Gamle Dylan sang så fint han kunne for halvsovende, pensionsklare 68’ere i Falconer Salen

Standard

Dylan-koncerten i fredags var udmærket. Ingen overraskelser af nogen art, setlisten identisk med alle andre aftener, og salen efterhånden en velkendt scene, da dette var fjerde Dylan-koncert i salen på 2 år.

Og netop besøgsfrekvensen var nok en del af misfornøjelsen. Dylan har været på disse kanter (mellem Göteborg og Hamburg) 12 gange på de sidste 2 år. 12 koncerter, hvoraf de 11 var meget ens, og en enkelt (i Göteborg) hvor setlisten var blandet og kæk.

Lægger man dertil, at Dylan har turneret mere end flittigt de sidste 27 år, og vel har spillet i den ovennævnte radius en 30-50 gange på disse år, står det klart at markedet er ved at være mættet.

For nogle år siden, okay det er 19 år siden min første Dylan-koncert, men især efter comebacket med Time Out of Mind (1997), var publikum en god blanding af alle aldersgrupper, med en god del helt unge, og masser af folk i 20’erne, 30’erne og 40’erne. Men der er vel heller ikke så sikkert et kort til at skræmme de unge væk, som billetpriser på 1100 og 900 kr. I Malmö havde priserne sågar sneget sig op på 1200 DKK i denne omgang.

I fredags var der altså en klar overvægt af 68’ere, og det var da ikke kun deres skyld, men stemning var der altså overhovedet ingen af. Måske fordi man har forholdsvis små forventninger til overraskelser i Dylan-regi, og måske fordi, ja, de var gamle og de sad ned til noget halv-søvndyssende musik.

Men Dylan selv, og hele bandet med, ja, de spillede sgu godt. Ikke røven ud af bukserne, det hele foregik i et adstadigt tempo, men Dylans vokal kælede for de hele 7 Sinatra-numre på repertoiret, og bandet viste sig nok engang som et versatilt og yderst kompetent backingband der aldrig rigtig giver slip, men altid spiller med overskud.

Højdepunkterne var Autumn Leaves og Duquesne Whistle. To højdepunkter og så en hel masse velspillet musik uden de store armbevægelser. Da jeg rejste mig til pausen, ja der var pause, sad en gråhåret mand og sov. Han sov stadig da jeg kom tilbage fra pausen. Det siger lidt om stemningen.

Jeg tror jeg skal springe et par koncerter over næste gang maestroen kommer forbi.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s