Monthly Archives: august 2015

Programmet ‘Album’ blev levende på de skrå brædder

Standard

Som en del af relanceringen af Danmarks bedste musikprogram, som kom i luften via en Kickstarter-kampagne i starten af 2015, optrådte værterne Ralf Christensen og Kristian Leth igår på Bremen med en genopførelse af deres behandling af David Bowie “Heroes” (1977). Som sponsor for kampagnen, fik jeg tilbud om billetter gratis. Om det galdt alle i salen ved jeg ikke, men der var stuvende fuldt i salen, der vel kan holde 4-500 musikfans.

Scenen var sat til at lade programmet træde ud af radioen, og det gjorde det på bedste vis. Der var musestille blandt publikum (ihvertfald de første halvanden time af de to og en halv times show), masser af klapsalver, og i det hele taget begejstring og opbakning til de to værters nu så velkendte kærlige, passionerede og intelligente håndtering af foreløbig 35 af musikhistoriens hovedværker fra de sidste 40 år.

“Heroes” er ikke en stor favorit hos mig. Jeg havde hellere hørt om Low fra samme periode (samme år, faktisk), eller endda Hunky Dory eller Station To Station, men storheden i “Heroes” åbenbaredes undervejs, og det må siges at være en stor cadeau til programmets kvaliteter og opførelsens rammer. Lydniveauet undervejs var højere end jeg normalt får mulighed for i privaten, og det sendte numrene godt på vej.

20150828_201114_resized

Det var en tydelig fornøjelse for Leth og Christensen, og dynamikken mellem dem var skarp og legende som altid, og nok endda i højere grad end vanligt. “Programmet” (jeg tvivler på det blev hverken optaget eller transmitteret) varede således en god halv time længere end normalt, og det virkede som lidt af en sejrsgang for både programmet og formen, at så mange backede op om arrangementet.

Kristen Leth foreslog undervejs, i spøg, at lave et lignende arrangement af 8 timers varighed til hardcore fans, med 10 billetter til 1500 kr. billetten. Det utrolige er, at jeg er sikker på at billetterne ville blive solgt (jeg ville gladeligt købe en). Og hvor Kickstarter-kampagnen med nød og næppe indsamlede de nødvendige godt 30.000 kr., virker denne anden model næsten nemmere. Så kunne de jo passende optage programmerne på den måde, og lade opførsel-og-finansiering smelte sammen.

Musikken og analysen var underholdende, men det var samtidigt hjertevarmende for mig, som musikfan og Album-lytter, at se det store fremmøde på en fredag i København. At så mange, lad os kalde dem ligesindede i mangel af bedre, findes her i omegnen, gør mig varm om hjertet. De længe leve – Hurra!

Hvem er du ud ad til?

Standard

Jeg skulle i dag finde en professionel behandler, og havde et efternavn at gå efter. Jeg fandt en behandler med en fin hjemmeside, visioner og alt lige efter bogen. Det virkede meget tiltalende. Nu havde jeg fået en anbefaling på en bestemt person, så jeg ventede med at bestille tid, til jeg havde dobbelttjekket navnet med den papirlap der lå i min taske.

Det var desværre ikke den samme person, og den anden behandler figurerede kun på Google som søgeresultater fra forskellige registre (krak, aok, m.m.). Det fik mig i første omgang til at udelukke den anbefalede person. Lidt senere søgte jeg igen, og fandt en Facebook-profil. Altså et direkte link til personens privatsfære, i en eller anden grad.

Billedet der tegnede sig på Facebook fik mig til at vælge hende. Links, likes, kommentarer, osv. er tilgængelige for andre, afhængig af vores indstillinger (mine er vist meget private), og siger meget om os. De siger også noget, paradoksalt nok, om hvor meget vi bruger Facebook. Men i dette tilfælde var det et plus med adgangen til en profil. I hvert fald for mit valg, som i bund og grund handlede om, at jeg vurderede at jeg kunne lide personen.

Nu er det interessant om den virkelige person lever op til profilen.

(Næsten) Alle elsker Nick Cave

Standard

Her til aften blev jeg glædeligt overrasket over Radio24Syv, der kl 19 sendte en halv times analyse af Nick Caves The Boatman’s Call (1997). En plade der signalerede en ny retning, og med tiden er blevet en af hans mest populære plader, hvis ikke nærmest favoritten.

Det er dog også en plade der skilder vandene, for den er meget langt fra det støj- og galskabs-univers, som Nick Cave var garant for i årene op til The Boatman’s Call. Én af mine venner, Peter, har tit udpeget den plade, og nok især efterfølgeren fra 2001, som dødkedelige værker af en kunstner han ellers holder meget af.

Tidligere på året købte jeg The Boatman’s Call, som netop er blevet genudgivet, og gud, hvor er den kedelig. Stik modsat hvad jeg huskede.

