Lance Armstrongs navnebror, Springsteens oversete mesterværk og Lucinda Williams uforløste Rick Rubin-samarbejde

Standard

I dag stiftede jeg bekendtskab med en ny podcast. I disse måneder opdager jeg flere podcasts om ugen, så det er ikke i sig selv så usædvanligt. Den jeg opdagede idag kalder sig The Forward og er med en fyr ved navn Lance Armstrong. Nej, ikke den Lance Armstrong, selvfølgelig. En anden der ved en masse om musik. Hans gæst i den første podcast var Jason Isbell, og derefter spolede jeg tilbage i kataloget og fandt hans podcast med Ben Harper.

Ben harper der lige har besøgt København i forrige uge, hvor jeg desværre udeblev fordi jeg syntes det var for dyrt. På dagen kunne man faktisk købe billetter til halv pris, men der passede det så ikke ind i familieprogrammet. Jason Isbell som jeg har set 3 gange de sidste 5 år, og som nok egentlig er en lidt kedelig country-fisk, som kun sjældent glimter for alvor. Men begge er kunstnere jeg til enhver tid vil høre et interview med. Og helst et langt et af slagsen.

Ham her Armstrong interviewede løs, og han var sgu godt inde i både branchen, gæsternes kolleger og ikke mindst deres musik. Der var en Good Old Boys-stemning over begge interviews, og det tog mig da heller ikke længe, men dog en del længere end jeg er stolt af, at opdage at det faktisk var DEN Lance Armstrong. Cykelkongen Armstrong. Tour-fætteren.

Nu tager jeg gladeligt afstand fra al sport, men jeg tager gerne hatten af for det projekt her. En millionær der stille og roligt bånder ret intime samtaler med sine venner. Som tilfældigvis er musikere flest. Det nyeste afsnit er en demokratisk guvernør, så der er afvigelser, men mestendels er det vist musikere. Specielt ovre i den akustiske singer/songwriter og country-genre. Det ligger meget tydeligt mellem linjerne, at Ryan Adams er hans ønskedrøm af en gæst. Det skal nok komme i kassen.

lance_and_ben

Den her type interviews, som minder mig meget om Marc Marons WTF-podcast, dog ikke nær så slick, er tit fulde af personlige anekdoter af den sjove slags. I denne her, med Ben Harper, er der blandt andet en hvor Lance Armstrong bliver håndfast eskorteret fra en Dylan-koncert for at have formastet sig til at have SMS’et. Det var forbudt – også for verdensstjerner.

Jeg er også igang med Springsteen-biografien. Den har fået glimrende anmeldelser, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor. Den er lidt for glat og episodisk til at det nogensinde bliver interessant, og de sammenstød og problemer der er, går han meget let henover. Herunder dynamikkerne i E Street-bandet. Til gengæld er der mange sider om familielivet, rigtig mange endda, og en del om heste og hestepassere på ranchen. Det hele er meget sympatisk og ikke særlig interessant. Hele pladen går han fuldstændig henover, herunder de to plader fra 00’erne, Magic og Working On A Dream. Som i, der står nærmest intet om dem. Der står et par sider eller 3 om Wrecking Ball, hans bedste plade de sidste 20 år.

springsteen

Hans egen mening er at den ikke blev grebet. Han turnerede den verden rundt flere gange, faktisk i to år (!), men den vakte slet ikke den genklang i USA som det den var: et bidende og indædt svar på Finanskrisen. Kiggende lige ind i dens gule djævleøjne. Med ønske om at brænde hver en direktionsgang i storbankerne og starte påny med en fornyet og forstærket respekt for menneskeheden. Ingen tog den op derhjemme, og det forstår jeg egentlig godt undrer ham. Men nu står vi jo i en valgkamp, hvor der – ja undskyld mig, men for fanden – heller ikke er nogen lyst til at diskutere andet end de 2 personer der står til at blive valgt.

I en anden podcast, de bliver ved at give og give, hørte jeg Marc Maron og Lucinda Williams diskutere hendes karriere. Programmet var 3 år gammelt, men det fik mig til at finde pladerne frem. Og de er jo, hvis du ikke skulle vide det, virkelig gode. En anekdote der fik mig til at spidse ører, handlede om at ingen ringere end Rick Rubin tilbød at producere hendes Car Wheels On A Gravel Road-plade (1998). Den endte jo med at blive hendes kommercielle gennembrud, og på alle måder definere hendes lyd og udtryk, men det er interessant at tænke over hvad det kunne være blevet til med Rick Rubin.

lucinda

Car Wheels har faktisk indblanding fra Rick Rubin, dog ikke som producer, men det er Steve Earle og andre der endte med at producere hende på pladen.

Samarbejdet med Rubin dikterede at hun droppede sit band under indspilningerne, og indvilgede i hans sædvanlige julelege, med at lade ham vælge numrene, musikerne og arrangementerne. Det har virket for Tom Petty, Johnny Cash, Neil Diamond m.fl., for ikke at tale om hvad han ellers har på samvittigheden af kæmpesuccesser (fra Jay-Z til Slayer, Beastie Boys og Red Hot Chili Peppers).

Hvem kunne han revitalisere nutildags? Det er jo næste utænkeligt at det kunne lade sig gøre, men Dylan kunne være oplagt. Han er jo så optaget af at producere sig selv, at det faktisk ville være en kæmpe mulighed at teame op med Rubin. Neil Young kunne man sige det samme om. Dog er han langt venligere stemt for producere. Men begge tror jeg er svære at holde fast på noget.

Kunne han gøre noget godt for U2? Er de klar til det?

Jeg gad godt høre ham producere Ryan Adams. Han kunne nyde godt af en der forholder sig til hvad han er god til. Hvornår han er bedst. Hvad hans bedste materiale er. Og hvilken lyd der klæder ham.

rubin

Jeg må have checket ud hvad Rubin faktisk har gået og lavet på det sidste.

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s