Monthly Archives: august 2013

Tænketanken Amagerbanken til tops – og ned på jorden igen

Standard
2 flotte fyre på en flot 2.plads

2 flotte fyre på en flot 2.plads

Så skete der endelig noget på musikquiz-fronten. Mit gamle hold, Tænketanken Amagerbanken, nåede en 3-delt førsteplads i en enkelt runde i quizzen Øl, Quizze og Hornmusik. Det var første gang vi nåede så vidt, og den samlede stilling, en andenplads, er også en førstegangsoplevelse. Vi fik en stak koncertbilletter til Amager Bio for ulejligheden. Mange tak, Amager Bio. Det var i virkeligheden slet ikke nogen ulejlighed – vi vidste jo det hele.

Hvorfor gik det os godt netop denne gang? Muligvis fordi quizzen er ved at forny sig. Måske på bekostning af nogle af de gamle hold, som efter sigende fik nok af Øl, Quizze og Hornmusik igår. Det synes jeg er ærgerligt. Der er ikke nogen der får noget foræret – enten ved man en masse om musik, eller også gør man ikke. Men man kan forme resultatet, ved at tage hensyn til publikumssammensætningen og deres styrker. Og der er mange på 50+ som kan huske en del fra deres ungdom, som yngre deltagere ikke kan. Til gengæld kan de yngre huske noget, som måske gik de ældre forbi, da de nåede til 80’erne, 90’erne og 00’erne. Et godt eksempel var karaoke-quiz-indslaget igår: 9 karakoke-tracks fra ca. 2001 (bl.a Afroman!), som vist nok delte vandene – især fordi deltagerne kunne vælge (ved afstemning) om runden skulle omhandle 1965 eller 2001. Vores holdkammerat Lars var 17 i 2001, og kunne de fleste af numrene. Dejligt med Kids på holdet.

Jeg holder rigtig meget af Denners Quiz, som er den sværeste i byen, og som i høj grad favoriserer 50’er, 60’er og 70’er-viden (på bekostning af ditto fra 80’erne, 90’erne og 00’erne). Det er egentlig okay, for quizzen er interessant og har ambitioner. Det taler for sig selv, at den altid trækker mindst 100 deltagere. I sidste uge fik jeg og Landgreverne en 23.plads. Vi har aldrig været ude af top 30! Men vi kommer troligt igen, og er godt tilfreds med udfordringen. Men derfor behøver alle quizzerne jo ikke favorisere den samme viden. Hvis Øl, Quizze og Hornmusik vil begynde at “brede” sig, vil jeg bestemt se det som noget positivt.

Hvad er der ellers at sige? Vi trak den hjem (nær-sejren) med 3 mand. Og billetterne vi vandt var til en række koncerter i Amager Bio i september – fra Asia til Billy Cross til Saturnus til Mike Andersen til jeg ved ikke hvad. 14 billetter. Jeg tager til Asia og Billy Cross. Men præmierne er nu et meget godt udtryk for det generelle kernepublikum til quizzerne i København. Yesterdays news/blues/dudes – hvad du nu vil kalde det.


ASIA – herren fra YES – spiller i Amager Bio d. 9. september 2013


Mike Andersen Band spiller i Amager Bio d. 13. september 2013


Billy Cross Band spiller i Amager Bio d. 12. september 2013

Reklamer

Nyt år, ny Woody Allen-film: Blue Jasmine anmeldelse

Standard

Anmeldelse af Woody Allens Blue Jasmine (2013)

De sidste 18 år, har jeg hvert år haft fornøjelsen, at se en ny Woody Allen-film. Det er noget særligt, fordi han er en unik kunstner, hvis livsværk i sig selv er ærefrygtindgydende. Prøv at kigge på IMDB. Woody Allen står som forfatter på 71 titler (herunder kortfilm og segmenter i andre film), og som instruktør af 46 spillefilm, alle skrevet af Woody Allen selv (med enkelte samarbejder). Alt dette ville naturligvis være uinteressant, hvis filmene ikke var gode, men min pointe er, at selve det at værket bliver ved med at vokse, gør det interessant for mig at følge med i.

Woody Allen peakede i 2011 med Midnight i Paris, der trak masser af folk i biografen, indbragte en Oscar-nominering for Bedste Instruktør, og vandt en Oscar for Bedste Manuskript (skrevet af Allen).

Woody Allen peakede i 2011 med Midnight i Paris, der trak masser af folk i biografen, indbragte en Oscar-nominering for Bedste Instruktør, og vandt en Oscar for Bedste Manuskript (skrevet af Allen).

De seneste år, har spørgsmålene omkring en Woody Allen-film været af denne type: Hvor er filmen optaget? Hvem er med? Er han selv med? Og “er den lige så god som [Midnight in Paris/Vicky Christina Barcelona/Match Point]?” Lad os tage disse spørgsmål først.

