Mansplaining ABBA og Taylor Swift for musikpolitiet

Standard

Guilty pleasures er et ømt punkt for betjentene i Musikpolitiet. Dem der hører det rette, det vigtige, det kloge og det hippe. Du ved, musikpolitiet. Men der har altid været en sort skygge der hviler over den foranstaltning: der mangler den hemmelige ingrediens ved at lytte til musik. Det er ikke sjovt. Sjov musik, festlig musik, upretentiøs musik, er der masser af. ABBA, Taylor Swift, Chic, Bee Gees, for at tage nogle af de største successer gennem årene. Og det er generelt disse områder der styres uden om af musikpolitiet, for ikke at blive taget med bukserne nede, i at lytte til noget der ikke kan forsvares ud fra en ren intellektuel position.

Sidste år udgav Ryan Adams sin genfortolkning af Taylor Swifts hitalbum ‘1989’, som var 2014s bedstsælgende album i USA. Det var tøse-pop, teenage-pop og dansemusik. Dvs. off-limits for de voksne i musikpolitiet. Men når en 40-årig mand gendigter sangene og klæder dem ud som Smiths-inspireret americana-rock, så får sangene en ny chance. Og for rigtig mange blev det deres første rigtige bekendtskab med Taylor Swift. I amerikanske medier blev Ryan Adams af nogle beskyldt for mansplaining, som i sig selv er et interessant begreb. Essensen er, at Taylors musik skulle forklares af en mand, for at kunne sluges og accepteres af musikpolitiet.

Taylor selv er formodentlig ligeglad med accepten fra det i hendes verden nærmest usynlige politi. Hendes sejrsgang gennem USA, og verden, er enorm og synes ustoppelig. Men hendes reaktion på Ryans fortolkning var interessant. Hun gik selv ud og performede 3 af sine sange solo i udgaver der var fuldt på højde med Ryans ellers glimrende genfortolkninger. Det var nu tydeligt, når man holdt pigen og manden op mod hinanden, at hendes evner ikke lod noget tilbage at ønske. Tværtimod.

Her er jeg nødt til at gribe i egen barm. For mig er Taylor Swifts musik, og alt hvad der minder om det, totalt uinteressant. Jeg opdagede hende igennem Ryan Adams, og jeg er som jeg skriver dette totalt ubekendt med Beyoncé, Rihanna, Miley Cyrus, Adele og alle de andre. Jeg lytter dog meget til Seinabo Sey for tiden, som i mine ører har meget at byde på.

I podcastserien Album er d’herrer Leth og Christensen nået til ABBA. Hvilket lidt er en løgn, for al logik i den serie sagde at de aldrig ville komme i nærheden af ABBA. Men det kom de, og de valgte endda den opsamling der har gået en sejrsgang uden lige i 90’erne, 10 år efter ABBA blev opløst i 1982.

Jeg kan synge med på alle sangene, og har dem med mig fra mit barndomshjem, hvor ABBA – The Singles 1972-1982 var min mors kære eje. Jeg elskede den plade. Men som så meget andet fra barndommen, er der noget som bliver i den tid og noget som hører til i voksenlivet. ABBA var ikke kommet med videre for mig, og det var først med denne podcast at de fire dygtige medlemmer endelig fik deres plads på Pantheon, højt over andre dødelige. Og det med en 3 timers hyldest og gennemgang, der stille og roligt, men med den vanlige passion og entusiasme, påpeger den ene genistreg efter den anden.

En ny gang mansplaining, kunne man sige. Jeg er igang med de 3 timer for anden gang. Og pludselig er ABBA-hullerne i min pladesamling svære at overse. Godt de fleste plader kan købes til en 10’er stadigvæk.

 

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s