Springsteen i Parken igen igen

Standard

Jeg har skrevet en del om Springsteen gennem årene, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige om koncerten igår. Det føles som om, at jeg har sagt det hele før.

I december 2012 skrev jeg under overskriften Skal / Skal Ikke – Til Springsteen i Parken:

I går aftes fik jeg en kommentar her på bloggen: Der er meget stille herinde. Er du ikke oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj (min omskrivning)?

Nej, jeg er ikke helt oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj.

Jeg ved ikke helt hvorfor. Men måske fordi, at min interesse for musik er cyklisk, og for øjeblikket hører jeg ikke specielt meget Springsteen-musik.

Men koncerten fra i sommer står også i et særligt lys, som jeg helst ikke vil pille ved.

Jeg forsøgte at købe billetter til Parken i mandags, men fik ikke fat på nogen. Det gør ikke så meget, for jeg tror der bliver annonceret en ekstrakoncert. Ellers er der masser af muligheder i Nordeuropa.

En anden ting, der stiker lidt, er at man kan købe billetter til Inner Circle til koncerten. Ikke noget med at komme som de første, løbe gennem anlæget, over plænen, og glædestrålende blive lukket ind i indhegningen. Nej, man betaler ved kasse 1, og ingen ved om de billetter der er solgt til Inner Circle, er købt for at blive solgt (dyrt) videre.

Mit minde fra Roskilde er at vente i timevis, og få masser af kvalificeret Springsteen-snak undervejs. Blive glædelig overrasket over faktisk at komme til at stå i indhegningen helt oppe foran scenen. Og glædelig overrasket over kvaliteten af koncerten, stemningen blandt det enorme publikum, og vejret på Roskilde.

Min eneste anden Springsteen-koncert var i netop Parken i 1999. Publikum snakkede gennem de (for dem) ukendte numre, og når der var fællessang på de store hits var det ingen fornøjelse fra min side. Det lød plat, når der blev bræget henover Springsteens smukke The River med titusindvis af falske, halvfulde stemmer.

Så, ja, mine erindringer fra hhv. Roskilde og Parken er meget forskellige.

Hvis jeg får billetter til Inner Circle til ekstrakoncerten skal jeg nok være der til maj. For der er stemningen i top, uanset hvor og hvordan man har skaffet sig billetterne. Siddepladser er udelukket. Ståplads kan til nøds gå an, Julemand.

I denne omgang var jeg heller ikke hurtig nok ved tasterne. Ja, jeg glemte faktisk at der var billetsalg indtil et par timer efter salget gik igang. Der var der allerede udsolgt. Jeg trak på skuldrene. Kort efter blev koncerten i Horsens annonceret. Også der glemte jeg billetsalget og læste at der var udsolgt med det samme.

Jeg skulle altså ikke til Springsteen.

På selve dagen kunne jeg læse på koncertens event på Facebook at der var mange billetter til salg. Helt ned til 300,- for en siddeplads (jeg hørte om 200,- da jeg kom ud til stadion). De der havde været for ivrige ved tasterne, måtte sikkert sande, at deres venner er blevet lidt mere gumpetunge med alderen. Det er min egen erfaring, og det er nok også forklaringen på at jeg ikke fik købt billet.

Men midt i tilbuddene var der et tilbud om 2 billetter til Inner Circle. Det forjættede land helt oppe foran scenen. Jeg slog til med det samme, og min ven og jeg skulle pludselig til Springsteen. Med manér!

Om den sidste Springsteen-koncert skrev jeg under overskriften En Allerhelvedes God Fest i Parken med Springsteen & The E-Street Band:

Før koncerten, både på dagen og i månederne op til igår, var forventningerne små hos mig. Koncerten på Roskilde står som noget særligt, både musikalsk og stemningsmæssigt, og setlisterne fra turen, har skåret halvdelen af de nye numre væk, til fordel for halvøvede ønskenumre, leveret fra hoften. Lige bortset fra koncerterne i Stockholm, tre af dem, hvor man spillede et klassisk album per aften – Born To Run (1975), Darkness On The Edge of Town (1978), og Born In The U.S.A. (1984). Det var første gang uden for USA, at Bruce og bandet spillede sådanne album-koncerter. Og lidt af et scoop.

Bruce mindede os igår om koncerten på Roskilde i fjord, og synes vi af den grund skulle have netop sådan en albumkoncert: nemlig Born To Run fra ende til anden. Det løftede, i mine øjne, koncerten op til noget helt særligt, og min begejstring eller måske nærmest lykke, var til at tage at føle på.

Album-sekvensen blev spillet efter de indledende 9 numre, hvor de fleste blev skæmmet af dårlig lyd. Det blev der i nogen grad rettet op på med Spirit In The Night, der viste klasse og en kælen for dynamikken og showeffekten i sangen. Festen var netop kommet i gang, da de begyndte på Born To Run.