Blue Jasmine foregår i San Francisco, dvs. langt fra New York, hvor hovedparten af Woody Allens film foregår, og også et stykke fra L.A., hvis livsstil og kultur, står i kontrast til Woody Allens erklærede foretrukne livvsstil og kultur. Ligesom de sidste mange film på europæiske lokationer, og de mange mindeværdige scener fra New York, er der også i Blue Jasmine adskillige smukke jet-set-scener fra både San Francisco, The Hamptons og New York City (om der er snydt med de to sidste lokationer, kan jeg ikke bedømme).

Cate Blanchett er ligeså troværdig som den lykkelige, smukke trofæ-hustru, som den frustrerede, ydmygede og fortvivlede fraskilte hustru hun spiller det meste af filmen.

Cate Blanchett er ligeså troværdig som den lykkelige, smukke trofæ-hustru, som den frustrerede, ydmygede og fortvivlede fraskilte hustru hun spiller det meste af filmen.

Filmen bæres ubetinget af den kvindelige hovedrolle Cate Blanchett. Blanchett overraskede mig med sin formidable Bob Dylan-fortolkning i I’m Not There, og er ligeså imponerende som i Blue Jasmine som en kvindelig Woody Allen: ubehagelig, halvskør, snobbet, paranoid og upassende. Præstationen er af typen, som dels tryllebinder publikum, men nok også huskes ved de næste Oscar-nomineringer.

En tur ned ad den sociale rangstige.

En tur ned ad den sociale rangstige.

Andre nævneværdige på rollelisten er Alec Baldwin (der også charmede i din forrige Woody Allen-film, To Rome With Love), Andrew “Dice” Clay (der spiller tilbageholdende og godt, som en sympatisk blue collar-arbejdsmand, langt fra hans 80’er schtick som cool ladies man), Bobby Cannavale (den inkarnerede New Yorker i adskillige film, ikke mindst The Station Agent (2003)), Louis CK (den mest spændende amerikanske komiker i disse år?), og et galleri af typiske skæve personer, som man efterhånden kan forvente i Woody Allen-film (lektie: almindelige mennesker er grimme).

Sally Hawking og Louis CK

Sally Hawkins og Louis CK

Hvor god er Blue Jasmine så? Er den lige så god som Midnight In Paris? På IMDB.COM får Blue Jasmine 8.0 (dags dato), hvilket er en høj karakter (alt over 8.0 kan man roligt gå ind at se). Det er en kvalitetsfilm, men modsat Midnight in Paris og Vicky Christina Barcelona, og i stil med Match Point, er Blue Jasmines kvaliteter i drama-kategorien. Og et godt drama er det. Der er masser af grin, men frem for genkendelige situationer og one-liners, får vi i højere grad en troværdig fortælling om en smuk kvinde fra de højeste luftlag, der tager en lang, ydmygende social deroute til arbejderkvartererne i dagens USA. Spillereglerne er anderledes, og vores stakkels hovedperson (som vi er splittede mellem at have ondt af og være irriteret på) bruger det meste af filmen på at lære på den hårde måde, mens hun træder på alle der forsøger at hjælpe hende, indtil hun til sidst finder en ny guldfugl der måske kan tage hende med op i de højere luftlag igen.

Se Blue Jasmine. Gerne med en kæreste – det er en rigtig tøsefilm.

Sommerlæsning på mobilen

Standard

I sidste weekend læste jeg sektionen Bøger i Weekendavisen, som jeg holder meget af. Findes der noget bedre, end at opdage en spændende bog, læse en velformuleret, skarp og eftertænksom anmedelse, og forestille sig, at man vil læse den bog, blive klogere, gladere og kort sagt, mere lykkelig? Derfor elsker jeg den sektion. For jeg forestiller mig altid, i nogle sekunder, at jeg har fået fat i bogen, har tid til at læse den, og faktisk gør det. Det sker selvfølgelig sjældent, at det faktisk bliver til noget, men hver ny Bøger-sektion gør mig glad og håbefuld.

Et problem ved læsning, er at man skal finde tid til bogen. Den skal med i bussen, hvis man skal læse der, og der skal være lys, ro, osv., hvis man vil læse derhjemme (i sengen, i sofaen, i køkkenet, på toilettet, i haven, eller hvor man kan slippe afsted med læsning i dagligdagen).

Nu har jeg netop været i USA, og selvom jeg havde to bøger med (en tyk og en tynd), blev ingen af dem åbnet på noget tidspunkt. Til gengæld læste jeg en hel e-bog på min iPad. Det særlige ved denne bog, var at den ikke var pakket til formålet. Der ligger simpelthen en samling bøger på iPad’en, som jeg på et tidspunkt har fået lagt derover, og de bliver der så til jeg engang vælger at slette dem.

Bogen jeg læste i USA var Sean Wilentz’ Bob Dylan In America. En glimrende bog, hvis man som jeg er dybt interesseret i Bob Dylan (på det niveua, at man har alle pladerne, og er interesseret i det tyvende århundredes musikhistorie på mere end et overfladisk niveau). Bogen går dybt i sin behandling af en håndfuld sange fra Dylan’s karriere, som så bliver placeret i forhold til andre historiske forhold, i det der ofte kan virke som et nærmest mytologisk USA for en bleghvid dansker som mig.

