Herre i eget hus: Den (ægte) kreatives univers

Standard

Jeg går i disse dage og tænker over, hvem jeg egentlig har lyst til at beskæftige mig med. Hvis univers jeg har lyst til at dykke ned i.

Det hele startede med to ting: Gaffa-prisen og Rolling Stones 2014 Album Top 50. To Gaffa-priser undrede mig. Det var årets rockband: Tim Christensen og Mads Langer. Årets kunstner: Christopher. Lad os med det samme tage Rolling Stones kåringer. Årets plade? Den nye U2-plade, Songs of Innocence. Nr. 2? Bruce Springsteens plade med outtakes, High Hopes.

Hvad er disse priser udtryk for? De mere and antyder, at de kunstnere der sælger, skal have priser. I disse streaming-tider, vil at sælge, for det meste sige at sælge koncertbilletter. At være A-liste kendt. For hvis priserne og salgstallene ikke hænger sammen, får man ikke optimal udnyttelse af hverken priserne eller kunstnerne. Priserne er også bekræftelse af købernes valg.

Jeg ejer både Springsteen- og U2-pladerne, men synes ikke de er særligt gode. Der er til gengæld en hel masse andre kunstnere jeg interesserer mig mere for, pga. deres tilgang til deres musik. De er lidt uden for mainstream, men får lavet en masse musik, og der er en rød tråd i deres verden.

Lad mig komme med nogle eksempler. Uffe “Guf” Lorenzo fra bandsene Baby Woodrose og Spids Nøgenhat. Ifølge ham selv, i Syvkabalen, har han udgivet 30 plader. De sidste 8 år har han også arbejdet som bartender på Café Svejk på Frederiksberg. Han har kløet på, stille og roligt, i årevis, og har fået lavet en hel masse plader. Han er lige hvor han skal være, og hans univers bliver ikke revet væk under fødderne på ham en morgen, for han har ikke på noget tidspunkt udgivet sig for noget han ikke er. Han kvitterede for sin første Grammy i år med ordene “Er der overhovedet nogen der ved hvem vi er?” At han fik prisen, siger at alt om, at hans univers nu er kommet på landkortet (som i P3-rotation).

Ryan Adams er en anden storfavorit herhjemme. Han har bygget sit eget studie, har sit eget pladeselskab, og er endelig i en situation hvor han kan skabe al den kunst han vil, og har noget at gøre med den. I år indførte han en ny fast udgivelse på sit selskab. En månedlig 7″ single, med 2-3 b-sider på hver. Singlerne bliver revet væk, og der har vist ikke været en eneste, der ikke er blevet udsolgt på nogle få timer. Med cirka 4 sange på hver single, kan han udgive hvad der svarer til fire albums om året, uden om hans “normale” udgivelsesrække. Han har også udgivet et rockalbum i år, og et punkalbum, og giver koncerter for fulde huse. Han er selvstændig i enhver forstand: indspilning, udgivelser, salg, promotion. Undervejs er der også blevet tid til et par bøger og en kunstudstilling.

Næsten det samme kunne man sige om Jack White.  Og Ani DiFranco. Og Sune Wagner. Og Prince.

Og det har jeg tænkt mig at gøre, indlæg for indlæg, i den næste tid. Fordi jeg gerne vil bruge min tid, og energi, på kunstnere der tilbyder mig et univers. En verden de selv er herrer er.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s