Monthly Archives: juli 2014

Til Neil Young & Crazy Horse i Forum

Standard

Igår var min kæreste og jeg til Neil Young & Crazy Horse i Forum. Det var en kæresteaften, efter en fordrukken tur til Television i Pumpehuset dagen før, og det passede godt til mit temperament. Ingen forventninger ud over skrigende guitar, saunatemperaturer og så det at se manden Neil Young med hans legendariske backing band. Det blev heldigvis en koncert der så rigeligt overgik mine beskedne forventninger.

For det første var lyden noget af det bedste jeg længe har hørt live, og helt sikkert den bedste lyd jeg nogensinde har oplevet i Forum. Neil Youngs stemme gik helt klart igennem, og der var virkelig kraft bag leveringen. Det var en magtdemonstration, der blev godt bakket op af 2 anonyme, men velsyngende korpiger. Vokalsiden var virkelig i top. På enkelte numre var der lagt en metallisk effekt på korsangen, som ganske vist nuancerede lydbilledet, men også lød lidt enerverende når man tunede ind på den del af musikken.  

Skrigende guitar var der da også, men mest den konstante, tunge, knitrende og “grungede” lyd af forvrængede Les Paul-guitarer, som vel nærmest definerer Crazy Horses old school rock’n’roll. De to guitarer fandt sammen på hvert nummer, og Neils lead-spil var sikkert og fedt. Der manglede måske en Like A Hurricane, Down By The River eller lignende til de helt lange soli, men der var vist ingen der savnede hverken solo eller hjerte da de gik hjem. Det var bare en skide god koncert.

Indholdet var noget nær en standard setliste for turneen. Flest numre fra Ragged Glory (1990), to akustiske numre (Blowin’ In The Wind og Heart of Gold, som blev perfekt leveret), en helt ny sang (ekstranummeret Who’s Gonna Stand Up And Save The Earth?), Living With War (2006), Cortez the Killer (1975), Powderfinger (1979), Keep on Rockin’ In The Free World (1989) og et par andre numre. 

På Crazy Horse-pladerne siden Greendale (2003) har jeg virkelig set mig sur på trommeslagerens kedelige spil. Han har på et tidspunkt skiftet til “øve-stikker”, som gør at hans spil lyder endnu spinklere end tidligere, og han spiller meget lidt varieret (min formodning er at han spiller “sikkert”, og ikke roder sig ud i noget nyt, da det sikkert ofte er det/de første takes der bruges på pladerne). Det er dræbende at lytte til 10-minutters numre på plade, hvis trommerne er dårlige hele vejen. Det var heldigvis ikke et issue igår. Han spillede fint, og det lød godt. Han havde sine øve-stikker med, og lyden var da heller ikke på nogen måde “stor”, men som man næsten kunne gætte, passede han perfekt ind i Crazy Horse-settingen live. Selvfølgelig.

Forum som setting er hvad den er. Det var rigtig fint, at de havde sat videoskærme op i begge sider. Billedet var knivskarpt, og som vi stod mellem skærmene og scenen, var udsynet intet mindre end perfekt. Barerne var placeret aller bagerst i hallen, så det blev kun til et enkelt besøg. Der var tilsyneladende heller ikke den glade vanduddeling til de forreste rækker, som man kender det fra nutidens festivaller, hvor det aktiverer de frivillige vagter og svaler de forreste publikummer. Det kunne der nu godt have været, til 770 kr. for billetten. Til gengæld var der meget overraskende en gratis koncert-t-shirt da vi gik ind. Jeg ved ikke hvad årsagen var, men alle i den kø vi stod i fik en Earth-t-shirt i s, m eller large. Jamen, tusind tak da! 

