Musikelskere elsker underdogs

Standard
Musikelskere elsker underdogs

Alle musikelskere har dem. Deres oversete darling, som de holder af, forsvarer og reklamerer for, og som sjældent bliver andet end det de hele tiden har været: dygtige, men oversete.

Min egen liste af sådanne kunstnere er lang, rigtig lang, men lad mig i flæng nævne Ron Sexsmith, Joseph Arthur, David Munyon, Vincent Gallo, Karen Dalton, Tim Hardin og danske Z’Cue (senere I Be The Prune). Du har næppe hørt om dem, vel?

Det bringer os til andet karakteriske træk: præsentationen. Den er altid imponerende. “Aaaahrmen, har du ikke hørt om ham/dem/hende?’ og så begynder historien. Der er den om Joseph Arthur. Her er det “respect by association”. Hans sange er indspillet af Chris Martin og Michael Stipe, han har været på Peter Gabriels selskab, han har haft en fritidsgruppe med Ben Harper og George Harrisons søn, og han har for tiden en fritidsgruppe med en fra Pearl Jam. Du har hørt om alle hans kontakter, men ikke om ham, hvis jeg ikke tager meget fejl. Han har forresten, i sin 17 år lange karriere, aldrig spillet i Danmark.

Hvad med David Munyon? Gudsbenådet sangskriver, hvis sanger tilsyneladende kommer fra og rammer i hjertet hver gang. Han er vietnam-veteran, troende og spirituel, og hans stemme er varm som sommersol og rar som en bedstefar. Han går langt under radaren. Og uden om Danmark. Nogle år kan man opleve ham i Tyskland.

Vincent Gallo er skuespiller, men har en stærk æstetisk sans, og et spændende, omend spinkelt, musikalsk udtryk. Du kender ham (måske) som den onde bror i Åndernes Hus-filmatiseringen, men han spillede faktisk også hovedrollen i en Francis Ford Coppola-film for nogle år siden (!). Hans musik udgives på Warp Records, det højt estimerede elektroniske selskab, men det er håndspillet musik med tidlig 70’er-inspiration. Når han spiller live er det med gæster som John Frusciante og P.J. Harvey, og kun ved “events” rundt om i verden. På hans hjemmeside kan man bl.a. købe hans sæd for 1 million dollars. Han har humor.

Der er flere på min liste. De døde – Karen Dalton og Tim Hardin – og de glemte (århusianske Z’Cue). Sidstnævnte var jeg stor beundrer af i 90’erne. De fik udgivet en enkelt plade som I Be The Prune (Strange Bliss, 1999) men gik direkte i glemmebogen. Jeg er sikker på, at der var mange fortalere for deres musik. Desværre ikke nok.

Al denne introduktion bringer mig frem til Ron Sexsmith. Denne canadiske sangskriver sammenlignes med de største – McCartney, Cohen og Lightfoot – og bliver ofte nævnt af kapaciteter som Steve Earle, Elvis Costello og McCartney selv. Han har produceret 15 albums, og har aldrig haft et hit med sin musik. Andre har indspillet hans numre, dog uden at hitte med den (det er kunstnere fra Henning Stærk til Rod Stewart og Michael Bublé).

Sexsmith kom godt fra start, men hans stemme og hans musik fænger ikke et stort publikum. I stedet har han et lille, trofast følge, som nok snarere bliver mindre og mindre i disse år, end støt voksende (som man kunne håbe).

Den problemstilling sætter filmen Love Shines fra 2010 fokus på. Den er optaget i forbindelse med indspilningerne til Sexsmiths 14. album som foregår i Los Angeles med selveste Bob Rock i producerstolen (ham fra Metallica og Bon Jovi-successerne – en veritabel super-producer).

Jeg så filmen for halvandet år siden, og blev sgu så irriteret på Ron Sexsmith. Den whiner, tænkte jeg. Der sidder han og klynker hele filmen, om at han aldrig slår igennem. Og det gør han heller ikke. Og hvad så, tudefjæs? Det er sgu da fordi du sidder fast i samme rille. Gør noget andet end du plejer! Det gør han så faktisk også, for Bob Rock er sgu et modigt valg, og det er Sexsmiths egen kapital der dækker regningen. Det ender selvfølgelig i fiasko, og det var måske også derfor jeg måtte have en pause fra ham bagefter.

Nu er han så aktuel med endnu en plade (den 15., tror jeg) og det tager jeg hatten af for. Han bliver ved og bliver ved. Han har spillet på små steder igen og igen, og nu ruller han en tur i manegén igen. Jeg har set ham i Odense og Aarhus, men denne gang spiller han i bl.a. i Carnegie Hall (London). Håber det giver pote.

For nu gør jeg det. Jeg anbefaler en underdog til dig. Fordi jeg er musikelsker.

(og så kom jeg lige i tanker om, at jeg har skrevet om Ron Sexsmith i 2011: https://michaelniebuhr.wordpress.com/2011/07/26/who-the-hell-is-ron-sexsmith/ )

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s