Monthly Archives: oktober 2013

Hør Dylan-koncert der er under et døgn gammel!

Standard

Denne uge har virkelig stået på Bob Dylan på mange måder. Her på bloggen, på anlægget, på telefonen og på de musiksider jeg holder øje med, har der været Dylan på programmet. Ekstra hyggeligt har det været, at andre af mine venner skulle til andre Dylan-koncerter.

Igår var min ven Martin til koncerten i Hamburg, som havde nøjagtig samme setliste som onsdagskoncerten i Falconer Salen. Vi skrev lidt til hinanden i formiddags, og for lidt siden kunne jeg så tilføje, at hele koncerten igår ligger på YouTube som audio. Jeg lytter til den netop nu, og for mig lyder det glimrende (kvaliteten af Dylan-koncerter kan som bekendt diskuteres).

Ud over at det er skønt, at kunne ligge til koncerten fra igår, eller fra denne eller sidste uge, bliver jeg også begejstret for det teknologiske i at vi deler oplevelser på denne måde. Dylan har spillet over 2.500 koncerter på denne uendelige turné (25 år and still going strong), og nøjagtig nul af disse koncerter er udgivet, hvis man ser bort fra den MTV Unplugged-koncert der udkom i 1995. Det er jo alt, alt for lidt! En koncert fra hvert år ville være fedt, og en fra hvert årti (80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne) må være det mindste man kan slippe afsted med. Men sådan skal det altså ikke være.

Man kan spekulere i hvorfor det forholder sig som det gør med koncertudgivelserne (der udgives faktisk flere og flere Dylan-optagelse fra før The Never Ending Tour, bl.a. fra 1964, 1966 og 1975 ad officiel vej, og adskillige fra 60’erne som limited releases). Det mest plausible argument er nok, at The Never Ending Tour ikke skal indfanges og gøres til én bestemt aften, ét bestemt band eller én bestemt lyd. Det kunne nemt blive idealet for de koncerter man tager til. Og hvis der er noget Dylan hader (gætter jeg på), er det forventninger. De er egentlig kun til besvær.

Vi entusiaster/fanatikere har kunnet acceptere dette, fordi man ad andre veje, bl.a. skumle communities på nettet, har kunnet tiltuske sig koncerterne i den ene eller anden form. Det skrev jeg bl.a. om i 2011.

En ny krølle på den historie, er at kunne gå direkte på YouTube, dagen efter koncerten, og høre hvad man selv eller andre hørte. Til evig tid (man kan godt downloade fra YouTube).

Jeg ved godt, at dette ikke er officiel politik, eller nogen teknologisk landvinding som sådan, men når nye vinde blæser, bider jeg mærke i det. Bliv ved med det.

Setlisten fra Hamburg - der i øvrigt er identisk med setlisterne fra Hannover og København (onsdagskoncerten).

Setlisten fra Hamburg – der i øvrigt er identisk med setlisterne fra Hannover og København (onsdagskoncerten).

Lidt mere om Dylan i Falconer Salen

Standard

Efter at have læst min anmeldelse af koncerten igår, synes jeg at jeg vil tilføje nogle flere observationer.

Dylans mundharpespil var virkelig godt. Jeg blev decideret overrasket flere gange, over hvor godt han mestrede instrumentet. Det overraskende i dette, skal ses i forhold til hvor skrøbelig/akavet hans fysiske fremtoning er disse dage. Men også i forhold til hvor usselt hans mundharpespil til tider har været (‘Søgende’ er vist det pæne ord jeg leder efter).

Salen føltes meget intim, og var samtidig helt mørkelagt, hvilket gav det sparsomme scene-setup og -belysning meget fine rammer.

Det var desværre tilladt at tage drikkevarer med ind i den mørkelagte sal. Det siger sig selv, at det kun skabte traffik ud og ind af de tætpakkede stolerækker. Jeg tror halvdelen af min Things Have Changed-oplevelse kom til at handle om at en dårligt gående kvinde blev fulgt til sin plads i bælgmørke. Da jeg bemærkede at kustoden bar hendes halvfyldte fadøl for hende, blev jeg ekstra irriteret. Ikke alene kunne hun ikke finde sin plads i tide, men havde tid til at stå og drikke øl til efter koncertstart. Hvor dumt.

Alle gulvpladserne – og vi taler immervæk over 30. rækker – var kategoriseret som “bedste pladser” og kostede 1000 kr. uanset om man sad på 1. eller 30. række. Sad man på 1. og 2. balkon kostede billetterne 800 kr.

Hvad de færreste nok ved, det var nemlig ikke særlig tydeligt på Billetnet, er at der var en tredje billetkategori. En såkaldt “Hot Ticket Package”. Disse billetter var til pladser foran 1. række (!). Her var der 3 rækker (snedigt navngivet ‘A’, ‘B’ og ‘C’) til 2100 kr. stykket. For den beskedne sum fik man tilsendt et VIP-kort med sit navn på før koncerten, havde en fin plads allerforrest, og fik desuden en gave fra turen (merchandise). Hvad gaven bestod i og hvordan VIP-passet ser ud, har jeg ingen anelse om. Men denne type billetter tilbydes til hele turen. Her er en beskrivelse fra billetsalget til Hannover-koncerten (hvor der kun er ståpladser):

    Stehplatz / GA Standing Ticket
    früher Einlass in die Arena / Early Entry privilege to gain prime position by the stage before public doors
    exlusives Bob Dylan Merchandise Geschenk / Exclusive Bob Dylan merchandise gift
    Bob Dylan Erinnerungspass / Bob Dylan VIP Collectible laminate
    Vor-Ort-Ansprechpartner / Onsite VIP Host(s)
    Programmablauf inklusive Bob Dylan VIP Pass / Full itinerary sent in advance with ‘Bob Dylan’ VIP Pass Card

Lad mig i øvrigt sige, at publikum var dejligt lyttende, meget stille, tilpas højrøstede under klapsalverne og nærmest ekstatiske under fremkaldelsen (der var faktisk uafbrudt piften i flere minutter). Det må betegnes som et fedt publikum. Foran mig sad 3 veninder i 20’erne med tilbageholdte åndedræt. Mod slutningen af flere numre måtte de rejse sig op for at kunne rumme det hele. Det var skønt at se.

