Hvor kommer musikken fra? Eller – Tak, Spotify, fordi du satte mig fri.

Standard

For 30 år siden, hørte jeg musik, når der var tændt for radioen i barndomshjemmet. Radioen kørte ude i køkkenet i hverdagene, og i stuen i weekenderne. Jeg lagde mærke til, når der var sangere jeg kunne genkende. Michael Bundesen fra Shu-Bi-Duah, f.eks. Hans stemme var genkendelig, og musikken var i øjenhøjde med sådan en lille purk som mig. Ét år sang jeg lystigt, “I wanna be free, oh-yeah,” på en hel spejderlejr. “Like a canary without a cage on,” havde jeg ikke fået fat i, og engelsk kunne jeg vist ikke meget af, men der var noget i den måde det blev sunget på, der gav mig lyst til at synge på samme måde.

Hos min moster, en tidligt pensioneret skolelærer, hørte vi også altid radio. Der var det “Hvem du end er så velkommen til verden, jeg vil ta’ del i, dit liv og din færden,” der fangede min opmærksomhed. Den sang var rigtig at høre der. Måske fordi min moster netop gerne ville være en del af mit liv, og aldrig rigtig blev det, på en ordentlig måde, kun i stjålne øjeblikke hist og her.

Schmaltz ud over alle grænser

Så var der weekenderne derhjemme. Giro 413, selvfølgelig, og pladesamlingen og grammofonen. Giro 413 var et hit, for dels var det skægt at høre om de opfindsomme måder folk havde samlet ind til radioprogrammet på, men sangene var også, for de flestes vedkommende, faste gengangere, der kunne tåle mange genhør. Det var folkesjælen, der blev roteret fra pladespilleren i radiostudiet ud i æteren hver søndag middag. Sådan en sjæl fandtes der dengang, der var monopol på TV og radioen var også stærk. Sangene – Jeg er ikke som de andre, Susan Himmelblå, Himmelhunden, Elvis-sange, og alle de andre schlagere – blev en del af min bevidsthed, ligesom de sikkert blev det for de fleste andre.

Vi havde tre plader i pladesamlingen, som var på dansk, og som jeg husker som min fars: Bjarne Liller (den med Billetmærke), Kim Larsens Midt om Natten, og John Mogensens Johns Bedste. De tre plader kan jeg forfra og bagfra, og selv om de mest blev spillet af mig, forbinder jeg dem med min families musik. Jeg tror dog ikke hverken min mor eller min lillebror husker de plader i dag.

Jeg lagde én af pladerne på grammofonen, og pickuppen på vinylen, og så var jeg med John Mogensen ved stranden, ved Dybbøl mølle, og på værtshus, eller hørte om Bjarne Lillers ensomme dame, på 40 år. Det var storytelling. Ligesom Peter Belli, og hans tårepersere, om børn af enlige mødre, der kom op at køre med taxichauffører, eller langturschauffører, med hjerter af guld og stemmer af træ. Børn der bare ville lægge blomster på gravsteder, eller kalde over radioen, og glemme deres sygdom. Herregud, det var mit liv.

Idolernes tid

Men så kom puberteten, og fascinationen af popidoler. Smukke mennesker, som jeg, det lille kejtede menneske, kunne spejle mig i. Og drømme om en dag at komme til at ligne. Disse mennesker lavede også musik, når de ikke poserede for Vi Unge eller Bravo. Jeg måtte have plakaterne, drømte om frisurerne, og købte pladerne – deres albums og singler.

Mit første indkøb var George Michaels debutsingle, Careless Whisper (1984). Et godt nummer, og et godt valg, når jeg selv skal sige det, 28 år efter. Ugen efter købte jeg mit første album: Duran Durans Arena (1984), samme sted – Fona i Gellerup Centret (nu City Vest). Et mindre godt album, når man kigger tilbage, men alligevel en trofast ven, i midten af 80’erne: Wild Boys, Is There Something I Should Know, Save A Prayer og Hungry Like The Wolf. Interessant nok, er det en liveplade, og lyden af skrigende teenagere kunne høres mellem numrene. Det var så langt fra min verden som man kunne komme.

