Bob Dylans fede 80’ere

Standard
Bob Dylan - The Very Best of Bob Dylan '80s

Bob Dylan – The Very Best of Bob Dylan ’80s

For nogen tid siden, skrev jeg om Christian Braad Thomsen og Asger Schnacks Dylan-bog, “Bob Dylan – En guide til hans plader.” Min anke mod bogen er, at den nægter at forholde sig til en del af Dylans diskografi, nemlig dele af hans kristne periode og dele af hans 80’er-periode.

I dag faldt jeg så over en udgivelse med det nærmest sindssyge navn “Bob Dylan: The Very Best of Bob Dylan’s 80s (Sony Legacy)”. Navnet indikerer, at der er folk der mener, at der var noget godt om sige om Dylans 80‘ere. I’m all ears.

For selvfølgelig er der det. Man er jo ikke verdens bedste sangskriver den ene dag, og en stynet wannabe den næste, endsige i et helt årti. Dylan selv har reddet mange af disse sange, og deres renommé, ved at optræde med dem i 90‘erne, hvor de fik en mere klassisk Dylan-lyd på scenen, end de havde på de mest 80’er-agtige plader som Empire Burlesque og Down In The Groove. 80’er-lyd kan som bekendt være skidt, selv når den er god som på Oh, Mercy.

Min egen favorit-80’er-plade er Shot of Love, som blev produceret af Dylan selv. Det samme gør sig gældende for Love & Theft, Modern Times, Together Through Life, og den nye Tempest (udkommer på tirsdag). Pladen er totalt overset, men indeholder virkelig fine sange, og dejligt sjuskede, rå indspilninger. In The Summertime, Lenny Bruce, og Heart of Mine kommer nok aldrig på setlisten igen, men de er Dylan som man kender ham i dag: et fedt band, nogle okay sange, og ingen dikkedarer (overdubs).

Tracklisten på udgivelsen ser ud som følger:
Silvio
Foot of Pride
Blind Willie McTell
Jokerman
Pressing On
Everything Is Broken
Series of Dreams
Most of the Time
The Groom’s Still Waiting At The Altar
Every Grain of Sand
Sweetheart Like You
Brownsville Girl
Dignity
Dark Eyes

15 numre hvoraf ingen kan betegnes som dårlige. Det interessante er, at man sikkert selv vil indvende, at “Hey, der mangler da en hel masse gode numre!” Hvad med Tight Connection To My Heart, Man In The Long Black Coat, Ring Them Bells, License To Kill og Death Is Not The End, for eksempel? Det kunne blive en dobbelt-cd uden problemer.

Læg dertil det fine arbejde med The Travelling Wilburys (Roy Orbison, Jeff Lynne, Tom Petty og George Harrison – foruden Dylan selv), og man sidder tilbage med i hvert fald 3 solide udgivelser. Mere end de fleste fik med ud fra det årti.

Reklamer

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s