Sofabordet Bette

– Jeg synes vi skal kalde det for Bette.
– Bordet?
– Ja.
– Det kan man da ikke.
– Jo, for det er bare så lille. Ligesom sådan et lille dyr. En hund eller sådan noget.
– Okay…

Således døbte min kæreste vores nye sofabord. Og hvorfor egentlig ikke? Hvis man giver et skib et navn, en bil, en cykel, osv., kan man vel også give sine møbler navne.

Nu er det lidt mere funktionelt med skibe, da de skal tilkendegive hvem de er, tiltales ved radiokontakt, anmeldes ved havnefogeden, osv. Hvis man giver sin bil et navn (Mors Dyt, Lynet, Boblen) er det for sjov, men nok også en form for historiefortælling. Hvad er det for en plads bilen skal udfylde? Hvordan er ejerens natur og forhold til bilen? En Facebook-ven skriver konstant om sin motionscykel, som han havde navngivet. Han kunne så berette om deres fælles oplevelser (han er for længst slettet). Det var dræbende.

Når jeg tænker på døde ting med navne, er historien i Lemonheads’ Stove det første der dukker op. Komfuret, som hele sangen handler om, har ganske vist ikke et navn, men en sjæl, som ejeren savner, da han får nyt komfur. Han synger sørgmodigt om montørens muntre historier,og hvordan han selv helped him carry her. Her er det finurligt, at besynge og besjæle et komfur. Men jeg har altid elsket den sang, for dens pudsige og mundrette, livsbekræftende og antimaterialistiske budskab. Dine ejendele har sjæl. Skøn på dem.