Monthly Archives: september 2015

Det nye Ryan Adams-album er overraskende godt (*****)

Standard

Ryan_Adams_and_Taylor_SwiftIdag udkom Ryan Adams’ nye album, 1989. Et cover-album af Taylor Swift’s 1989-album – det bedstsælgende album i 2014.

Der er meget at sige om dette album. Vigtigst er nok, at det meget vel kunne gå hen og blive et af mine favoritalbum.

Historien om albummet er, og husk det er en historie, at Adams og vennerne fik lyst til at indspille en coverversion af hele 1989-albummet. Ryan Adams har sit eget professionelle studie, Pax-Am i Hollywood, og sit eget label, Pax-Am Records, så det er bare at trykke på “optag” når idéerne melder sig.

Normalt får den slags idéer plads på hylderne i arkivet, og tjener mest det formål, at frustrere de hardcore fans, som opsnuser at sådanne optagelser findes – utilgængelige for verden.

Det tegnede til at blive sådan et hyggeprojekt, at forfølge sin lyst og dyrke sin spontanitet i et muntert lag, da Ryan Adams tweetede at nu havde de sgu de første 3 numre i kassen, og at de agtede at indspille hele pladen. “In the style of The Smiths”, no less. Dér fik Taylor Swift fat i nyheden, og svarede på Twitter, at hun nærmest ikke kun tro det, så vild var tanken. Hun elskede idéen. Hun har vel også et par gram (alt-)country i sig, trods alt.

Nu er det sådan, at musikjournalister (flittigt) følger kunstnere der er de bedst sælgende i verden, og således tog det dem ikke mange minutter at samle denne nyhed op. Dagen efter kunne man læse om album-projektet i hæderkronede, ukronede, og ja stort set bare alle musikspalter verden over. Det må have været ca. den sidste høst i Agurketiden.

På Ryan Adams-fansiderne var reaktionerne forskellige, men de mest trofaste følgere mente det var en and. I hvert fald så vidt, at projektet aldrig ville blive færdigt og i hvert fald slet ikke nå ud så man kunne høre det. De fleste andre tænkte det var spild af tid.

Jeg selv var af en anden opfattelse. Jeg kunne følge de mange updates fra Ryan Adams, som dokumenterede hver milepæl der kom i kassen, og jeg fornemmede hvordan opmærksomheden fra (verdens)pressen ansporede ham til at gøre sit bedste. Han har vel nærmest aldrig fået så meget positiv opmærksomhed på én gang. Dertil kommer, at jeg ikke kendte en eneste sang med Taylor Swift før dette projekt fik min opmærksomhed. Jeg tjekkede et par sange på YouTube, og ud over at brage ud over scenekanten med enorme produktioner (her tænker jeg mest lys, lyd og dansere), tog det mig ikke rigtig med storm.

Efter nogle uger fik jeg endda den tanke, at jeg snart ville modtage endnu et nyt, trist Ryan Adams-album, som jeg så af vanvare, med tiden ville få at høre i en overproduceret mainstream-udgave. Det har jeg stadig til gode, men nu hvor jeg har tygget albummet igennem 5 gange på udgivelsesdagen, må jeg sige, at jeg også glæder mig til den del.

For det er et skide godt album. Ryan Adams synger jo som en lille engel, og han har tjek på sit håndværk. Han kan lirre en pastiche af at-the-drop-of-a-dime, og han gør det. Hans egne sange kommer næste lidt for let til ham, og kender vist ikke rigtig bukkene fra fårene længere. Han udsender bare så meget som muligt. Jeg får tanken, at jo lettere det kommer til ham, jo mere elsker han det.

Dette viser sig blandt andet som improviserede sange til koncerter, hvor der efterhånden må være op mod hundrede sange om et kiks på scenen, en kommentar fra publikum, noget fra dagspressen, katte eller en sjov hat han lige har købt. Star Wars og selvironiske betragtniger er også som regel en del af ligningen.

Men når han tager en andens sang under behandling, er det som oftest besværet værd. Helt oplagt er selvfølgelig hans cover af Wonderwall, som selv mavesure Noel Gallager har udtalt er bedre end Oasis’ version. Hans versioner af Alice in Chains-numre er også suveræne (Nutshell og Down In A Hole, hvis du allerede er på vej på YouTube).

Sidst han spillede i København blev opvarmningsbandet forhindret i at komme (Natalie Prass og hendes band). Det syntes Ryan Adams var så synd for både dem og publikum, at han optrådte solo med deres numre. Fem numre fra Prass’ debutplade blev leveret lige i skabet, og var et kæmpe højdepunkt blandt de mange koncerter jeg efterhånden har set med manden.