Jeg tror vi var mange der hoppede med på bølgen, da vi pludselig kunne være med. Teksterne bliver serveret på et tæppe af vellyd, og tempoet er stille og roligt. Det er en hyggeplade, og Nick Cave er (sgu da) ikke hyggelig, vel? Men det er vist tilfældet her.

I Radio24Syv-studiet var Thomas Sangild, som anmeldte pladen med 3 stjerner i 1997. Det forsvarede han, og samtalen/analysen blev suppleret med bidder fra anmeldelsen og bidder fra pladen, og det var alt i alt meget fin radio. Der er langt mellem den slags, men nok ikke så langt som jeg går og tror.

Her en forfriskende kantet Cave i et outtake fra netop The Boatman’s Call:

Sommerlæsning: Wayward Pines

Standard
Wayward Pines - herlig sommerlæsning

Wayward Pines – herlig sommerlæsning

I en travl tid, hvor jeg ikke rigtig synes jeg når nær nok af de projekter jeg går og har lyst til, slår det mig tit hvor meget jeg egentlig alligevel får læst.

Et af værktøjerne til at få læst meget mere end jeg normalt gør, er at have bogen på telefonen. Selv om det er en lille skærm og en lidt ussel måde at læse på, så giver det alligevel mulighed for at læse i langt flere situationer, end jeg normalt læser i.

Netop sådan gik det til at jeg læste de tre bind i Wayward Pines-serien tidligere på sommeren. Først så jeg 4-5 afsnit af den nyligt filmatiserede tv-serie (med Matt Dillon i hovedrollen). Serien kom rigtig godt fra start, og jeg ville ganske enkelt vide hvad der skete i historien, hurtigere end serien kunne levere svarene. Det blev en rigtig god læseoplevelse, og efterfølgende en lidt kedeligt, næsten ligegyldig tv-serie. Men den fik mig dog hooked i starten.

Bøgerne er som sagt i sci-fi-genren. Der optræder dels ny teknologi og en ny race, men ellers er det klassisk drama og thriller for alle pengene. På et tidspunkt kammer det (lidt) over i horror, men som sagt, jeg drønede gennem de tre bøger på en uge, og der var stadig tid til arbejde og familie og hvad der ellers er på programmet i en almindelig uge.

Det kunne være Stephen King, men netop fordi det ikke er det, og fordi jeg ikke kender forfatteren, føles det lige en tand friskere og anderledes. Han skriver godt. Mere kan jeg næste ikke sige uden at afsløre for meget. Heldigvis løftet tæppet forholdsvis hurtigt for det store omdrejningspunkt for bøgerne, og det er rent ud sagt skide spændende.

Serien er allerede på vej af et sidespor, hvor det har fordrejet nogle fortællinger og bygger nogle ret ligegyldige subplots op. Det er bare lir, når man har læst bøgerne. Men her er en bid alligevel:

Ørne og familiehygge

Standard

Da jeg var barn var vi tit i skoven, og langt ude i skoven lå Ørnereden. Folk der bor i Aarhus kender stedet, der er et udsigtspunkt, mødested og ishus i Marselisskoven.

I mine barneøjne var det en del mere end det. Ørne var enorme eventyrskabninger, som desværre forlængst havde forladt Danmark. Min far er født i 1935, og han mente nok at kunne huske at der havde været ørne dér i hans barndom. Det havde der nok næppe, det var et par årtier før at man udryddede ørnene. Ørnene havde forladt landet.

Ligesom ulven er ørnen tilbage. Det har den selvfølgelig været i lang tid, først som trækfugl, som reservatfugl og nu som ynglefugl. Jeg har læst og hørt at der er kommet ørne tilbage til det nordlige Aarhus (Egå Engsø, tror jeg området hedder), men har ikke selv set dem endnu.

I dag var jeg med familien hos en veninde lidt uden for Roskilde, i det lille landsbysamfund Herringløse. Jeg fik vist huset af værtinden, og da vi trådte ud i haven, som var på sommerens højeste punkt, fristes man til at sige, løftede jeg blikket mod himlen, og så en rovfugl cirkle rundt med spredte vinger højt over os. Vi blev ved med at kigge, og snart kunne vi se én til højere oppe, og efter noget tid en tredje artsfælle. Vi havde fugleleksikonet fremme, og googlede desuden ‘ørne ved Roskilde Fjord’.

Den var god nok. Det var en flok på 3 havørne. Højt over os på en varm, perfekt sommerdag i Danevang.

Jeg havde sgu aldrig troet, at mine børn skulle se ørne herhjemme. Eller ulve for den sags skyld. Mon ikke de når at se både elge og vildsvin med den fart naturen har på for øjeblikket.

Og apropos familiehygge. For det var virkelig hyggeligt, at kunne gå tur rundt om landsbykærene, og plukke modne ribs, kirsebær, blommer og mirabeller. Ja så kan jeg pludselig drage en parallel til det weekendsoundtrack der har været på pladespilleren denne weekend. Det drejer sig om Sukirae af Wilco-forsangeren og hans søn. De kalder sig bare Tweedy.

Pladeren er lige-ud-ad-landevejen singer-songwriter-rock, og det er lige en plade til sommerdage med åbne vinduer, lemonade og varme. Jeg har ikke tjekket hvor de kommer fra, men det er jo nok varmere end disse kanter, det meste af året.

Jeg fik pladen til min fødselsdag sidste år, og har nok i mit stille sind spurgt mig selv hvad meningen er med dén konstellation. Far spiller alt og synger. Søn spiller trommer. Hvor lige er dét forhold? Og hvor nødvendig bliver sådan en plade for lytterne?

Jeg tror det var ørnene og generationerne der fik det til at klikke. Den gamle far vil have en oplevelse med sin søn. I øveren, i studiet og på landevejen. Bare de to og et par håndlangere. Det er sgu da smukt. Hatten af for Tweedy. Dem begge to.

Not feeling good: Forkvaklede mennesker med forgyldte stemmer

Standard

Igår så jeg dokumentaren What Happened, Nina Simone? Nina Simone har i mange år været en stor stjerne og stemme i min verden, og det bliver hun ved med at være. Hendes store sjæl og tunge sind fylder hendes sange, og hendes stemme trækker min nysgerrighed rundt i manegen efter sig. Hendes kantede vokal er smuk og stoisk, og hendes pianospil er off-the-wall og levende, når det er hende selv der spiller.

Alt dette gør hendes til et stort menneske i min bog. Hendes musik imponerer og inspirerer mig, og det store værk hun efterlod (hun døde 70 år gammel i 2003), er så omfattende at jeg end ikke har hørt det hele efter 15 års lytten.

Nu har jeg så set biografien, som primært bestod af arkivoptagelser og nutids-interviews med datteren, eks-manden og Simones faste guitarist, og her så vi en psykisk syg, lidende kvinde, i kamp med et racistisk samfund, en voldelig ægtemand, og ikke mindst sig selv. Der var en scene hvor vi ser hende optræde for Hugh Hefner og hans Playboy-bunnies, med en hypnotiserende smuk udgave af I Loves You, Porgy, og senere ser vi hende ca. 10 år senere til et borgerrettigheds-rally, hvor hun opfordrer til vold (drab) mod “de hvide”.

I disse tider er den slags racistiske udtalelser, eller forbitret reaktion (udtalelsen var efter mordet på Martin Luther King), noget der ødelægger en karriere. I filmen er det end ikke noget der tages specielt afstand fra. Det fremlægges og så går man videre til noget andet. Hun er simpelthen for stor til at man hæfter sig ved hendes usympatiske krigserklæring, og i stedet følger trådene om hendes karriere og familieliv videre til deres konklusion. Jeg blev faktisk først selv revet ud af døsen, da jeg læste kommentarerne til filmen på IMDB.com, som jeg har for vane efter det meste jeg ser.

I går formiddags læste jeg om Art Garfunkel, den store stemme i det nærmest udødelige, i hvert fald evigt grønne, makkerpar Simon & Garfunkel. Jeg har hørt alt med Paul Simon, og holder meget af en håndfuld af hans soloplader. Art Garfunkel har jeg aldrig lyttet til ét eneste nummer med. Jeg er ikke i tvivl om, at hans stemme og rolle i parret, er en stor uundværlig del af deres succes, men som det jeg er, en beundrer af songwriters, er al min opmærksomhed fra starten faldet på Paul Simon.

Sådan er jeg næppe den eneste der har det, og interviewet vidner da også om et menneske hvis identitet, her 45 efter de gik fra hinanden, stadig er bundet op på storhedstiden i Simon & Garfunkel. Det er måske ikke så overraskende, men det var det, at interviewet beskrev en ulykkelig, usikker og bitter mand, hvis mentale tilstand giver anledning til bekymring. Flere spørgsmål om simple ting der ligger flere årtier tilbage i Garfunkels liv, får ham til at sidde og stirre ud i luften i flere minutter, eller foreslå at går en tur for at komme sig over berøringen med emnet.

Det er utroligt, hvordan to mennesker som Nina Simone og Art Garfunkel kan blive ved med at stråle, i kraft af deres stemmer og deres musik, mens deres liv og deroute er så fuld af smerte. Det er selvfølgelig også historien om så mange andre, Michael Jackson og Billie Holiday, Whitney Houston og Kurt Cobain, men der er nedturen en stor del af fortællingen om personen. Det synes jeg ikke den er om Garfunkel og Simone. Men den er der, og nu kender jeg den. Sjovt nok får jeg nu, langt om længe, lyst til at sætte Art Garfunkel på. En skam jeg ikke ejer en eneste plade med ham.

Her Lauryn Hills udgave af Feeling Good, som hun har indspillet ifbm. dokumentaren. Lauryn Hill har selv en deprimerende track record siden sin storhedstid i 90’erne.