Til Dylan i Sverige: Dag 1, Sofiero, Helsingborg

Standard

Min beretning bliver skrevet mens jeg står og venter på den næste Dylan-koncert her i smukke Tradgardsforeningen i Göteborg. Jeg vil gerne nedfælde et par tanker, inden aftenens koncert og turen her smelter sammen med Sofiero-koncerten mandag aften.

Samspillet med Charlie Sexton

Det første jeg skal nævne, er Dylans samspil med Charlie Sexton. Sidste år, i Falconer, var Dylans klaverspil ferskt og staccato-agtigt, og stod i kontrast til resten af musikken. Det fungerede okay, men i det forløbne år, er Dylan og Sextons lyd smeltet sammen til een stemme. Det er virkelig fedt. Det er helt sikkert en udfordring for Sexton og en gevinst for Dylan. Men vigtigst: det virker!

Sexton er helt omskolet

Sextons soli er også helt forandret. Hvis der nogensinde var en guitarist i Dylans band, der kunne spille rock’n’roll, ja, så var det Sexton. Det var med fare for at overskinne mesteren, i sin tid spillede de begge guitar – nu holder Dylan dig til klaver og mundharpe – og jeg husker hvordan han ofte bliver afbrudt mit i den eneste fantastisk solo eller anden musiceren. Nu er han, i mine øjne, omskolet til et simplere udtryk. Få toner, men ofte med drabeligt attack og dybde. Han feeder og jazzer på stedet, spinder sig omkring Dylan og sangene. Det er smukt, og en begrænsningens kunst på alle måder.

Ingen bluesrock med hjernen slået fra

Settet består hovedsageligt af ballader, som nutildags ligger godt til Dylan. Han vil gerne arbejde med sin vokal, og jo længere vi kommer ned i tempo, desto mere kan han med den. De numre det tidligere udgjorde grundpillerne i koncerten – Highway 61 Revisited, Just Like Tom Thumb’s Blues, Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again, Summer Days, Tweedle Dee And Tweedle Dum, Thunder On The Mountain, Cry A While, Lonesome Day Blues – er alle væk. Det gør en verden til forskel. At dømme på publikum i Sofiero, er det også en smule kedeligt. De snakkede sig gennem andet sæt.

Nærmest talende levering fra Dylan – Ingen upsinging på må og få

Vokalen var i går noget at det mest levende jeg længe har hørt. Jeg er naturligvis fan af Dylans vokal, og var i 00’erne imponeret over så kraftfuld en vokal han havde. Idag er også det lige omvendt. Han talte nærmest hen over mange af de smukke numre. En hverdags-samtale vokal, jeg ikke mindes at have hørt før. Det var fedt, fordi det var nyt og fordi det passede rigtig godt som et legende udgangspunkt for en 73-årig.

God, men lav, lyd

Bandet spiller glimrende, som altid – altid! – med Dylan. Lyden var virkelig lav, men lydbilledet var klart og ja, smukt, tror jeg kun man kan sige. Desværre var den lave lyd en udfordring for oplevelsen. Da folk omkring begyndte at kede sig, begyndte de at snakke, og jeg rykkede mig så gang på gang videre til en stille plads.

7200 mennesker – mest gamle

De var sgu gamle. De der snakkede var typisk de yngste, så det er ikke fordi de gamle har mistet opdragelsen med alderen. Tværtimod. De var søde, som de stod der i par, sad i campingstole, eller på picnictæpper. Den lokale sprøjte skrev idag at fremmødet havde været stort, 7200 mennesker. Der var rigeligt plads, og det var en udmærket koncertplads, omend den lå 5 kilometer uden for byens centrum.

Fortsættelse følger – nu er der Dylan i Göteborg🙂

20140716-080016-28816804.jpg

20140716-080016-28816490.jpg

20140716-080936-29376699.jpg

2 responses »

  1. Pingback: Danish: Til Dylan i Sverige: Dag 1, Sofiero, Helsingborg

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s