Pladerne var dyre for en, stadig ung, teenager, så jeg måtte ty til radioen, for at optage de numre jeg gerne ville have. Det var Top 20, og den slags programmer. Det blev nogle kiksede optagelser, med lidt snak hen over starten af numrene, og numre der stoppede, når båndet pludselig løb ud. Til gengæld var radioprogrammerne på det tidspunkt flinke til at spille maxiudgaver, dvs. anderledes og forlængede udgaver af numrene.

Et af mine forældres vennepar fra Viborg, havde sågar en søn, der havde optaget hele Midt om Natten-pladen fra radioen, for at give den til sin mor. Han havde siddet i dagevis, og ventet på at optage hvert eneste nummer. Det synes jeg var helt ufattelig sejt, dengang. Det er faktisk stadig lidt rørende.

Der var penge at spare ved at optage fra radioen, og samtidig fik jeg jo hørt en masse musik, som jeg ikke kendte på forhånd. Det meste af musikken fra dengang, Level 42, Modern Talking, Bros, Nena, De Nattergale, Paul Hardcastle, M.A.R.R.S, og meget mere af den skuffe, vil jeg aldrig sætte på i dag. Men Beastie Boys, Madonna, Dire Straits, Bruce Springsteen, Thomas Helmig og George Michael, kan jeg stadig holde ud.

Musiknørden bliver vækket

Som en ældre teenager blev min interesse mere målrettet. Pludselig havde jeg samlet 25 maxi-singler med Erasure. Da jeg blev træt af det band, byttede jeg de 25 plader til 2 albums med U2, som gav lidt mere street cred på gymnasiet. Derefter samlede jeg 100 plader med Prince, hvoraf de fleste var uudgivne numre og koncerter, på såkaldte bootlegs. De var ulovlige, på den måde, at pengene gik uden om både kunstnere og pladeselskaber, og i stedet i lommerne på mellemmænd og bagmænd. Mellemmænd, som kunne være både reelle pladebutikker, eller deciderede pladepushere på pladebørser (og lejlighedsvis i diskrete private gemakker). En ven af mig, fik f.eks. besøg af sin pladepusher hjemme hos sig selv, som jævnligt leverede nye Depeche Mode-bootlegs til top dollar. Jeg selv tog turen til Viby, hvor en pusher lod mig indendøre i hans geschæft. Jeg kom der det meste af 90’erne, og hver gang insisterede han på at bilde mig ind, at han ikke lå inde med pladerne, men kørte forretningen med en ven, som husede dem for ham (af skræk for såvel indbrud som razzia, hvis lokaliteten rygtedes, velsagtens). Den maskerade fandt jeg meget underlig.

En Prince-samling. Ikke min, den er for længst givet bort.

En Prince-samling. Ikke min, den er for længst givet bort.

Samleren

På en ferie til Venedig med familien, jeg har været omkring 20 år, brugte jeg alle mine opsparede lommepenge, flere tusinde kroner, på en time i en sidegadebutik. Her vekslede jeg mine lirer til 10-12 nøje udvalgte Prince-bootlegs. Jeg var kommet i himlen, slet og ret. Italien så stort på copyright, og der var et uimodståeligt udvalg. Så fik jeg 10-12 nye bootlegs, jeg vel at mærke ikke kunne høre på ferien, men pænt måtte vente på at komme hjem og udforske, små 14 dage senere. I stedet blev der spillet Roxette ved poolen hver dag, husker jeg med græmmelse.

Det var vigtigt, at vide alt om kunstnerne, og selvfølgelig også at eje så meget af den musik de havde lavet som muligt. Musik var en kilde til glæde, stil, samhørighed og inspiration, og fascinationen af kunstnerne hang ved fra konfirmationsalderen. Hvem var disse smukke mennesker, og hvad var der bag de smukke masker? Hvordan kunne deres musik afføde så mange følelser i mig?

Musikken, og historien om musikken, blev nu underbygget af musikbiografier, og musikbladene blev mere dybdesøgende, ja, nærmest voksne. Engelske musikblade som Mojo og Uncut, og de danske, mere vildskudsprægede, Zoo og Wild.

