Til Neil Young & Crazy Horse i Forum

Standard

Igår var min kæreste og jeg til Neil Young & Crazy Horse i Forum. Det var en kæresteaften, efter en fordrukken tur til Television i Pumpehuset dagen før, og det passede godt til mit temperament. Ingen forventninger ud over skrigende guitar, saunatemperaturer og så det at se manden Neil Young med hans legendariske backing band. Det blev heldigvis en koncert der så rigeligt overgik mine beskedne forventninger.

For det første var lyden noget af det bedste jeg længe har hørt live, og helt sikkert den bedste lyd jeg nogensinde har oplevet i Forum. Neil Youngs stemme gik helt klart igennem, og der var virkelig kraft bag leveringen. Det var en magtdemonstration, der blev godt bakket op af 2 anonyme, men velsyngende korpiger. Vokalsiden var virkelig i top. På enkelte numre var der lagt en metallisk effekt på korsangen, som ganske vist nuancerede lydbilledet, men også lød lidt enerverende når man tunede ind på den del af musikken.  

Skrigende guitar var der da også, men mest den konstante, tunge, knitrende og “grungede” lyd af forvrængede Les Paul-guitarer, som vel nærmest definerer Crazy Horses old school rock’n’roll. De to guitarer fandt sammen på hvert nummer, og Neils lead-spil var sikkert og fedt. Der manglede måske en Like A Hurricane, Down By The River eller lignende til de helt lange soli, men der var vist ingen der savnede hverken solo eller hjerte da de gik hjem. Det var bare en skide god koncert.

Indholdet var noget nær en standard setliste for turneen. Flest numre fra Ragged Glory (1990), to akustiske numre (Blowin’ In The Wind og Heart of Gold, som blev perfekt leveret), en helt ny sang (ekstranummeret Who’s Gonna Stand Up And Save The Earth?), Living With War (2006), Cortez the Killer (1975), Powderfinger (1979), Keep on Rockin’ In The Free World (1989) og et par andre numre. 

På Crazy Horse-pladerne siden Greendale (2003) har jeg virkelig set mig sur på trommeslagerens kedelige spil. Han har på et tidspunkt skiftet til “øve-stikker”, som gør at hans spil lyder endnu spinklere end tidligere, og han spiller meget lidt varieret (min formodning er at han spiller “sikkert”, og ikke roder sig ud i noget nyt, da det sikkert ofte er det/de første takes der bruges på pladerne). Det er dræbende at lytte til 10-minutters numre på plade, hvis trommerne er dårlige hele vejen. Det var heldigvis ikke et issue igår. Han spillede fint, og det lød godt. Han havde sine øve-stikker med, og lyden var da heller ikke på nogen måde “stor”, men som man næsten kunne gætte, passede han perfekt ind i Crazy Horse-settingen live. Selvfølgelig.

Forum som setting er hvad den er. Det var rigtig fint, at de havde sat videoskærme op i begge sider. Billedet var knivskarpt, og som vi stod mellem skærmene og scenen, var udsynet intet mindre end perfekt. Barerne var placeret aller bagerst i hallen, så det blev kun til et enkelt besøg. Der var tilsyneladende heller ikke den glade vanduddeling til de forreste rækker, som man kender det fra nutidens festivaller, hvor det aktiverer de frivillige vagter og svaler de forreste publikummer. Det kunne der nu godt have været, til 770 kr. for billetten. Til gengæld var der meget overraskende en gratis koncert-t-shirt da vi gik ind. Jeg ved ikke hvad årsagen var, men alle i den kø vi stod i fik en Earth-t-shirt i s, m eller large. Jamen, tusind tak da! 

Jeg gik derfra med en følelse af, at have set en rigtig stor musiker og hans gamle, elskede band. De lignede en rar flok bedstefædre deroppe, foran et publikum af bedstefædre og bedstemødre, onkler og tanter, kærester, voksne børn og forældre. En kvinde besvimede ved siden af os inden koncerten, pga. varmen. Hun kom til sig selv, og gik ud og trak luft med sin mand. De fire mænd og to kvinder på scenen gik derfra 2 1/2 time senere, tilsyneladende uberørte af kampen. Neil Young helt cool med filthatten på hovedet hele koncerten. De triller videre mod nord de næste dage, og vi andre går hjem til pladerne. Min kærlighed til Young blev kun større af besøget. Tak for koncerten! Jeg tror vi ses igen – der er masser af kræfter tilbage i manden på hesten.