Dylan in America

Oplevelsen med at læse på iPad’en (en langsom, gammel førstegenerations tablet) var god. Det gik langsomt med at åbne bogen (fordi der er mange bøger at behandle i den proces – det er tåbeligt lavet), men når først bogen var åben på skærmen, var læseoplevelsen god.

Det fik mig til at tro på, at det faktisk kan betale sig, at læse noget mere på de håndholdte enheder, som vi bruger hver dag (mobiltelefonen og iPad’en). Selvfølgelig er skærmen lille, når man læser på iPhone’en, men det opvejes af, synes jeg i hvert fald, at jeg har mobilen med mig overalt. Har jeg lyst til at læse et kapitel i min frokostpause, kan jeg gøre det. Har jeg lyst til at læse i sengen, har jeg en nemlig lille enhed med lys i, som gør det utrolig nemt, at ligge og læse på een gang. Det er fedt.

Det andet særlige, for mig, er indholdet. Sidste sommer gik jeg i gang med fantasy-serien Game of Thrones (det hedder den i daglig tale, men den rigtige titel på bogserien er nu A Song of Ice and Fire), og den læste jeg faktisk også store dele af på iPad’en (på ferie i Italien, langt fra engelske boghandlere. Med det samme jeg kom hjem, købte jeg de engelske paperbacks). Men jeg læste fantasy! Det var fedt. Ud over Hobbitten, Dennis Jürgensens Dystopia, og Stephen King’s The Eyes of the Dragon, tror jeg ikke, at jeg har læst noget fantasy i hele mit 40-årige liv. Det bliver der lavet om på fra nu. F.eks. kunne jeg godt ende med at læse hele George R. R. Martin’s forfatterskab, tror jeg.

Men hvorfor er det pludselig interessant med fantasy? Jeg må for det første erkende, at jeg overhovedet ikke har holdt øje med genren, eller ensige følt mig forpligtet, til at følge op på opfordringer, til at læse genren (for der har da været enkelte bud undervejs, nu jeg husker tilbage). Men jeg har jo også været optaget af noget andet. Jeg har været igennem reolvis af “rigtige” forfattere og deres værker. Jeg har fulgt med i Bøger (Weekendavisens sektion igen) i perioder, og har været inspireret til at læse Houellebecq, Auster, Coetzee, Barricco, Franzen, Nielsen, Frost, og hvad de alle sammen hedder. Og det har været rigeligt, til at holde mig beskæftiget og underholdt. Men det begyndte nok at knibe lidt med underholdningsværdien, efterhånden som føden blev mere og mere forudsigelig.

A Song of Ice and Fire

Forrige sommer (2011) læste jeg så om serien Game of Thrones i Information. De nævnte i en lille rubrik, at den nyeste bog i serien, havde solgt over 300.000 eksemplarer på en uge. Alene i USA. Jeg spærrede øjnene op. Hvad skete der her? Hvad var det jeg havde fulgstændig overset (det var trods alt femte bog i serien!)? Jeg blev nysgerrig, og meget belejligt var der så en netop filmateriseret tv-serie, der kunne løfte lidt at sløret for, hvad jeg var gået glip af. For at gøre en lang historie kort, var jeg hooked med det samme. Det var ganske enkelt den bedste serie jeg havde set i mit liv. Og det var bare serien! Senere læste jeg bøgerne…

Så man kan sige, at jeg lod paraderne falde, og blev belønnet. Der var så meget underholdsningsværdi uden for mine vante rammer, og tilsyneladende er der meget mere at komme efter stadigvæk.

I sidste uge læste jeg så om Joyland, den nyeste Stephen King bog. Anmeldelsen var begejstret, og med 65 bøger under bæltet, er Stephen King jo nærmest legendarisk. Selv har jeg ikke læst noget af ham siden gymnasietiden (tror det sidste var Pet Semetary (stavefejlen er med vilje)), men jeg har ofte bemærket, hvor stor en fortæller han er. Hvis du er i tvivl, så tænk over dette: Hvem har skrevet flest filmmanuskripter blandt de film der ligger top 250 på IMDB? You guessed it. (Bl.a. The Shawshank Redemption, The Green Mile, Stand By Me, The Shining)

Joyland

Den nye Stephen King er en krimi og udgivet på et krimi-forlag. Det er altså en art pastiche, idet forlaget bevæger sig i en verden af korte knaldromaner, med et traditionelt, 50’er-agtigt pulp-cover (tænk på gyserfilm fra 50’erne).

Jeg læste bogen på min iPhone. Jeg begyndte i onsdag i toget til Aarhus, og blev færdig i dag, mens familien sov til middag. Drønhyggeligt, og læsningen har fungeret godt hele vejen (og meget, meget hurtigere end på den gamle, tunge iPad).

Nu vil jeg søge efter den næste bog. Meget belejligt ligger Weekendavisen på bordet.