Da Jack White malede Roskilde blå

Standard

Hvor skal man begynde? Jack White blev annonceret til Roskilde med 3 dages varsel, og dukkede op for at lukke festivalen i stedet for Drake. Drake skulle have lukket på Arena (den grønne scene), men erstatningen White fik altså Orange til lejligheden.

Jeg har selv misset White ved 3 lejligheder, senest Roskilde i 2012, men fangede ham endelig, for første gang, i efteråret 2012 i København. Koncerten var noget af det mest eksplosive jeg havde set, og jeg gik derfra og tænkte, om min 2-årige nogensinde får noget lignende at se.

Det var lige ved at glippe igen denne gang. Det var et usædvanligt varmt Roskilde-år, og jeg måtte søndag indse, at jeg ikke orkede at stå og bage endnu en dag, for at se White kl 23, og så kæmpe med 60-80.000 andre om at komme hjem bagefter.

Jeg tog hjem, gik i bad, hyggede med familien, og begyndte så at kigge efter et evt livestream fra koncerten. En lille times tid før showtime fandt jeg et link, og jeg kunne pludselig sidde i min sofa og nyde Jack White med det fulde overblik. Det var fandme lækkert (sagde mine ben til hinanden).

Koncerten gik igang, det blå lys væltede ud over pladsen og stuen, og så kørte det ellers derud som et godstog på stoffer. Fuldstændig knald på, masser af soli, og er sæt der på ingen måde leflede for publikum. Der blev kun leflet med een ting: kvalitet. Det var simpelthen så rå en rockkoncert som jeg ikke kan mindes at have set på Roskilde før. Faktisk det modsatte af Red Hot Chili Peppers i 2007 – et brag af en koncert.

Få dage forinden havde jeg oplevet Albarn-koncerten på første række, og især bemærket hvor godt publikum kunne Gorillaz-numrene. Også hos White var det en fornøjelse at se publikum genkende og støtte Steady, As She Goes og Seven Nation Army. De var 200% med, men de andre 85% af koncerten var mere en audiens hos Mr. Rock’n’roll anno 2014. Både numrene fra White Stripes og solopladerne blev leveret perfekt: beskidt, tight og uperfekt.

Guitarspillet var selvfølgelig det bærende i koncerten, men for mig var pedalsteel-playerens theremin-solo noget af det sejeste jeg har hørt live meget længe.

White skiftede i øvrigt mellem 3 guitarer i løbet af koncerten, uden brug af guitar-tekniker/roadie. Det er sgu tillid til processen.

En fed detalje ved at koncerten blev streamet, er at den nu kan findes på YouTube i sin helhed. Og downloades, hvis man ved hvordan. Velkommen i samlingen.

Det er stadig et under for mig, at årets Roskilde-koncert blev med et erstatningsnavn og oplevet fra min egen sofa. Vi er virkelig på vej ind i det 21. århundrede. Det er bare kun rigtig fedt, når vi har essensen af det 20. århundrede med, som det var tilfældet i denne koncert.

2 responses »

  1. Det er meget sjovt, at du kan skrive et reflekterende blogindlæg om pensionistkoncerter, hvor det som du selv gør opmærksom på, er lidt svært at forstå, hvad der er din pointe, men så vidt jeg læser, handler det om manglende engagement og nyskabelse i de fleste dinosaur-koncerter. Og så blafrer man lidt rundt i dine opslag og finder denne sag, der handler om, at benene er blevet lidt for gamle og den sidste koncert på Roskilde derfor måtte nydes som stream i sofaen.

    Sorry, dude, men en koncert er sgu da en umiddelbar oplevelse og uagtet, hvor meget medie-snak, vi begiver os ud i, så er logikken bag den udtryksform da, at den skal opleves live.

    Der bliver talt en masse om “tilgængelighed” “bred distribution”, men affødt af dette indlæg (og dine overvejelser på vegne af din 2-årige!), så synes jeg da, det er værd at spørge sig selv, hvilken type koncertgænger vores generation er i gang med at opdyrke? Er det sådan en nævenyttig én som 68’er generationen, der ender med at sidde og pludre overbærende om den legendariske koncert af typen, som “ungdommen nu til dags” aldrig kommer til at opleve, mens der trykkes flittigt på streaming-playknappen og rockes med fra chesterfieldens tryghed?

    Makes you wonder, doesn’t it?

    Ellers er jeg enig. White var overlegen og eminent og hagedroppende musikalsk. Og den overvældende træthed i benene, havde man sgu glemt efter første sønderskærende nummer – også selvom man stod 20 meter fra scenen i stedet for at pseudo-rocke hjemme i sofaen😉

    P.S.
    Hvordan er man perfekt uperfekt? Hjælp en frustreret humanist med at løse denne retoriske gåde og ellers tak for dine tankeprovokerende og veloplagte indlæg.

    P.P.S.
    I øvrigt mener jeg ikke koncerter handler om overblik, de handler om nærvær, spontanitet og fornemmelsen af en unik oplevelse, hvor man netop kan stå skulder ved skulder med andre, der har en lidt anderledes oplevelse og lægger mærke til andre detaljer end en selv. Der er jo for fanden i dette tilfælde tale om en festivalplads, ikke en fangelejr (selvom den godt kan ligne det lidt en gang i mellem…)

    Like

    • Hej Peter.

      Skide god kommentar – der er jo stof til mange siders svar🙂

      Men helt kort: jeg var ærgerlig over at tage hjem fra sidste dag på Roskilde. Mine kammerater var taget hjem, lejren pakket ned, og udsigten til at bage en hel dag i solen, for så at kæmpe sig hjem i kamp med alle andre, ja, det gad jeg ikke. Hvor lidt rock’n’roll det end er, savnede jeg også min bette søn på 2 (mere om god og dårlig rock’n’roll-attitude i et kommende indlæg – jeg bliver mere og mere interesseret i hvad der udgør “rock’n’roll” i 2014. Nogen ideer?).

      Men jeg oplevede koncerten live. Lige så live som de millioner der har set VM i fodbold på deres skærm derhjemme, frem for stående i menneskehavet på et brasiliansk stadion. Og det var en fed koncert! Ikke nær så høj som på Roskilde, desværre, men der var til gengæld ikke nogen der snakkede undervejs (noget der bliver ved med at irritere mig til “fysiske koncerter”). Det er jo desværre ofte det bidrag fra masserne, som man lægger mest mærke til.

      Hvordan er noget perfekt uperfekt, spørger du. I Jack Whites tilfælde handler det, for mig, om skødesløsheden i hans udtryk. Han stemmer selv nødtørftigt mellem numrene, og leverer sit største hit med en helt smadret lyd (på Seven Nation Army). Ikke smadret som i designet-til-at-lyde-som noget der næsten springer i luften. Men smadret som i det-er-det-jeg-spiller-I-skal-lægge-mærke-til så pyt med hvordan det lige lyder – bare der er nerve.

      Mit indlæg har ikke den store pointe, det er jeg den første til at påpege. Berettigelsen består i, at jeg vil dele min opdagelse og tankerne omkring det. Og se hvad der kommer ud af det.

      Og lad mig så lige understrege, at jeg meget gerne havde set White i dit eller en andens selskab. Men jeg gad ikke hænge i alene, for at kunne sige jeg havde været der. Det kræver trods alt en hvis mental kapacitet at opleve storhed. Og set endte sgu også godt nok. Jeg genså koncerten denne mandag formiddag – et sjovt tidspunkt, I know – og den var endnu bedre og vildere end jeg huskede den.

      Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s