Stormen Jack White

Standard
Jack White i Falconer Salen var en intens og medrivende rockfest (billedet er fra et andet stop på turnéen)

Jack White i Falconer Salen var en intens og medrivende rockfest (billedet er fra et andet stop på turnéen)

Igår var jeg til en rigtig koncert. Der var ikke nogen der kunne tænke ordet playback i selskab med Jack White. Tværtimod, var det eneste man tænkte, Hold da kæft, hvor de spiller! Jeg har sjældent oplevet så levende en koncert. Faktisk fik jeg lynhurtigt følelsen af, at Jack og bandet kunne spille hvad de ville. Det eneste der betød noget, var måden de spillede på: højt, beskidt, og på alle måder overlegent. Det var ikke show-off for teknikkens skyld, men leg, leg og mere leg.

Jack White

Hvem er Jack White?

I den store sammenhæng, er Jack White en lille fisk. Men en lille fisk der får en masse fra hånden. I år var han også hovednavn på Roskilde (og en masse andre festivaler, inklusiv de største i verden fra Japan til Austin, Texas), selv om man kan være i tvivl, om han vil kunne fylde et sted som Forum. Igår i Falconer Salen var der udsolgt.

Efter nogle sikkert lærerige år som møbelsnedker, dannede Jack White The White Stripes med sin eks-kone Meg White. De var en del af scenen på Detroit i slutningen af 90‘erne, og spillede en beskidt bluesrock med besætningen guitar og trommer. Altså ind-til-benet rock, på alle måder. Begge instrumenter fyldte meget, og der var et tredje element, ud over sang, som fyldte ligeså meget som de to instrumenter tilsammen: energi.

Den energi var også til stede mandag aften, og lader til at være kendetegnende for Jack White generelt. Siden debutalbummet i 1999, har han udover The White Stripes, barslet med to andre bands, The Raconteurs og The Dead Weather, som begge har to albums på samvittigheden. Små, uanselige plader, som alligevel ofte kaster et par hits af sig, selv om de bærer bræg af at være lavet hurtigt af flittige folk med mange jern i ilden.

The White Stripes er nu fortid, og efterlader et solidt repertoire, som ikke mindst gymnasieelever og efterskoleelever vil vende tilbage til i mange år endnu.

Det fører os frem til den aktuelle turné, som markerer udgivelsen af Jack Whites første egentlige soloalbum, i hvert fald et album i eget navn, for første gang.

Pladen er, som en enkelt af The White Stripes-pladerne, mestendels akustisk, afdæmpet materiale, som tåler nærlytning, og måske kan virke overraskende for en casual White Stripes-lytter. Har man været til koncerterne på denne turné, før man stifter bekendtskab med Blunderbuss-albummet, vil man i hvert fald blive overrasket over dets blidhed.

Daru Jones var en overraskelse og en oplevelse af de større.

Daru Jones var en overraskelse og en oplevelse af de større.

Jack White, The Peacocks og Los Buzzardos

På denne turné er der ikke mindre end to backingbands i spil. Et pigeband, The Peacocks, og et drengeband, The Buzzards, eller Los Buzzardos. Man behøver jo ikke at forvente det ene eller det andet af et pigeband eller drengeband, men i disse konstellationer, er pigebandet det band der kaldes frem, for at udtrykke de blide, eftertænksomme følelser, store som små. Drengebandet får ikke lov at sænke pulsen meget fra de går på scenen til de går af, med enkelte undtagelser. Deres gebet er en indædt, kæmpe rockfest, som trækker på bluesrock (selvfølgelig), garagerock, punk, rockabilly, og mere eksperimenterende roots rock, som man kender det fra bands i 90‘erne som Black Rebel Motorcycle Club, Jon Spencer Blues Explosion, etc. Guitarfræs, men med et arsenal af guitarpedaler, der siger 90+ snarere end 1967.

Mine næsten-oplevelser med Jack White

Allerede i 2002 havde jeg chancen for at se The White Stripes på Roskilde Festival. Jeg missede dem, og det var blandt andet fordi jeg vidste, at de snart kom til landet igen. Det gjorde de nemlig lidt senere på sommeren, hvor de skulle varme op for David Bowie ved en koncert i Lunden (tror jeg deres parkkoncertsted hedder) i Horsens.

Jeg havde købt et hvidt jakkesæt og en rød Hugo Boss-tshirt til lejligheden, og min kæreste var i modsvarende rødt og hvidt. Vi var SÅ klar til The White Stripes inden David Bowie, og stod endda i første række, da de nedslående nyheder nåede os: The White Stripes havde aflyst netop détte job, og var blevet erstattet af engelske The Real People. De var elendige, og er meget sigende gået i enhver form for glemmebog.

Igen i år var jeg på Roskilde, og det samme var Jack White. Desværre var min betingelse for at tage på Roskilde, at jeg ville vende hjem om fredagen, for at modtage gæster fra Norge. Det gjorde mig ikke så meget, for The Cure og Bruce Springsteen stod trods alt højest på min ønskeliste i 2012. Det gjorde de i hvert fald indtil mandag aften.

Selv om musikken er lidt for larmende til mit typiske forbrug, bliver det svært at lægge Jack White ret langt væk efter dette møde.

Selv om musikken er lidt for larmende til mit typiske forbrug, bliver det svært at lægge Jack White ret langt væk efter dette møde.

Jack White flytter ind

Mit billede af Jack White forandrede sig for altid, fra cirka 10 minutter inde i koncerten mandag aften. Jeg tænkte, da jeg gik hjem, om min søn (på 8 måneder), kommer til at opleve lignende musikoplevelser om 15, 20, 30 måske 40 år?

For det er en unik oplevelse at være til Jack White-koncert. Han har et repertoire der har gjort sig på MTV, gymnasier, i radioen, og ikke mindst i musikpressen, hvor gruppernes images er både genkendelige og cool. Det spiller han bare ikke på. Der er ikke megen snak eller poseren (som i noget indstuderet eller programsat) på scenen. Bare masser af musik.

Jeg kunne sige en masse godt, men vil nøjes med at rose bandet, for ikke at være et gråt og habilt backingband, men en så stor del af oplevelsen, at jeg ikke tør tro, at det kan være nær så stor en oplevelse at se pigebandet. Det var især trommeslager Daru Jones, hvis energiske trommespil ledte tankerne hen på Animal fra Muppet Show, men også på Winston Watson i hans tid med Dylan på The Neverending Tour midt i 90‘erne. Hans trommespil krævede et bur af plexiglas, for at indkapsle hans basuneren bare en anelse. Daru Jones fik frie hænder, og de fyldte en stor del af lydbilledet og scenen ud. Tak for det.

Ellers var der akustisk bas det meste af koncerten, masser af pedal steel og violin, virtuost og beskidt orgelspil, og percussion. Bandet var, selvfølgelig fristes man til at sige, med kendskab til Jacks sans for image, ulasteligt klædt i skjorteærmer og for nogens vedkommende habitjakker. A band of gentlemen.

Se drengene her fra en optagelse på fransk TV i maj 2012 der også indeholder et segment med pigebandet:

Jack White live på franske Canal Plus i maj 2012

(Alle billeder er lånt og sakset fra internettet, og er ikke fra mandagens koncert. Jeg har dog valgt billeder, som minder om oplevelsen, dvs. har samme glød og setup.)

Setlisten fra Jack White i Falconer Salen mandag d. 10. september 2012

Setlisten fra Jack White i Falconer Salen mandag d. 10. september 2012

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s