Nyt år, ny Woody Allen-film: Blue Jasmine anmeldelse

Standard

Anmeldelse af Woody Allens Blue Jasmine (2013)

De sidste 18 år, har jeg hvert år haft fornøjelsen, at se en ny Woody Allen-film. Det er noget særligt, fordi han er en unik kunstner, hvis livsværk i sig selv er ærefrygtindgydende. Prøv at kigge på IMDB. Woody Allen står som forfatter på 71 titler (herunder kortfilm og segmenter i andre film), og som instruktør af 46 spillefilm, alle skrevet af Woody Allen selv (med enkelte samarbejder). Alt dette ville naturligvis være uinteressant, hvis filmene ikke var gode, men min pointe er, at selve det at værket bliver ved med at vokse, gør det interessant for mig at følge med i.

Woody Allen peakede i 2011 med Midnight i Paris, der trak masser af folk i biografen, indbragte en Oscar-nominering for Bedste Instruktør, og vandt en Oscar for Bedste Manuskript (skrevet af Allen).

Woody Allen peakede i 2011 med Midnight i Paris, der trak masser af folk i biografen, indbragte en Oscar-nominering for Bedste Instruktør, og vandt en Oscar for Bedste Manuskript (skrevet af Allen).

De seneste år, har spørgsmålene omkring en Woody Allen-film været af denne type: Hvor er filmen optaget? Hvem er med? Er han selv med? Og “er den lige så god som [Midnight in Paris/Vicky Christina Barcelona/Match Point]?” Lad os tage disse spørgsmål først.

Blue Jasmine foregår i San Francisco, dvs. langt fra New York, hvor hovedparten af Woody Allens film foregår, og også et stykke fra L.A., hvis livsstil og kultur, står i kontrast til Woody Allens erklærede foretrukne livvsstil og kultur. Ligesom de sidste mange film på europæiske lokationer, og de mange mindeværdige scener fra New York, er der også i Blue Jasmine adskillige smukke jet-set-scener fra både San Francisco, The Hamptons og New York City (om der er snydt med de to sidste lokationer, kan jeg ikke bedømme).

Cate Blanchett er ligeså troværdig som den lykkelige, smukke trofæ-hustru, som den frustrerede, ydmygede og fortvivlede fraskilte hustru hun spiller det meste af filmen.

Cate Blanchett er ligeså troværdig som den lykkelige, smukke trofæ-hustru, som den frustrerede, ydmygede og fortvivlede fraskilte hustru hun spiller det meste af filmen.

Filmen bæres ubetinget af den kvindelige hovedrolle Cate Blanchett. Blanchett overraskede mig med sin formidable Bob Dylan-fortolkning i I’m Not There, og er ligeså imponerende som i Blue Jasmine som en kvindelig Woody Allen: ubehagelig, halvskør, snobbet, paranoid og upassende. Præstationen er af typen, som dels tryllebinder publikum, men nok også huskes ved de næste Oscar-nomineringer.

En tur ned ad den sociale rangstige.

En tur ned ad den sociale rangstige.

Andre nævneværdige på rollelisten er Alec Baldwin (der også charmede i din forrige Woody Allen-film, To Rome With Love), Andrew “Dice” Clay (der spiller tilbageholdende og godt, som en sympatisk blue collar-arbejdsmand, langt fra hans 80’er schtick som cool ladies man), Bobby Cannavale (den inkarnerede New Yorker i adskillige film, ikke mindst The Station Agent (2003)), Louis CK (den mest spændende amerikanske komiker i disse år?), og et galleri af typiske skæve personer, som man efterhånden kan forvente i Woody Allen-film (lektie: almindelige mennesker er grimme).

Sally Hawking og Louis CK

Sally Hawkins og Louis CK

Hvor god er Blue Jasmine så? Er den lige så god som Midnight In Paris? På IMDB.COM får Blue Jasmine 8.0 (dags dato), hvilket er en høj karakter (alt over 8.0 kan man roligt gå ind at se). Det er en kvalitetsfilm, men modsat Midnight in Paris og Vicky Christina Barcelona, og i stil med Match Point, er Blue Jasmines kvaliteter i drama-kategorien. Og et godt drama er det. Der er masser af grin, men frem for genkendelige situationer og one-liners, får vi i højere grad en troværdig fortælling om en smuk kvinde fra de højeste luftlag, der tager en lang, ydmygende social deroute til arbejderkvartererne i dagens USA. Spillereglerne er anderledes, og vores stakkels hovedperson (som vi er splittede mellem at have ondt af og være irriteret på) bruger det meste af filmen på at lære på den hårde måde, mens hun træder på alle der forsøger at hjælpe hende, indtil hun til sidst finder en ny guldfugl der måske kan tage hende med op i de højere luftlag igen.

Se Blue Jasmine. Gerne med en kæreste – det er en rigtig tøsefilm.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s