Pludselig var Napster og illegale downloads en realitet - og allemands eje

Pludselig var Napster og illegale downloads en realitet – og allemands eje

The age of downloads

Og SÅ kom Napster. Pludselig var der adgang til musik på en hel ny måde. Det var et fragmenteret billede man fik, men man kunne finde demooptagelser, liveoptrædender og sjældne b-sider, med alle sine yndlingsbands. Det var det det handlede om for mig. At kunne få fat på disse sjældenheder. Sjældenheder i tusindvis.

Internetforbindelsen var både dyr og langsom, og de små modem glødede (næsten) så sulten var jeg efter musik. Men det var godt for musikinteressen. Det var magisk, at få endnu en dimension af kunstnernes verden med. Deres efterladenskaber på scener og i studier.

Samtidig med Napster, og alle de andre lignende tjenester der fulgte i kølvandet, kom cd-brænderen. Man kunne altså ikke bare downloade musik, man kunne også brænde den, og lægge sin egen hjemmebrændte cd i sin cd-afspiller. En størrelse ethvert hjem havde sidst i 90’erne, cd-afspilleren.

Brændbare cd’er blev en slags paperback i musiksamlingerne. “Jeg har den brændt,” kunne man sige, og det kunne så betyde, afhængig af hvor bidt man var af musik, at man enten “var rigeligt tilfreds med en kopi, fordi musik ikke betød alverden for en” eller “at man blot havde en kopi, fordi man ikke rigtig vidste om kunstneren eller albummet var noget for en (endnu)”.

Min musiksamling voksede og voksede, og i midten af 00’erne havde jeg godt 2000 cd’er. Cirka halvdelen af dem var brændte.

Det var omtrent der, at jeg begyndte at digitalisere min musiksamling. Vinylpladerne smed jeg ud, for de flestes vedkommende, fordi jeg ikke havde lyst til at blive faldbudt i en brugtpladebutik. Så hellere selv smide dem i en affaldscontainer. Turen var da kortere.

Mit digitaliseringsprojekt gik ud på, at overføre alle mine nøje indsamlede cd’er til min computer, og gemme sangene som mp3-filer. Det tog evigheder, men til sidst var jeg nogenlunde igennem de 2000 cd’er, og smed så alle mine brændte cd’er ud – på én gang. Væk med de 1000 cd’er, med fotokopierede covers. De var jo reelt kun cd’ens pris værd, altså ca. 1 krone. Og kunne anskaffes igen – for ca. 1 krone.

Jeg har aldrig mødt loftet i iTunes, heller ikke da jeg passerede de 100.000 titler (fordi samlingen blev lagt ind 2 gange ved en fejl)

Jeg har aldrig mødt loftet i iTunes, heller ikke da jeg passerede de 100.000 titler (fordi samlingen blev lagt ind 2 gange ved en fejl). Mon ikke de har fået det løftet/rettet.

Men digitaliseringsprojektet fortsatte. Jeg donwloadede også musik, mere og mere, som hastigheden på internetforbindelsen voksede, og da vi nærmede os 10’erne (som i 2010 og fremad), havde jeg ca. 65.000 sange i iTunes. Det var på tide at skille sig af med de fysiske cd’er, som jeg stort set aldrig satte på mere. Altså cirka 1000 cd’er til en gennemsnitspris af, lad os sige 100 kr. Altså for 100.000 kr. cd’er.

Farvel til det hele

Jeg ringede simpelthen til en ven, i forbindelse med en flytning, og sagde “Vil du have mine 1000 cd’er? Så kom med en bil, så skal jeg hjælpe dig med at bære dem ned.” Han fik det hele – bokssæt, singler, Dylan-cd’erne (der var 300 – de fleste af dem dobbelt-cd’er med koncerter), samlinger, favoritter og fejlkøb – og jeg har ikke savnet dem en eneste dag. Aldrig.

For jeg har det hele på min computer. Og at sidde og rydde op i iTunes – navngive, finde covers – er som at rode med sin urtehave. Afslappende. Eller det har det i hvert fald været.

