Hverdagen – kan man lære at elske den?

Standard

Screen Shot 2013-01-06 at 12.42.36 PM

I går fik jeg hverdagen belyst fra 2 sider. Bloggen Tanker fra Provinsen anbefalede bloggen Hverdage.dk, som jeg nysgerrigt besøgte med det samme.

Hverdage.dk stiller en person en række faste spørgsmål om hverdagen. Det er spørgsmål om værdier og økonomi, tilrettelæggelse og forandringer.

Jeg har indtil videre kun læst Andrea Hejlskovs beskrivelse af hendes hverdag. Hun og hendes familie er flyttet til en skov i Sverige, hvor de har bygget deres egen lille hytte, og lever uden el og vand. Det er hårdt, men de havde ikke noget valg. For den materialistiske hverdag de havde (som minder betænkelig meget om din og min), kunne de ikke længere gå igennem uden at skrige til himlen, at det ikke var noget for dem.

Den følelse kender jeg godt. Jo mere “succes” man får, jo mere er man låst fast til hverdagsspillet. Til den borgerlige tilværelse, hvor naive, ungdommelige idealer om frihed, kreativitet og kærlighed, har svært ved at få luft. Jeg er selv på vej ud af den vej, og jeg undrer mig over hvor langt jeg skal ud, før jeg indrømmer og reagerer på, at det ikke er noget for mig.

Andrea Hejlskov er fra psykolog- og coach-miljøet, så hun har tjek på sine do’s and don’ts, og præsenterer dem med et blændende glimt i øjet. Jeg blev revet med af hendes fortælling.

I går aftes så jeg en grusom film med min kæreste. Helt uskyldigt, og uden at vide hvad vi gik ind til, valgte vi Michael Hanekes Det Syvende Kontinent fra 1989.

Filmen handler om en familie og deres hverdag i det moderne samfund. De går igennem rutinerne, men har glemt hvorfor de gør de, og hvordan hverdagen relaterer til dem selv. De stræber efter det alle andre stræber efter: det gode job og billedet af en lykkelig familie.

Det ser også godt ud på papiret. Konen er smuk og manden er på vej op ad karrierestigen på sit arbejde. Faktisk lykkes det ham af komme så højt som han kan, da han overtager sin chefs job, i forbindelse med at chefen er sygemeldt.

Familiens selvbillede præsenteres i form af breve til faderens forældre. Det er hårdt, skriver de, men de får det til at hænge sammen. Sandheden er en ganske anden. De er ved at falde fra hinanden som mennesker. Men før de slår revner, så omverdenen får mistanke om hvor galt det er fat med dem, tager de en fælles beslutning og gør en ende på deres liv. Et kollektivt familieselvmord.

Jeg må sige, at indtrykket fra filmen er både ubehageligt og svært at slippe af med. Det var med i mine drømme i nat, og min kæreste græd i en time efter vi havde set filmen. Barske sager. Det kunne jeg nok have sagt mig selv, med Haneke som instruktor, men jeg er så træt af tomme kalorier når betalingen er en aften af mit liv, at jeg har en forkærlighed for “tunge” film.

Tilbage står jeg med mine tanker om hverdagen. Hvor står jeg selv?

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s