Monthly Archives: oktober 2015

Gamle Dylan sang så fint han kunne for halvsovende, pensionsklare 68’ere i Falconer Salen

Standard

Dylan-koncerten i fredags var udmærket. Ingen overraskelser af nogen art, setlisten identisk med alle andre aftener, og salen efterhånden en velkendt scene, da dette var fjerde Dylan-koncert i salen på 2 år.

Og netop besøgsfrekvensen var nok en del af misfornøjelsen. Dylan har været på disse kanter (mellem Göteborg og Hamburg) 12 gange på de sidste 2 år. 12 koncerter, hvoraf de 11 var meget ens, og en enkelt (i Göteborg) hvor setlisten var blandet og kæk.

Lægger man dertil, at Dylan har turneret mere end flittigt de sidste 27 år, og vel har spillet i den ovennævnte radius en 30-50 gange på disse år, står det klart at markedet er ved at være mættet.

For nogle år siden, okay det er 19 år siden min første Dylan-koncert, men især efter comebacket med Time Out of Mind (1997), var publikum en god blanding af alle aldersgrupper, med en god del helt unge, og masser af folk i 20’erne, 30’erne og 40’erne. Men der er vel heller ikke så sikkert et kort til at skræmme de unge væk, som billetpriser på 1100 og 900 kr. I Malmö havde priserne sågar sneget sig op på 1200 DKK i denne omgang.

I fredags var der altså en klar overvægt af 68’ere, og det var da ikke kun deres skyld, men stemning var der altså overhovedet ingen af. Måske fordi man har forholdsvis små forventninger til overraskelser i Dylan-regi, og måske fordi, ja, de var gamle og de sad ned til noget halv-søvndyssende musik.

Men Dylan selv, og hele bandet med, ja, de spillede sgu godt. Ikke røven ud af bukserne, det hele foregik i et adstadigt tempo, men Dylans vokal kælede for de hele 7 Sinatra-numre på repertoiret, og bandet viste sig nok engang som et versatilt og yderst kompetent backingband der aldrig rigtig giver slip, men altid spiller med overskud.

Højdepunkterne var Autumn Leaves og Duquesne Whistle. To højdepunkter og så en hel masse velspillet musik uden de store armbevægelser. Da jeg rejste mig til pausen, ja der var pause, sad en gråhåret mand og sov. Han sov stadig da jeg kom tilbage fra pausen. Det siger lidt om stemningen.

Jeg tror jeg skal springe et par koncerter over næste gang maestroen kommer forbi.

Reklamer

Optakt til Bob Dylan i Falconer Salen

Standard

Sinatra-and-Dylan-010

Bob Dylan er på vej til Danmark. Den lange, lange tur ruller videre efter nogle måneders pause. Denne gang til indendørs koncertsale, og ofte flere aftener ad gangen. Turen åbnede i torsdag i Oslo, hvor der er 3 koncerter. Frederiksberg får 2, og det er mønsteret for de fleste byer, bortset fra London hvor der gives 5 koncerter.

Det er jo en aldrende herre vi har med at gøre, og det har han indrettet sig efter på bedste vis. Folkene omkring ham har været med i årevis, setlisten er stort set den samme hele året, flere dage i hver by betyder mere rejseaktivitet, og selv om udgivelsesniveauet er højt, trækker det ikke alverden på manden selv: Shadows in the Night-albummet med Frank Sinatra-covers udkom i februar 2015, og et helt Sinatra-cover-album mere er indspillet ved de samme sessions. Det har været varslet siden foråret, uden dog at have en udgivelsesdato endnu. I efteråret blev det annonceret, at den tolvte udgave af The Bootleg Series (Dylans arkivariske udgivelsesserie) kommer til at fokusere på de produktive år fra 1965-1966, hvor Dylans højtelskede Bringing It All Back Home, Highway 61 Revisited og Blonde on Blonde udkom. Denne udgivelse kommer i flere udgaver, hvor den komplette er et 18-cd-sæt, med ikke færre end 20 versioner af Like A Rolling Stone. Udgivelsen kommer til november 2015 – altså op til julesalget.

Hvor den arkivariske serie fokuserer på fortiden er Dylan et helt andet sted til koncerterne, hvor 60’erne, 70’erne og 80’erne nærmest er udelukket fra repertoiret, mens 90’erne, 00’erne og Sinatra-covers nyder den fulde opmærksomhed.

Setlisten fra turnéstarten i Norge fra Boblinks.com

Ved  turnéstarten i Oslo er der således ikke færre end 7 Sinatra-sange på programmet, og kun 2 sange fra 60’erne: Blowin’ In The Wind og She Belongs To Me (fra netop Bringing It All Back Home, 1965). Resten af sangene er ikke ligefrem en perlerække, men de passer til Dylans stemme, og er leveret fra hans hånd og turnéband på den sidste håndfuld plader.

Og hvis du synes at Dylan er på afveje med 2 plader og en halv koncert med Dylan-covers så har du ret, for så vidt at det strider mod alle forventninger. Ligesom julealbummet fra 2009, Christmas in the Heart. Ligesom de kristne plader Slow Train Coming og Saved. Ligesom Live at Budokan-Vegas-udgaverne af Dylan-klassikerne. Ligesom da manden gik elektrisk, osv. osv.

Det bliver en fornøjelse at sætte sig i sædet på fredag, og endnu engang opleve legenden på scenen. Med sine nyere sange og sit stadigvæk meget levende Sinatra-projekt. Gud ved om han optager en live-plade med Sinatra-sange en dag.

Helt så festligt blev det officielle cover ikke, men der er ingen tvivl om at Dylan er i sit es med dette tilbagelænede projekt

Helt så festligt blev det officielle cover ikke, men der er ingen tvivl om at Dylan er i sit es med dette tilbagelænede projekt