Et helvedes godt koncertår: Bob Dylan i Falconer Salen, København (onsdag)

Standard

Bob Dylan og band siger Tak for i aften i Falconer Salen

Efter et godt år, med gode koncerter back-to-back, blev det onsdag tid til Bob Dylan i Falconer Salen. Med siddepladser. På 9. række. Min 10. Dylan-koncert. Dylans 26. koncert i Danmark. I det herrens år 2013, hvor Dylans uendelige turne kan fejre 25 års jubilæum.

Så for én mand endnu et stop på den uendelige turne, og for os andre en hyggelig, smuk, begavet og rørende aften i selskab med Bob Dylan. Med god lyd. I Falconer Salen. I København.

Hele året har man kunne læse setlister fra koncerterne, og det særlige ved dette femogtyvende år på turneen, er at setlisterne er stort set statiske fra aften til aften. Med en overvægt af nye numre, dvs. numre fra de sidste 10-15 år af Dylans karriere. Det er i min verden meget kærkomment. Dels er der noget nyt at høre for koncertgængerne, men det siger også noget om, at Dylan stadig er relevant i The World of Dylan. Vi checker ind for at høre hvordan han har det, og han byder os velkommen og indenfor, med et væld af nye sange – alle smagfuldt leveret af det upåklagelige backingband. Et anonymt backingband at se på, men alligevel meget velkendt og påskønnet, af de os der har fulgt med gennem årene.

Der er bassisten Tony Garnier, der har været med stort set siden turneens begyndelse. Der er Charlie Sexton, der har været med, on/off, siden 1999. Der er George Recile bag trommerne, der i aften gav den med køller og baret – et herligt syn.

Hver gang det truer med at blive for glat, står Dylan selv heldigvis bag tangenterne, og så får vi lige et håndfuld dissonante toner, eller i hvert fald et rytmisk modspil, til de pæne arrangementer. Det fungerer godt. Man bliver revet ud af sin ro hver gang, og går i stedet med på opdagelse. Det er ikke altid spændende, men det virker.

Setliste fra Bob Dylan i Falconer Salen 16. oktober 2013

De sidste dages anmeldelser fra Oslo, Stockholm og København, nævner alle Forgetful Heart (2009) og Long And Wasted Years (2012) som højdepunkter. Forgetful Heart var også denne aften et enestående glansnummer, hvor intensiteten blev holdt knivskarp, samtidig med at tempoet og tyngden blev sat ned. Da der så kom mundharpe på nummeret, nåede vi et af aftenens højdepunkter for mig. Jeg glæder mig til at lytte til koncerten når optagelser dukker op i de kommende uger.

Andre numre fik også de store smil frem, taknemmelige klapsalver og opstemte tilråb blev det også til. En overgang, det var lige inden Forgetful Heart, var der faktisk en stor skare af mennesker i salen, der fik lyst til at råbe Vi Elsker Dig, igen og igen. Voksne mennesker, vel at mærke. Til en 72-årig legende. Der ikke fik Nobelprisen i år. Han fortjener det sgu.

Jeg var vild med Love Sick (1997), der afsluttede første sæt. Det blev leveret helt stramt, og hvor sidder det nummer bare lige i skabet, hver gang det bliver spillet.

Things Have Changed var åbningsnummer, og som sådan en lidt klodset lydprøve/opvarming for Bob og bandet. De spillede fint, men jeg sad med følelsen af, at manden med mikrofonen gerne måtte vågne op. Lidt synd, at levere så fint et nummer så slasket.

Lad mig runde af med at sige, at koncerten ikke var til seks stjerner. Men heller ikke fire, to eller nul. Det var en god Dylan-koncert. En i en lang, lang række af koncerter. Vi gik ind for at høre Dylan, og fik mere end vi turde håbe på. Musikalsk måtte de gerne have udfordret numrene lidt mere, men det har de troligt gjort i mange, mange år, så på den måde er det i sig selv noget nyt, at setlisten for øjeblikket ligger (så godt som) fast. Det betyder så i nogen grad, at det gør arrangementerne og udførelsen også. Hvis numrene skal trækkes i en anden retning, skal de trækkes derhen af Bob selv bag tangenterne, og det sker også med nogle staccato-prægede improvisationer. Men som de sidste 15 år, tænker man “Gad vide hvad det band her egentlig kunne udrette?” Det tankeeksperiment får være, for det er Dylan der bestemmer.

Før ekstranumrene var der det traditionelle løb mod scenen, hvor stemningen blev helt løssluppet og kroppene kom i bevægelse.

Før ekstranumrene var der det traditionelle løb mod scenen, hvor stemningen blev helt løssluppet og kroppene kom i bevægelse.

3 responses »

    • Hej Jesper!

      Ja, det var sgu en dejlig aften. Mindes nu hvordan jeg mødte dig for første gang på vej hjem fra Dylan i Forum 1998. Det er 15 år siden!

      Det er 6 år siden min sidste Dylan-koncert, og min lyst til at se ham i Odense, Herning og Malmø har været meget lille. I august var jeg alene i USA, og kørte rundt i Californien med en lille stak Dylan-bootlegs i anlægget. Det var ligesom forretningen i Århus om igen. Og entusiasmen blussede op igen, mildest talt.

      Nu vil jeg ud og finde de vinyler jeg mangler i samlingen. Og høre dem…

      Hvordan går det med dig og Bob?

      Kh
      Michael

      Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s