Det grå guld har sejret ad helvedes til: større, dyrere og mere forudsigelige koncerter

Standard

For et par uger siden gik jeg forbi Forum i Kbh., og studsede over at næsten alle optrædende på plakaten har nået pensionistalderen: Cliff Richards, Dolly Parton og Neil Young & Crazy Horse. De andre navne på plakaten var Miley Cyrus, Nine Inch Nails og André Rieu.

Min datter spurgte hvorfor der var et lille kniv-og-gaffel-ikon ved siden af koncerterne. Det er jo selvfølgelig det nu så velkendte koncert-og-gris-tegn. Man, eller et firma, køber “hele pakken”: menu, fadøl, måske VIP-behandling, parkeringsbilletter, og så lige koncerten til sidst.

Forum skiller sig ikke ud på dette punkt. Boxen i Herning er også glad for pensionist/revival-kunstnerne, og det samme er Horsens, og vel stort set alle byer der kan få fat i kunstnerne. Chuck Berry (på 89!) i Randers, Dylan, Clapton, Elton John, Waters, Cohen og Knopfler over det ganske land. Årets vildeste booking er nok Cliff Richards der nærmest sprang rammerne med besøg i Forum Kbh, Odense, Boxen Herning og Gigantium Aalborg. Vi taler en hel spækket idrætspark, blot fordelt på fire koncerter.

På festivalscenen er det lidt det samme: Stones og Stevie Wonder var de største trækplastre på Roskilde. Northside var lige en tand yngre med Pixies og Lars H.U.G., men ingen af dem var egentlige hovednavne.

Det er selvfølgelig en faktor, at alle disse kunstnere er i deres livs efterår, og en dag vil stille træskoene, eller af helbredsmæssige årsager må indstille turneaktiviteten. Det ser vi p.t. med Mötorhead og medlemmerne i Crazy Horse, ligesom det originale E Street Band også er tyndet ud.

En anden faktor er originalpublikummets velbeslåenhed og forventninger. Prisen skrues i vejret, og den kommer sig i virkeligheden ikke så nøje, da det ses mere som en historisk event, end en aften der skal fyldes ud med musik, som man f.eks kan gøre det på et tilfældigt, mindre spillested. Forventningerne er også interessante. Nyere musik fra kunstnerne er uønsket, da den ikke i samme grad sætter gang i minderne fra ungdommen, fødderne og fællessangen. Genopførelser er det nye sort, lader det til, efter tyve magre år med teaterkoncerter.

På mandag skal jeg se Dylan i Sverige. En af de få, der insisterer på at være noget andet end det han var i sin første storhedsperiode. Han spiller mestendels aktuelt materiale, dvs fra de sidste knap 20 år, og musikalsk er det en rig og kraftfuld affære. Det melder anmeldelserne fra Aarhus i hvert fald, og sådan var det da jeg så ham sidst.

Min pointe? Ikke rigtig nogen, tror jeg. Jeg kigger mig blot omkring og ser rynker og paptallerkener. Jeg er lige så glad for koryfæernes musik, som de fleste, men jeg tænker at det bliver mere og mere et forudsigeligt event når gamle bands genforenes eller dukker frem af fortidens tåger, for at tage endnu en tur i manegen på denne måde. Sådan havde jeg det med The Wall i Parken sidste år: større, flottere og ældre end nogensinde før. Og alligevel musikalsk helt uinteressant. Genskabelsen gjorde mig ikke hverken klogere på værket eller rigere, om man vil. Det blev et kryds på listen af koryfæer.

Senest var det Stones der gik på scenen, mere ufarlige end nogensinde. Det var stort og det var sjovt, og musikalsk fuldstændigt uden overraskelser. Der var intet at skrive hjem om, men jeg fik mit kryds.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s