Et helvedes godt koncertår: Bob Dylan i Falconer Salen, København (onsdag)

Standard

Bob Dylan og band siger Tak for i aften i Falconer Salen

Efter et godt år, med gode koncerter back-to-back, blev det onsdag tid til Bob Dylan i Falconer Salen. Med siddepladser. På 9. række. Min 10. Dylan-koncert. Dylans 26. koncert i Danmark. I det herrens år 2013, hvor Dylans uendelige turne kan fejre 25 års jubilæum.

Så for én mand endnu et stop på den uendelige turne, og for os andre en hyggelig, smuk, begavet og rørende aften i selskab med Bob Dylan. Med god lyd. I Falconer Salen. I København.

Hele året har man kunne læse setlister fra koncerterne, og det særlige ved dette femogtyvende år på turneen, er at setlisterne er stort set statiske fra aften til aften. Med en overvægt af nye numre, dvs. numre fra de sidste 10-15 år af Dylans karriere. Det er i min verden meget kærkomment. Dels er der noget nyt at høre for koncertgængerne, men det siger også noget om, at Dylan stadig er relevant i The World of Dylan. Vi checker ind for at høre hvordan han har det, og han byder os velkommen og indenfor, med et væld af nye sange – alle smagfuldt leveret af det upåklagelige backingband. Et anonymt backingband at se på, men alligevel meget velkendt og påskønnet, af de os der har fulgt med gennem årene.

Der er bassisten Tony Garnier, der har været med stort set siden turneens begyndelse. Der er Charlie Sexton, der har været med, on/off, siden 1999. Der er George Recile bag trommerne, der i aften gav den med køller og baret – et herligt syn.

Hver gang det truer med at blive for glat, står Dylan selv heldigvis bag tangenterne, og så får vi lige et håndfuld dissonante toner, eller i hvert fald et rytmisk modspil, til de pæne arrangementer. Det fungerer godt. Man bliver revet ud af sin ro hver gang, og går i stedet med på opdagelse. Det er ikke altid spændende, men det virker.

Setliste fra Bob Dylan i Falconer Salen 16. oktober 2013

De sidste dages anmeldelser fra Oslo, Stockholm og København, nævner alle Forgetful Heart (2009) og Long And Wasted Years (2012) som højdepunkter. Forgetful Heart var også denne aften et enestående glansnummer, hvor intensiteten blev holdt knivskarp, samtidig med at tempoet og tyngden blev sat ned. Da der så kom mundharpe på nummeret, nåede vi et af aftenens højdepunkter for mig. Jeg glæder mig til at lytte til koncerten når optagelser dukker op i de kommende uger.

Andre numre fik også de store smil frem, taknemmelige klapsalver og opstemte tilråb blev det også til. En overgang, det var lige inden Forgetful Heart, var der faktisk en stor skare af mennesker i salen, der fik lyst til at råbe Vi Elsker Dig, igen og igen. Voksne mennesker, vel at mærke. Til en 72-årig legende. Der ikke fik Nobelprisen i år. Han fortjener det sgu.

Jeg var vild med Love Sick (1997), der afsluttede første sæt. Det blev leveret helt stramt, og hvor sidder det nummer bare lige i skabet, hver gang det bliver spillet.

Things Have Changed var åbningsnummer, og som sådan en lidt klodset lydprøve/opvarming for Bob og bandet. De spillede fint, men jeg sad med følelsen af, at manden med mikrofonen gerne måtte vågne op. Lidt synd, at levere så fint et nummer så slasket.

Lad mig runde af med at sige, at koncerten ikke var til seks stjerner. Men heller ikke fire, to eller nul. Det var en god Dylan-koncert. En i en lang, lang række af koncerter. Vi gik ind for at høre Dylan, og fik mere end vi turde håbe på. Musikalsk måtte de gerne have udfordret numrene lidt mere, men det har de troligt gjort i mange, mange år, så på den måde er det i sig selv noget nyt, at setlisten for øjeblikket ligger (så godt som) fast. Det betyder så i nogen grad, at det gør arrangementerne og udførelsen også. Hvis numrene skal trækkes i en anden retning, skal de trækkes derhen af Bob selv bag tangenterne, og det sker også med nogle staccato-prægede improvisationer. Men som de sidste 15 år, tænker man “Gad vide hvad det band her egentlig kunne udrette?” Det tankeeksperiment får være, for det er Dylan der bestemmer.

Før ekstranumrene var der det traditionelle løb mod scenen, hvor stemningen blev helt løssluppet og kroppene kom i bevægelse.

Før ekstranumrene var der det traditionelle løb mod scenen, hvor stemningen blev helt løssluppet og kroppene kom i bevægelse.