Monthly Archives: december 2012

Blog-året 2012

Standard

WordPress.com har genereret en årsrapport for bloggen. Ikke overraskende, er Johanne Schmidt-Nielsen og Roskilde-dækningen topscorere. Men der er skam også andre topscorere, af mere Niebuhrsk karakter. Heldigvis.

Here’s an excerpt:

Godt nytår til dig, kære læser.

Læs årsrapporten her.

Reklamer

Den store roman

Standard
Er der en grund til, at den nye Auster/Coetzee-bog rager op over alle de tidligere Auster-udgivelser (i fysisk størrelse)?

Er der en grund til, at den nye Auster/Coetzee-bog rager op over alle de tidligere Auster-udgivelser (i fysisk størrelse)?

Jeg har netop sat Her og Nu på hylden, og kan se at den har fået et nyt format. Det er lidt underligt, når nu Per Kofod så trofast har holdt formatet i mere end 20 år. Oh, well. Der er større mysterier og større tragedier, hvis man leder længe nok.

Er det faktisk en stor bog? Jeg tror det afhænger af læseren. For læsere af de to forfattere, er det et indblik i deres privatliv og arbejdsprocesser. Og det kan nok virke mere interessant på faste læsere, end på den uindvigede. Mestendels er det tanker om det der optager dem. Rejser, sport, konferencer, livet. Men faktisk rigtig meget sport. Hvorfor optager det voksne mænd? Mænd der forlængst har passeret en alder, hvor det er muligt at dyrke sport på noget højere plan.

Det er spørgsmål de stiller sig selv igen og igen. Hvorfor sidde foran fjernsynet på skæve tidspunkter, og se et spil med begrænsede regler og muligheder, udfolde sig endnu engang. De forsøger at give svar. Det er jo på en måde en stræben mod det guddommelige, vi ser i splitsekunder af hundrede timers spil. Det perfekte kast, spark, slag, i netop denne genre, der kan overraske og begejstre et helt stadion, fordi netop denne gang lykkedes noget på helt uovertruffen vis.

Jeg er ikke selv sportsnyder på nogen måde. Hverken udøver eller seer. Alligevel har jeg vendt side efter side, og tænkt mit om hvert eneste emne. Jeg har været en flue på væggen, mens to ældre herrer har konfereret om dit og dat. Vi kunne have siddet i en togkupe, eller i kaffestuen på mit gamle institut, hvor den type seancer har udspillet sig i ny og næ.

Læsningen har givet mig lyst til at genlæse Austers Opfindelsen af Ensomhed, som jeg har læst for 20 år siden, og den nye Vinternoter, som er knap et år gammel. Begge er selvbiografiske værker, og har af samme grund stået lavt på min indkøbsliste. Nu bliver de købt og genlæst, og jeg får samlet op på et godt forfatterskab, ved at sætte forfatteren i centrum.

Kærlighed fra Love Shop

Standard
Et af årets bedste album ifølge flere medier. Og et af årets flop ifølge BT. Min kæreste spurgte til albummets kvaliteter i Route 66, og fik en flot og udførlig anmeldelse af ejeren, Martin. Den danske anmelderstab fik også et par ord med på vejen, blandt andet: Det burde kun være muligt at være anmelder i 3 år. Så bør man skiftes ud.

Et af årets bedste album ifølge flere medier. Og et af årets flop ifølge BT. Min kæreste spurgte til albummets kvaliteter i Route 66, og fik en flot og udførlig anmeldelse af ejeren, Martin. Den danske anmelderstab fik også et par ord med på vejen, blandt andet: Det burde kun være muligt at være anmelder i 3 år. Så bør man skiftes ud.

Min kæreste kom hjem med en gave i dag. Jeg var selv på vej ud, for at købe nogle vinylplader til ferien. Det opdagede hun, og jeg fik så min gave med det samme (mon ikke den var tænkt til en mere højhellig dato?).

Jeg pakkede den meget smukke Skandinavisk Lyst ud, og satte den på. Sært nok, lød den både bedre og mere interessant end når jeg har hørt den på Spotify. Hvordan kan det lade sig gøre?

En af overraskelserne, er de mange klædelige temaer og figurer, der binder sangene sammen. Det er den rutinerede Love Shop-keyboardspiller, Mikkel Damgaard, der har produceret pladen. Mika Vandborg spiller elektrisk guitar. Sidstnævnte er en af mine yndlingsguitarister her til lands, og begge har gode ører for “hvad der er lækkert”.

Desværre er lækre produktioner som regel opskrift på kedelig pop, i min optik. Det er det der overrasker ved denne plade. Sangene synker ikke under tunge lag af vellyd, men klirrer og knitrer af musikalitet og ind-i-øret-pop. Det er sådan det skal drejes.

Pladen er på 2 vinyler, med 6 numre på hver. Det er det absolutte minimumskrav for mig, da det giver sølle 3 numre per side. Jeg gider ikke ulejligheden, med at sætte en plade på for at høre 2 numre.

Den første plade, de første 6 numre, er de sikre numre. Den anden plade er lidt mere udfarende og eksperimenterende med lyden. Det er ikke yin og yang vi har med at gøre her, men en forskel er der dog, og man tuner hurtigt ind på den første plade. Noget siger mig, at det er side 3+4 der vil trække mig tilbage i længden. Især side 4.

Et kærkommen plade allerede første dag. Og jeg måtte høre Side 1+2 3 gange hver, før jeg kom til side 3+4 med singlen Skyggehjerte. Meget venteligt, er Skyggehjerte det mest typiske Love Shop-nummer på pladen. Det er veloplagt og iørefaldende, men gudskelov er der en bredere vifte af Love Shops kvaliteter på Skandinavisk Lyst.

