Mænd der “spinner” vinyl

Standard

Da jeg skulle være far for 5 år siden, og indtægterne var små i familien, skulle jeg bruge en stille og rolig hobby der ikke koster alverden. Vinylplader, tænkte jeg. Det er hyggeligt, billigt og man kan høre dem mens man samtidig giver den lille lidt musikopdragelse ind med modermælken.

Det gik meget godt i starten. Dengang var der stadig en del at finde til en tier i genbrugsforretninger, og samlingen voksede stødt og roligt (så bøgerne og andet skidt måtte finde et andet sted at være). Stille og roligt blev hobbyen dyrere og dyrere, efterhånden som der gik samlermentalitet i projektet. Det var en del lettere at skaffe pladerne i de dyre genoptryk, end at støvsuge brugtbutikker og plademesser hele tiden. Mere om det en anden gang.

Det jeg vil kommentere på idag, er brugergruppen “Spinning Vinyl” på Facebook. Gruppen har godt 6000 medlemmer, de fleste fra Danmark, som jævnligt lægger billeder op af den plade de sætter på. Et selfie af sin lytteoplevelse som man deler med ligesindede. Det kan så blive fulgt op af kommentarer, diskussioner og deciderede skænderier, afhængigt af hvad pladen eller dens beskrivelse fra ejeren sætter igang.

Jeg har bemærket hvordan familiefædre nærmest kan have en fest kørende, f.eks. nytårsaften, ved at uploade plade for plade, billede for billede, hvad de sætter på derhjemme med lillemor. De elsker det, og det er jo en smuk ting i sig selv. Det man måske ikke rigtig kan dele med nogen i sine fysiske omgivelser, kan man dele med tusindvis af andre med et billede og en kommentar.

Det der er det underlige, i min optik, er hvor teenageagtig en tilgang vi derinde har til det at dele vores private lytteoplevelse. Behovet for at flashe det man ejer eller godt kan lide, virker lidt ude af proportioner ift. den fordømmelse af f.eks. teenagere der gør det samme (utallige artikler beskriver hvordan de unge er “på” hele tiden, kun lever gennem andres anerkendelse på sociale medier, osv. osv.). Det er der åbenbart ikke noget nyt i når vi “gamle” også gør det. Det gjorde vi jo så bare ikke før vi fik (og kom på) sociale medier. Det er det nye her.

De sidste par gange jeg har været i Route 66 (en pladeforretning på Fælledvej, Nørrebro og desuden i Fredensgade i Aarhus) har jeg hørt Spinning Vinyl nævnt i samtalerne hen over disken. Og ud over det jeg nævnte tidligere med diskussion og skænderier, handler oplevelsen først og fremmest om genkendelse – den plade har jeg også hørt meget, er vokset fra, bør jeg snart få hørt – eller inspiration – Gud, hvor er det længe siden jeg har hørt ham/dem/den! Han må på grammofonen med det samme.

Det af dele glæden, interessen og momentet, bliver tilsyneladende mere og mere vigtigt for mange i gruppen, og jeg tør godt gætte på, at for nogen vil det ikke være det samme at sætte en plade på, hvis de ikke lige knipser et billede af den og lægger det på Facebook.

Her er et par billeder af hvordan det kan se ud.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s