Nu tager han så ‘1989’ under kærlig behandling. Og det var da vist på tide, at nogen reddede de sange. De er, kort fortalt, skide godt skrevet. Jeg forestiller mig, at de fylder i den amerikanske mainstream, som Medina gør herhjemme. Man skal så bare forestille sig, at Ulige Numre, Tim Christensen eller [indsæt-din-danske-favoritkunstner-her] indspiller et album med Medina-sange som var det hans egne numre. Selvfølgelig er det fedt, hvis du kan lide kunstneren. Kombinationen af numre der lefler for alt og alle, og en kunstner lidt uden for mainstreamen der har dybde, alvor og integritet, er ikke til at stå for.

Den sidste linje ved jeg sgu ikke helt om jeg kan stå inde for, måske er det noget andet der rører mig. Det vil jeg tygge på de næste par dage. Jeg har jo faktisk ikke hørt albummet med Swift, og det er jo så latterligt succesfuldt, at min sætning virker lidt forkrampet.

Ryan Adams er selvfølgelig langt fra den første der får en idé som denne. Det er som sagt det med musikjournalisterne og Taylor Swift der giver presse. Men før ham, var Beck ude i samme ærinde. Han indspillede en hel række af sine favoritplader med en stor håndfuld musikere. Hele albums ad gangen, og hvert album blev indspillet på én dag. Besætningen og instrumenteringen kunne variere en del undervejs, ligesom på pladerne, og de havde selvfølgelig øvet i en eller anden grad først. Resultatet ligger derude så man kan høre det, i den såkaldte  Record Club. Det er blevet til fem albums indtil videre: Velvet Underground & Nico, INXS’ Kick, Songs of Leonard Cohen, Skip Spence’s Oar og Yanni – Live at the Acropolis.

Der er selvfølgelig også Easy All-Stars reggae/dub-fortolkninger af henholdsvis Dark Side of The Moon og OK, Computer. Two meget forskellige plader, som har fået bandet på (reggae)kortet.

Der er genopførelsen af en live-plade med en afdød kunstner: Rufus Wainwright fik idéen at genopføre (og indspille og udgive) sin favorit-plade med Judy Garland, som tilfældigvis var en live-plade.

Vi må heller ikke glemme bandet Phish, der i mange år holdt nytårskoncerter hvor de opførte hele albums som The Beatles’ White Album.

Så midt i alt dette, virker det jo nærmest forsigtigt og forståeligt bare at lave et coveralbum af et hysterisk sælgende album lige nu. Og samtidig få både credit og opmærksomhed på det. Jeg er sikker på det holder vores helt igang. Idag har Adams iøvrigt udtalt til den meget interesserede presse, at han allerede har indspillet sine næste to plader.

Pludselig sprang et album ud og greb fat i mig: David Crosby’s If Only I Could Remember My Name (1971)

Standard

71gHNt1NskL._SL1074_

I en diskussion om Neil Young og Bob Dylan fik jeg idag anbefalet David Crosby’s If I Could Only Remember My Name.

Anbefalingen i sig selv var selvfølgelig vigtig. Egentlig har jeg kendt til albummet i knap 15 år, men jeg har aldrig hørt det før. Jeg må underbevidst have tænkt, at det var venstrehåndsarbejde. Sidste år dukkede det så op i en artikel i Mojo om Crosby, Still, Nash & Young’s fantastisk produktive år fra 1970-1974. Denne periode er vel nærmest Neil Young’s mest elskede periode, men ud over Young’s og CSN&Y’s output i denne periode, er der cirka 10 solo-plader fra konstellationer på kryds og tværs mellem CSN&Y-medlemmerne. If I Could Only Remember My Name er en af disse plader.

Nu fik jeg så endeligt lyttet, pladen lå på Tidal, og lyden og stemningen var lige hvad jeg havde brug for i dag. Appetitten var vakt, og nu skulle nørden gerne fodres, hvis pladen skulle sætte sig.

Jeg gik på Wikipedia, og fandt følgende glimrende fakta om pladen:
“[min oversættelse/parafrasering] Pladen fik en opblomstring i 2010 da Vatikanet placerede den som nr. 2 på en top 10 over de bedste pop-plader nogensinde.” Godkendt af Vatikanet, simpelthen.