Velkommen tilbage Love Shop. Jeg sprang Frelsens Hær og solopladerne over, så tiden er moden til en revival. Mon ikke vi ses til foråret.

Hvad er det med Love Shop og Danmark? Fra starten var der referencer til byer, gader, steder og personer (Aalborg, Holstebro, Viborgvej, Café Hollywood og Gustav Winckler på den første plade alene) på pladerne, men med titlerne “DK”, “National” og “Skandinavisk Lyst” prøver de vist at fortælle os noget.

Forleden genhørte jeg programmet Besøgstid med Billy Cross, hvor han skosede os danskere, for at prøve så hårdt på at lyde som noget andet end danskere. R&B, Soul, boyband-musik, hvad har det at gøre med os? Hvordan kan det blive andet end blege kopier?

Love Shop er et dansk band, der er stolte af at være danskere, af at lyde danske, og af at synge, om at være danske. Det gør mig glad.

Auster og Coetzee løfter i brevbunken

Standard
Nu og her er 3 års brevveksling mellem Auster og Coetzee - mine to yndlingsforfattere

Nu og her er 3 års brevveksling mellem Auster og Coetzee – mine to yndlingsforfattere

I går kiggede jeg ind i københavnske Tranquebar, en bogcafé tæt på mit nye arbejde. Udstillingsvinduet lokkede med Kafka-udgivelser, og butikken ser både hyggelig og interessant ud.

Jeg fik 2 bøger med hjem. Den nye Tillid fra Aarhus Universitetsforlag (jeg har skrevet kort om serien af billigbøger fra dem tidligere), og så overraskelsen Nu og Her fra Per Kofods Forlag. Og det var virkelig en overraskelse.

De sidste årtier har Paul Auster været min yndlingsforfatter. Det er svært at forklare hvorfor. Jeg køber ikke rigtig al snakken om postmodernisme og metaromaner. Det er nok snarere fordi han skriver godt, at jeg holder af at læse hans værker. Det føles som et kærkomment time-out, når jeg får en ny Auster-bog med hjem.

J.M. Coetzee har jeg først opdaget for 10 år siden. En veninde havde Waiting for the Barbarians stående, og jeg faldt med det samme for titlen. Jeg har læst mig igennem hans forfatterskab, og det har ikke skuffet. Også han er blevet min yndlingsforfatter.

Nu har de to herrer åbenbart mødt hinanden, og fattet sympati for både hinanden og respektive ægtefæller. De har haft kontakt siden 2008, og bogen her er en brevveksling mellem to voksne litterater, som tager livet seriøst – samtidig med, at de erkender hvor sære størrelser både livet og vi mennesker er.

Jeg læste de første 40 sider i går, og nøjagtig som alle andre udgivelser fra de to herrer, er det som slik for mig. Godt læsestof, interessante problemstillinger, gode observationer.

Jeg elsker den mundrette titel

Det samme gælder i øvrigt Når Man Mailer af Svend Åge Madsen, som er lidt ældre. Brevveksling (i Madsens tilfælde emails) mellem forfattere har en velskrevethed og kontakt til kunsten som jeg holder meget af. Også i almindelig dagbogsform, for den sags skyld.

Jeg vil ikke anmelde bogen, men blot skrive om min begejstring for at have opdaget og købt den. Det må hedde en anbefaling.

Skal/Skal ikke – til Springsteen i Parken

Standard

Kan man sige nej til Springsteen?

I går aftes fik jeg en kommentar her på bloggen: Der er meget stille herinde. Er du ikke oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj (min omskrivning)?

Nej, jeg er ikke helt oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj.

Jeg ved ikke helt hvorfor. Men måske fordi, at min interesse for musik er cyklisk, og for øjeblikket hører jeg ikke specielt meget Springsteen-musik.

Men koncerten fra i sommer står også i et særligt lys, som jeg helst ikke vil pille ved.

Jeg forsøgte at købe billetter til Parken i mandags, men fik ikke fat på nogen. Det gør ikke så meget, for jeg tror der bliver annonceret en ekstrakoncert. Ellers er der masser af muligheder i Nordeuropa.

En anden ting, der stiker lidt, er at man kan købe billetter til Inner Circle til koncerten. Ikke noget med at komme som de første, løbe gennem anlæget, over plænen, og glædestrålende blive lukket ind i indhegningen. Nej, man betaler ved kasse 1, og ingen ved om de billetter der er solgt til Inner Circle, er købt for at blive solgt (dyrt) videre.

Mit minde fra Roskilde er at vente i timevis, og få masser af kvalificeret Springsteen-snak undervejs. Blive glædelig overrasket over faktisk at komme til at stå i indhegningen helt oppe foran scenen. Og glædelig overrasket over kvaliteten af koncerten, stemningen blandt det enorme publikum, og vejret på Roskilde.

Min eneste anden Springsteen-koncert var i netop Parken i 1999. Publikum snakkede gennem de (for dem) ukendte numre, og når der var fællessang på de store hits var det ingen fornøjelse fra min side. Det lød plat, når der blev bræget henover Springsteens smukke The River med titusindvis af falske, halvfulde stemmer.

Så, ja, mine erindringer fra hhv. Roskilde og Parken er meget forskellige.

Hvis jeg får billetter til Inner Circle til ekstrakoncerten skal jeg nok være der til maj. For der er stemningen i top, uanset hvor og hvordan man har skaffet sig billetterne. Siddepladser er udelukket. Ståplads kan til nøds gå an, Julemand.