Jeg gik derfra med en følelse af, at have set en rigtig stor musiker og hans gamle, elskede band. De lignede en rar flok bedstefædre deroppe, foran et publikum af bedstefædre og bedstemødre, onkler og tanter, kærester, voksne børn og forældre. En kvinde besvimede ved siden af os inden koncerten, pga. varmen. Hun kom til sig selv, og gik ud og trak luft med sin mand. De fire mænd og to kvinder på scenen gik derfra 2 1/2 time senere, tilsyneladende uberørte af kampen. Neil Young helt cool med filthatten på hovedet hele koncerten. De triller videre mod nord de næste dage, og vi andre går hjem til pladerne. Min kærlighed til Young blev kun større af besøget. Tak for koncerten! Jeg tror vi ses igen – der er masser af kræfter tilbage i manden på hesten.

20140731-112302-40982242.jpg

På pladejagt i Sverige, dag 3: Mynt & Musik, Göteborg

Standard

Den næstsidste butik på min shoppingtur, var Mynt & Musik, der ligger få meter fra Bengans-butikken. Der er tale om en gammeldags brugtbiks: blade, cd’er, film og porno, og så en god del vinyl.

Jeg startede i den billige ende, hvor de meste koster 10 og 20 kr. Der fandt jeg Mark Knopflers Local Hero, Edie Brickell, Ringo-pladen, Dylan’s Saved, McCartneys Tug of War, og Vaya Con Dios Første. Det er perfekt med 10-kroners kasser, til at lukke de store huller i samlingen som jeg stadig har masser af. Tænk at man kan købe en Dylan-plade for 8 DKK.

Efter 10-kroners kasserne fik jeg øje på 4-5 kasser under bordene, hvor der var 4 plader for 10 kr. Jeg købte ikke noget der, jeg skulle jo trods alt slæbe det hjem til København med håndkraft, men det skal da bestemt nævnes her, at man kunne få f.eks Steve Winwoods Back In The High Life, Joan Jett & The Blackhearts’ I Love Rock’n’roll, Kim Larsens Jungle Dreams og Blondies ikoniske Parallel Lines. Jeg havde 3 af disse plader allerede, men sikke et tilbud.

Jo tættere man kommer på disken i butikken, jo dyrere og mere interessante bliver varerne. Jeg husker ikke så meget af udvalget her halvanden uge senere, men jeg gik derfra med Røde Mors Betonhjertet (og lod Rok’Ork stå), og et flot eksemplar af C.V.’s Storbyens Små Oaser.

Helt oppe ved disken stod en kasse med bootlegs. Ikke genoptryk af plader, men koncertoptagelser fra 70’erne og 80’erne. Disse varer var de dyreste bootlegs, med Springsteen bedst repræsenteret. Der var vel 6 forskellige Springsteen-koncerter i prislejet 200-400 SEK. I god stand.

Alt i alt en udmærket butik, hvor man ikke er garanteret noget, men har en god chance for at finde et par rigtig billige tilføjelser til vinylsamlingen.

20140726-083933-31173055.jpg

20140726-083932-31172192.jpg

20140726-083934-31174811.jpg

20140726-083933-31173921.jpg

På pladejagt i Sverige, dag 3: Armadillo Records, Göteborg

Standard

Armadillo er en lille, overskuelig butik, som udmærker sig ved at være meget billig. Jeg kom ind i en tom butik, hvor der kørte noget svensk lokalradio på radioen. Efter to minutters tid, kom ekspedienten (ejeren?) ud bag disken, og gav sig til at klimpre på en spansk guitar efter nogle noder. Det var temmelig ubehjælpsomt, musikalsk såvel som kunderelateret, og det blev til støj med lokalradioen kørende henover. Pyt, jeg kiggede pladerne igennem på en halv times tid og smed min stak på disken. Dette var endnu en af de butikker, hvor man giver 10-15% rabat, uden at man skal bede om det.

Mine indkøb:
– Elvis Costello, Imperial Bedroom (25 SEK)
– Japan, Tin Drum (45 SEK)
– Folkways, A Tribute to Woody Guthrie and Leadbelly (45 SEK)
– Dexys Midnight Runners, Too-Rye-Ay
– Nick Lowe, Nick the Nife (35 SEK)
– Rickie Lee Jones, den første (35 SEK)
– Van Morrison, A Sense of Wonder (25 SEK)
– Brian Wilson, Brian Wilson (25 SEK)
– Talking Heads, Naked (35 SEK)

Fin lille butik, hvor man kan gøre rigtig billige fund. Og så ligger den få hundrede meter fra Bengans-butikken, som er helt uundværlig i Göteborg.20140721-060032-21632723.jpg

20140721-060031-21631846.jpg

20140721-060030-21630987.jpg

På pladejagt i Sverige, dag 3: Andra Långgatans Skivhandel, Göteborg

Standard

Det var helt overvældende at komme ind i Andra Långgatans Skivhandel, efter de fire besøg i mindre butikker. Butikken er rigtig stor, og alene størrelsen lover jo godt, for at kunne finde noget interessant. De store butiksvinduers udstilling rummede dog meget lidt af interesse, ud over de allermest gængse brugte plader (3 Lis Sørensen-, 6 Steely Dan, og et par Dylan-plader). At jeg var blevet advaret om høje priser i butikken afskrækkede mig ikke. Den slags vurderinger er jo meget subjektive.

Lige inden for døren var country-sektionen. En pænt stor sektion, med bl.a 3 Dwight Yoakam-titler, men ellers ikke meget af interesse for mig. Yoakam-pladerne kostede ca 100 SEK stykket, altså ca 80 DKR. Det skulle hurtigt vise sig, at forretningen mest af alt mindede om en meget dyr Accord-forretning. De fleste af de titler der står til 4 for 200 DKR hos Accord, stod her til lige under 100 SEK, dvs det dobbelte pr styk. Det var ærgerligt, for udvalget i almindelige plader – dvs ting der var mainstream på udgivelsestidspunktet – var stort, og butikken kunne være et godt sted at fylde endda store huller i sin samling ud.

Efter al den snak om pris, skal det siges, at jeg fandt nogle fine ting til små penge alligevel. Lars H.U.G.s City Slang til 30 svenske kr var et fund i mine øjne. I udfylde huller-afdelingen snuppede jeg George Michaels Listen Without Prejudice for 25 SEK, Slippery When Wet og New Jersey for 35 SEK hver, XTC Oranges & Apples for 50 SEK og Randy Newman Land of Dreams for 45 SEK. Det dyreste jeg tog med hjem var Lou Reed & John Cale’s Songs for Drella til 125 SEK.

Ved kassen stod 3 flyttekasser med ca 200 plader i hver til 200 SEK (ca 160 DKR). Jeg havde nul chance for at slæbe en flyttekasse plader til Jylland med tog og bus, men kiggede alligevel. Der var bl.a Phil Collins og Orup i den øverste kasse. Meget sjovt.

Bag den 8-10 meter lange kasse stod de dyre plader. Der var metal, jazz og rock, fra 250 til 1500 SEK. Masser af Stones og Beatles, men også Keith Jarrett, Stone Temple Pilots og Ulf Lundell. Det var lidt svært at overskue på afstand, men der var fine ting imellem.

Helt bagerst i butikken var en masse grammofoner til salg, bag ved singler og 12″ere. På den måde er butikken fed: man kan kigge i timevis, og hele tiden bevæge sig videre til et nyt område. Det mest negative var faktisk de høje priser på helt almindelige ting, som i hvert fald afskrækkede denne køber fra at købe stort ind. 20140720-155915-57555142.jpg

20140720-155919-57559112.jpg

20140720-155916-57556616.jpg

20140720-155919-57559912.jpg

20140720-155922-57562432.jpg

20140720-155918-57558313.jpg

20140720-155924-57564266.jpg

20140720-155917-57557487.jpg

20140720-155921-57561561.jpg

20140720-155920-57560732.jpg

20140720-155923-57563304.jpg

Til Dylan i Sverige: Dag 2, Trädgårdsföreningen, Göteborg

Standard

Anden koncert var klart den bedste. Dagen før var publikum ikke med hele vejen, og rigtig mange snakkede højlydt gennem andet set. Oplevelsen i Göteborg var helt anderledes.

Trädgårdsföreningen ligger få hundrede meter fra Hovedbanegården, og altså helt centralt placeret i Göteborg. Da jeg stod af toget ved 15-tiden, kunne jeg faktisk høre lydprøven helt tydeligt på vej til mit hotel. Skønt, for os gæster, at de må spille så højt midt i byen.

For anden dag varmede Sylvester Schlegel op, og det gjorde han godt. Jeg havde cirka nul lyst til at se en ukendt svensk folkesanger to dage i træk, men det endte med at jeg købte hans genoptrykte album dagen efter koncerten (genoptrykt til Record Store Day 2013). Musikalsk var det pop, med en folket besætning: cello, guitar, mandolin, keyboard, bas og trommer – og masser af kor. Jeg ved ikke rigtig hvem man kan sammenligne med herhjemme. Stemmen var spinkel og ofte i falset, men numrene var nu godt sat sammen, og specielt anden aften blev rigtig stærk for bandet.

Efter opvarmningen var der en god halv time til Dylan, som sluttede af med at setlister blev klistret fast på scenen. Jeg nåede lige at tænke, sikke noget show-off, det er jo bare samme set som de altid spiller. Men lige der kom Stu Kimball ind på scenen, og startede koncerten på elektrisk guitar, og ikke på akustisk som dagen før. Det var alt jeg behøvede at vide: vi var på vej off-piste, væk fra den slagne vej.

Det var et rigtig godt træk, at spille et mere uptempo set i Göteborg. 15 numre der ikke blev spillet i Helsingborg – til stor glæde for de som skulle se begge koncerter – og ingen pause. Det sidste var med til at holde intensiteten oppe. Ikke at der skulle så meget til, for mit vedkommende. Jeg bimlede af lykke, over at få en “speciel” koncert, på denne min ellevte aften i selskab med Dylan på The Never Ending Tour.

Det ene fede nummer efter det andet blev sendt ud over scenen. Med de andre “specielle” koncerter i baghovedet, er det tydeligt, at Dylan er ved at lave et A- og et B-set. Et lytte- og et uptempo-set. Selvom uptempo skal ses ift en 73-årigs magelige normaltempo. Jeg har set to rigtig gode numre fra koncerten på YouTube, Shelter From The Storm og Girl From The North Country, og de er alt andet end uptempo.

Musikalsk mindede koncerten mig om Falconer-koncerten i efteråret. Bandet er godt, men konstellationen har ikke helt spillet sig ind på dette set endnu. Dylan har i hvert fald ikke. Meget af tiden, var hans spil søgende og kluntet, og mindede mig om børnemusik. Det ødelagde ikke noget, men der blev suttet en del citroner omkring mig den første halve time, når Dylan insisterede på sin egen halvfalske skala på flygelet. Men da vi gik derfra små to timer senere, kunne det ikke lyde på andre måder. Vi var omskolede på bedste vis. Vores ører åbnet op for Dylans særegne musiceren.

I beretningen fra Helsingborg roste jeg Sexton og Dylans samspil. Her var det bombet nogle måneder bagud, og det betød at Charlie var ekstra varsom i sit spil. Det virkede som om, han forventede at få stød, hvis han spillede noget der var det mindste klichefyldt. En umulig opgave, så ikke så mærkeligt at han så presset ud til tider.

The Levee’s Gonna Break var laaaang, men Dylan var der, og det var godt hele vejen. Det var ellers et af de bluesnumre jeg havde spået kunne blive meget ensformige.

Girl From The North Country mindede mig i denne version om et Oh, Mercy-outtake. Det var smukt, smukt, smukt.

Musikken i Cry A While mindede mig om et Tom Waits-backing track. Og det er en kompliment.

Alt i alt en skøn koncert, og en helt særlig oplevelse, at høre 34 forskellige Dylan-sange på to dage. Kom snart igen, Dylan, og tag sangene fra din næste plade med. Jeg kommer helt sikkert igen!

