Not feeling good: Forkvaklede mennesker med forgyldte stemmer

Standard

Igår så jeg dokumentaren What Happened, Nina Simone? Nina Simone har i mange år været en stor stjerne og stemme i min verden, og det bliver hun ved med at være. Hendes store sjæl og tunge sind fylder hendes sange, og hendes stemme trækker min nysgerrighed rundt i manegen efter sig. Hendes kantede vokal er smuk og stoisk, og hendes pianospil er off-the-wall og levende, når det er hende selv der spiller.

Alt dette gør hendes til et stort menneske i min bog. Hendes musik imponerer og inspirerer mig, og det store værk hun efterlod (hun døde 70 år gammel i 2003), er så omfattende at jeg end ikke har hørt det hele efter 15 års lytten.

Nu har jeg så set biografien, som primært bestod af arkivoptagelser og nutids-interviews med datteren, eks-manden og Simones faste guitarist, og her så vi en psykisk syg, lidende kvinde, i kamp med et racistisk samfund, en voldelig ægtemand, og ikke mindst sig selv. Der var en scene hvor vi ser hende optræde for Hugh Hefner og hans Playboy-bunnies, med en hypnotiserende smuk udgave af I Loves You, Porgy, og senere ser vi hende ca. 10 år senere til et borgerrettigheds-rally, hvor hun opfordrer til vold (drab) mod “de hvide”.

I disse tider er den slags racistiske udtalelser, eller forbitret reaktion (udtalelsen var efter mordet på Martin Luther King), noget der ødelægger en karriere. I filmen er det end ikke noget der tages specielt afstand fra. Det fremlægges og så går man videre til noget andet. Hun er simpelthen for stor til at man hæfter sig ved hendes usympatiske krigserklæring, og i stedet følger trådene om hendes karriere og familieliv videre til deres konklusion. Jeg blev faktisk først selv revet ud af døsen, da jeg læste kommentarerne til filmen på IMDB.com, som jeg har for vane efter det meste jeg ser.

I går formiddags læste jeg om Art Garfunkel, den store stemme i det nærmest udødelige, i hvert fald evigt grønne, makkerpar Simon & Garfunkel. Jeg har hørt alt med Paul Simon, og holder meget af en håndfuld af hans soloplader. Art Garfunkel har jeg aldrig lyttet til ét eneste nummer med. Jeg er ikke i tvivl om, at hans stemme og rolle i parret, er en stor uundværlig del af deres succes, men som det jeg er, en beundrer af songwriters, er al min opmærksomhed fra starten faldet på Paul Simon.

Sådan er jeg næppe den eneste der har det, og interviewet vidner da også om et menneske hvis identitet, her 45 efter de gik fra hinanden, stadig er bundet op på storhedstiden i Simon & Garfunkel. Det er måske ikke så overraskende, men det var det, at interviewet beskrev en ulykkelig, usikker og bitter mand, hvis mentale tilstand giver anledning til bekymring. Flere spørgsmål om simple ting der ligger flere årtier tilbage i Garfunkels liv, får ham til at sidde og stirre ud i luften i flere minutter, eller foreslå at går en tur for at komme sig over berøringen med emnet.

Det er utroligt, hvordan to mennesker som Nina Simone og Art Garfunkel kan blive ved med at stråle, i kraft af deres stemmer og deres musik, mens deres liv og deroute er så fuld af smerte. Det er selvfølgelig også historien om så mange andre, Michael Jackson og Billie Holiday, Whitney Houston og Kurt Cobain, men der er nedturen en stor del af fortællingen om personen. Det synes jeg ikke den er om Garfunkel og Simone. Men den er der, og nu kender jeg den. Sjovt nok får jeg nu, langt om længe, lyst til at sætte Art Garfunkel på. En skam jeg ikke ejer en eneste plade med ham.

Her Lauryn Hills udgave af Feeling Good, som hun har indspillet ifbm. dokumentaren. Lauryn Hill har selv en deprimerende track record siden sin storhedstid i 90’erne.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s