Leveringen af albummet fortjener massiv ros. Det lød simpelthen så godt, og når man tænker på, hvor svær den plades fødsel var, såvel teknisk som kunstnerisk, er det et under, så let leveringen igår så ud. Jeg er meget imponeret.

Som man kunne forvente, var der en del snak under det der ikke var hits, men i realiteten ukendte album-numre (for mange), og lyden af titusindvis af snakkende publikummer under de stille numre fra pladen, var til nogen irritation for mit følge og jeg. Det tog dog ikke overhånd, i forhold til tidligere koncerter i Parken, men det nager altid mere end godt er, i en dedikeret musikelsker som jeg selv.

Efter albummet var leveret, og godkendt til topkarakter (utroligt så godt Clarence Clemmons’ nevø leverer hans saxofon-stykker), begyndte den egentlige fest. Pay Me My Money Down, Shackled & Drawn og Waiting on a Sunny Day, var syng-med-favoritter, og vi fik lange, legende udgaver af numrene – især Pay Me My Money Down, som var et kæmpe højdepunkt. Det samme var Badlands, det sidste nummer inden ekstranumrene.

I Shackled and Drawn oplevede jeg et stort, emotionelt øjeblik mod slutningen af sangen. Jeg fik tårer i øjnene, til gospeltonerne fra en af korsangerne, og følte mig så rørt, lykkelig, og uendeligt heldig på et rent menneskeligt plan, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har oplevet noget lignende.

Jeg vil slutte min beretning her, og bare sige: større bliver det ikke for mig. En perfekt aften, hvis man kun husker de sidste 2 1/2 time af koncerten. Så det vil jeg gøre.

Her er hele koncerten fra 2013:

Koncerten igår var en gentagelse af koncerten fra sidst. De der stod ude på plænen og bagerst på tribunerne oplevede så dårlig lyd, at det skæmmede koncerten. Det siger anmeldelserne.

Heldigvis var jeg denne gang “i sikkerhed” for den dårlige lyd i Inner Circle, og der var der ingen problemer med at høre hvad de spillede. Tværtimod. Det spillede lige som det skulle.

Men jeg havde følelsen af at koncerten ikke rigtig ville noget. Det var en gennemgang af bagkataloget med fokus på numrene fra E-streets guldalder. Og formålet var at lave en fest. Det er det til hver koncert. Og som jeg bemærkede sidst, er Springsteen manden der gør det. Han hiver folk op at synge, han hiver folk op og danser med dem, han hi-fiver, han krammer, han modtager requests og spiller en håndfuld sange spontant for at kaste sig ud i en fest med publikum hvor alt kan ske.

Men når jeg kiggede rundt, og det gjorde jeg meget, for det var svært at orientere sig så tæt på de kæmpestore skærme og samtidig følge med på den lange, brede scene. Tit opdagede jeg at “nå, han er derovre”, “nu må han være gået ud til publikum, alle står og kigger bagud”, “nu…”. Det jeg så var titusindvis af folk på siddepladser som fulgte med i 3 1/2 time showet varede.

Der var peaks undervejs: Murder Incorporated gjorde det rigtig meget for mig, We Take Care of Our Own (en storfavorit herhjemme, ligesom hele Wrecking Ball-pladen) var en kærkommen overraskelse via et skilt fra publikum, det samme var Cadillac Ranch og Pink Cadillac og Rendezvouz. Waitin’ On A Sunny Day er også en fornøjelse live.

Men det var også en koncert der blev ved og ved med mere af det samme. Da vi nåede til ekstranumrene kom de største hits, men energien blev ikke rigtigt løftet af det. Det var bare mere af samme skuffe som vi allerede havde fået i timevis.

Når det er sagt, så er jeg glad for at have set Bruce og hans E-Street-folk igen. Også selv om et par af dem er døde, selvom Patti blev hjemme, selvom hornsektionen var skruet ned siden sidste tour (nu er der kun Clarence’s nevø på saxofon frem for en blæsergruppe). Jeg ved ikke hvordan formen er for de resterende medlemmer. Nogle taler om at det kan blive den sidste tur, og at det forklarer nostalgien i setlisterne. Det er nu ikke så forskelligt fra de andre turnéer så vidt jeg kan se.

Så vi havde ikke hævede arme på vej ud. Vi var fulde og var enige om, at det skulle lige fordøjes. Nok fordi vi spurgte os selv, Hvad var det der manglede?

Jeg tror det var festen. Det var lidt going-through-the-motions. Selv der oppe foran hvor vi stod. Folk stod meget, meget pænt og roligt. Jeg tror der var en eller to der gik foran os på de 3 1/2 time. Det var stille og roligt. Mageligt. Og det var ikke så festligt. Men se på billederne. Springsteen og hans E-Street-bande leverede varen! Og måske skulle jeg bare have drukket 5-6 øl mindre for at have fået det hele med.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s