En allerhelvedes god fest i Parken med Springsteen og The E-Street Band

Standard
Lyden var elendig i starten, siden bedre, men kig engang på dette billede, og vær forvisset om, at der var FEST i Parken!

Lyden var elendig i starten, siden bedre, men kig engang på dette billede, og vær forvisset om, at der var FEST i Parken!

Før koncerten, både på dagen og i månederne op til igår, var forventningerne små hos mig. Koncerten på Roskilde står som noget særligt, både musikalsk og stemningsmæssigt, og setlisterne fra turen, har skåret halvdelen af de nye numre væk, til fordel for halvøvede ønskenumre, leveret fra hoften. Lige bortset fra koncerterne i Stockholm, tre af dem, hvor man spillede et klassisk album per aften – Born To Run (1975), Darkness On The Edge of Town (1978), og Born In The U.S.A. (1984). Det var første gang uden for USA, at Bruce og bandet spillede sådanne album-koncerter. Og lidt af et scoop.

Bruce mindede os igår om koncerten på Roskilde i fjord, og synes vi af den grund skulle have netop sådan en albumkoncert: nemlig Born To Run fra ende til anden. Det løftede, i mine øjne, koncerten op til noget helt særligt, og min begejstring eller måske nærmest lykke, var til at tage at føle på.

Album-sekvensen blev spillet efter de indledende 9 numre, hvor de fleste blev skæmmet af dårlig lyd. Det blev der i nogen grad rettet op på med Spirit In The Night, der viste klasse og en kælen for dynamikken og showeffekten i sangen. Festen var netop kommet i gang, da de begyndte på Born To Run.

Leveringen af albummet fortjener massiv ros. Det lød simpelthen så godt, og når man tænker på, hvor svær den plades fødsel var, såvel teknisk som kunstnerisk, er det et under, så let leveringen igår så ud. Jeg er meget imponeret.

Som man kunne forvente, var der en del snak under det der ikke var hits, men i realiteten ukendte album-numre (for mange), og lyden af titusindvis af snakkende publikummer under de stille numre fra pladen, var til nogen irritation for mit følge og jeg. Det tog dog ikke overhånd, i forhold til tidligere koncerter i Parken, men det nager altid mere end godt er, i en dedikeret musikelsker som jeg selv.

Efter albummet var leveret, og godkendt til topkarakter (utroligt så godt Clarence Clemmons’ nevø leverer hans saxofon-stykker), begyndte den egentlige fest. Pay Me My Money Down, Shackled & Drawn og Waiting on a Sunny Day, var syng-med-favoritter, og vi fik lange, legende udgaver af numrene – især Pay Me My Money Down, som var et kæmpe højdepunkt. Det samme var Badlands, det sidste nummer inden ekstranumrene.

I Shackled and Drawn oplevede jeg et stort, emotionelt øjeblik mod slutningen af sangen. Jeg fik tårer i øjnene, til gospeltonerne fra en af korsangerne, og følte mig så rørt, lykkelig, og uendeligt heldig på et rent menneskeligt plan, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har oplevet noget lignende.

Jeg vil slutte min beretning her, og bare sige: større bliver det ikke for mig. En perfekt aften, hvis man kun husker de sidste 2 1/2 time af koncerten. Så det vil jeg gøre.

Det var perfekt med de 3 storskærme, der ved at vise forskelligt indhold, gav et fornuftigt billede af livet på scenen - selv på vores ubehjælpsomme pladser, langt fra festen, midt i salen. Festen kom dog til os, eller omvendt, som aftenen skred frem.

Det var perfekt med de 3 storskærme, der ved at vise forskelligt indhold, gav et fornuftigt billede af livet på scenen – selv på vores ubehjælpsomme pladser, langt fra festen, midt i salen. Festen kom dog til os, eller omvendt, som aftenen skred frem.

Aftenens setliste (fra Setlist.fm):
We Take Care of Our Own
Two Hearts
Loose Ends (sign request)
Cadillac Ranch (sign request)
Radio Nowhere (sign request)
Trapped (Jimmy Cliff cover) (sign request)
Wrecking Ball
Death to My Hometown
Spirit in the Night

Born to Run
Thunder Road
Tenth Avenue Freeze-Out
Night
Backstreets
Born to Run
She’s the One
Meeting Across the River
Jungleland

Pay Me My Money Down
Shackled and Drawn
Waitin’ on a Sunny Day
Lonesome Day
Badlands

Encore:
Brilliant Disguise
Light of Day
Born in the U.S.A.
Glory Days (sign request)
Bobby Jean
Dancing in the Dark
Twist and Shout (The Top Notes cover) (with Jon Landau (his birthday) on stage)
Raise Your Hand (Eddie Floyd cover)

Opdatering:
Jeg burde nok sige et par ord, om de mange forsøg på at få publikum med. Det skete ikke ved at bede os om at synge, danse, eller “være med”, men ved at anerkende publikummet, gang på gang. F.eks. ved at hive et par piger op på scenen, gå helt ned til folk og hi-five, lade folk spille på telecasteren, kysse deres idol, synge i mikrofonen, eller sågar komme helt op på scenen og spille guitar til et af de største hits (jeg tvivler nu på guitaren var sat til).

Alt dette, plus de selvpinende sekvenser, hvor den 63-årige mand bare bliver ved og ved og ved, som en trættelig, menneskelig Duracell-kanin, der ikke har evig energi, men altid kan tage en tørn mere, for publikum, for bandet, og for det største i lokalet: kærligheden til rock’n’roll.

Billedet her er fra GAFFA.dk. Jeg er ret sikker på, at pigen her faktisk fik en dans med Bruce mod slutningen af koncerten, og fik et par kys ind på ham også.

Billedet her er fra GAFFA.dk. Jeg er ret sikker på, at pigen her faktisk fik en dans med Bruce mod slutningen af koncerten, og fik et par kys ind på ham også.

One response »

  1. Pingback: Springsteen i Parken igen igen | Den Unge Niebuhr

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s