(Næsten) Alle elsker Nick Cave

Standard

Her til aften blev jeg glædeligt overrasket over Radio24Syv, der kl 19 sendte en halv times analyse af Nick Caves The Boatman’s Call (1997). En plade der signalerede en ny retning, og med tiden er blevet en af hans mest populære plader, hvis ikke nærmest favoritten.

Det er dog også en plade der skilder vandene, for den er meget langt fra det støj- og galskabs-univers, som Nick Cave var garant for i årene op til The Boatman’s Call. Én af mine venner, Peter, har tit udpeget den plade, og nok især efterfølgeren fra 2001, som dødkedelige værker af en kunstner han ellers holder meget af.

Tidligere på året købte jeg The Boatman’s Call, som netop er blevet genudgivet, og gud, hvor er den kedelig. Stik modsat hvad jeg huskede.

Jeg tror vi var mange der hoppede med på bølgen, da vi pludselig kunne være med. Teksterne bliver serveret på et tæppe af vellyd, og tempoet er stille og roligt. Det er en hyggeplade, og Nick Cave er (sgu da) ikke hyggelig, vel? Men det er vist tilfældet her.

I Radio24Syv-studiet var Thomas Sangild, som anmeldte pladen med 3 stjerner i 1997. Det forsvarede han, og samtalen/analysen blev suppleret med bidder fra anmeldelsen og bidder fra pladen, og det var alt i alt meget fin radio. Der er langt mellem den slags, men nok ikke så langt som jeg går og tror.

Her en forfriskende kantet Cave i et outtake fra netop The Boatman’s Call:

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s