For så kom streamingtjenesterne. Ja, det er vel kun et halvt år siden, måske mindre, at jeg kom på Spotify. Nu er jeg klar til at dumpe de 65.000 sange. Det gør jeg nok ikke, for de 400 sange har jeg trods alt selv skrevet og indspillet. Mange andre af mine albums er med mine venners bands, eller ting der næppe finder vej til Spotify (25 shows med komikeren Bill Hicks, f.eks.). Men de ryger i skuffen, og sikkert lidt senere på loftet. Og når vi flytter engang, vil de ryge nederst i en kasse, og om 10-15 år, vil jeg skuffet konstatere, at harddisken med skatten ikke virker længere.

Hvad er der sket undervejs? Jeg vil sige, at jeg, måske, endelig er blevet befriet for min belastende samlermani. Jeg har for nyligt samlet musikdokumentarfilm, så jeg er ikke helt kureret, men jeg behøver ikke at eje, brændt eller købt, den musik jeg hører.

I disse dage udsendes et deluxe-vinyl-bokssæt med The Beatles. Netop Vinyl synes at være det holdbare musikmedie p.t.

I disse dage udsendes et deluxe-vinyl-bokssæt med The Beatles. Netop Vinyl synes at være det holdbare musikmedie p.t.

Hvis jeg vil støtte en kunstner i dag, så køber jeg en vinylplade med ham. Det er stadig et smukt objekt, og om 20-30 år, tror jeg der er en chance for, at folk stadig lytter til vinylplader.

Tilbage er nu, endelig, kun fokus på hvad jeg hører – ikke hvad jeg har mulighed for at høre.

Tak, Spotify. Fordi du satte mig fri.

2 responses »

  1. En helt lille tids-historie! Helt så generøst (og drastisk) som du, har jeg ikke kunnet skille mig af med mine “vinyler” – de står i fire rækker oppe på loftet, godt dækket til… og egentlig ikke til glæde for nogen som helst! Det vil jeg lige tænke lidt over…

    Like

  2. Du fortæller en genkendelig historie🙂
    Godt nok har jeg aldrig ejet så megen musik, men forløbet er det samme.

    Men.

    Bliver man ‘sat fri’ af streaming-tjenesten?

    Hvad er det lige du mener her? Ja, du bliver fri for at samle, for det er der – næsten – alt sammen, lige til at vælte rundt i som var man Joakin Von And i pengetanken. Fri kan osse have en anden betydning, nemlig bedre end ufri; kort sagt ‘bedre’. Men bliver dit liv med musikken så ‘bedre’ af at have adgang til Everything All The Time?

    Jeg har mine tvivl, tildels baseret på observationer af min egen adfærd. Jeg har fået Wimp, og synes i forbindelse med anvendelsen at have udviklet en forkærlighed for kun at lytte til top-numre. Alt det mest kendte og lettest tilgængelige materiale.

    Kan du huske dengang man satte nålen i rillen og lyttede til en hel side i eet hug? Hvor ens dovenskab gjorde at man faktisk hørte et nummer færdigt i stedet for at rejse sig op, flytte nålen og høre videre på næste nummer. På den måde fik man hørt andet end blot hittene; man fik et bedre indblik i kunstnerens spændvidde, væsen og evner og i tilgift jævnligt en uventet sindstilstand ‘oven i posen’.

    Min pointe er at den lethed i manøvreringen man har fået med såvel sin digitale musiksamling som nævnte streamingtjenester er lidt af et tveægget sværd. Friheden bliver til en slags begrænsning, idet man ikke får ‘hørt ind til sagen’ fordi det er så let at shoppe sorgløst videre.

    Gør streaming folk til musikfrådsere mere end til musikbrugere?

    Det bemærkelsesværdige her er at jeg stort set altid kommer beriget ud af en given lyttesession såfremt jeg tvinger mig selv til at ‘høre pladen færdig’. En shoppe-hoppe-session giver sjældent den samme gode fornemmelse i kroppen.

    Er det bare mig, eller har andre gjort samme erfaringer?

    Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s