Med på pladen er alle medlemmerne af CSN&Y, men også Joni Mitchell, medlemmer af Grateful Dead og medlemmer af Jefferson Airplane. Det er jo et drømmeband! Samme band indspillede i øvrigt samme år en anden håndfuld numre, som blev udgivet som Blows Against The Empire af Paul Kantner & Jefferson Airplane. Sikkert også værd at tjekke ud.

Men der var mere at hente. På BBC4 Radio blev albummet behandlet i programmet Mastertapes i 2013. David Crosby selv var i studiet, og der findes et halvtimes-program hvor han gennemgår og mindes albummet og dets historie og tilblivelse. Det er jo perfekt, når man står og vil fyldes op af mytologi og 70’er-folk-rock. Programmet kan høres her: http://www.bbc.co.uk/programmes/b03hvn6z

For at det ikke skal være løgn, er der en halv times program mere, hvor publikum stiller spørgsmål til Crosby, der kvitterer med anekdoter og liveoptrædender. Det kan høres her: http://www.bbc.co.uk/programmes/b03hvr35

Vatikan-velsignelse, dybtgravende radioprogrammer og en stjernespækket gæsteliste. Men det bliver ved…

På YouTube ligger der en alternativ udgave af pladen! Jeg er solgt. Her er sgu en uopdaget klassiker med masser af kød på. Den alternative udgave ligger her: http://www.youtube.com/watch?v=xHWcVC971X4

David Crosby
The Alternate Remember My Name Album
1971

David Crosby’s now classic If I Could Only Remember My Name featured members of CSN&Y, Grateful Dead, Jefferson Airplane and Santana on the illustrious guest list. If I Could Only Remember My Name was regarded as one of the best sounding albums of the early 70s but this is some of the coolest Crosby you’ll ever hear.

00:00 Music Is Love 3:21 (No Conga Overdubs)
Crosby – guitar, vocal; Nash – guitar, vocal; Young – guitar, bass, vibraphone, congas, vocal

03:21 Cowboy Movie 11:08 (Instrumental No Garcia overdubs)
Crosby – electric guitar, vocal; Jerry Garcia – electric guitar; Phil Lesh – bass; Mickey Hart – drums; Bill Kreutzmann – tambourine

14:29 Cowboy Movie 8:24 (Rough Mix, The Longest Version)
Crosby – electric guitar, vocal; Jerry Garcia – electric guitar; Phil Lesh – bass; Mickey Hart – drums; Bill Kreutzmann – tambourine

22:53 Tamalpais High About 3 9:01 (Full Blown Version)
Crosby – electric guitar, vocals; Nash – vocals; Jorma Kaukonen – electric guitar; Garcia – electric guitar; Lesh – bass; Kreutzmann – drums

31:54 Laughing 5:18 (Rough Mix)
Crosby – guitars, vocal; Garcia – pedal steel guitar; Lesh – bass; Kreutzmann – drums; Nash, Joni Mitchell – vocals

37:12 What Are Their Names 4:11 (Rough Mono Mix)
Crosby – electric guitar, vocal; Young – electric guitar, vocal; Garcia – electric guitar, vocal; Lesh – bass, vocal; Shrieve – drums; Nash, Mitchell, David Freiberg, Paul Kantner, Grace Slick – vocals

41:23 Traction In The Rain 3:46 (Alternate Mix)
Crosby – guitar, vocal; Nash – vocal; Laura Allan – autoharp, vocal

45:09 Song With No Words 3:18 (Short Aka Demo Mono)
Crosby – electric guitar, vocals; Nash – vocals; Gregg Rolie — piano; Garcia – electric guitar; Kaukonen – electric guitar; Jack Casady — bass; Shrieve — drums

48:27 Orleans 1:58 (Alternate Mono Mix)
Crosby – guitars, vocals

50:25 I’d Swear There Was Somebody Here 1:19 (Rough Mix)
Crosby – vocals

51:44 Wooden Ship 1:54 (Studio Demo)
Crosby – guitars, vocals

David Crosby — guitars, vocals
Laura Allan – autoharp, vocal
Jack Casady – bass
David Freiberg – vocal
Jerry Garcia — guitars, pedal steel guitar, vocal
Mickey Hart — drums
Paul Kantner – vocal
Jorma Kaukonen – guitar
Bill Kreutzmann — drums, tambourine
Phil Lesh — bass, vocal
Joni Mitchell – vocals
Graham Nash — guitar, vocals
Gregg Rolie – piano
Michael Shrieve – drums
Grace Slick – vocal
Neil Young — guitars, bass, vibraphone, congas, vocals

Og sidst men ikke mindst, er her et glimrende, uudgivet nummer som dukkede op med den remastererede udgave – Kids & Dogs: