Forleden stillede en ven mig denne udfordring: Tænk over dine 5 all-time yndlingsplader til næste gang vi ses.
Ak. Kun 5 plader. 5 sølle titler efter 30 års nørderi. Det er svært.
Men selvfølgelig skal han have sit svar. Here goes:
Depeche Mode – Violator (1990)
Bob Dylan – Live ’66 (1966)
Gillian Welch – Time (The Revelator) (2001)
Morrissey – Vauxhall & I (1993)
David Munyon – Stories From The Curve (1995)
Det er 5 plader, som man ikke finder på Top 5 i Rolling Stone Magazine, Uncut eller Mojo. Det er jo netop mine valg.
Vi kan godt tage diskussionen om verdens bedste plader. OK, Computer, Pet Sounds, Led Zeppelin IV, Highway 61 Revisited, Sgt. Pepper, Ziggy Stardust, Dark Side of the Moon, Astral Weeks, og de hundredevis af andre vigtige værker gennem de sidste 50 år.
Men selv om jeg holder af alle disse plader, stort set uden undtagelser, så er de mit fundament, de er det udgangspunkt jeg vælger fra.
Hverken Morrisseys soloplader eller Gillian Welch er faste gæster på hæderslisterne. Men netop disse plader gør noget for mig. Hvor de store værker vækker min respekt, rammer disse mindre kendte værker mig dybere.
Men det bliver et udtræk af mine favoritter, essensen af min smag. Jeg har brug for en Top 50 eller Top 100 som mit næste projekt.
Giv mig et par kommentarer, hvis du har lyst til at tage udfordringen op: 5 favoritplader. Jeg skal nok følge op på mine 5 valg.
Den Unge Niebuhr 
Yo, kære Michael.
Ja, det er sgu noget af en opgave at skulle nøjes med 5 titler og vel i virkeligheden nærmest umuligt med din kendskab inde i musikkens verden.
Dine 5 valg kan jeg kun tage hatten af for. Det er meget stærke plader. Har selv Stories from the curve og violator på min shortliste med 50 titler som jo skal blive til 5.
Jeg er i øvrigt helt enig i din vurdering af at det må blive de plader som gør mest for en og ikke nødvendigvis dem som har haft stor betydning, musikhistorisk set.
Mine 5 udvalgte skal heldigvis først være fundet til på lørdag. Så snart jeg har dem udvalgt skriver igen herinde.
LikeLike
Jeg ser frem til listen.
Det er et utaknemmeligt arbejde at vælge, bortset fra, at det altid er sjovt at genopdage sin musiksamling. Og det er det jo en glimrende anledning til.
LikeLike
Hej kære michael.
Hermed følger mine 5:
Dusk: the the
New adventures in hi-fi: r.e.m.
Kiss me, kiss me, kiss me: the cure
Oh mercy: bob dylan
Communique: dire straits
I Vejle-logen hvor opgaven var stilet til, skulle alle 6 medlemmer have sine 5 yndlingsskiver med. Det endte ud i 23 nomineringer og listen endte således efter efter flere afstemninger:
1) ten: pearl jam
2) achtung baby: u2
3) new adventures in hi-fi: r.e.m.
4) dusk: the the
5) automatic for the people: r.e.m.
LikeLike
Jeg har selv haft Dire Straits (godt nok debutalbummet), The Cure og U2 i tankerne.
Dusk og Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me er fantastiske plader. Og, ja, det er Oh, Mercy jo også.
Jeg har haft R.E.M. fremme i denne omgang, for at genhøre Automatic for the People. Den er slet ikke så stærk, som jeg huskede. Jeg tror du har ret i, at New Adventures in Hi-Fi har mere nerve. Den virkede ret rodet da den udkom, men jeg tror det tjener den godt på den lange bane. At den ikke er én stemning hele vejen igennem (som Dusk og Automatic).
Vi ses jo kl 12, og nu er banen vist kridtet til en lang snak om dem vi glemte 😉 Og om Verdens Bedste Album på DR P6 Beat! Jeg kan også anbefale det helt nye program Pladesamler – også på P6 Beat.
LikeLike
Sandy Denny: Like an Old Fasioned Waltz
Grant Lee Buffalo: Fuzzy
Lou Reed: New York
The Band: The Last Waltz
Crosby, Stills, Nash: Crosby, Stills, Nash.
Dusk var med i opløbet, men jeg hørte den for nyligt. Tiden har slidt lidt for meget på en del numre og kun 4-5 står tilbage i den højeste kategori. Så har Stone Roses “The Stone Roses” som for mig er lidt i samme boldgade holdt sig langt bedre.
Det ser helt sikker anderledes ud i næste uge….
LikeLike
Kære Jesper.
Mange tak for din kommentar. Du står for mig, som en af de store musikkendere i min omgangskreds. Også selv om det er 3-4 år siden vi så hinanden sidst. Endnu et gensyn jeg kan takke bloggen for.
Jeg har anskaffet mig Like An Old Fashioned Waltz, og hørt den i ugevis. Den første uge hørte jeg kun den derhjemme, og den egner sig virkelig til hjemlig hygge på alle tider af døgnet. Det er en smuk og betagende plade.
Som de fleste store plader, er der ikke nogen lavpunkter på pladen, og den holder stilen og stemningen hele vejen igennem. Det er der mange plader der gør, uden at de bliver gode af den grund.
Men Denny er god. Og musikken, stemningen, sangen er smuk. Jeg er virkelig glad for dette bekendtskab.
Og så er jeg selvfølgelig allerede utilfreds med de fem valg jeg fik valgt. De er gode, men det er der mange plader der er…
På gensyn, kære ven
LikeLike