20140731-112302-40982242.jpg

3 responses »

  1. Hej Michael, jeg så Neil Young solo akustisk i falconer salen, 2003-4 stykker, Det er til dato den mest bevægende og mindeværdige koncert jeg har været til. Ufarvet er jeg ikke, da Neil Young i mange år har været et musikalsk fikspunkt for mig. Jeg var specielt fascineret af hans uforlignelige, dybt fascinerende, frie og samtidig rutinerede guitarspil. Uforligneligt fordi, det va rvirtuost på en neil youngs’k måde, det var ikke de kendte riffs, men den kendte guitar lyd, og slået an på en ekvibrilistisk måde. Superlativerne kommer frem, minderne vælder, og derfor havde jeg også glædet mig til den elektriske young, med rock’n roll backing. Keep on rockin in the free world. Husker et publikum der råbte netop på Rock’n roll ret hurtigt inde i første sæt, hvortil en lettere forstyrret Neil Young der som den den langtidsholdbare rockmusiker han er forsøgte at holde som han altid har gjort det fokus på musikken, svarede, noget i stil med’What do you think I’ve been doing for 40 years’ Så sandt, Young har udforsket rock’n roll som få og bevaret sin integritet, med fokus på musikken og sagen, ikke hans person. Med eksperimenter udi elektronisk på Trans pladen fra start 80’erne til til hans samarbejde med Peral Jam i start 90’erne, et samarbejde og Neil Young en indflydelse der vel om nogen var med til at give os alle 90’erne fantastiske tunge guitar grunge. Ingen Cobain, Jane’s addiction eller netop Pearl Jam uden Young, vover jeg som udsagn. Det blev for varm en dag, jeg for træt, og billetten gik til en anden, ikke noget at gøre ved, er glad for at høre at Neil Young stadig leverer rock’n roll med hjerte og forstand. Tak for bloggen i øvrigt,🙂

    Like

    • Hej Nikolaj.

      Fedt du er tilbage på bloggen, og jeg genkender begejstringen for 2003-koncerten med Neil Young solo i Falconer. Jeg var der dengang, og det var en stor koncert. Det største for mig, var netop integriteten. En mand sætter sig op på scenen, og spiller 10 (lange) sange ingen i publikum har hørt før. En mand med næsten 40 års repertoire på det tidspunkt. Der var distortion på mundharpen, masser af guitarer (og vist en banjo?), og helt stille i salen. En enkelt idiot blev ved med at råbe mellem numrene, at Young skulle spille nogle gamle sange og noget “rock’n’roll”. How much did you pay to get in? I’ll pay you twice of that to go home, blev han affærdiget med til sidst. Så blev der helt ro.

      Tirsdagen før Forum-koncerten opgav jeg selv at se Television i Pumpehuset. Det var også ulideligt varmt, og stemmen kunne slet ikke leve op til mine forventninger. Der findes vel ikke rigtig gammelmands-punk, eller gør der? Min ven og jeg tog i hvert fald en hurtig beslutning om ikke at ødelægge vores billede af Television med så sløv en koncertoplevelse, og gik målrettet tilbage til baren udenfor. Det blev en rigtig god aften.

      I det nye nummer af magasinet Mojo, er CSNY på forsiden, og artiklen handler om året 1974 – og perioden fra CSNY dannedes og op til ’74 – og jeg er helt overvældet over den stribe af plader de formåede at lave. Ikke som CSNY, der er det kun det nye 1974-boxset der er ukendt for mig, men de mange soloplader fra Stephen Stills, David Crosby og Graham Nash – og samarbejder på kryds og tværs, også med Young – har jeg endnu til gode. Alle pladerne fra 1971-1974 får gode anmeldelser. Inkluderer man Manassas-pladerne, og det skal man bestemt, er der vel 10 albums jeg har til gode der. En velkommen tilføjelse til mit lytteunivers!

      Liked by 1 person

      • Hej Michael
        Kom lige til at se tråden her. Var du til koncerten på Roskilde i år? Jeg må indrømme at om jeg ikke græd så var der en kæmpe klump i halsen da jeg læste Kim Skottes anmeldelse i Politiken dagen efter. Dagen inden på selve koncert dagen, læste jeg Peter Lund Madsens hyldest til hans musikalske følgesvend, den mand der har leveret soundtracket til meget i hans liv. Og jeg kunne nemt følge ham. I mange år var Neil Young sound tracket til mit liv. Fra at det havde været The wall som ganske ung, tog Young over i mine slut tyvere. Jeg hører ham ikke ofte længere, måske fordi jeg mangler en del af hans gode 80’er og 90’er albums som Harvest Moon, såmænd MTV unplugged og også mesterværket, soundtracket til Dead Man. Jeg synes desværre jeg har svært at fanges af ham i hans nuller udgivelser, på nær de enestående Prairiewind,Silver and Gold og også Chrome Dreams II, med mesterværket Ordinary people, som for mig indrammer meget af det Neil Young formår, det han står for og det der for mig giver ham meget af sin vidunderlige hverdags integritet. Og jeg ved apropos integritet og håndværk hvor fænomenal en live musiker han er. Derfor med en klump i halsen, min musikalske følgesvend var på en mark i Roskilde, og jeg vidste det var enestående. Som en bekendt der rørstrømsk proklamerede at efter den koncert kunne han såmænd godt tage hjem igen, det var det han kom efter og mere til. Jeg har heldigvis 2003 koncerten som jeg stadig lever højt på. CSNY er et fantastisk samarbejde. Kender du lp’en Daylight again af CSN. Jeg hører den meget ofte og tror ikke den kan slides. Så i øvrigt BBC dokumentaren om Joni Mitchell på DR for nylig. Får lyttet til hendes første lp song to a seagull, og i det hele taget en unik kunstner. God dag til dig🙂

        Like

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s