20140718-125604-46564239.jpg

20140718-125603-46563982.jpg

På pladejagt i Sverige, dag 2: Linné Skivbörs, Göteborg

Standard

Det første der slog mig i Linné Skivbörs, var at der ikke kørte musik i forretningen. Det er så usædvanligt i en musikforretning, at det nærmest er foruroligende. Efter en ti minutters tid kom der dog noget på.

Butikken har fokus på alt andet end rock, specielt jazz og soul, men der var også en del andre genrer – bare ikke så meget af det man ser mest af i alle andre butikker. På den måde udnytter butikken sin beskedne plads godt.

Jeg fandt et eksemplar af 10.000 Hz Legend med Air. Det var ikke specielt billigt, 250 SEK, men heller ikke en plade jeg har set brugt før.

Resten af mine indkøb var i den billige ende: 10 SEK for hhv. Miriam Makeba (Pata Pata) og George Harrison (Cloud Nine), 20 SEK for Genesis (A Trick of The Tail), og 45 SEK for Van Morrison & The Chieftains (Irish Heartbeat).

Skulle jeg en dag være på udkig efter soul, reggae eller jazz i Göteborg, eller pludselig begynde at samle på singler, er dette et udmærket sted at kigge.

20140718-075822-28702575.jpg

20140718-075825-28705810.jpg

20140718-075824-28704006.jpg

På pladejagt i Sverige, dag 2: Dirty Records, Göteborg

Standard

Det første jeg ser da jeg træder ind hos Dirty Records, er ejeren, der står og putter Nick Caves Abattoir Blues i et plasticcover. Det er tydeligvis en dugfrisk bootleg. Jeg siger til ham, at det han står med er en bootleg, og han nikker. Hvordan er lydkvaliteten? Jeg kan sætte den på kundegrammofonen og lytte på hovedtelefoner. Det lyder fint. Mens jeg lytter, står jeg og bladrer i pladerne omkring mig. Manden må være vild med Captain Beefheart – der er ti forskellige udgivelser med ham. På væggene er der fyldt med plader, blandt andet en del Cure-bootlegs. Interessant forretning.

Tilbage ved disken er der en stor stak nye bootlegs: Nevermind, The Strokes – Is This It, og masser af Nick Cave. Der er også nogle fede bokse (originale): Den store Exile On Main Street (750 SEK), og Grateful Dead Europe ’72-settet (700 SEK).

Butikken består af en stor pop/rock-sektion, en stor jazz-sektion, alskens andet inkl. selvfølgelig svensk musik, cd’er, og en hyggelig cafe (der reklameres med friskpresset juice) der ud over mad og drikke tilbyder læsestof: en enorm Mojo-samling og andre lødige musikblade. Jeg fandt 4 af de 6 numre af Mojo jeg mangler i min samling, som jeg købte for kun 5 SEK stykket. En del billigere end på EBay 🙂

Jeg nåede ikke at kigge på jazz-sektionen, men snuppede Jazz på Svenska – der stod forrest i en række – med for 40 svenske kroner.

I rocksektionen fandt jeg et eksemplar af Hymns To The Silence for 90 SEK. Under halv pris af hvad jeg har set den til online.

Butikken er en sjov sammensat størrelse, med masser af charme, og rigtig gode muligheder for at gøre et fund af den ene eller anden slags: nyt, brugt, bootleg, jazz eller svensk. Jeg vender helt sikkert tilbage.

Endelig skal det siges, at ejeren uopfordret gav mig rabat. Det er ikke så usædvanligt i små butikker, men altid dejligt alligevel.

Indkøb:
– Gene Clark, Roadmaster (ny)
– Allman Brothers Band live at Fillmore East (ny)
– Jan Johansson, Jazz på Svenska (40 SEK)
– Van Morrison, Hymns to the Silence (90 SEK)
– Randy Newman, Good Old Boys (25 SEK)
– World Party, Goodbye Jumbo (25 SEK)
– Eric Clapton, August (30 SEK)
– Best of Van Morrison (30 SEK)

20140717-093126-34286796.jpg

20140717-093123-34283792.jpg

20140717-093125-34285182.jpg