og violin, virtuost og beskidt orgelspil, og percussion. Bandet var, selvfølgelig fristes man til at sige, med kendskab til Jacks sans for image, ulasteligt klædt i skjorteærmer og for nogens vedkommende habitjakker. A band of gentlemen.

Se drengene her fra en optagelse på fransk TV i maj 2012 der også indeholder et segment med pigebandet:

Jack White live på franske Canal Plus i maj 2012

(Alle billeder er lånt og sakset fra internettet, og er ikke fra mandagens koncert. Jeg har dog valgt billeder, som minder om oplevelsen, dvs. har samme glød og setup.)

Setlisten fra Jack White i Falconer Salen mandag d. 10. september 2012

Setlisten fra Jack White i Falconer Salen mandag d. 10. september 2012

Min nye arbejdsplads

Standard

Fredag vendte jeg hjem til København, efter knap 4 uger i sommerhus lidt syd for Aarhus. Det var svært at tage afsted fra landet og vandet, men også skønt at komme hjem til Københavns puls og mangfoldighed.

Jeg elsker Nørrebro. Det er befriende at være omgivet af mennesker, tusindvis af dem, hvor ingen føler trang til at kommentere vejret (det var for øvrigt udmærket), kritisere deres naboer, deres koner, eller andet i mit selskab. Hverken kassedamen (hvis det stadig hedder det), de søde piger der arbejder på min nye arbejdsplads, eller krejleren der sælger mobiltelefoner for enden af Nørrebrogade, viste den mindste interesse for mig, ud over hvad jeg selv bragte til borde: et stykke cheesecake, tak. Hvad koster den brugte iPhone, dér? Sådan skal det være. Høftligt og professionelt, ellers bliver vi jo aldrig færdige med bare at hilse på hinanden. Så kan det andet, mere nærværende, dukke op i ny og næ, som et stjerneskud midt i folkemængden. Næh, se engang: et rigtigt menneske. Et menneskeligt øjeblik. Ægte kontakt.

Det betyder jo ikke, at man ikke kan blive positiv overrasket i storbyen. Som da jeg spurgte telefon-krejleren hvor længe han har åbent lørdag aften: til klokken 19, svarede han med dreven selvfølgelighed. Det manglede da bare, kunne man forledes til at tro. Men ak, sådan er det jo desværre ikke uden for Nørrebro. Og det er én af de ting jeg savner på landet – at kunne bruge penge.

Det lykkedes mig dog faktisk, at finde mig et bibliotek lidt uden for sommerhusområdet, der kunne fungere som midlertidig arbejdsplads. Der kunne de prale af at have internet, og åbent fra 7-22 (!), hvis man ellers var registreret som bruger i Aarhus Kommune. Det er jeg, for man bliver åbenbart ikke slettet, bare ved at flytte til København. På biblioteket havde jeg en helt uhørt arbejdsro. Faktisk var der så uforstyrret, at jeg mandag middag havde hele biblioteket for mig selv. Og det ca. 15 kilometer fra Aarhus centrum!

Lidt anderledes er det på min nye arbejdsplads. Det er ikke et nyt arbejde, jeg arbejder stadig i Aarhus, nej, dette er bare en plads hvor jeg kan arbejde. Det har jeg brug for som pendler. Mit kontor i Aarhus står jo desværre tomt det meste af tiden, dvs. de dage hvor jeg ikke har undervisningsdage i Aarhus. Nu har jeg fundet en hyggelig lille kaffebar i et hjørne af Nørrebro, klemt inde blandt husene mellem Tagensvej og Nørrebrogade, og med udsigt til et lille torv og en legeplads, hvor man næsten kan drømme sig til et sted i Sydeuropa, for en stund.

Jeg begyndte at komme der for nogle måneder siden, men fra jeg opdagede, at koden til internettet er ‘davidbowie’, vidste jeg at stedet og jeg nok skulle blive venner. Det blev vi.

I dag ventede der to behagelige overraskelser da jeg trådte ind på min arbejdsplads. En gammel ven og hans smukke hustru, sad ved vinduespladserne og bød mig velkommen. En fryd med et par smilende, gammelkendte ansigter (især det ene) efter nogle ugers frivillig isolation på landet.

Den anden overraskelse var af den musikalske slags. Nogen havde lagt Sam Cookes Night Beat på pladespilleren, og pickuppen blev på magisk vis lagt i startrillerne igen og igen som timerne gik. Først da jeg selv på vej op efter cheesecake, eller var det senere da jeg bestilte et fad med oste?, standsede jeg selv op og satte en plade på. Det blev en gammel, obskur 80‘er-plade, The Nightfly, en soloplade fra et af medlemmerne af Steely Dan.

Det føltes skønt at sidde i netop den musik i rare omgivelser med sit arbejde. Der var mindst lige så meget larm som hjemme i børnefamilien, men med den forskel, at her er jeg usynlig. Bevares, der bliver smasket lidt rigeligt ved nabobordene, for min smag i hvert fald, men jeg får arbejdet, og får samtidig arbejdet mig videre igennem menukortet. Det er stadig fuldt tilfredsstillende.

Næste gang må jeg videre igennem pladerne. Jeg tænker især på den gode håndfuld Nina Simone-plader jeg så bagest i en af kasserne, og på Miles Davis’ vilde Bitches Brew (hvem tør sætte dén rablende kakofoni på?).

Hvad der gemmer sig i resten af kasserne, vil efteråret vise…